Der er dem, der mener, at filminstruktøren Doug Liman trænger til et comeback. Det er ikke så lang tid siden, at den 48-årige newyorker var et af Hollywoods hotteste navne. Ovenpå flere succesrige år i filmbranchens independent-arena (både “Swingers” og “Go” er lavbudgetkomedier af høj, høj klasse) kickstartede han en af thrillergenrens største sagaer med den blændende “The Bourne Identity”, og selvom actionkomedien “Mr. & Mrs. Smith” høstede overvejende lunkne anmeldelser, så cementerede den Limans status som driftssikker hitmager. Men cementen krakelerede blot tre år senere, da det ujævne sci-fi-actionbrag “Jumper” både fik biografgængerne og kritikerne på nakken, før den politiske thriller “Fair Game” floppede så fælt, at Limans navn var faretruende tæt på at blive begravet i glemslen – blot få år efter, at han var millimeter fra Hollywood-hierarkiets top.

Men da vi møder Liman i London for at sludre om hans nyeste og ottende opus, “Edge of Tomorrow”, virker instruktøren bestemt ikke som en usikker mand, der trænger til et karriereboost. Tværtimod fremstår han lige så selvsikker som Michael Phelps ved bassinkanten. Og med god grund. Han har trods alt lige fremvist godt 10 minutters klip fra “Edge of Tomorrow” for en biografsal fyldt med journalister fra hele verden (hvor Filmz var så heldige at repræsentere kongeriget Danmark), og ovenpå et langt bifald blev Liman bombarderet med ros af praktisk talt alle de journalister, som deltog i den efterfølgende Q&A-session. Hvis det globale biografpublikum bare reagerer halvt så positivt på den færdige film, så vil Liman have fuldbyrdet et comeback af dimensioner.

Jeg indrømmer da også gerne, at jeg både storsmilede og klappede ovenpå forevisningen. Det er selvsagt svært at komme med en kvalificeret vurdering af en films kaliber efter bare 10 minutters uddrag, men den så i dén grad lovende ud – flot, anderledes og action-packed.

“Edge of Tomorrow” foregår få år ude i fremtiden, hvor en fremmed race har invaderet Jorden. Tom Cruise spiller én af de få tilbageværende soldater, der forsøger at vinde krigen på Homo Sapiens’ vegne. Under et storstilet (og angiveligt sidste) slag mellem menneskerne og rumvæsnerne bliver Cruise dræbt på slagmarken, men da han umiddelbart efter slår øjnene op igen, befinder han sig hverken hos Vorherre eller på bunden af Styx – han er vågnet op samme dag, som han stillede træskoene. Blot få timer forinden sin død. Ingen andre har bemærket, at dagen er startet forfra, og en forvirret Cruise sendes atter til frontlinjerne, hvor han igen slås ihjel af et af de grufulde bæster, som ligner en krydsning mellem en Predator og et overdimensioneret stankelben, der hoster syre. Og så starter dagen igen forfra, men kun Cruise føler, at døgnet kører i loop – indtil han pludseligt møder en kvindelig soldat (engelske Emily Blunt), som engang selv har siddet fast i et loop, men undslap det. På en eller anden måde.

Der er altså tilsyneladende lagt i kakkelovnen til et unikt miskmask af “Saving Private Ryan” (med et science fiction-twist) og Bill Murrays tidløse tidsloop-komedie, “En ny dag truer” (originaltitel: “Groundhog Day”). I en tid hvor fantasiløse fortsættelser og genindspilninger gror på træerne, lyder det som en helt igennem forfriskende blockbuster-cocktail. Liman er enig: ”Det er efterhånden sjældent, man møder et projekt, der ikke blot indfrir filmselskabernes storfilm-ambitioner, men som også er fuldkommen originalt. Man støder ofte på storfilm, der ikke rummer noget, man ikke har set før, samt eklektiske, originale film, som til gengæld er meget små. Kun sjældent støder man på film af samme størrelsesorden som ‘Edge of Tomorrow’, der samtidig er 100% originale.”

100% er måske et lidt voldsomt estimat. Tidsloop er trods alt ikke et splinternyt koncept – et “Star Trek: The Next Generation”-afsnit prøvede endda kræfter med fortælleformen flere år før “En ny dag truer”. Dengang var ideen så fremmed, at talløse seere ringede ind til tv-centralen for at brokke sig over en (troede de) defekt transmission. Men det er hverken “Star Trek” eller “En ny dag truer”, Liman selv sammenligner “Edge of Tomorrow” med. I stedet fremhæver han den klassiske krigsfilm “Broen over floden Kwai” som en inspirationskilde – David Leans mesterværk om en gruppe britiske, tilfangetagne tropper i Japan, der tvinges til at bygge en bro, som vil assistere japanernes krigsmaskineri.

