[h2]Interview med instruktør Bille August[/h2]
Han har vundet en prestigefuld Oscar. Han er en af de ganske få i verden, der har vundet de Gyldne Palmer i Cannes hele to gange. Og han er dansker. Bille August, som trak talrige danskere i biffen med film som “Busters verden” og “Zappa”, og som opnåede international berømmelse med “Pelle erobreren” og “Den gode vilje”, er uden tvivl en af den nyere tids mest omtalte danske instruktører. Men han har både tilhængere og modstandere, og der er delte meninger om de værker, han har produceret, siden han forlod hjemlandet efter udgivelsen af “Pelle erobreren” helt tilbage i 1987. Mandens nyeste film, “Farvel Bafana”, der omhandler apartheidstyret og Nelson Mandela, får nu premiere herhjemme, og den er ligeledes omgæret af kontroverser. Filmz fik lejlighed til at diskutere bl.a. Augusts seneste produktion, det kaotiske H. C. Andersen-filmprojekt og instruktørens forhold til dansk film og sin egen karriere.

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at du har arbejdet herhjemme. Ville du kalde dig selv for en dansk eller international instruktør?
“Jeg ville kalde mig selv for instruktør. Det er klart, jeg har ikke lavet film i Danmark siden ‘Pelle erobreren’, så det er i hvert fald tyve år siden. Men det er jo ikke fordi, hvad skal man sige, at jeg har fravalgt det… Jeg har været optaget af historier, der tilfældigvis har foregået andre steder. Så er der en historie, som foregår i Danmark, så laver jeg selvfølgelig den. Det er drivkraften bag det hele: historien.”

Er der en del af dig, der har lyst til at vende tilbage til hjemlandet og lave noget mere “stilfærdigt dansk” som ‘Zappa’ eller ‘Busters verden’ igen?
“Hvis det er det rigtige projekt, så vil jeg til alle tider gøre det. Men, som eksempel, da jeg fik tilsendt ‘Farvel Bafana’ – det var et færdigt manuskript eller et næsten færdigt manuskript, og allerede efter 30-40 sider, så vidste jeg, at det her var noget fuldstændig unikt, noget som jeg ville lave, noget jeg ville involvere mig i. Det var noget, jeg ikke kunne sige nej til. Det føltes som en nødvendighed. Og når jeg har den besættelse – når jeg får den fascination af projektet – så skal jeg gennemføre det, sådan er processen. Og så er det ikke vigtigt, om det foregår det ene, det andet eller det tredje sted. Men man kan sige, at det, der skete efter ‘Pelle erobreren’, var jo, at jeg, fordi den fik så stor international succes, blev tilbudt en masse historier internationalt. En masse historier, som foregik andre steder i verden… så det var ligesom derfor, at min karriere gik den vej.”

Det er næsten lidt sjovt, at selvom du ikke har haft meget med Danmark at gøre i lang tid, så er du alligevel blevet en del af Danmarks nye kulturkanon via ‘Pelle erobreren’. Hvad synes du om konceptet?
“Jeg ved for lidt om det. Altså, jeg er jo ikke så meget i Danmark.”

I Danmark skal filmene så figurere prominent i undervisningen i folkeskolen.
“Men hvad så med alle de andre, der ikke er med?”

Apropos dansk film, så kom du for to år siden med en meget kontroversiel udtalelse, da du stemplede dansk film som værende “ekstremt uinteressant”. Holder du stadigvæk fast i det synspunkt?
“Hvad jeg egentlig prøvede at sige… jeg var blevet direkte adspurgt i et interview med Politiken, og hvad jeg mente med det var, at vi har verdens bedste filmlove. Vi har et filminstitut, som er ekstremt velfungerende. Og hvad jeg synes, der er vigtigt, det er, at man værner om den institution, at man værner om det, som den kan tilbyde mht. at udvikle danske filmfolk og danske skuespillere, at man værner om den danske folkesjæl. Og på det tidspunkt, hvor jeg udtalte det dér, havde jeg set en række danske film, hvor det var stort set de samme skuespillere, der var med i samtlige film. Jeg syntes, historierne var skåret over den samme læst… forudsigelige og sådan dramaturgisk korrekte, men ikke særlig originale og så videre. Jeg synes, at når man har et filminstitut, som netop giver mulighed for, at man kan lave en bredde og en mangfoldighed, så skal man bruge den mulighed og skabe film, som er mere personlige, og som er mere vedkommende. Det skal man respektere, og så er der ingen grund til kun at lave kommercielle film. Det var min pointe.”

Har du set en god dansk film for nylig?
“Jeg vil ikke udtale mig om det. Jeg udtaler mig principielt ikke om mine kolleger.”

