CPH:DOX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 11. november kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige dokumentarer fra både ind- og udland i hovedstadens biografer. På www.cphdox.dk kan du se det fulde program, hvor du også kan læse mere om festivalens mange interessante events.
Mens festivalen står på, disker Filmz TV op med en række korte ekstraudsendelser om festivalen, og så vil Filmz-anmelderne Thomas Borgstrup og Nadia Parbo også skrive om deres oplevelser under årets CPH:DOX.
Rapport #3 fra CPH:DOX 2012
Thomas: Den horrible “Roland Hassel” fra tidligere på ugen er helt glemt! Ikke blot så jeg to på hver sin måde fantastiske og fascinerende film i dag, jeg havde også godt selskab af min Filmz-kollega Katja Brandt Andersen til den ene af dem. Jeg har absolut ikke noget imod at gå i biografen alene, men det giver unægtelig lidt ekstra, når man bagefter kan diskutere filmen med en ligesindet filmentusiast. Især når der ikke er Hollywood-mainstream på plakaten, men derimod film, der udfordrer intellektet og – for nu at bruge store ord – selve mediet.
Thomas: Hvem skulle tro, at en film om noget så kedeligt som urban planlægning kunne ændre den måde, hvorpå man ser sin by? Det kan “The Human Scale” – især hvis man bor i København. Filmen, som i bund og grund er en hyldest til arkitekten Jan Gehls arbejde med byplanlægning, lægger ud med at konstatere, at vi ved mere om de optimale livsbetingelser for gorillaer i junglen end om vores egne behov, når det kommer til livskvalitet i et byrum. Med eksempler fra byer over hele verden forklarer filmen først, hvorfor disse ser ud, som de gør, og derefter fremhæver den, hvorfor det er et stort problem.
Når man ser, hvor formularisk og menneskefjendsk byggeriet er i hurtigt voksende kinesiske byer eller i Melbournes forstæder, begynder man pludseligt at se den dybere mening med, at Københavns indre by er spærret for biler, at flere og flere gader får ekstremt brede fortov, eller at der ikke længere kan køre biler på Times Square i New York. Men i de etablerede storbyer er det trods alt begrænset, hvor meget man kan lave om på bybilledet. Der er jo eksisterende bygninger og infrastruktur at tage hensyn til. Medmindre naturen griber ind…
Det er store, langstrakte og nærmest eksistentielle temaer, der her tages op. De suppleres perfekt af de dvælende billeder af byliv – eller mangel på samme – og musikken, der sammen leder tankerne hen på den bjergtagende dokumentar “Koyaanisqatsi”. Som tilskuer forlader man biografen med en følelse af, at byens rum er andet og mere end irriterende cyklister og lugtende pizzeriaer. Og de mange vejarbejdere bliver pludseligt lettere at acceptere, fordi man glæder sig til at se resultatet af deres arbejde.
5/6
”The Human Scale” vises også den 10. november kl. 12.00 i Malmö Konsthall, den 11. november kl. 12:00 i Grand og den 12. november kl. 19.15 i Cinemateket.
- Identitetstyveriet (Danmark)
Thomas: Det er en dominerende trend på dette års CPH:DOX, at filmene udfordrer den klassiske opfattelse af, hvad en dokumentarfilm er, hvad den kan, og (ikke mindst) hvad den kan tillade sig. “Identitetstyveriet” er ingen undtagelse i denne henseende. Men til forskel fra flere af de andre film på festivalen, så har jeg ikke noget problem med det netop her, for det føjer blot endnu et lag til filmens utallige metaniveauer.
Ideen om to liv er central for filmen. De første to liv er kunstneren Claus Beck-Nielsen og hans ven og tidligere samarbejdspartner, Thomas Strøbech. Nielsen har skrevet bogen””Suverænen”, hvori Strøbech er hovedperson. Så nu er der også Strøbech i virkeligheden og Strøbech i bogen. Men Strøbech vidste ikke noget om bogen, før den blev udgivet, og han føler, at Nielsen har misbrugt hans person og identitet til egen vinding. Derfor lægger han sag an.
Thomas Strøbech hedder i øvrigt ikke længere Strøbech. Han hedder Thomas Altheimer. Eller Thomas van Brunt. Eller noget helt fjerde. Thomas Strøbech “eksisterer” kun, når han er sammen med sin familie. Og bogen har Nielsen skrevet under kunstnernavnet Das Beckwerk. Og i øvrigt hedder han nu Helge. Sådan er det åbenbart med kunstnere. Hvorom alting er, så er Strøbech som besat af Nielsen og dennes bog. Han har store problemer med at acceptere, at hans liv nu er blevet fiktionaliseret, og på den ene side kan man godt forstå ham, men på den anden kunne han også bare vælge at være ligeglad i stedet for at lade sit ene liv som Strøbech ødelægge af det. Han kunne jo bare fortsætte med et af de andre. Filmens slutning skal ikke råbes her, men der er mange flere metaniveauer at tage fat på – som f.eks. at Strøbechs amerikanske veninde pudsigt nok hedder Veronica, som i Kieslowski-filmen “Veronicas To Liv”…
Filmens stil er også noget for sig. Strøbech har stort set filmet det hele selv på mobiltelefoner eller små, billige kameraer – nogle gange med flere vinkler på én gang, hvilket kun øger fornemmelsen af hans groteske personlighedsspaltning. Lyden bliver sine steder meget subjektiv, og så er der fortællerstemmen, som for det første lyder lidt som en kunstig, computerskabt stemme, og som for det andet “fortæller”, som om hun læser op fra netop Nielsens bog om Strøbech! Filmens plot er i forvejen fascinerende, og disse hjernevridninger øger i høj grad fascinationen. Jeg elsker den slags film, der virkelig krøller min hjerne helt sammen! Hele oplevelsen fik i øvrigt et yderligere, næsten ufatteligt metaniveau, da det viste sig, at Nielsen (ja, dén Nielsen!) var inde til den samme visning!
5/6
”Identitetstyveriet” vises også den 10. november kl. 19.00 i Grand.
Klik i øvrigt på nedenstående video for at se Filmz TV’s eksklusive interview med “Identitetstyveriet”-instruktøren Max Kestner og filmens lyddesigner, Peter Albrechtsen.