”Jeg er interesseret i klassiske krigsfilm,” fastslår Liman. ”‘Edge of Tomorrow’ er i sidste ende ikke en film om rumvæsner. Det er en film om Tom og Emily bag fjendens linjer og det heltemod, som krige fremkalder. Den slags ting giver genlyd i mig, når jeg ser film som ‘Broen over floden Kwai’. Jeg elsker rumvæsner – ikke fordi de er spøjse væsner, men fordi det er en simpel, dødbringende fjende at have som omdrejningspunkt. De giver ikke anledning til moralske diskussioner… ‘Skal vi prøve at tale med dem?’ Nej! De vil dræbe dig, medmindre du dræber dem først. Det er en simpel, ren krig, og det var også den form for konflikt, der prægede ‘Broen over floden Kwai’. Ingen debatterer, om de bør sprænge broen i luften.”

Liman fremhæver ofte Tom (Cruise) og Emily (Blunt) under vores interview. Selvom “Edge of Tomorrow” tydeligvis er en actionspækket film gennemsyret af bestialske bæster, skrål, skud og flammehav, så er karaktererne i dén grad i centrum. Vi fik også lov til at se en mere subtil scene, hvor Cruise og Blunt befinder sig på en afsides farm og tager en velfortjent slapper. Det er tydeligt, at Cruises soldaterkammerat er blevet forelsket i Blunts infantrist, som ganske forståeligt ikke har det på samme måde, da hun (i modsætning til Cruise) kun har kendt manden i få timer og kun får lejlighed til at tilbringe én dag ad gangen med ham, før tiden spoles tilbage. Cruise og Blunt har en blændende kemi, og selv i den ene, korte scene kan man fornemme potentialet til en gedigen romance.

”Jeg kan godt lide at placere almindelige mennesker i ualmindelige situationer,” siger Liman, der tydeligvis har været langt mere interesseret i sine to stjerners sammenspil end de mange eksplosioner og håndgemæng på slagmarken. ”Og konceptet tillod mig at fortælle en fantastisk kærlighedshistorie om to mennesker, der basalt set er nødt til at starte forfra hver eneste dag. Det var en spændende udfordring at bygge en kærlighedshistorie på dét fundament. Men samtidigt er det enormt udfordrende og overvældende at skulle tumle med tidsrejser på det historiemæssige plan. Nogle folk drømmer om, at tidsrejser en dag bliver mulige, men de skal bare arbejde på en film om tidsrejser… så vil de hurtigt indse, at det aldrig bliver muligt. Der er simpelthen for mange paradokser.”

Men apropos tidsrejser – hvad så med den store elefant i rummet: “En ny dag truer”? Den bliver “Edge of Tomorrow” praktisk talt konstant sammenlignet med, men har den vitterligt inspireret Liman og Co.? ”‘En ny dag truer' var en inspiration,” bekræfter Liman, ”og det er en film, som min psykiater i New York altid citerer over for mig – det gjorde hun endda, før det her projekt dukkede op. Hun sagde tit: “Du bliver nødt til at gense ‘En ny dag truer'”, og det, hun mente med det, var, at når en person genoplever en dag, så oplever vedkommende, at alle andre altid laver det samme. Det eneste, man kan ændre, er én selv. Og dét var psykiaterens budskab til mig i forhold til, at jeg ikke skulle forsøge at lave om på min mor og så videre… (griner) Bare ændr dig selv. Du kan ikke kontrollere andet end dig selv, og det er dét, Bill Murray gør igennem hele filmen: han ændrer sig selv. Så da jeg læste det første manuskriptudkast til ‘Edge of Tomorrow’, så virkede det allerede dér som en intelligent idé, for jeg følte på forhånd, at der lå en rigtig stærk, intellektuel idé bag tidsloop-konceptet.”

Man må da også sige, at udover selve tidsloopet så er der ikke ligefrem mange slående ligheder mellem Limans romantiske sci-fi-thriller og “En ny dag truer”. Sidst jeg tjekkede, var der i hvert fald ingen aggressive rumvæsner eller skrålende soldater i Bill Murray-farcen. Men når nu der heller ikke er mange slående ligheder mellem “Edge of Tomorrow” og den gængse sommer-blockbuster fra Hollywood-fabrikken, var filmselskabet så ikke bange for at spytte penge i projektet? Det er jo efterhånden sjældent, at der bliver satset mange millioner på en film, der ikke tager udgangspunkt i en allerede succesfuld forgænger eller formular.

