I Lapland, nord for polarcirklen, afholdes verdens nordligste filmfestival. Her mødes den lille mand på gulvet, med sin rensdyrsandwich i hånden og en dåseøl til tørsten, med filmeliten til en uformel filmfest, der i fraværet af natten kører døgnet rundt.
Klokken er 12.30 i det gamle, rød- og blåstribede cirkustelt, der for en stund er forfremmet til Laplands svar på Imperial. Folk iført regntøj og gummistøvler stimler sammen på de smalle træbænke. Her er ingen velourklædte biografstole med kopholdere. Udenfor står en ivrig kø på flere hundrede meter, som til det sidste håber på at få plads til visningen af Alice Rohrwachers Grand Prix-vinder fra Cannes, “The Wonders”.
”Det er den første visning af Alices film for folk uden for Italien og Cannes. For rigtige folk,” understreges det af programdirektør Timo Malmi i sin introduktion af filmen og instruktøren, der selv er til stede. Med tyk filmfanstreg under folk. De, folket, tager begejstret klukkende imod den udlægning og kvitterer med et sip af sin Kukko-pilsner på dåse. Finkulturelle fornemmelser skal man kigge til Helsinki efter – heroppe rimer Cannes-vinder og dåseøl perfekt på hinanden.
For det er helt almindelige folk, som er livsnerven og den primære besøgende på verdens nordligste filmfestival – Midnight Sun Film Festival i sovebyen Sodankylä, der har flere rensdyr end indbyggere. Det var her, på toppen af Finland og nord for polarcirklen, at filminstruktøren Anssi Mänttäri sammen med de to unge filmtalenter og brødre Aki og Mika Kaurismäki tilbage i tusmørkevinteren i 1985 fik den grinagtigt absurde idé at skabe en international filmfestival i et område, hvor ellers kun Julemanden gider at bo.
Denne juni-sommer afholdtes den 29. udgave af den absurde idé. Ingen griner mere. Det gjorde den nu afdøde, amerikanske filmlegende Samuel Fuller heller ikke, da han af festivaldirektør Peter von Bagh blev inviteret som hovednavn til førsteudgaven af festivalen i sommeren 1986. I dag hedder hovedgaden i Sodankylä, der som en altergang leder op til byens eneste permanente biograf, Samuel Fullers Gade. Man husker sine helte. Og Samuel Fullers familie husker midnatsolens filmfestival. Datteren, Samantha Fuller, er til stede på dette års festival med en hyldest til sin far. En dokumentarfilm. Rørt modtages hun med stående ovationer fra en proppet biografsal.
I tiden imellem besøgene fra de to Fuller-generationer har filmhistoriens største stjerner besøgt den lille flække, der omkranses af himmelhøje grantræer og et par af Finlands 1000 søer. Francis Ford Coppola, Terry Gilliam, Milos Forman og i år Olivier Assayas. ”De kan bare godt lide at være her,” fortæller Timo Malmi. ”De kan godt lide at være her blandt almindelige mennesker. Og selv blive behandlet som et almindeligt menneske. Francis Ford Coppola elskede at handle ind i K-supermarket Pohjantähti uden rød løber og bodyguards. Det ville aldrig ske på Cannes.”
Den uformelle omgangsform- og tone ligger dybt i festivalens DNA og i de personer, der står bag. I et af de mange øltelte, hvor der spilles alt fra finsk dødsmetal til selvforsynet karaokesang, finder man Aki Kaurismäki – den finske Lars von Trier – med en smøg i mundvigen og et glas hvidvin frisk fra karton i hånden. Her sludrer han med dem, der vil sludre. Ingen er bedre end andre.
Sådan er det også i den finske auteurs film. Altid på den lille mands side. På folkets side, der oplever uretfærdighed fra et bureaukratisk system eller et kynisk vækstsamfund, som altid skærer ned fra bunden. Kaurismäki taler aldrig ned til sine folkelige karakterer. Han beundrer og identificerer sig med dem. Det skyldes, ifølge Peter von Bagh, der ikke bare er festivaldirektør, men også anerkendt filmhistoriker og Kaurismäki-kender, at han ikke bare spiller folkelig – han ér det.
”Aki har selv arbejdet med hænderne. Han er arbejder. Siden blev han selvlært filmskaber, da tåberne på filmskolen nægtede ham adgang. De mente, han var for kynisk. Sandheden er det modsatte. Aki Kaurismäki er det mest godhjertede menneske, der findes,” fortæller Peter von Bagh til en snak over en vaffel med rensdyrsfyld og flødeskum i det gule øltelt.
”Hans sociale kritik kan virke forsigtig, men hvis man kigger godt efter, så ser man, at den rammer med den voldsommeste kraft,” siger von Bagh og peger på “Drifting Clouds” og “Manden uden fortid” som hovedværker i forsvaret for manden på gulvet.
Ligesom den lille mand så elsker Kaurismäki selv brune bodegaer og deres oprigtigt uformelle miljø. Dét miljø fornemmes til fulde i ølteltet, hvor punkere, bedstemødre og studerende lægger dagens program (Chaplin eller “Snowpiercer”?) over tre kogte pølser i en kop med ketchup ledsaget af nok en Kukko eller den stærkere jaloviina, der blandes fra vodka og cognac. Her går film og alkohol hånd i hånd.
Som på en af Kaurismäkis brune filmbodegaer så står tiden stille på festivalen. Den er underordnet, for heroppe bliver det aldrig mørkt om sommeren. Klogeligt blev idémanden, Anssi Mänttäri, talt fra, at festivalen skulle være uden Sun i navnet – han ville afholde den om vinteren. For den evige sol tilsætter en helt særlig ingrediens til filmfesten. Man bliver som en zombie – ikke rigtig vågen og alligevel i live. Helt ligeglad med om klokken er 12.30. Det kan være lige meget.
Derfor vises der også film i døgndrift i festivalens fire sale, hvoraf kun den ene har titel af biograf. Resten er telte samt en gymnastiksal på den lokale skole, hvor de mange frivillige holder til, der skal sørge for, at de op mod 25.000 besøgende kan få billetter til de film, de vil se, og engangsbestik til det rensdyr, de kan spise.
Inde i teltet er den sidste træbænk fyldt op. Alice Rohrwacher, der for få uger siden blev hyldet af eliten i Cannes, går på scenen for at introducere sin film til Kukko-folkets klappende begejstring. Udenfor er der lyst. Inden for i teltet slukkes lyset. Filmen begynder.
