Redaktionen bag et af Danmarks få akademiske tidsskrifter, 16:9.dk, har tidligere udgivet en bog om tv-serier, “Fjernsyn for viderekomne”. Nu er de tilbage med deres bud på en akademisk bog – “Guldfeber” om det amerikanske award-fænomen The Academy Award of Merit også bedre kendt som Oscar. Vi har talt med en af antologiens redaktører, Andreas Halskov.

Hvorfor skal vi læse om Oscar – der er jo ingen, der gider at se det mere?
Det er korrekt, at interessen for Oscar-showet har været dalende, og at Oscar kunne siges at være i “krise”, men denne krise er primært en segmentkrise, idet man ikke har formået at fange et tilstrækkeligt stort antal af seere i den eftertragtede målgruppe på 18-49 år.

Det er dog ikke korrekt, at ingen længere gider at se Oscar-uddelingen. Showet er stadig blandt de tre mest sete endagsbegivenheder i amerikansk tv.

Svaret på, hvorfor vi skal have en Oscar-bog lige nu, er, at der stadigvæk – til trods for segmentkrise og udbredt kritik – er tale om en samlende flow-tv-oplevelse, som ses af mange mennesker, og som indtager en central position i amerikansk film- og tv-kultur.

Hvordan kan I lave en akademisk bog om Oscar – det er vel kun amerikansk mainstream?
Nej, i udgangspunktet er Oscar-showet om noget et billede på den kommercielle, amerikanske film(kultur). Men det, at der er tale om mainstreamfilm og et kommercielt branchefænomen, gør da ikke The Oscars til et uinteressant akademisk studie. Snarere tværtimod.

Den almene kritiker – navnlig dem, der kommer af en europæisk skole, hvor man er vant til at tænke på kunst og mainstream som hinandens modsætninger – vil muligvis affærdige Oscar som et kommercielt cirkus. Den sande akademiker vil omvendt, når hun/han møder noget, som er fremmed, uforståeligt eller mærkeligt, forsøge at forstå og forklare dette fænomen og mekanismerne bag. Og netop de industrielle forhold er faktisk blevet et stadig større og mere accepteret forskningsområde.

Når det så er sagt, så viser et nærmere studie af Oscar-uddelingen og Oscar-vinderne også, at ikke alle film er nogle “kommercielle mainstreamproduktioner” (skønt de naturligvis alle indgår i et kommercielt produktionssystem).

Vinderfilm som “Midnight Cowboy” (1969) og “Annie Hall” (1977) bryder eksempelvis begge med mange af de træk, vi traditionelt forbinder med Hollywood- og Oscar-filmen, og at “Hvisken og råb” (1972) med dens langmodige og misantropiske fortælling nogensinde skulle få en nominering i kategorien “bedste film” må opfattes som temmelig overraskende.

Din bedste Oscar-historie?
At Elia Kazan sammen med manuskriptforfatteren Budd Schulberg angav 11 af deres fælles kolleger i forbindelse med de såkaldte HUAC-høringer (hvor man skulle frasige sig kommunistiske tilbøjeligheder, hvis man ikke ville blacklistes i Hollywood), er ret interessant.

Og den historie er særligt interessant ift. Oscar-uddelingen, fordi Kazan næppe havde vundet med “On the Waterfront” (1954), hvis han ikke havde angivet sine kolleger. Yderligere interessant bliver det da at se showet fra 1999, hvor Kazan fik en æres-Oscar, overleveret af Robert De Niro og Martin Scorsese, men hvor flere af kollegerne i salen (bl.a. Nick Nolte) nægtede at rejse sig og klappe, idet de oplevede Kazan som en stikker.

Den bedste Oscar-film, der aldrig vandt?
Det spørgsmål er næsten umuligt at besvare, men jeg synes, at der er flere nominerede film, der burde have vundet de respektive år. “Fagre voksne verden” (1967) eller “Bonnie og Clyde” (1967) burde have vundet i 1968, idet begge er langt mere banebrydende end vinderfilmen “In the Heat of the Night” (1967).

“The Last Picture Show” (1971) burde i mine øjne have vundet for bedste film i stedet for “The French Connection” (1971); “Raging Bull” eller “The Elephant Man” (1980) er begge bedre end “Ordinary People” (1980), som vandt i 1981, og flere store film burde i mindste fald have været nomineret. Heriblandt kunne man nævne: “Vertigo” (1958), “Politiets blinde øje” (1958), “Straw Dogs” (1971), “Harold og Maude” (1971), “Ondskabens hotel” (1980), “Blue Velvet” (1986) og et utal af ikke-amerikanske produktioner.

Den største Oscar-film?
Der er historisk set mange gode Oscar-vindere i kategorien for bedste film, f.eks. “The Best Years of Our Lives” (1946), “On the Waterfront” (1954), “The Godfather” (1972) og “Annie Hall” (1977), men mine to favoritter er nok “Midnight Cowboy” (1969) og “Gøgereden” (1975).

Hvorfor er superhelte ikke fine nok til Oscar, når “Ringenes herre” er?
“Ringenes herre”­-trilogien er som genrefilm betragtet nogle relativt alternative Oscar-vindere, og kulørte/eskapistiske genrer og film har generelt svært ved at komme i betragtning hos Oscar-akademiet.

Jeg kan da ikke afvise, at en superheltefilm kunne vinde en Oscar for “bedste film”, men der er langt imellem hovedprisvindere i kategorier som science fiction, adventurefilm og fantasy (“Jorden rundt i 80 dage” er før “Ringenes herre: Kongen vender tilbage” et sjældent eksempel herpå).

Måske kunne “Ringenes herre”-filmene dog i kraft af deres status af litterære adaptationer siges at være lidt mindre kulørte end de fleste superheltefilm, der jo oftere er adapteret efter tegneserier. De fleste Oscar-vindere i kategorien for “bedste film” er enten sociale problemfilm, periodefilm, biopics eller prestigefilm, og ca. 75 % af alle hovedprisvindere er enten adaptationer (ofte efter bestsellerromaner) og/eller historisk-biografiske film. Der vil med andre ord være langt imellem Frodoer og supermænd i en Oscar-kontekst, hvor man altid har fortrukket og til stadighed foretrækker Gandhier, Mozarter og små kejsere.

Hvad kan vi, publikum, bruge Oscar til?
Oscar kan bruges til mange ting, og man kan vel først og fremmest betegne det som en “ceremoniel flow-tv-oplevelse”. Det er et show, som vi kan samles om, og hvorfra vi kan tale om film. Også den skeptiske og kritiske seer kan jo bruge Oscar-showet – om ikke andet som et udgangspunkt for at tale om, hvad der reelt ser gør en god film, og om kunstværker overhovedet kan måles op overfor hinanden (som var de sportsudøvere i en konkurrencesport).

Endelig er Oscar-uddelingen da unægtelig – på godt og ondt – et billede på den amerikanske filmindustri og dermed en god indgang til at forstå den amerikanske (film)kultur.