Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!
I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.
CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Rapport fra CPH PIX dag #10 – 20. april 2013
Andreas: Grundet en ubelejlig, men dog hyggelig, 60-års fødselsdag (ikke min egen!) kunne jeg denne lørdag kun nå at se en enkelt film. Til gengæld var dette så også den sidste i New Talent Grand PIX-konkurrencen for debuterende instruktører, som jeg har dækket for Filmz i forbindelse med SOF’s PIX-barometer. Alle de forskellige mediers bedømmelser af de forskellige film kan findes på SOF’s hjemmeside, og de kan give en god vejledning til hvilke af filmene (og instruktørerne), der er værd at holde øje med fremadrettet. Vinderen af konkurrencen blev kåret af en international jury, og det blev den formidable lille “The Strange Little Cat”, der løb med sejren. Filmen var jeg helt vild med – modsat i øvrigt de fleste andre fra SOF…
Johnny: Det var lige ved at gå galt i dag. Empire Bio startede filmen for sent og CPH PIX havde tilsyneladende skrevet forkert på spilletiden, så hvor jeg skulle have haft 32 minutter til at nå fra Empire Bio til Cinemateket, havde jeg i stedet 18. Det kan lige nøjagtigt lade sig gøre, hvis alt klapper med busserne. Det bør ikke overraske folk, der regelmæssigt kører i offentlig trafik i København, at det ikke var tilfældet. Heldigvis viste det sig muligt at fange en taxi, og jeg nåede min næste visning på et hængende hår.
Når man lægger et så intensivt program under festivalen, som jeg gør, så får man nogle gange nogle meget kritiske overgange mellem filmene. Erfaringen har dog lært mig, præcist hvor mange minutter det tager at nå fra den ene biograf til den anden. Man kan f.eks. nå fra Dagmar til Cinemateket på 7 minutter på gåben, hvis man kender sine ruter. I årenes løb er et par af de (rent transportmæssigt) mere problematiske biografer faldet fra. Vi har desværre måttet tage afsked med Park Bio, der ellers altid var et rart sted at komme, men til gengæld slipper vi så for popcorn- og teenagehelvedet Cinemaxx. Hvis du troede, Palads var slemt…
Johnny: Westerngenren har ikke haft de bedste kår i det sidste årti. Der er blevet lavet et par gode film, men der er for det meste tale om pasticher eller genindspilninger. To prominente undtagelser for dette er “The Proposition” og “Meek’s Cutoff”. “Gold” lægger sig meget op ad den sidstnævnte, men foretager heldigvis sine egne interessante valg.
Filmens kontekst er guldfeberen i Klondike. Den foretagsomme Laser tilbyder at føre en lille gruppe tyske indvandrere ad indlandsruten til guldgraverbyen Dawson, hvilket dog viser sig at være sværere end forventet. Død, lemlæstelse og vanvid venter størstedelen af dem forude. Vi følger primært kvinden Emily Meyer, der mestendels forbliver en gåde igennem filmen. Vi ved ikke meget mere om hende, end at hun tidligere har arbejdet som stuepige i Chicago og oprindeligt er fra Bremen, Tyskland. Det er også sandt for de fleste andre karakterer, hvis baggrunde og identiteter aldrig rigtigt udfoldes, selv om de alle spiller upåklageligt.
Det gør dog slet ingenting. Det er nemlig ikke dem, der er hovedpersonerne i denne historie, men derimod den bjergtagende omend rå og ubarmhjertige natur i Yukon. Karakterernes rolle består primært i at spille op mod naturkræfterne, og det er i denne centrale konflikt, at filmen bliver levende. Én efter én giver de håbefulde rejsende op eller bukker under for det barske landskab. Spændingerne internt i gruppen bygges stille og roligt op mod et voldeligt klimaks, men ultimativt må også dette aspekt af det menneskelige vige til fordel for de ufølsomme omgivelser. Det er, som det naturligvis bør være, en utroligt smuk film, der formår at indgyde stor skønhed og majestæt i det golde landskab. Selv turen gennem en afbrændt nåleskov bliver besjælet og æstetiseret af fotografen Patrick Orth. Jeg har ikke tidligere bemærket hans navn, men det er helt sikkert værd at huske.