Okay. Men du havde naturligvis et meget veldokumenteret forhold til Ingmar Bergman. Har du overvejet at lave et projekt om ham i kølvandet på hans død?
“Nej, det har jeg ikke.” (pause) “Jeg synes også, der findes utallige gode portrætter af Ingmar Bergman. For det første er jeg ikke dokumentarfilminstruktør, og hvis jeg skulle have lavet noget, skulle det nærmere have været en personlig samtale mellem mig og ham, mens han levede. Men altså, nu er det for sent. Desuden ved jeg, at i særdeleshed svenske filmskabere og svensk tv laver et utal af portrætprogrammer af ham nu – meget bedre, end jeg nogensinde ville kunne gøre det.”

På Filmz smed vi en meningsmåling på forsiden kort tid efter hans død, hvor vi spurgte til brugernes favorit blandt Bergmans film. Vi har en forholdsvis ung læserskare, og det kom desværre ikke som den store overraskelse, at de fleste stemte, at de ikke kendte til hans film. Tror du, der er en måde, hvorpå man kan markedsføre Bergmans film for et yngre publikum?
“Det ved jeg ikke nok om, hvordan man skulle gøre det altså. Jeg ved ikke engang, om man kan købe hans film på dvd [i Danmark]. Jeg vil da håbe det fordi for mig at se, er han en af de tre store. For mig var der altid Fellini, Kurosawa og Bergman. Han var så den sidste, der var tilbage, og så forsvandt han også, og han efterlader et stort hul. Tomhed. Det føles mærkeligt.”

Men for at tale om din nyeste film, ‘Farvel Bafana’… havde du læst bogen på forhånd?
“Nej, det havde jeg ikke – jeg havde læst manuskriptet og syntes, det var en usædvanlig historie om… altså, temaet om forsoning og menneskets evne til forandring. Det er altid noget, der har optaget mig meget. Det er noget, som jeg enten indirekte eller ubevidst søger. Det er noget, mange af mine film har handlet om. Og man kan sige, at denne film, ‘Farvel Bafana’, i særdeleshed handler om – eller, James Gregory, som er en enkel, jævn mand, hvis eneste ambition er at være god til sit arbejde som fangevogter og ellers leve et lykkeligt og harmonisk liv med sin familie. Men han er pro-apartheid, han er opdraget af den mest brutale side af apartheidsystemet i Sydafrika, og han bliver så sat til at være fangevogter for Nelson Mandela. Men langsomt gennem hans møde med Mandela så bliver han selv et levende bevis på Mandelas idé om menneskets evne til forandring. Det synes jeg er en fantastisk historie. Og i og med at historien er set fra fangevogterens synspunkt, så gør det også, at Mandelas ideer virker endnu mere geniale. Der ligger et bevis for det i historien. Det er lidt på samme måde som i ‘Amadeus’, hvor man i og med at have valgt at fortælle historien fra Salieris synspunkt, virker Mozarts musik endnu mere genial. Og det skaber også historien – jeg synes ‘Farvel Bafana’ er en god fortælling.”

Havde du set Joseph Fiennes eller Dennis Haybert, som spiller filmens to hovedroller, i noget særligt forinden, som overbeviste dig om, at de var de rette til at spille rollerne?
“Joe har altid været en god, gedigen skuespiller. Og så var det så sådan, at da vi gik i gang med at caste, så hørte vi – og jeg kender også Joe privat, jeg havde mødt ham ved flere lejligheder – fra Joes agent, at Joe havde læst manuskriptet, som han var helt vild med, og han elskede den her person, James Gregory, og han var helt vild efter at lave filmen. Det var et godt udgangspunkt, må man sige. Og så mødte jeg ham, og han overbeviste mig fuldstændig om, at han var den rigtige til at spille rollen. Og med hensyn til Dennis… det, der var allervigtigst for os, var, at finde en skuespiller, som jeg kunne forestille mig kunne udtrykke Mandelas storhed og hans format, hans integritet, hans karisma… i det hele taget hans personlighed. Og alt det synes jeg på en eller anden måde, at Dennis har i sig. Mandela er en høj mand, og det er Dennis også.”

