CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #10 – 20. april 2012
Thomas: Woohoo! Halvvej gennem festivalen! (Eller: Åh, Gud! Er jeg virkelig kun halvvejs???) Allerede nu har jeg set næsten lige så mange film, som jeg gjorde under hele sidste års festival, så det er begyndt at blive hårdere at komme op om morgenen. Men pligten kalder! Og når resultatet er så godt, som tilfældet var i går, så gør det ikke noget…
Johnny: Så er vi halvvejs igennem festivalen. Jeg er stadig ved godt mod, om end trætheden så småt er begyndt at melde sig. Jeg havde en underholdende kontrovers med to andre festivalgæster i dag. Under visningen af “Nana” sad to fransktalende fyre bag mig og småsludrede i de første fem minutter af filmen. Da jeg tyssede på dem, fyrede den ene af dem et par lavmælte, men ubehøvlede gloser af sted på sit modersmål. Uheldigvis for ham har jeg en udmærket hørelse og taler et nogenlunde fransk, og jeg forstod ham udmærket. Jeg vendte mig om, gav ham dræberblikket og bad ham holde sin kæft. På fransk. Der var ikke yderligere problemer under filmen.
- My Brother The Devil, Storbritannien
Johnny: De to arabiske brødre Rahid og Mohammed (kaldet Mo) bor i et bandehærget boligkvarter. Rashid er en del af den lokale bande, DMG (Drugs, money and guns), og han tjener sine penge på narkohandel i området. Mo klarer sig godt i skolen og alle håber, at han kan få sig en uddannelse og komme væk, men han idoliserer sin kriminelle storebror og vil helst være som ham. Rashids bedste ven, Izzi, bliver dræbt i et bandeopgør, hvilket får Rashid til at tvivle på, om det er en fremtid, han ønsker sig, og han prøver at trække sig ud af DMG. Samtidig bliver han ven med fotografen Sayyid, som Izzi har introduceret ham for, og pludseligt tvinges han til at konfrontere følelser, som han slet ikke har styr på. I mellemtiden kommer Mo længere og længere ind i bandelivet.
Filmens kerne er forholdet mellem de to brødre, og derfor er det vigtigt, at de to skuespillere formår at gøre deres roller levende. Den opgave magter James Floyd og Fady Elsayed dog heldigvis, og filmen lever til fulde i scenerne mellem de to. I filmens første halvdel leges der meget med kameraindstillingerne. Vi ser Mo vandre rundt i boligkvarteret eller sidde i et træ eller på taget og observere livet omkring ham. Uheldigvis er der meget mindre af denne visuelle ekvilibrisme i filmens anden halvdel, hvor der også bruges meget tid på et par sideplots, der ikke på nogen måde virker essentielle. Filmen kunne med fordel have brugt en lidt strammere komposition med mere fokus på det centrale forhold mellem brødrene. Filmen formår dog at holde denne kernerelation i centrum, og sammen med det gode skuespil gør det den klart anbefalelsesværdig.
4/6
”My Brother The Devil” vises også den 23. april kl. 20.00 i Empire Bio.
- The Night of the Hunter, USA
Thomas:Tænk, at en film fra 1955 stadig kan inspirere i dag! “The Night of the Hunter” er en fantastisk film – og ikke så meget pga. historien, som ellers er en god, klassisk psykologisk thriller. Heller ikke så meget pga. skuespillet, selvom især Robert Mitchum brænder igennem som den skræmmende, falske prædikant Harry Powell. Nej, filmen er primært seværdig for sin billedside!
Ved at benytte en blanding af teaterteknikker og filmtricks skabes en helt særlig stemning, og især brugen af lys og skygger er ganske enkelt fænomenal gennem hele filmen. Og så er der mindeværdige, visuelle indfald undervejs, som dukker op til overfladen igen mange år senere i filmhistorien. Et par eksempler, som jeg ikke engang behøver at researche på, er klippet i “Ringenes herre: Eventyret om ringen”, hvor båden med den døde Boromir filmes ovenfra, lige inden han rammer vandfaldet, samt Lars von Triers knoer fra sidste års filmfestival i Cannes! Derudover er jeg også sikker på, at jeg har set det visuelle udtryk fra scenen i kælderen blive brugt i et par computerspil fra 1990’erne.
Hvorom altid er, så må man ikke snyde sig selv for denne film, der er en rigtig god historie og en sublim visuel nydelse! Jeg så filmen første gang i forbindelse med et sommerkursus på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft (gratis reklame!), og den blev kun bedre ved gensyn.
6/6
”The Night of the Hunter” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: En talende kat, der introducerer sig selv som Paw-Paw, fortæller historien om de to mennesker, der har lovet at adoptere hende fra internatet, når dens pote er helet. Med dét som en rammefortælling oplever vi så dette pars, Sophie og Jason, forhold og den krise, de kommer ud i. Denne krise starter på grund af bekymringerne over at tage ansvar for et andet liv og deres realisation af, at de kun har en måned tilbage til at få noget ud af deres liv i, før der kun er ”loose change” tilbage, som Jason formulerer det. Sagt med andre ord: Ikke helt nok at til få det, man virkelig ønsker sig. De forlader begge to deres jobs og prøver at finde ud af, hvad det er, de egentlig vil.
Plottet er sådan set minimalt. Indtrykket man sidder tilbage med er af subgenren slacker-film tilført noget quirky “hipster-sensibilitet”. Interaktionerne mellem de to er vildt sære på den der ironiske måde, der bare siger så meget uden ligesom egentlig at sige noget… Det kan godt blive enerverende, og filmen er lige ved at ryge overbords et par gange, men i længden holder det. Ikke mindst takket være scenerne med Paw-Paw, der, selv om de er hamrende sentimentale, giver en god kontrast til scenerne med Sophie og Jason. Et strejf af magisk realisme hen mod slutningen hæver filmen til over middel. Vi har ikke at gøre med noget stort eller dybt værk, men en hyggelig lille film, der nok skal vække glæde hos indie-folket.