5/6
”Gold” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Dark Blood / USA, Storbritanien, Holland
Johnny: Denne film blev indspillet i 1993, men uheldigvis døde filmens stjerne, River Phoenix, før de sidste scener var færdige. Siden har filmen levet et mytisk liv blandt fans af den tragiske unge skuespiller. På sine gamle dage har George Sluizer så besluttet sig for at klippe en udgave sammen af filmen, mens han stadig kan. Der er på ingen måde tale om en færdig film. En hel del scener er som sagt ikke indspillet og bliver kun beskrevet af instruktørens voice-over. Filmen følger Hollywood-parret Harry og Buffy, der i tolvte år af deres dysfunktionelle, men tilsyneladende stadig funktionelle, ægteskab er taget på sightseeing i ørkenen. Her bryder deres Bentley sammen, og de må søge hjælp hos en eneboer, der aldrig refereres til som andet end ‘the boy’, hvis kone er død af kræft – sandsynligvis forårsaget af atomprøvesprængningerne under Manhattan-projektet. Han er i starten hjælpsom, men lader ikke til at ville lade dem rejse derfra.
Det er stort set umuligt at bedømme dette som en film, og jeg vil ikke forsøge at give en karakter. Der er snarere tale om et historisk dokument, der primært har interesse for filmforskere eller -historikere. Til hans forsvar skal det siges, at instruktøren er ganske afklaret omkring dette. Det er interessant at se River Phoenix portrættere en anderledes rolle, end han tidligere har gjort. Der er klare paralleller til hans karakter i “Silent Tongue”, men med en nerve og slet skjult voldelighed, som han ikke ellers fik lov til at udfolde. Filmens narrativ er meget overtydeligt og til tider næsten prædikende, men da skuespillet også generelt er meget stiliseret, passer det umiddelbart til formen. Havde man færdiggjort filmen, var den næppe blevet husket som et centralt værk i hans filmografi, men måske som et vigtigt skridt på vej til mere kantede og foruroligende roller for ham.
”Dark Blood” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Vic + Flo Saw a Bear / Canada
Johnny: Jeg så instruktørens forrige film på festivalen i 2011 og var ikke just begejstret for den. I min anmeldelse harcelerede jeg over ”doven klipning, umotiveret eller intetsigende framing og en fuldstændig foragt for narrativt flow”. Det glæder mig at sige, at instruktøren i den grad er vokset siden. Narrativt gives der fortsat ikke ved døren, men filmens plot udfoldes dog i langt højere grad end i den ovennævnte film.
Victoria er lige blevet løsladt fra fængslet. Hun ankommer til sin onkels hytte i skoven, hvor hun har tænkt sig at slå sig ned. Hun gøres snart selskab af kæresten Florence, der ligeledes er tidligere straffet. Deres forhold er problematisk, og vi aner sprækkerne, der vil blive til et eventuelt brud. Deres liv sammen besværliggøres yderligere af Victorias invalide onkel – en emsig tilsynsmand – og nogle bekendte af Florence, der er ude efter hævn.
Selvom plottet udfoldes undervejs, gives der få eller ingen forklaringer i filmen. Fokus er ikke på plotudvikling, men derimod på stemninger og sociale relationer mellem karaktererne. Filmen skifter tone og tempo flere gange undervejs, men modsat andre film, hvor jeg har brokket mig over netop dette træk, så fungerer det her. Der er strejf af samme hverdagsabsurdisme, som jeg så i “The Strange Little Cat”, hvilket forstærkes af et sjældent brugt, men uhyre inciterende, soundtrack.