”Der var afgjort en frygt til stede,” indrømmer Liman. ”Men Warner Bros. var meget modige. Lige fra begyndelsen sagde de: ‘Vi føler, at der er plads på markedet til en film, som ikke er en fortsættelse, og som ikke ligner nogen anden film derude. Det vil vi kunne markedsføre.’ Men samtidigt ville de ikke give os de penge, som manuskriptet for alvor forlangte. For der var jo en chance for, at vi tog fejl af manuskriptets kvalitet. Jeg havde store ambitioner omkring filmen, så jeg klippede en times materiale sammen, mens vi stadig skød filmen, og viste det for cheferne hos Warner Bros. Jeg fortalte dem, at jeg ikke blot viste det for sjov, men fordi jeg ville komme med et ønske lige efter. Og det gjorde jeg: ‘Hvis I giver os flere penge, så kan vi også gøre det her og det her…’ Og Warner Bros. indvilgede, så vi tilføjede nogle flere sekvenser og blev ved med at optage.

“De antog i starten, at filmen hovedsageligt henvendte sig til teenage-drenge. Rumvæsner, tidsrejser, store soldaterdragter… Men det er primært en kærlighedshistorie bag fjendens linjer. Det er ikke en generisk ruminvasionsfilm. Og da de indså dét, gav de os også flere ressourcer. Og når vi prøvede filmen af over for et testpublikum, så var de kvindelige tilskuere mere glade for den end de mandlige. Blot med ét point, men under alle omstændigheder… Den har hævet sig over sin genre.”

Apropos genrer – hvordan kan det så være, at sci-fi er så vanvittigt populært i øjeblikket? Cruises foregående film var jo også inden for selvsamme genre (den noget ujævne “Oblivion” med Nikolaj Coster-Waldau), og “Gravity” vandt for nylig 7 Oscars. Liman tænker sig godt om, før han svarer: ”Vi tumler med så mange problemer i Amerika i øjeblikket, at der vitterligt ikke er nogen genre, der tilbyder folk en større flugt fra problemerne end science fiction. En af grundene til, at ‘Gravity’ blev så stor en succes, er helt sikkert, at den ikke foregik på Jorden. Den tog os væk fra det hele. Vi er ikke i en tid, hvor folk har lyst til at smutte i biffen og konfrontere de ting, som de også tumler med uden for biografen.”

Men kunne Liman så forestille sig at tumle med nogle mere “nedtonede” genrer igen – hvad med en lille komedie à la “Go” og “Swingers”, som i sin tid sikrede ham adgangsbillet til Hollywoods større budgetter og navne?

”Jeg er ikke sikker på, hvad min næste film bliver, men jeg vil mægtig gerne lave en lille komedie igen. Jeg hungrer ikke efter at arbejde på enorme kulisser. Det, jeg nød allermest at lave på ‘Edge of Tomorrow’, var de ekstraoptagelser, jeg lavede alene med Tom Cruise, som mindede meget om indspilningen af ‘Swingers’. Jeg overdriver ikke. Jeg smækkede en ‘green screen’ op i mit klipperum, og vi var nødt til at smugle lamper derind, for optagelserne var ikke blevet godkendt af fagforeningen. Og Tom stod for sit eget hår og makeup, og vi skød flere skud der, som faktisk er kommet med i filmen. Det er dér, mit hjerte for alvor ligger: i den guerillaagtige måde at lave film på. Skuespilleren, mig og et kamera. Og jeg er så stolt over, at det føles, som om hele filmen er blevet skudt på den måde, selvom filmholdet bestod af tusindvis af mennesker. Det føles som en virkelig personlig historie.”

Liman lagde også stor vægt på filmens humor, som var hovedårsagen til, at man ændrede filmens oprindelige og meget alvorlige arbejdstitel, “All You Need Is Kill” (også titlen på romanen, som filmen er baseret på).

Om “Edge of Tomorrow” både formår at fungere som en personlig historie om to tidsrejsende turtelduer og som actionspækket sci-fi-hjernevrider, finder vi ud af, når den har premiere i de danske biografer den 4. juni. Husk endelig, at der ikke er grund til at råbe efter operatøren, når scenerne begynder at køre i loop.