4/6
”The Future” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Thomas: Samlingen af udklippede scener fra film, der i tidens løb er blevet vist i de danske biografer, var en både tankevækkende og underholdende oplevelse, som dog føltes lidt lang i spyttet. De fleste af de censurerede klip virker helt uskyldige i dag, og enkelte af dem gav slet ikke mening at klippe ud. Men der var dog en klar rød tråd: Hvis du dengang ville vise en film i Danmark, hvor en person blev pisket, brændemærket, slæbt efter en hest, angrebet af en løve, skudt i ryggen og/eller involveret i et værtshusslagsmål, så kunne du være sikker på, at din film blev censureret. Faktisk så westerns ud til at være blevet særligt hårdt ramt, og de må have været en tam og usammenhængende affære at se film i biffen, hvor al den gode action var klippet ud.
Det var dog ikke kun sjov og ballade. Som filmelsker sad jeg og græmmede mig over, at der blandt de censurerede klip var hele scener – og ikke bare tilfældige scener, men nogle af de allermest berømte – fra klassiske mesterværker som “Det Store Togrøveri” (1903), “Metropolis” (1927) og “Generalen” (1926). Især den sidste gav ingen mening overhovedet! Den film kan da næppe være faldet nogen for brystet. Men det gjorde den altså dengang
4/6
”Censur-spolerne” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Da jeg satte denne film på mit program i år, var jeg klar over, at det var et sats. Det kunne blive frygteligt eller frygteligt godt. I filmen følger vi den 4-årige Nana rundt på og omkring hendes forældres gård. Hun ser en gris blive slagtet, hun følger faderen ud i skoven for at sætte snarer op, hun samler brænde med sin mor og så videre. På et tidspunkt tager Nana og moderen ud til en hytte i skoven, hvor Nana får lov til at lege alene. Efter et par dage forsvinder moderen og kommer ikke tilbage.
Filmen er uhyre minimalistisk fortalt. Scenerne virker i ekstrem grad som taget ud af virkeligheden, og man får indtryk af, at de er improviseret frem mellem skuespillerne og den lille pige. Det er et godt træk, for de udstråler en utrolig hjertevarme og naturlighed, hvilket også er nødvendigt, når de skal bære en hel film. Instruktøren har fået en utrolig præstation ud af Kelyna Lecomte, der spiller Nana. Det er aldrig let at have med børneskuespillere at gøre, hvilket alt for mange film desværre bærer tydeligt præg af. Derfor er det så imponerende, når man ser det lykkes over al forventning.
Uhyggen i filmen og den tragedie, som vi ikke ser meget til, foregår næsten udelukkende i publikums hoveder og afspejles ikke på skærmen. Når vi ser Nana lege med en død hare og forsøge at slagte og tilberede den, som hun har set andre gøre med grise, så er det kun konteksten og vores erkendelse som voksne, der gør det næsten uudholdeligt at se på. Det er intet mindre end en genistreg. Da vi endelig opdager, hvad der er galt, er det næsten ovre, før det er begyndt. Det er en film, der bliver hos dig. Uheldigvis var jeg ved at gå lidt sukkerkold under filmen og sammen med de forstyrrende franskmænd, gjorde det desværre, at jeg ikke kunne nyde filmen fuldt ud. Jeg kunne godt tro, at jeg ved andet gennemsyn ville give den topkarakter.
5/6
”Nana” vises også den 22. april kl. 17.00 i Empire Bio og den 28. april kl. 16.30 i Øst for Paradis.
- Martha Marcy May Marlene, USA
Thomas: Jeg har stadig myoser i nakken efter at have siddet helt anspændt under det meste af denne film, som er en psykologisk thriller af høj klasse. Martha løb for to år siden hjemmefra og sluttede sig til en lejr, der på overfladen lignede et alternativt landbrug. Og nu er hun så stukket af derfra igen og bor hos sin søster og dennes mand. På overfladen virker hun uskadt, men en række episoder, hvor hun udviser “socialt uacceptabel adfærd”, tyder på, at der alligevel er hændt nogle mærkelige ting i de mellemliggende to år, som hun i øvrigt slet ikke vil tale om.
Marthas flashbacks til tiden i lejren afslører langsomt episoder, der kan forklare hendes unormale adfærd. Men det bliver ikke udpenslet. Som tilskuer skal man stadig lige lægge to og to sammen. Desuden er de nævnte flashbacks filmet med et andet look end nutiden, og sekvenserne er klippet sammen, så man som tilskuer får en fornemmelse af, at man flyder frit mellem de to tidslinjer, hvilket virker både naturalistisk og foruroligende.
Manuskriptet og skuespillet supplerer hinanden perfekt og løfter sammen filmen op på et højere plan. Der bliver ikke sagt meget, men blikke, kropssprog og stemmeføring bidrager i høj grad til den trykkede stemning. Elisabeth Olsen er rigtig god som Martha, men John Hawkes er ubehageligt god som lederen af lejren. En kort omgang research afslører, at forholdene i lejren er stærkt inspireret af dem, Charles Manson opbyggede i sin personkult, så det er ikke så mærkeligt, at det var en ubehagelig rejse at overvære. Men ubehageligt på den gode måde!
5/6
”Martha Marcy May Marlene” vises ikke igen under årets CPH PIX.
