CPH:DOX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 11. november kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige dokumentarer fra både ind- og udland i hovedstadens biografer. På www.cphdox.dk kan du se det fulde program, hvor du også kan læse mere om festivalens mange interessante events.
Mens festivalen står på, disker Filmz TV op med en række korte ekstraudsendelser om festivalen, og så vil Filmz-anmelderne Thomas Borgstrup og Nadia Parbo også skrive om deres oplevelser under årets CPH:DOX.
Rapport #2 fra CPH:DOX 2012
- More Than Honey (Østrig, Schweiz, Tyskland)
Thomas: ”Hvorfor dør bierne?” Dette spørgsmål stiller filmen, inden der er gået ret mange minutter. Det er et faktum, at bierne dør i stort antal overalt i verden. De umiddelbare grunde er mange – stress, kemikalier, infektioner, mv. – men den bagvedliggende årsag er lige så indlysende, som den er nedslående: Homo sapiens. Vi mennesker og vores adfærd er grunden til, at bierne har det svært. Og det er paradoksalt, for vi er afhængige af bier til at sørge for befrugtning af vores afgrøder. Så vi er ved at save den gren over, vi selv sidder på.
“More Than Honey” følger primært to meget forskellige biavlere: Den gamle bonde i de schweiziske alper, som er fjerde generation i dalens lokale honningdynasti, og industribiavleren i USA med hundrede ansatte, der kører sine bistader rundt på to gigantiske lastvogne i takt med, at pollensæsonen skifter. To helt forskellige tilgange til biavl, men med den fælles skæbne, at deres forretning svinder ind på grund af menneskeskabte faktorer. Filmen viser, hvor kompleks en industri biavl er blevet, og den forsøger – lidt på bekostning af et klart fokus – at komme så godt rundt i alle kroge af historien som muligt.
Midt i al denne elendighed kan man dog imponeres over filmens billedside, der igen og igen viser utrolige nærbilleder af biernes liv i bistadet og i luften omkring det. Selv BBC og David Attenborough må være misundelige! Filmen åbner faktisk med en ubrudt optagelse af en bi, der kæmper sig ud af sin puppe, ud til livet. Desværre tager filmmagernes iver efter at vise biernes liv overhånd i en håndfuld sekvenser, hvor de flyvende bier lidt for tydeligt er blevet filmet foran en bluescreen-baggrund, hvor landskabet så er blevet tilføjet efterfølgende. Det er synd, for det kommer til at fremstå ufrivilligt komisk i kontrast til de andre, meget imponerende optagelser.
4/6
”More Than Honey” vises også den 10. november kl. 16.00 i Grand.
Nadia: “Trains of Thoughts” blev i går vist i Kgs. Nytorv Metro – et perfekt sted at vise en film, der mest af alt er en meditativ oplevelse centreret om livet under jorden i verdens metroer. Stemningen fra metroen, der transporterer mennesker fra destination til destination, går perfekt i spænd med en film, der ikke vil meget andet end at give os en kortvarig indsigt i den strøm af mennesker, der hver dag driver rundt under jorden. “Trains of Thoughts” er derfor ikke en film, der ville passe godt til en aften hjemme i sofaen, idet der nærmest er tale om ren installationskunst.
Dette er et helt bevidst valg af filmskaber Timo Novotny, men spørgsmålet er, om der ikke ligger andre og mere interessante spørgsmål bag metroen end det, der bliver vist i “Trains of Thoughts”? De såkaldte mole people, der lever i New Yorks undergrund, bliver eksempelvis ikke nævnt, selvom de er næsten sagnagtige figurer blandt newyorkere, og i beskrivelsen af Los Angeles metroer fremhæves det praktisk talt ikke, at det ikke er normalt for mennesker at tage toget i en by, hvor man har bil, før man anskaffer sig et hus.
Nærmest undskyldende bliver der nævnt, at offentlig transport er der for, at man kan tale sammen, men for undertegnede, der har haft sin daglige gang i den amerikanske storby, er det svært at tage dette for gode ord. Novotnys film savner lidt fokus og konflikt, og hans film ender derfor med at minde om en hippieagtig nabo, der sommetider kommer med udtalelser, der kunne forveksles med noget dybsindigt.
3/6
”Trains of Thoughts” vises ikke igen under årets CPH:DOX.
Thomas: Det er smagløst nok at arrangere en 25-årsjubilæums-rekonstruktion af mordet på Olof Palme. Det er værre at lave en dokumentarfilm om den gruppe mennesker, der udfører denne rekonstruktion. Men da der ikke findes sådan en gruppe i virkeligheden, vil det nok være topmålet af smagløshed at udtænke og lave filmen om den gruppe og deres rekonstruktion alligevel. Det har folkene bag “Roland Hassel” så gjort alligevel.
Der er ingen fortæller eller introduktion i filmen, så jeg kan kun tolke “Roland Hassel” som en mockumentary, dvs. en falsk dokumentar om fiktive personer. Pointen med den slags film er typisk at gøre kærligt grin med et fænomen, som det f.eks. ses i den mesterlige “This Is Spinal Tap”, der handler om det mest klichéfyldte rockband i historien. At kalde “Roland Hassel” for klichéfyldt vil være at give filmen en ros, den ikke fortjener. Den er rodet, grim og så kedelig, at jeg stort set kun blev siddende til rulleteksterne for at kunne skrive denne anmeldelse.