Noget, der virkelig overraskede mig, var, at Diane Kruger var fuldstændig troværdig som husmor. Mange ville nok anse det for at være lidt af en gamble at hyre en flot, tysk, forhenværende supermodel til sådan en rolle.
“Da vi skulle caste Gloria, som hun hedder i filmen, kom der selvfølgelig en masse navne op. Der var flere, der talte om, at der var et eller andet i Diane Kruger, som var noget, jeg skulle prøve at kigge efter. Og jeg kendte virkelig ikke særlig meget til hende, men jeg fik så tilsendt alle de film, hun havde lavet og arrangerede sådan en lille Diane Kruger filmfestival hjemme og så simpelthen alt, hun havde lavet. Jeg kunne se, at der var sådanne momenter… altså små sekunders sårbarhed i hende. Der var små bidder, hvor jeg kunne se, at hun kunne et eller andet – hun havde forudsætningerne og en kvalitet som skuespiller. Så mødte jeg hende, og vi diskuterede det hele igennem, og frem for alt så… hun kommer fra en lille by i Tyskland, en lille flække, og hun har virkelig oplevet middelklassen, og hun havde en baggrund, der overbeviste mig om, at hun kunne forstå at portrættere det miljø.”

Filmen foregår over tre forskellige årtier. Den er vel ikke blevet optaget kronologisk?
“Nej.”

Men er det ikke besværligt at bevare en form for kontinuitet, når man laver en film, der foregår over sådan en lang årrække, og hvor karaktererne udvikler sig så meget?
“Jeg tror altid, at når man går i gang med en film, så er udgangspunktet, at den skal skydes kronologisk, og det kæmper man indædt for, og alle synes, det er en genial idé – især skuespillerne. Når man så laver den første schedule – indspilningsplan – hvor det er kronologisk, så finder man ud af, at det kommer til at tage mindst tre gange så lang tid at optage filmen, og det kommer til at koste tre gange så meget. Så det kan ikke lade sig gøre, nej. Men vi kunne nogenlunde styre, at lave de, hvad skal man sige, forskellige årtier. Alt, hvad vi lavede på Robben Island var én klump. Alt det, vi lavede i andre fængsler, var én klump.”

Synes du, at fortællingen har særlig relevans i dag?
“Jeg synes, temaet omkring forsoning er universelt og evigtgyldigt. Specielt med tanke på, at vi lever i en verden, hvor der er flere konflikter og krige end nogensinde, og en film, der beretter meget om forsoning eller et menneske, som står for forsoning, er relevant. Og den gode fortælling, uanset hvor i verden den så foregår, er jo altid relevant. Så længe man kan identificere sig med personerne og deres problemstillinger… Det er det, der er så vidunderligt ved film. Altså i modsætning til facts og statistik, så kan film give sjæl og hjerte til en given situation. Det er derfor, vi kan identificere os med det, det er derfor, vi kan forstå, hvad der foregår i lande… det er derfor vi har en fornemmelse af italiensk kultur eller kinesisk kultur eller amerikansk kultur. Det ved vi jo stort set fra film. Jeg ved noget om den italienske folkesjæl på grund af de italienske film, jeg har set. Det ved jeg ikke fra historiebøger eller italienske politikere, der har fortalt mig det. Film kan afspejle folkesjælen i et land.”

Er der nogen specifik film, som virkelig har inspireret eller bevæget dig?
“Nej, men altså…” (pause) “Jeg håber da, at med denne film, at den kan fortælle noget om en vigtig del af Sydafrikas historie via hovedpersonernes liv. Det er mit håb.”

Der har jo ellers været en del kritik af bogen bl.a. fra Nelson Mandela selv. Havde du hørt om kritikken forinden?
“Ja, ok ja. Altså, der har været noget… i bogen, i det første oplag af bogen, da blev der publiceret et par breve, som Mandela havde skrevet til sin familie, og som James Gregory havde adgang til i og med, at han arbejdede i censurafdelingen [af fængslet]. Det blev Mandela meget oprørt over, fordi det jo er private breve, og hvorfor skulle de publiceres? Jeg ved ikke, om det var Gregory selv, eller om det var forlaget, der havde truffet den beslutning. I hvert fald blev de trukket tilbage. Desuden er der en forfatter, der har skrevet en biografi om Mandela (Anthony Sampson, red.), der har påstået, at James Gregory i bogen overdriver sit venskab med Mandela. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at Mandela kom til at betyde alt for Gregory – Mandela blev hans livsprojekt. Samtidigt med, at James Gregory ikke betød særlig meget for Mandela. Han tænkte jo på det nye Sydafrika. Men på trods af alt det her, så udviklede de jo gennem 23 år på godt og ondt en relation… en form for venskab. Og det er jo det, vi forholder os til i vores film. Vi forholder os ikke til ting, der måske er blevet kritiseret omkring bogen. Vi påstår jo ikke, at der er et venskab imellem dem. Vi påstår, at der er en relation.”

