Øresundsregionens ældste filmfestival råber ikke flabet højt med musik og fester som hos DOX og PIX i København. På børne- og ungdomsfestivalen BUFF i Malmø, der blev startet af en gruppe skolelærere i 1984, skal man ikke kun have det sjovt. Filmene skal også klæde ungdommen på og gøre dem klogere. Filmz’ besøgte årets BUFF, der blev afholdt fra d. 10. til d. 15. marts.
Fra “Pippi Langstrømpe” til “Fucking Åmål”. Med den tradition for velproduceret børne- og ungdomsfiktion overrasker det næppe mange, at en af Sveriges største og ældste filmfestivaler har sit fokus på ungdommen. Hvad der næppe heller overrasker er, at en svensk festival naturligvis ikke bare viser film. Man viser film med holdninger. Film, der kan åbne op for svære diskussioner, som Daniel Lundquist med programansvaret forklarer det, da jeg møder ham på lukkedagen for Malmøs største filmevent, børne- og ungdomsfilmfestivalen BUFF. Hans rande under øjnene fortæller om en mand, der ikke bare passer sit job. Nej, han er en idealist, der tilfældigvis har sin drøm som job. Og han har altid tid til at forklare en som mig, hvorfor det, de laver på BUFF, er så vigtigt.
”Det kan være svært at tale om mobning med børn, men filmene på BUFF kan hjælp til med at bryde den berøringsangste is og danne udgangspunkt for en samtale om emnet,” siger Daniel Lundquist, da jeg spørger ind til festivalens mission. Derfor er skolerne i Malmø, da også både primær målgruppe og vigtig samarbejdspartner for festivalen, som er meget mere end bare film. Daniel Lundquist her nemlig ikke bare ansvaret for filmprogrammet, men også det filmpædagogiske program, som bl.a. indeholder et seminar omkring mobning på sociale medier, hvor voksne kan blive klædt på til imødegå nettets næsten usynlige spot og hån.
BUFF er modnet meget siden fødslen for 30 år siden i 1984. En gruppe skolelærere mente dengang, at byens filmudbud i den ungdommelige målgruppe var for dårligt. Så de tog selv affære og startede det, der i dag er en af de ældste i den skandinaviske filmfestivalklasse. I dag har festivalen en professionel organisation, som hvert forår har over 100 film klar til omkring 15.000 besøg på en søndagsfri uge. Men den frivillige iværksætterånd fra skolelærerdagene spiller stadig en central rolle, når det kommer til den hektiske afholdelsesuge, hvor det hele skal klappe.
Inde i den intime arthouse-biograf Spegeln på Stortorget centralt placeret i Malmø sidder en studerende med perlepiercing i næsen ved et lille bord i filmsnak med en gråhåret senior med brillerne plantet i panden. I myndigt samarbejde tager de imod festivalens gæster sammen med en lang række andre lokale ildsjæle, der er afgørende for, at festivalen har kunnet eksistere i alle disse år.
Den lokale forankring skinner også igennem på Noof Ousellams præmiecheck på 100.000 SEK, der er prydet med et diskret logo for den svenske kirke. Den skotske skuespiller er blevet fløjet ind fra London for at tage imod juryens pris for bedste ungdomsfilm, som gik til det britiske asyldrama “Leave to Remain” med Ousellam i hovedrollen som asylansøgeren Omar. Han tager imod prisen med stolthed, den her ældresag af en ungdomspris har betydning, fornemmer jeg på ham, og så er den altså sponsoreret af kirken, der til gengæld har halvdelen af jurypladserne, når prisen for bedste ungdomsfilm skal uddeles.
Denne lidt utraditionelle juryfordeling har aldrig givet problemer, fortæller Daniel Lundquist. Måske det hænger sammen med festivalens ønske om at styre ungdommen uden om de vanlige lettere Disney-kalorier og i stedet vise film, der lægger op til debat? Vinderfilmen, “Leave to Remain”, er hvert fald lige så langt fra Disney, som Malmø er fra Hollywood. Baseret på virkelige asylberetninger viser den unge asylansøgeres kamp for permanent ophold i et retsvæsenskøligt britisk samfund, der sender ni ud af ti hjem igen.
Filmen er voldsom med sit flygtningetraumetema, men for Daniel Lundquist er det ikke emnet, men perspektivet som der fortælles fra, der afgør, om en film er egnet til målgruppen. Og den gode diskussion imellem unge og voksne opstår netop i de film, som kan vises, hvad enten du har næsepiercing eller pandebriller. Han henviser til sin egen favoritfilm, landsmanden Lukas Moodyssons “Fucking Amål”, der i kraft af sine genkendelige problematikker stadig skaber genklang hos den 37-årige programlægger, men som altså også talte til hans yngre jeg dengang i 1998. Derfor er filmen også på festivalens retrospektive program i år, der skal ud og arbejde og diskutere i lokalsamfundets skoler efter festivalen.
Uden for den filmpædagogiske biograf ved det nærliggende Lilletorget varmer fodboldbøller fra Hammarby op til dagens kamp imod Malmö FF med kanonslag og ufred. Mon de også havde lavet ballade, hvis de havde fået et BUFF i den rigtige retning, da de gik i skole?
