CPH:DOX anno 2012 er netop overstået. Til og med den 11. november kunne danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige dokumentarer fra både ind- og udland i hovedstadens biografer. På www.cphdox.dk kan du læse mere om festivalens program, events og de film, der vandt årets festivalpriser.
Filmz TV har produceret nogle korte ekstraudsendelser om festivalen, og derudover har Filmz-anmelderne Thomas Borgstrup og Nadia Parbo skrevet om deres oplevelser under årets CPH:DOX. Herunder skriver de om deres sidste filmoplevelser under årets danske dokumentarfilmfestival.
Rapport #4 fra CPH:DOX 2012
Nadia: Så nåede festivalen sin ende. Som den naive biografgæst jeg er, blev jeg hele to gange mødt med beskeden, at der var udsolgt til de forestillinger, jeg gerne ville se. Dette er værd at skrive sig bag øret til næste års DOX. Desværre endte festivalen for mit vedkommende med en frustrerende oplevelse, men det er chancen, man tager på festivaler. En del af charmen, om man så må sige. I hvert fald kan jeg i det mindste sige, at jeg er et mere oplyst menneske nu end for ti dage siden, hvor jeg satte mig ned for at se min første DOX-film.
Thomas: Bortset fra en enkelt svensker har jeg formået at styre udenom dårlige film. Enten har niveauet været usædvanligt hørt, eller også er jeg efterhånden blevet ret ferm til at læse mellem linjerne i programavisens højtravende omtaler og sortere det værste skidt fra. Formentlig ligger sandheden et sted derimellem. Den sidste film på min liste havde meget passende titlen “The End of Time”. Desværre kunne jeg godt have ønsket, at slutningen på filmen var kommet lidt tidligere.
- The Act of Killing (Danmark, Indonesien, England, Norge)
Thomas: Det sker meget sjældent, men under denne film fik jeg det fysisk dårligt. En film, der handler om Indonesiens fortid og rummer tidligere torturbødlers egne rekonstruktioner af deres gamle uhyrligheder, lyder også barsk, men det var ikke så meget dét, der fik det til at vende sig i mig. Det var jo “bare” rekonstruktioner. Det var heller ikke på grund af tanken om de virkelige ofre og deres lidelser. Dér tog det filter, der gør mig i stand til at se tv-nyheder hver aften uden at få kvalme og depression, nok over. Nej, det, der virkelig rystede mig i en grad, så det fremprovokerede en fysisk reaktion, var disse tidligere forhørsledere og gangsteres totale mangel på anger!
Flere gange i løbet af filmen praler de om deres “humane” drab eller opfindsomme mordmetoder, som kunne reducere det blodige griseri, der er en uundgåelig følge af, at man hugger hovedet af en påstået kommunist, hvis forklaring man lige har ændret, så den passer til straffen. De efterrationaliserer det, der tilbage i 1960’erne var en massakre på omkring 2,5 mio. landsmænd og eksilkinesere, med, at det jo var lovligt dengang, og at de der internationale konventioner mod tortur bare er et udtryk for en moralsk udvikling, som lige så godt kan vende i morgen. I princippet har bødlerne ret, men i realiteten er det ubegribeligt, at de ikke engang er i stand til at forstå deres ofres lidelser. Det afhjælper rekonstruktionerne dog ganske langsomt.
Men ikke alle de tidligere massemordere viser sprækker i det kolde panser. Særligt en enkelt, stærkt overvægtig Godfather-type viser en uhyggelig mangel på empati og nærmest barnlig glæde ved at rekonstruere halshugninger og kvælninger, som han selv udførte dem engang. På den ene side er det underligt forfriskende at se en mand, der ikke bryder sammen i teatralsk anger over sine handlinger, men på den anden side er det grotesk at bevidne, at man kan være så ligeglad med andres lidelser. Og hans totale moralske forfald står lysende klart i en scene, hvor han stolt og for rullende kameraer går en tur på det lokale marked for at indsamle beskyttelsespenge fra de handlende. Kun en meget frygtet mand i et land med et forkvaklet forhold til dets egen historie ville kunne slippe af sted med den slags. Farcen fortsætter i et talkshow på tv, hvor de gamle mænd hyldes for at have udryddet kommunisterne i Indonesien. Og den paramilitære gruppe, som er en udløber af torturgrupperne fra dengang, nyder respekt fra regeringens repræsentanter. Foran menneskemængder, der er blevet betalt for – eller muligvis truet til – at møde op, udråbes militsen til at være en uundværlig del af det indonesiske samfund. Et samfund, hvor alle synes at finde sig i det nuværende teater, der går ud på at ignorere fortidens synder og nutidens absurditeter.
Der er altså endnu engang tale om en dokumentar, der blander virkeligheden med fiktion og dramaturgi. Men i forhold til alle de andre film i denne genre på årets festival opfattes fiktionselementet forskelligt af de medvirkende. Statisterne i rekonstruktionerne er tydeligt rædselsslagne for de gamle bødler. For dem er det et traume der genopleves mere virkeligt, end de synes er behageligt. Bødlerne hygger sig derimod langt hen ad vejen – helt blinde over for den påvirkning de har på deres omgivelser. Det er en blanding, som rejser en række etiske spørgsmål i tilskueren undervejs. Jeg er ikke sikker på, at den måde, dokumentaren er tilrettelagt på, er helt etisk fin i kanten over for alle deltagere, men som et første skridt på vejen til at få ryddet op i Indonesiens historiske råddenskab, er det formentlig et mål, der helliger midlet. Ligesom det var tilfældet for bødlerne i 60’erne.
