“Nymphomaniac” – Lars von Triers seneste film – er måske den mest omtalte danske film i historien. Ikke mindst, fordi der var store uenigheder på produktionen. Producenten med Peter Aalbæk Jensen i spidsen ville ikke lade Trier bestemme over filmen. Det kunne ‘kun’ blive til fire timers film. Den version fik premiere sidste jul. Men nu kommer Triers version, der tilføjer yderligere 90 minutter til spilletiden. Her fem grunde til, at du bør se Triers version.
Hvis du intet vil vide om de ekstra minutter, så bør du ikke læse videre.
5. Mere af det hele
Det mest overraskende ved den megen ekstra tid er, at det bemærkes meget lidt. Det føles enormt organisk. Enkelte scener begynder lidt før og slutter lidt senere, hvilket giver en mere grundig og episk fornemmelse. Der er tid til at få det hele med som i en 1800-tals-roman eller i en tv-serie. På den måde er det ikke en anden film, men en mere fuldendt film i Triers version.
4. Bedre terapi
Særligt i volume II er der lagt tid til. En ekstra time, der blandt andet kan opleves i det hysterisk sjove terapikapitel, hvor nymfomanen Joe søger hjælp for sin lidelse. Her får vi i den forlængede version et indblik i lidelserne, som plager de øvrige i terapigruppen. Den mest ekstreme vil kurere sin sygdom ved at ‘indtage’ for meget. Her kan selv de mest garvede pornostjerner ikke være med.
3. Flere pikkemænd
Producentens version var også den pæne version. Den var skabt til at blive solgt bredt rundt omkring i verden. Også til lande, der måske ikke har helt samme frisindede tilgang til sex som i Danmark. Derfor var den censureret betydeligt for eksplicitte kønsdele. Det er Triers version ikke. Her får du din trang til hele den menneskelige krop stillet, hvilket faktisk giver noget til forståelsen af Joes sindstilstand.
2. Abort, abort!
Den største synlige tilføjelse er en hel scene, hvor Joe bliver uønsket gravid og derfor vil have en abort. Det må hun ikke, så derfor må hun jo gøre det selv(!). Vi følger hele den meget langsomme og meget detaljerede strikkepindemetode, hvilket ikke er for sarte sjæle. Scenen vil utvivlsomt få abortdebatten til at slå højt på vej ud af biografen – her er intet simpelt svar.
1. Han forstår Hitler
Åh ja, hævnen er sød. Mr. Persona non grata fra Cannes får her sin stille, udspekulerede hævn. Trier blev bortvist fra guldpalme-festivalen i 2011, da han ved et pressemøde forvildede sig ud i en monolog om, hvordan han på nogle punkter godt forstod Hitler. Siden har han ikke talt til pressen. Nu lader han sine film tale – bogstaveligt talt. For Hitler-diskussionen er ikke død. Den lever i “Nymphomaniac” som en fræk fuckfinger til Cannes, eliten og pressen. Heil Trier!
