- En ballerinas bekendelser

Et af de helt store samtaleemner under dette års CPH:DOX (og de sidste mange år af slagsen for den sags skyld) har været skillelinjen mellem fakta og fiktion inden for dokumentargenren. Hvor meget kan man som dokumentarist tillade sig at manipulere materialet via klip, billeder, lyd og musik? Er det helt uacceptabelt, hvis instruktørerne vitterligt instruerer deres menneskelige emner? Bare en smule? Må man styrke en scene gennem brug af hyrede skuespillere? Skal filmmageren absolut antage samme rolle som et skjult kamera, der nøgternt og upåvirkeligt observerer begivenhederne på lang afstand? Hvornår katten er en dokumentar egentlig en dokumentar?

Maja Friis’ “Ballerina” er en film, som i allerhøjeste grad hviler i det evigt foranderlige grænseland mellem dokumentaren og fiktionsfilmen. Jovist, dens omdrejningspunkt er en ægte person, den nu 88-årige tidligere danser Elsa Marianne von Rosen, men von Rosens imponerende livshistorie fortælles næsten udelukkende gennem en konstrueret voiceover og smukke, sort-hvide klip med hyrede dansere, som gennem deres bevægelser (eller mangel på samme) legemliggør høj- og lavpunkterne i von Rosens begivenhedsrige liv.

Nogle vil måske mene, at “Ballerina” bruger så mange filmiske virkemidler (både musikken og det nuancerede lyddesign spiller også en stor væsentlig i filmens udtryk), at den slet ikke kan betegnes som en dokumentar. Men det er den, for som Friis også forklarer, da hun og hendes producer, Mille Haynes, møder os i København, så er ”Ballerina” fuldkommen tro mod von Rosens karakter – den svenske ballerina kan i dag ikke tale, idet hun for syv år siden blev ramt af en blodprop i hjernen med deraf følgende afasi, og i dag danser den aldrende, men stadig spillevende dame naturligvis ikke længere. Balletlegenden ofrede næsten alt for sin kærlighed til dansen – inklusive en tilværelse med sin mand og sit barn – og dén utæmmelige, altdominerende passion for kunsten, som besatte von Rosen allerede som 9-årig, indkapsler Friis og hendes filmhold fornemt ved netop at skildre von Rosens væsen gennem smuk lyrik og smukt koreograferede danse på linje med dem, der prægede hendes storhedstid.

”Jeg er ikke så meget optaget af den der rå, dokumentariske gengivelse af virkeligheden,” fastslår Maja Friis og fortsætter: ”Jeg er optaget af at finde en drivkraft i et menneske – i dette tilfælde passionen for balletten. Jeg har en forpligtelse over for min karakter, Elsa Marianne. Jeg har brugt rigtig meget tid sammen med hende, og jeg mærker det her viljestærke væsen… Jeg havde ikke lyst til at lave en sygdomshistorie, som det kunne blive, hvis man så en gammel ballerina, der nu går med rollator og ikke længere kan sige noget. Jeg var opslugt af hendes passion, hendes kompromisløshed og dens udstrækning. Og hendes skønhed. Og det væsen er hendes skønhed og dedikation, som stadig lever i øjnene på hende, selvom hun ikke længere kan sige noget. Det var dét, jeg gerne ville have lov til: At give hende mulighed for at være dén person på kameraet.”

Haynes, som først mødte Friis, da de begge studerede medievidenskab, og som nu kører produktionsselskabet friishaynes sammen med Friis, giver sit besyv med: ”Vi er tro mod Elsa Marianne, når vi fortolker hendes historie igennem dansen, for det er hendes primære sprog. Det kan godt være, hun ikke kan tale længere i ord, men hendes primære sprog igennem hele hendes liv har jo også været dansen og bevægelsen i rummet. Hvis det havde været en passionshistorie om en kirurg, så skulle vi have fundet et andet greb til at fortælle dén passionshistorie. Vi havde ikke været tro mod Elsa Marianne, hvis vi havde lavet en følgedokumentar hjemme i hendes lejlighed, for dét er ikke hendes væsen, og dét er ikke hendes karakter. Det er ikke hendes karakter at gå rundt med en rollator og ikke sige et pip. Det er hendes karakter at være udtryksfuld, passioneret og viljestærk.”

Begge kvinder taler meget om von Rosens enorme passion – en passion, der drev danserinden til at blive en af verdens dygtigste og mest hædrede ballerinaer, og som endte som den tredje part i et trekantsdrama, der derudover bestod af von Rosen og hendes mand, scenografen Allan Fridericia. I sidste ende kunne manden ikke overtrumfe dansen, og parret blev skilt. Friis mødte von Rosen under optagelserne til en kortfilm for flere år siden, mens hun studerede filmvidenskab, og det blev hurtigt klart for instruktøren, at hun bare var nødt til at lave et portræt af den legendariske ballerina.

