The Night of the Hunter (1955)I en genre af fremmede besøgende er Charles Laughtons “The Night of the Hunter” (eller “Kludedukken”, som den oprindelig hed på dansk) det ubetingede mesterværk. Filmen fortæller en isnende historie om en diabolsk præst i Robert Mitchums uforglemmelige skikkelse, der kommer til byen, da han opfanger færten af penge hos en intetanende enke. Kun hendes børn fornemmer, at der er noget helt galt med præsten, der har ordene “had” og “kærlighed” tatoveret på henholdsvis sin venstre og højre hånd.

En af de ting, der gør “The Night of the Hunter” uforglemmelig, er dens udsædvanlige stil. Filmen er delvis en thriller, delvis en ekspressionistisk kunstfilm, og ensidigt fortalt fra børnenes synsvinkel, så den næsten ligner et af brødrene Grimms grummeste eventyr. Effekten er omtrent som at se et bizart mareridt, hvori den ubehagelige præst dukker op som i et drømmesyn, men det er også denne stilliserede effekt og uhåndgribelighed, der gør filmen så tidløs, på trods af at den er mere end 50 år gammel. Typisk for film, der er forud for deres tid, så blev “The Night of the Hunter” et fuldstændigt flop, og Laughton instruerede aldrig mere. Han efterlod sig dog en kolossal arv med dette mesterlige værk, der fortsat finder nye beundrere.

Desperate Hours (1955)De fleste af os elsker en god spændingsfilm, som holder tilskueren på kanten af sædet, og de bliver ikke meget mere nervepirrende end William Wylers “Desperate Hours”. Historien er en filmatisering af Joseph Hayes roman, der selv var baseret på rigtige begivenheder. Filmen har en aldrende Humphrey Bogart i hovedrollen som den desperate flygtning, der søger ly i et velhavende forstadshjem. Den rædselsslagne kernefamilie holdes som gidsler af den skånselsløse forbryder, der udsætter dem for alverdens prøvelser og ydmygelser.

Historien er måske ikke i sig selv voldsomt bemærkelsesværdig, og Bogart havde allerede tidligere spillet lignende roller, men filmhåndværket og udførelsen er førsteklasses, og skuespillet mellem Bogart og familiefaderen spillet af Fredic March slår gnister. “Desperate Hours” er en målestok, som lignende film fremefter blev vurderet efter, og den senere temmelig middelmådige genindspilning med Mickey Rourke og Anthony Hopkins demonstrerede kun alt for tydelig, at den havde sat niveauet højt.

Funny Games (1997)Hvor “Desperate Hours” er en gedigen spændingsfilm, så er Michael Hanekes for nyligt genindspillede “Funny Games” en fæl dekonstruktion af genren, som tvinger tilskueren til at se sin egen lyst til at overvære lidelser i øjnene. Filmen handler i stil med den foregående om en godmodig kernefamilie, der bliver terroriseret på det groveste af to gennempsykopatiske unge.

Hvor lignende film tager deres egen historie alvorligt, så vækker “Funny Games” ens empati for ofrene, blot for efterfølgende at le i ens åbne ansigt. Ligeledes nægtes vi enhver form for psykologisk forklaring på forbrydernes motiver, og myten om den høflige massemorder udstilles i al sin absurde konsekvens: Forbryderne står ikke tilbage for at torturere deres ofre, men husker dog omhyggeligt at tørre op efter spildte æg. Halvvejs inde i filmen tigger et af ofrene voldsmændene om at standse, men hun modtager prompte svaret, at man ikke kan stoppe allerede nu, da man må tænke på underholdningsværdien. Med skyldig erkendelse indser man som tilskuer, at man i bund og grund er enig.

Straw Dogs (1971)Hvis “Funny Games” hæver sig over genrens voldsfascination, så svælger Sam Packinpahs uafrystelige “Straw Dogs” i den. Bloody Sam, som han blev kaldt, havde allerede et rygte for at være kontroversiel, men “Straw Dogs” rykkede standarden. Filmen følger en mild matematiker, spillet til perfektion af en ung Dustin Hoffman, hvis fredselskende natur sættes på prøve, da han konfronteres med byens brutale bøller.

I filmens mest rystende scene udsættes hans kone for en massevoldtægt, og efterhånden som overgrebene fortsætter, mere end antyder filmen, at Hoffmans uundgåelige selvtægt ikke blot er forståelig, men også den logiske og rimelige konsekvens af hændelserne. I det endelige opgør sparres der ikke på virkemidlerne, og filmen demonstrer med al tydelighed, at “Saw”-seriens skurk ikke var den første, der anvendte bjørnefælder kreativt. Når historiens sidste blodige punktum er sat, føler man nok sin indre hævntørst tilfredsstillet, men nogen renselse er der ikke tale om. Snarere det modsatte. Fascinerende er den under alle omstændigheder.