Filmens titelperson var politibetjent, dengang Palme blev myrdet i 1986. Nu er han pensioneret, og tilsyneladende er forsøget på at opklare Sveriges “JFK” stort set det eneste, han har i sit liv. Dog følger vi i filmens første ti minutter Roland til et vanvittigt kedeligt bestyrelsesmøde i en skytteforening. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Senere i filmen bruger vi yderligere ti minutter på at se og høre ham bestille en stor taxa via en stemmestyret, automatisk kundeservice, der ikke kan forstå ham, fordi han står ude i sit køkken og råber til den i stedet for at tage røret. Hvorfor? Jeg ved det ikke.
Læg dertil at hele filmen foregår i 2011, men er optaget på slidte VHS-bånd, så det ligner en 1986-optagelse, og du har en rodet, grim pseudodokumentar, som sine steder minder om en omgang absurd teater, men som for det meste bare er dræbende kedelig.
2/6
”Roland Hassel” vises også den 9. november kl. 21:45 i Cinemateket.
- The Exorcist in the 21st Century (Norge)
Nadia: Eksorcister har altid været fascinerende for enhver med interesse i det okkulte. Som mytiske mørkemænd bevæger de sig rundt i en åndeverden for at redde almindelige mennesker fra den dæmoniske fjende, der viser sit grimme ansigt indeni vores kroppe. Det er i hvert fald sådan, eksorcister bliver set og omtalt, hvis man da i det hele taget tror på, at de eksisterer. “The Exorcist in the 21st Century” er et bevis på, at enkelte eksorcister lever i bedste velgående. Én af dem, José Antonio Fortea, er hovedpersonen i en film, der formår at få en så mærkværdig og sommetider mistænkelig profession til at virke som et ganske almindeligt arbejde – om end også et noget stressende, embede, idet Fortea er den eneste anerkendte eksorcist i Spanien.
“The Exorcist in the 21st Century” bliver især interessant, da den unge kvinde Constanza optræder og beder Fader Fortea om hjælp til at udrydde en dæmon, der har plaget hende i femten år. Overtro eller sandhed? Spirituel manipulation eller oprigtig, sjælelig finfølelse? Den norske filmskaber Fredrik Horn Akselsen giver ingen svar og lader det være op til sit publikum, hvorvidt vi er parate til at godtage det, der ligger så fjernt fra vores moderne livsopfattelse. I det hele taget er “The Exorcist in the 21st Century” en god dokumentarpendant til fiktionsfilm som “The Devil Inside” og (den fremragende) “The Last Exorcism” i sit nøgterne portræt af en arbejdsbetegnelse, der ikke lige er til at finde i de gule sider.
4/6
”The Exorcist in the 21st Century” vises også den 11. november kl. 10.00 i Øst for Paradis.
- Something from Nothing: The Art of Rap (USA)
En gang imellem kommer der en dokumentar,
der lærer dig noget, og gør dig klogere end du var.
Emnet er underordnet, formidling er det vigtige,
og hvis stilen understøtter emnet, gør du det rigtige.
Fra Brooklyn til Compton, fra New York til LA,
og et smut til Detroit med Eminem og Dr. Dre.
Tilsæt old school beats, glem det dubstep crap,
så har du “Something From Nothing: The Art of Rap”
Okay, det må være nok for nu, men efter at have set denne fremragende dokumentar kunne jeg bare ikke lade være! Jeg er ikke den store hiphop-fan. Jeg har naturligvis indimellem hørt noget rap og hiphop, men jeg har aldrig dyrket genrerne. Og det kommer jeg nok stadig ikke til, men nu kan jeg meget bedre forstå de mennesker, der gør det. “Something from Nothing: The Art of Rap” er propfyldt med de allerstørste navne inden for hiphop fra 1970’erne og frem til nu. Stort set alle, der er eller har været noget inden for hiphop-musikken (og som ikke i mellemtiden er blevet skudt eller er døde af overdosis) er med i denne film!
De taler om teknik og tekster, de freestyler og fremfører hinandens strofer, og det hele bindes sammen af Ice-T, der som vært opsøger hiphop-legenderne på gadehjørnerne i New York eller i pladestudierne i LA, hvor hiphoppen henholdsvis opstod og lever den dag i dag. Stilen er lækkert gennemført med smukke helikopterbilleder af et natteklædt New York og et solbeskinnet Los Angeles som mellemspil til de rå, håndholdte segmenter, hvor der bliver spyttet rim mod kameraet med en urkraft, så man bare må læne sig tilbage og frydes over disse ordekvilibristers tekniske og kunstneriske talent.
Og nu må I have mig undskyldt, mens jeg smækker en omgang N.W.A. på mit ikke-eksisterende turntable.
5/6
”Something from Nothing: The Art of Rap” vises også den 9. november kl. 19:00 i Pumpehuset – efterfulgt af DM i Human Beatbox.