”Jeg har aldrig selv danset,” siger Friis, ”og det var ikke, fordi jeg ville lave en film om ballet og dans egentlig. Jeg ville gerne lave en film, der undersøgte passionens væsen. Jeg er meget optaget af mennesker, der dedikerer deres liv til noget, og som har en dyb passion for noget – om det så er flyvinger, biller eller noget andet… Det der nørdede ‘nichepassionsområde’, som gør, at man lukker en virkelighed ude og går ind i et eller andet. Og i den klassiske ballet er passionen i sin yderste konsekvens på alle leder og kanter. Når man vælger noget så stærkt, må man også vælge noget andet fra, og der er mange af den slags valg i livet, om det så handler om balletten eller noget helt andet…”

Haynes giver sin kollega ret: ”Vi føler jo ikke, det er en film om ballet. Det er en film om passion og et kærlighedsdilemma. Jeg tror ikke, jeg har mødt nogen mennesker, der ikke på en eller anden måde har siddet i et kærlighedsdilemma eller har brændt for noget og kæmpet for noget. De fleste mennesker er jo passionerede på alle mulige niveauer. Vi elsker jo alle sammen noget eller nogen eller et eller andet. Det er en drivkraft i mennesket. Det er en almengyldig historie, og så har vi så valgt at bruge dansen som sproget.”

En meget væsentlig del af filmens udtryk er uden tvivl de dansere, som brillerer i filmens visuelt betagende sekvenser, og Friis taler også om, hvordan hun benyttede netop danserne og deres mimik til at formidle von Rosens historie: ”Jeg gik til dem som karakterer, der så bare kan udtrykke sig med en usandsynlig præcision i forhold til kamera, rum og hinanden… Dansere har en kontrol og en præcision, som jeg kan bruge i den der meget stiliserede måde, jeg gerne ville lave scenerne på. Det at gå i et rum, at løbe, at gå baglæns, at gå hen mod noget eller gå væk fra noget eller løbe væk fra noget… Det er ikke dans eller trin i sig selv, men det er bevægelser, som fortæller et forløb.”

Friis fortsætter: ”Det er ikke hendes karrierehistorie. Det handler om et menneskes følelsesregister. Når man skal portrættere et emotionelt liv, så handler det om sansninger, mere end det handler om konkrete handlinger og dialogscener. Så det med at strukturere et emotionelt liv, det, tror jeg, hænger meget sammen med et æstetisk udtryk. Vi og Lars Halvorsen (filmens lyddesigner, red.) har også tænkt meget over lyden… Hvorfor vælger man at bruge lyden af regn i en scene? Fordi det kan give den følelse af kulde, som man har behov for, selvom man ikke ser, at det regner. Vi hører et knirk i et rum, som kommer fra to træbrædder, selvom der slet ikke er noget træ i rummet, hvor der kun er betonvægge. Et lille knirk skaber en følelse af nærvær. Man doserer også sine åndedræt, så man bemærker dem. Det handler om at dosere lydene. Går man ind på en indånding eller en udånding? Det er utroligt altafgørende for, hvordan man mærker scenen. Vi arbejdede meget med åndedrættet – tempoet, volumen, doseringen… Pauserne bliver sigende, og så kan man forlænge pausen før udåndingen, hvis man synes, det skaber en større spænding. Sådan nogle små ting har vi arbejdet med.”

Vi bliver naturligvis også nødt til at spørge, om von Rosen selv har set den endelige film, og hvordan hun i så fald har reageret. ”Vi har haft en intern premiere for filmholdet, hvor hun var med,” fortæller Friis. ”Og jeg viste den også til hende, før vi færdiggjorde redigeringen, og også senere med den færdige musik, så hun har set den to-tre gange. Den allerførste gang vi viste den til hende, blev hun meget rørt. Hendes liv bliver jo foldet ud i billeder. Og så kom hun til holdvisningen, og selvom hun allerede havde set den tre gange, var det overvældende at se den på et stort lærred med surround-sound…” Haynes indskyder: ”Hun livede helt op bagefter. Der skete et eller andet.”

Friis og Haynes er meget interesserede i at lave endnu flere film med dans og mimik som omdrejningspunkter og virkemidler. ”Dans og film er to ting, der er uløseligt forbundet,” siger Friis på et tidspunkt, ”film er også en kædedans af billeder.” I øjeblikket arbejder parret på en film om den omtrent 4.000 år gamle klovnefigur Pjerrot – en karakter, der pudsigt nok også er stum og udtrykker sig gennem sine bevægelser. Det lyder umiddelbart enormt interessant, og den følelsesladede, æstetisk bedårende “Ballerina” har i hvert fald gjort os spændte på at se, hvad den dygtige duo disker op med i fremtiden.

”Ballerina” kan opleves den 11. november kl. 21.30 i Dagmar Teatret, og den vises på DR K den 14. november.