I går aftes blev CPH PIX anno 2012 officielt skudt i gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.

I går fik den finske science fiction-komedie “Iron Sky” lov til at kickstarte festivalen i Palads, og både Thomas og Johnny var særdeles begejstret for den gakkede film, som blev introduceret i salen af dens gemytlige instruktør, Timo Vuorensola. Tidligere på ugen bragte vi desuden en Filmz TV-reportage fra vores tur til Finland, hvor vi mødte Timo og flere af filmens hovedrolleindehavere.

De næste par uger vil vores “PIXperter” dagligt diske op med deres korte, men rammende anmeldelser af den foregående dags festivalfilm. Dagens omtaler er dog lidt længere, idet gårsdagen kun bød på én forestilling. Her er vores PIXperters tanker omkring festivalens begyndelse og dens kulørte åbningsfilm:

JVJ: Åh, hvor har ventetiden været lang. Jeg har næsten ikke kunnet vente, men nu har jeg opført mig pænt i et helt år, og det er endelig blevet PIX-tid igen. Jeg har været i hård træning de sidste fjorten dage med “speedwalking”, overdreven indtagelse af junkfood og konditionering af gluteus maximus, så jeg kan holde til at sidde på biografsæder næsten uafbrudt i to uger. Alt dette for, at jeg bedst muligt kan formidle min encyklopædiske viden, overvældende indsigt og slutteligt hårde, men retfærdige dom over festivalens film. Og så er jeg desuden utroligt beskeden. Det er svært at forstå, jeg er single…

De gode mennesker bag festivalen har forsynet os med et utroligt lovende program. Det er især betryggende ovenpå sidste års lettere skuffende udbud. Der er mange fristende tilbud i år og jeg har måttet træffe hårde valg, der ville få selv Meryl Streep til at blegne. Efter blod og tårer er det dog blevet til 66 film i år, som jeg glæder mig til at dele med jer. Det er et meget eklektisk udbud med en svag tendens mod det kunstnerisk og æstetisk funderede. Horror, giallo, japansk navlepillende weirdness og lignende vil man dog ikke finde meget af. Moderne, tyske film og amerikansk independent er personlige favoritter, så der kan I forvente en ret grundig dækning. Endelig skal I bare sørge for at komme ud og få set en masse film. God festival!

Iron Sky

TB: Jeg indrømmer gerne, at jeg havde min skepsis. Præmissen lød ganske vist fantastisk, og traileren så vildt fed ud, men gode ideer er før blevet tabt på gulvet og trailere kan være taknemmelige. Så der kunne lige så vel være tale om en film på niveau med de forfærdelige Asylum-film (google “Transmorphers”, hvis du er i tvivl).

Men det er der heldigvis ikke tale om her! Faktisk tåler Asylum-filmene slet ikke sammenligning med “Iron Sky”, hverken når det kommer til manuskript, skuespil eller effekter.

Manuskriptet rummer en hæderlig historie med fine replikker og nogle gode referencer og gags (hvoraf en enkelt måske trækkes lidt for langt ud), men dets helt store force er de utallige, knivskarpe indslag af politisk satire, som aldrig var blevet blåstemplet, hvis filmen var blevet lavet i USA. Ud over USA, som må lægge ryg til masser af jokes om magtliderlighed og inkompetent ledelse, er der seriøse smæk til bl.a. nazismen og Nordkorea (billige point, men stadig ustyrligt morsomt), og hver eneste gang lå jeg og trillede rundt i mit sæde af grin. De scener alene er grund nok til at se filmen. Så tilgiver jeg gerne, at manuskriptet også har nogle pænt store huller, når det kommer til plottet. Hvorfor er der f.eks. ingen, der opdager, at en flåde af nazi-zeppelinere holder parkeret lige uden for Jordens atmosfære? Og kan man virkelig flyve mellem Jorden og Månen på få timer?

Skuespillerne gør det fint – projektets ånd taget i betragtning. Især de to hovedrolleindehavere, Christopher Kirby, som spiller supermodel/astronaut James Washington, samt Julia Dietze, der portrætterer den naive månenazist Renate Richter, leverer varen. I en enkelt scene sad jeg faktisk og fik helt ondt af Fräulein Richter – og det er alligevel lidt af en bedrift.

Og hvad CGI-effekterne angår, så er de i det store hele fuldt på højde med de største Hollywood-produktioner. Budgettet til computereffekterne udgjorde efter sigende 10 % af filmens samlede budget på € 7-8 mio. Man kunne ønske, at fordelingen var den samme på meget af det effektbårne bras, vi ellers kan se i biograferne.

“Iron Sky” har mange effekter, som indimellem bærer filmen, men filmen er i lige så høj grad båret af et intelligent manuskript, og de to ting tilsammen gør, at man som tilskuer bliver virkelig godt underholdt. Det er dog langt fra en perfekt film, men diverse mangler skal ikke bruges som undskyldning for at springe den over. “Iron Sky” fortjener at blive set! Og helst i biografen.

4/6

JVJ: For fire år siden sendte en bekendt mig et link til en teaser, nogle underlige finner havde vist i Cannes. Jeg var straks solgt. Konceptet var så langt ude, at det måtte ses: ”Nazis in space”. 4 år senere kan vi endelig vurdere den færdige film, og den er en fornøjelse.

Filmens største force er dens bidende satire. Man kunne have frygtet, at folkene bag ene og alene havde forladt sig på gimmicks, men der ligger nogle oprigtigt skarpe og herligt beske observationer i “Iron Sky”. Jeg skal her fremhæve den amerikanske præsident, der bærer en forbløffende lighed med en vis amerikansk politiker og ”mother grizzly” samt ikke mindst hendes megalomane spindoctor.

Satiren og den oprigtighed, man fornemmer bag filmens budskab, gør, at alle de groteske optrin, mærkelige plottwists og ikke mindst referencerne til populærkulturen (deriblandt en ”Der Untergang”-reference, der gav undertegnede tårer i øjnene af grin) gør filmen afsindigt underholdende, alt imens filmen aldrig reduceres til en parade af platheder, som det desværre alt for ofte er tilfældet i mange Hollywood-spoofs.

Her er tale om en ualmindeligt godt konstrueret film, der ved, hvad den er og ikke prøver på at gøre mere, end den reelt magter. Visuelt er der også meget at komme efter. Scenografen må virkelig have moret sig. Jeg er vild med nazisternes tandhjulsdrevne teknologi og amerikanernes selvsmagende ikonografi. Bind det hele sammen med en herligt bittersød slutning, og så er jeg solgt. Den eneste anke, jeg har mod filmen, er, at Julia Dietze til tider falder igennem i filmens hovedrolle. Det virker, som om hun ikke helt er trygt ved den overspillende stil, der netop passer så godt til filmen. Det er synd, men det ødelægger heldigvis på ingen måde oplevelsen. Hermed kraftigt anbefalet.

5/6

”Iron Sky” vises ikke mere på årets CPH PIX, men den får almen biografpremiere torsdag den 19. april, hvor du også kan læse Filmz’ egen anmeldelse af filmen.