Den syvende udgave af den store danske filmfestival CPH PIX præger gadebilledet i København de kommende dage. Fra d. 9. til d. 22 april. Men hvad skal man se? Det er umuligt at nå det hele, selv om man har lyst. Derfor guider vi til fem filmoplevelser, du ikke må gå glip af.

”Bridgend”

Danske Jeppe Rønde, der åbner med sin debutspillefilm, har udmærket sig som en fremragende dokumentarist. Fra den personligt nærgående “Søn” fra 2001 til “Jerusalem, min elskede” fra 2004 med et nærmest hypnotisk filmsprog. I “Bridgend” benyttes samme tilgang til et uhyggeligt mysterium om en serie selvmord blandt unge i den søvnige by i Wales af samme navn.

At dødsfaldene skulle være baseret på virkelige omstændigheder, gør kun filmen mere foruroligende. Uden begrundelse har 80 unge mennesker hængt sig selv i Bridgend siden 2007. Den bizarre historie ekkoer det engelske mestergys “The Wicker Man” fra 1973.

”Mod naturen”

Den nordiske mand er i krise, siges det: Hvem er han, og hvad er hans betydning i det hypermoderne samfund med flydende køn og identiteter? Først slog den norske forfatter Karl Ove Knausgård hul på tabuet i bøgerne “Min Kamp”, siden fulgte en række skandinaviske film op på samme spørgsmål. Heriblandt “Force Majeure” fra 2014, hvor et lavineskred på en skiferie ryster såvel feriegæsterne som hovedpersonens tillid til sig selv som smart, svensk familiefar.

Ole Giævers “Mod naturen” placerer sig i samme sfære. Det personlige projekt er både skrevet og spillet af instruktøren og leverer et unikt indblik i hovedrollens følelsesverden gennem voice-over. Pix’ programserie ‘Back to Nature’ giver rig mulighed for maskulin selvrefleksion, og hvor begynder man sin eksistentielle rejse bedre end i bar røv i de norske fjelde.

”A Nightmare on Elm Street” (On Location)

Igennem filmhistorien har få figurer været så skræmmende som Freddy Krueger, der myrder sine ofre i deres drømme – og dermed gjorde det nervepirrende at lægge sig til at sove om aftenen.

Gyserklassikeren kan nu opleves i festivalens ‘On Location’-program, der inviterer dig med til Elm(e)gade i København for at blive terroriseret af Wes Cravens udødelige mareridtsversion. Tør du?

On Location Elmegade/Birkegade d. 9. kl. 20.00

”Pasolini”

Notorisk kontroversielle Pasolini instruerede som det sidste “Salo eller 120 dage i Sodoma”, hvor fire fascistiske libertinere torturerer en gruppe teenagere over 120 dage. Fysisk, psykisk og seksuelt. Det sadistiske tema forargede selv i de udsvævende 70’ere, der ellers ikke skortede på alverdens exploitation. Pasolini, som også privat levede et grænsesøgende liv, fik med sine utallige provokationer flere fjender på nakken og endte formentlig derfor selv brutalt myrdet lige før premieren på “Salo”.

Hvem provokunstneren egentlig var, får man en chance for at finde ud af i denne atmosfæriske, noir-lignende fortælling af Abel Ferrara. En kultskikkelse, der med grindhouse-slasheren “The Driller Killer” fra 1979 beviste sin egen kunstneriske fandenivoldskhed og senere brillerede med gangsterthrilleren “King of New York” fra 1990.

”Rosewater”

Jon Stewart mener det seriøst, når han joker. Det er derfor, han er sjov. Da den iransk-canadiske journalist og dokumentarfilminstruktør Maziar Bahari gæstede hans satireprogram, “The Daily Show”, havde han dog ikke regnet med, at alvoren skulle blive så virkelig, som den gjorde oven på showets obligatoriske interview. Baharis udtalelser om det kommende iranske valg fik ham isolationsfængslet i fem måneder.

En så grotesk reaktion på det satiriske indslag kunne tv-komikeren selvfølgelig ikke sidde overhørig. Inspireret af styrets hårdhændede respons og journalistens frihedskamp lavede han derfor “Rosewater”. Der serveres råt for usødet, når Jon Stewart debatterer ytringsfrihed i sin instruktørdebut, og filmens råhed tydeliggøres af vores egen Kim Bodnia i toppen af Irans efterretningstjeneste. Satirikeren Stewart er seriøs, når han joker, men kan her også joke med det seriøse.