5/6
”The Act of Killing” vandt festivalens hovedpris, DOX:AWARD, og kan stadig ses i adskillige danske biografer.
- Just the Right Amount of Violence (Danmark)
Nadia: “Just the Right Amount of Violence” kunne have været en god film. Den kunne endda have været fremragende, idet den tager udgangspunkt i en fascinerende underverden, som mange ikke kender til. Men hvad er den endt som? En selvhævdende fiktionsfilm, der ikke vil meget andet end… ja, pointen fik jeg aldrig helt fat i.
Teenagere bliver – med forældrenes accept – taget fra deres hjem midt om natten for at blive ført til den øde stat Utah, hvor de skal på opdragelsesanstalt. Hvad har de gjort, hvad sker der på anstalten, og hvordan afspejler det vores nuværende samfundsbillede? Alle interessante spørgsmål, der aldrig besvares i instruktør Jon Bang Carlsens dokumentarfilm. I stedet bruger han sin tid på en lommefilosofisk voiceover med en ganske rædselsfuld dansk accent, hvor han forklarer, at han også selv blev adskilt fra sin far som lille. Dette har intet konkret at gøre med filmens tema, men dette virker Carlsen heller ikke interesseret i. Han er langt mere engageret i at fortælle sin egen, lidet interessante historie om en søn, der engang blev forladt af sin far, ved at gentage den om og om igen på forskellige pseudopoetiske måder.
Med andre ord virker “Just the Right Amount of Violence” som en undskyldning for at hævde sig selv. Og når man som publikum til sidst bliver fortalt, at alt på lærredet i de sidste 83 minutter var fortalt gennem fiktion, fordi ingen gad være med i dokumentaren, bliver det først rigtigt frustrerende. Det er vist, hvad man kan kalde for en ommer.
1/6
Thomas: Cykelrytteren Rasmus Quaade er en intens fætter, og filmen om ham er ikke mindre intens. Vi følger Quaade i ca. halvandet år, fra han bliver dansk mester på enkeltstart for U23-ryttere i maj 2010 og til hans karrieres foreløbige højdepunkt i september 2011, hvor han vinder sølv i den samme disciplin til VM på hjemmebane i København. Og med “følger” mener jeg, at man som tilskuer nærmest er helt inde i hovedet på ham!
Quaade har ry for at være en rytter, der tænker meget – lidt for meget – over tingene. Og det er nogle seriøst dybe og ganske interessante betragtninger, han kommer undervejs som en slags kommentarspor til optagelser fra både løb og træningspas, hvor han kører sig selv helt ud. Igen og igen kredser han om meningen med sit liv, tanker om døden og hvordan det føles at være så meget på grænsen af sin ydeevne, at man ikke længere kan føle sin krop eller se ud af øjnene.
Filmen er holdt i grumsede farvetoner. Det er ikke specielt interessant at se på, men det tvinger tilskueren til at koncentrere sig om lydbilledet, der i høj grad er det, der gør, at man bliver trukket med ind i hovedet på denne fascinerende cykelrytter. Klippestilen er nærmest meditativt langsom, indtil vi når til filmens klimaks, VM i København, hvor den eksploderer i en imponerende palet af kameravinkler langs hele enkeltstartsruten. Det er en film om dedikation, hårdt arbejde og den evige stræben efter de største mål. Og ikke ét ord om doping.
4/6
- The End of Time (Schweiz, Canada)
Thomas: ”Tiden er noget mærkeligt noget. Jeg har aldrig helt forstået, hvad den egentlig er for noget.”
Tilbage i 1970’erne forklarede Povl Kjøller på kun to minutter begrebet tid mere pædagogisk og fyldestgørende, end instruktøren Peter Mettler her i 2012 formår at gøre det på de knap to timer, som denne film varer. Bevares, det er ikke en nem opgave den gæve schweizer har sat sig selv på, og han har gjort et hæderligt forsøg, men i sidste ende lykkes det ikke.
Filmen er fyldt med underfundige tidsparadokser. Det allerførste, vi ser, er optagelser fra Joe Kittingers rekordhøje frie fald fra 31 km tilbage i 1960. Det er den rekord, som Felix Baumgartner slog i sidste måned, og dermed er optagelserne af Kittinger på samme tid både meget aktuelle og “so last century”. Senere kommer fantastiske optagelser af tyktflydende, langsomme lavastrømme, som ikke desto mindre er ustoppelige, og af kernen i CERN’s topmoderne partikelaccelerator, Large Hadron Collider, der skal åbne dørene til tiden umiddelbart efter Big Bang for 14 milliarder år siden.
Samtidig bliver flere af filmens interviews flettet ind i hinanden, så man som tilskuer skal følge flere forskellige talestrømme sideløbende. Det er lidt forvirrende, men ikke så slemt som de sidste 15 minutter af filmen, som er et “Rumrejsen 2001”-inspireret syretrip. En tidlig torsdag havde min tålmodighed måske været anderledes, men en sen søndag aften ovenpå en travl weekend føltes “The End of Time” i hvert fald en halv time for lang. Men det kan der naturligvis have været en ondskabsfuld mening med, når filmens mål nu engang er at give publikum en bedre fornemmelse af tid. Men jeg foretrækker ”2-minuttersangen” med Povl Kjøller.
3/6