Filmen synes også at have et klart større fokus på Gregorys forvandling end Mandela.
“Jo, og alle scener med Mandela er jo fortalt ud fra James Gregorys point of view konsekvent. Alle de forhandlinger Mandela havde med regeringen og så videre, og hvad der skete bagefter, det fortæller vi ikke, for det kunne Gregory ikke have vidst noget om. Derfor er det fravalgt. Og de scener, der er med i vores film, skete også i virkeligheden. Det kan godt være, at nogle af ordene… altså, det er jo fiktion, men scenerne, situationerne har fundet sted.”

Du havde lavet en masse research i forvejen og brugt en masse tid i Sydafrika. Var der noget punkt i processen, hvor I overvejede at kontakte Mandela?
“Det gjorde vi fra starten og fik det svar, at det vigtigste for ham var, at vi respekterede virkeligheden. Han ville ikke afgøre, om vi skulle lave filmen eller ej, det var op til os selv. Mandela har været præsident og har altid argumenteret for… hele hans udgangspunkt er jo, at det er et demokratisk land, og der skal være freedom of speech, og folk skal have lov til at skrive, hvad de har lyst til, og fortælle, hvad de har lyst til. Og vi har valgt at fortælle den her historie, og det er vi i vores gode ret til, det er hans udgangspunkt. Men, hvad der var vigtigt for ham, var bare, at vi respekterede virkeligheden, og det har vi også gjort. Andet havde vi heller ikke forventet at høre fra ham. Altså uanset hvem, der ville have lavet noget, så er det dét svar, de får fra sådan en mand. Han vil ikke gå ind og promovere noget og sige, at han er god for noget eller ikke god for noget, fordi det kan ende rigtig galt for ham.”

H. C. Andersen-projektet har også været meget kontroversielt. Produceren Lars Kolvig sagde for nylig, at der stadig er liv i det.
“Det er der også. Jeg skriver sammen med Robert Lepage, som for mig er en af de absolut største teatermennesker i verden. Han har lavet et utal af teaterproduktioner. Han lavede bl.a. ‘The Anderson Projects’, som blev spillet fire gange på det kongelige teater, og han har turneret i hele verden. Men udover det er han det kreative hoved bag Cirque de Soleil. Han er genial. Men vi skriver så på det her nu, og det er en langsom proces, og en film af den kaliber og det format… det tager bare tid, ik’? Det kunne Ekstra Bladet altså ikke forstå. Så det lever i bedste velgående.”

Er der nogen tidshorisont?
“Nej. Jeg vil ikke sige det, fordi så bliver jeg hængt op på det. Igen, når der er et godt manuskript, så laver vi den. Det er noget mærkeligt noget det dér med, hvordan film bliver lavet – i hvert fald i international sammenhæng. Men i det øjeblik, du har et godt manuskript, så kommer skuespillerne, og så kommer pengene. Sådan er det. Men hvis du har et halvdårligt manuskript, så sker der ikke noget.”

Hvad står der ellers på din dagsorden?
“Jeg skal i gang med et canadisk projekt nu, som hedder ‘Burden of Desire’. Vi begynder på optagelser til januar eller februar. Den foregår i Halifax i 1917. Den skulle have været lavet for et par år siden, men faldt fra hinanden finansielt. Jeg elsker den historie, og jeg vil lave den. Under første verdenskrig var det sådan, at alle skibe, der skulle krydse Atlanten, samledes oppe i Halifax havn (i Canada, red.). Og et af de skibe, der var ved havnen, kolliderede med et andet skib, som var fyldt med ammunition, og de eksploderede så i en gigantisk eksplosion, som mindede om en atombombe – halvdelen af byen forsvandt, 6.000 mennesker døde. Meget dramatisk. Men midt i alt det her, så er der, i vores historie, et meget smukt triangeldrama mellem en kvinde og to mænd. Man kan sige, at historien handler om uskyld, bevidsthedsgørelse og frem for alt er det en antikrigsfilm.”

Er du tilfreds, når du kigger tilbage på karrieren?
“Det er jeg. Det er klart, jeg havde lavet en masse film…” (pause) “Jeg vil ikke sige, at det er en rutsjebane… nogle film er bedre end andre, og sådan vil det altid være. Men udgangspunktet er, at man har en idé, og man er besat af den her idé, og så investerer man al sin passion og sin kærlighed i det projekt, man går i gang med, men så sker der 117 ting undervejs, og nogle gange lykkes man 100%, og nogle gange gør man ikke. Men sådan er det, og det kan man ikke vide, når man går i gang.”

Er der et særligt af dine projekter, som du er virkelig stolt over?
“Det vil jeg ikke sige. Det kan andre gøre. Det er jo mine børn, ik’?”

“Farvel Bafana” har premiere 7. september.