John Patrick Shanley er et af de største navne på den amerikanske teaterscene. Den 58-årige forfatter har stablet utallige velrenommerede teaterstykker på benene de sidste 30 år. Han har vundet den ombejlede Tony-pris, han er blevet nomineret til en Emmy samt adskillige Golden Globe-statuetter, og han vandt sågar en Oscar som 29-årig tilbage i 1988 for sit manuskript til den fornøjelige romantiske komedie “Lunefulde måne”.

Men den første spillefilm, han instruerede, var den ujævne “Joe Versus the Volcano” med Tom Hanks fra 1990, som blev et stort flop efter at være blevet nedsablet af et ubarmhjertigt, amerikansk anmelderkorps. Shanley havde efter eget udsagn ikke fået lov til at skrue filmen sammen, som han selv ville. Udkørt og desillusioneret vendte Shanley fluks tilbage til de skrå brædder, hvor han følte sig mere tryg.

Der skulle gå 18 år, før han igen gav sig i kast med en spillefilm: Filmatiseringen af sit eget teaterstykke “Doubt”. Det er historien om den stokkonservative nonne Beauviers opgør med den innovative præst fader Flynn, som Beauvier mistænker for at have misbrugt en sort alterdreng. Shanley blev inspireret til at skrive historien under USA’s invasion af Irak tilbage i 2003, fordi han var fortørnet over sin regerings påståede vished om, at der fandtes masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten. Shanleys stykke mindede sine tilskuere om, hvor farligt det er at tro blindt på, hvad man ser eller hører.

“Doubt” var uden sammenligning Shanleys mest succesrige stykke til dato. Det havde vundet stort set alle de prestigefulde priser, et stykke kunne vinde – inklusive en Pulitzer. Shanley havde ikke instrueret stykket, kun forfattet det, men fortællingen, som også var kraftigt inspireret af Shanleys egne oplevelser som barn på en katolsk skole i New Yorks Bronx-kvarter, stod Shanleys hjerte så nær, at han ikke nænnede at lade en anden filmatisere den. I forbindelse med dvd-udgivelsen af “Doubt”, som netop er udkommet herhjemme, fik Filmz mulighed for at deltage i en online-pressejunket med instruktøren.

Der gik hele 18 år imellem “Joe Versus the Volcano” og “Doubt”. Var du tryg ved tanken om at instruere en film igen efter så lang tid?
“Ja.”

Men hvad var årsagen til den lange pause? Hvorfor besluttede du dig for at vende tilbage til Hollywood?
“Efter at have færdiggjort ‘Joe Versus the Volcano’ havde jeg bare lyst til at tage hjem og vende tilbage til mine rødder som dramatiker. Jeg adopterede to børn, hvilket optog en stor del af min tid, og så måtte jeg døje med glaukom i begge øjne (en øjensygdom, som forringer ens syn, red.), hvilket påkrævede mange operationer. Stykket ‘Doubt’ blev til et fænomen, og der opstod en mulighed for at filmatisere det i samarbejde med [produceren] Scott Rudin, så det besluttede vi os for at gøre.”

Var der nogle fordele ved at fortælle historien som film i stedet for som et teaterstykke?
“Da jeg fortalte historien via teaterstykket, var jeg nødt til at komprimere historiens verden kraftigt. Da jeg lavede filmen, havde jeg mulighed for at åbne verdenen op og portrættere eleverne, nonnerne i deres kloster, præsterne i deres præstebolig samt menigheden.”

Er der andre af dine stykker, du kunne finde på at filmatisere?
“Jeg har netop skrevet et originalt manuskript på bestilling. Jeg nyder i høj grad ikke at adaptere et stykke til film. Det er lettere at udtænke en historie som noget filmisk lige fra start af. Det er allerhelvedes svært at adaptere teaterstykker til film.”

Hvad er det, du finder så fascinerende ved tvivl og usikkerhed?
“Tvivl er en åben dør. Sikkerhed er en lukket dør. Jeg er interesseret i den åbne.”

Længes du indimellem efter mere sikkerhed i dit liv?
“Jeg længes indimellem efter døden.”

Du voksede selv op i det miljø i den tid, hvor filmen foregår. Er “Doubt” inspireret af virkelige hændelser fra din barndom?
“Historiens baggrund afspejler perfekt mine oplevelser som barn. Jeg voksede op i Bronx-kvarteret. ‘Doubt’ foregår dér. Filmen viser skolen, jeg gik på; vejen, jeg voksede op på; tagene, jeg legede på; og gyderne, jeg luskede rundt i. Men forgrunden er lavet af stof, det er fiktion.”

Og er der nogen særlig grund til, at filmen foregår ét år efter mordet på John F. Kennedy i 1964?
“Filmen foregår i 1964, fordi det var en tid, hvor der skete mange forandringer, hvor folk mærkede deres sikkerhed og vished blive knust.”

Kan du fortælle lidt om samarbejdet med fotografen Roger Deakins? Jeg var vild med, at han ofte roterede kameraet og dermed dannede et indtryk af, at der var et eller andet galt – han styrkede min tvivlfølelse som tilskuer.
“Roger er en fåmælt, men ekstremt vittig kameramand. Han er tilfældigvis også en af verdens tre bedste fotografer. Han arbejder hurtigt, han er ydmyg, han har en god humor, og han sørger for at give skuespillerne så stor bevægelsesfrihed som muligt. Vi samarbejdede på billedkompositionerne. Nogle gange fik han lov til at tage den endelige beslutning, nogle gange gjorde jeg. Det var et skønt samarbejde.”

Hvordan har den katolske kirke modtaget filmen? Har du fået negativ respons?
“Nej, tværtimod. Jeg har hørt fra adskillige præster og nonner, og de har alle været meget positive over for filmen.”

Læs Filmz’ anmeldelse af dvd-udgivelsen af “Doubt”.