Der er ikke mange ting, der er en så stor kilde til undren og fantasi, som det store himmelrum over os. Når man stirrer mod de fjerne stjerner, vækkes ens nysgerrighed, og man overvældes af følelsen af, hvor ufattelig lille og betydningsløs man er i forhold til universet. Dermed vækkes også vores tanker om, hvorvidt andre kunne befinde sig derude, måske endda nogle, der ville være i besiddelse af en overlegen teknologi og dermed evnen til at besøge vores planet. Det er tanker, som mange har haft, og de er derfor også perfekte eksempler på den slags frygt og fantasier, som filmverden er formidabel til at behandle, for hvad er filmmagi, hvis ikke evnen til at drømme?

Den engelske science fiction-forfatter H. G. Wells gjorde sig også tanker om et besøg af fremmede verdener, og det blev udgangspunktet for hans berømte roman fra 1898, “Klodernes kamp”. Romanen handler om en invasion af mystiske væsner fra det ydre rum, som angriber ved hjælp af trebenede krigsmaskiner. Bogen ramte ned i en tidsånd af anspændthed, og med den første verdenskrig lurende, blev den et udtryk for den voksende paranoia.

Det er derfor næppe helt tilfældigt, at historien igen dukkede op i 1938, kort før den anden verdenskrig brød ud. Her stod Orson Welles for et radiospil baseret på bogen, hvori historien hovedsageligt blev berettet via nyhedsindslag præcis, som var den ægte. Effekten var kolossal: Folk sad rædselsslagne i deres hjem fuldt overbevist om, at en ruminvasion var undervejs, mens andre flygtede fra deres hjem i blind panik. Episoden gjorde med et Orson Welles til en berømt og berygtet person i offentligheden. En status, som han bevarede de næste mange år.

Når historierne nu viste sig at have et sådan greb i folk, var det kun et spørgsmål om tid, før Hollywood fandt ud af, hvordan man kunne anvende dem. Rumrejser var allerede et kendt fænomen i branchen, og i 1950’erne blev der udsendt en hel stribe af film omhandlende besøg fra det ydre rum. Titler som “The Man from Planet X”, “Den dag Jorden stod stille”, “Det grusomme udefra”, “Invaders from Mars”, “Earth vs. the Flying Saucers”, “Stjålne kroppe” samt filmatiseringen af “Klodernes kamp” dominerede billedet, og der var skrigende blondiner, dødsstråler og kæmperobotter alle vegne. Selvom nogle af disse ikke desto mindre var glimrende film, der afspejlede samtidens koldkrigsparanoia, så var det dog også et emne, der tiltrak de mindre kompetente filmmagere. Det mest berygtede tilfælde må uundgåelig være Ed Woods “Plan 9 from Outer Space”, hvori ondsindede rumvæsner genopvækker de døde, og som bød på filosofiske perler så som: ”Vi er alle interesserede i fremtiden, fordi det er der, du og jeg skal tilbringe resten af vores liv”.

Selvom emnet var populært, så var det fortsat ikke særligt respekteret. Alt dette skulle dog ændre sig med Stanley Kubricks “Rumrejsen år 2001”. Kubrick sagde selv om filmen, at ”det var på tide at lave den definitive gode science fiction-film”, og antydede dermed, at en sådan ikke var blevet lavet hidtil. Sandt er det under alle omstændigheder, at der ikke tidligere var lavet en film i genren med så betydelige kunstneriske ambitioner. Filmens ordfattige, mystiske og tankevækkende beskrivelse af menneskets møde med en fremmed livsform på tre forskellige tidspunkter blev modtaget med stærkt forskellige reaktioner. Skuespilleren Rock Hudson stormede ud af biografen med de berømte ord ”Vil en eller anden forklare mig, hvad helvede den handler om”, men som tiden gik, blev den overvejende konsensus, at filmen var et storslået mesterværk.

“Rumrejsen år 2001” havde sat nye standarder for effekter, og film som “Star Wars” skubbede dem endnu længere. Gennem 70’erne og 80’erne skiftede filmene dog tone, og med Spielbergs “Nærkontakt af tredje grad” og “E.T.” blev de besøgende i stedet gode væsener, og de onde i filmene var snarere os selv eller mere specifikt den voksne verden. John Carpenters mere dystre version af et besøg fra det ydre rum, “The Thing”, der var en genindspilning af 50’ernes “Det grusomme udefra”, floppede fuldstændig. Tiden var til en anden slags film, og besøg fra rummet var ikke noget, man tog så alvorligt mere, hvilket en film som Dan Aykroyd-komedien “Min pige vil i nærkontakt” demonstrerede med al tydelighed.

Som 90’erne nærmede sig, begyndte ruminvasionerne dog atter at få en mere alvorlig behandling. Med de tiltagende populære konspirationsteorier blev der skabt grobund for vilde plots – en mulighed, som ikke mindst Chris Carters tv-serie “X-Files” var dygtig til at udnytte. Nogle af grundideerne var allerede udformet i David Lynchs “Twin Peaks”, men hvor den serie behandlede dem med en vis portion satirisk humor, så tog “X-Files” emnet helt alvorligt. Historien om de to FBI-agenter, der konstant står overfor hemmelige regeringsprojekter og mystiske hændelser, blev hurtigt en velkendt succes samt en del af populærkulturen, og sloganet “Sandheden er derude” blev hvermandseje. Ved at lade den ene agent repræsentere intuition og den anden en mere rationel tilgang præsterede serien også at favne bredt og tilegne sig seere, der normalt ikke ville have fundet emnet tillokkende.

Seriens popularitet var også en medvirkende årsag til den øgede interesse for besøg fra andre planeter, og en ny stribe af film dukkede atter op i biograferne. Film som “Independence Day”, “Mars Attacks”, “Men in Black”, “Contact” og “Signs” spillede atter på vores frygt, undren eller morskab over for fremmede livsformer, og “X-Files”-serien fik selv en film i 1998. Filmen var dog ikke desto mindre kun en moderat succes. Seriens charme havde aldrig ligget i dens effekter, og konceptet syntes ikke at vinde synderligt af at blive malet med en bredere pensel. Det hjalp ikke, at filmen valgte en historie, som det var særdeles vanskeligt for ikke-trofaste fans at hitte hverken hoved eller hale på.

Det sidste afsnit af tv-serien kørte over skærmen i 2002, men planer om en filmfortsættelse var allerede i støbeskeen. Efter en lang ventetid, der tilsyneladende skyldtes forhandlinger og juridiske spidsfindigheder, kunne filmstudiet omsider officielt erklære i 2007, at en fortsættelse var undervejes. I modsætning til den tidligere film så ville denne være en tilbagevenden til den velkendte “ugens monster”-model, som serien primært havde bestået af, og derved i teorien være lettere tilgængelig for nye tilskuere.

Chris Carter har udtrykt et ønske om at lave endnu en film i rækken, der atter vil fokusere på rumvæsenmytologien i serien, hvis “X-Files: I Want to Believe” viser sig at være succesfuld. Rumvæsner skal der dog nok komme på det store lærred i den ene eller anden form under alle omstændigheder. Uanset om et besøg fra fremmed planeter er sandsynligt eller ej, lever genren fortsat i bedste velgående, og der bliver stadig produceret film, der leger med tanken. Sandheden er måske nok derude, men i biografen er en stor, fed røverhistorie mindst lige så underholdende.