Pierrette Robitaille imponerer desuden som Victoria. Hun er et knudemenneske af rang, der hader alle mennesker som udgangspunkt. Samtidig er hun ekstremt sårbar i sit forhold til Florence og søger konstant bekræftelse fra hende. Jeg vil i den grad også fremhæve Marie Brassard som den mildt sagt intimiderende kvinde fra Florences fortid. Forestil dig en kvindelig udgave af Ray Winstone. Hen mod slutningen foretager instruktøren nogle greb, der muligvis vil irritere en stor del af publikum, men jeg beundrede derimod det kompromisløse og fortolkningsafvisende klimaks.
4/6
”Vic + Flo Saw a Bear” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Verden går under. Så meget er sikkert – spørgsmålet er bare hvordan. “Doomsday Book” består af tre novellefilm, der alle udforsker dommedag. I den første er det en farlig virus, som opstår et sted i fødekæden mellem affald og kødproduktion og gør folk til zombier. I den anden opnår en robot guddommelig indsigt i et buddhistisk kloster, hvilket robotfabrikanten ser som en trussel mod menneskeheden. I den sidste historie er absurdismen skruet en tand op. Min-seo har smadret sin onkels poolbal. Hun bestiller en ny fra en mærkelig hjemmeside, men det viser sig, at hjemmesiden tilhører mærkelige aliens, og nu er en 8-ball på ti kilometer i diameter på vej mod jorden. Kan de nå at aflyse ordren?
De tre film er meget forskellige i tone og stil, hvilket gør filmen ret ujævn. Specielt springet fra den ulækre horror-komedie i den første film til den meget filosofiske og tænksomme anden film virker abrupt. Den første film er også helt klart den mest gennemførte i sin stil. Scenerne i starten, hvor vores hovedperson rydder op i sin lejlighed og bærer skraldet ud, er eksemplarisk ækle. Desværre er ingen af filmene vedkommende nok, og da det eneste fællestræk mellem dem er en meget overordnet tematik, bliver det ret svært at tage filmen som helhed alvorligt. Man er i perioder godt underholdt, men mere kan filmen ikke rigtigt byde på. Jeg skal afslutningsvis udtrykke min dybeste sympati overfor Andreas. Under det første segment af filmen var der en kvinde med en hysterisk latter, der grinte på de underligste steder. Lige som Andreas under visningen af “Berberian Sound Studio” blev jeg revet fuldstændig ud af filmen – nogle mennesker bør bare ikke vise sig offentligt.
3/6
”Doomsday Book” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Luke Treadaway, der spiller hovedrollen i denne film, så jeg for første gang for en del år siden i den meget fascinerende mockumentary “Brothers of the Head”, og siden har jeg forsøgt at følge ham og hans bror. Her spiller han Harvey, der kommer ud af fængslet efter et år. Han røg ind på en falsk anklage om narkohandel konstrueret af den lokale king pin, Steven Roper. Harvey genforenes med sine tre nære venner og afslører sin plan om hævn. Han vil stjæle Ropers narkopenge og stikke af til Amsterdam for at åbne en coffeeshop. Måske ikke verdens mest ambitiøse kup, men de fire venner lægger til gengæld stor energi og kreativitet i planen. Rammefortællingen er et politiforhør (med den i øvrigt altid gode Timothy Spall som detektiven), så vi er fra starten klar over, at alting ikke kommer til at gå godt.
Som i “The Liability” har vi at gøre med endnu et eksemplar af den britiske gangstergenre, og filmen præsterer alle genrens faste elementer: en sympatisk, men uheldig hovedperson, indtil flere mere eller mindre begavede venner, socialt boligbyggeri, ødelagte familieforhold, et dårligt forhold til kvinder, en voldelig og grænsepsykopatisk skurk og så videre. Filmen tilføjer ikke noget decideret nyt, men forløser effektivt sit plot. Det centrale plot-twist er langt hen af vejen forventet, men ikke desto mindre underholdende. Skuespillet er desuden værd at rose. Iwan Rheon som vennen Dempsey gør det godt, selvom hans dialekt til tider er svær at forstå. Treadaway er igen overbevisende i hovedrollen som Harvey, som han tilføjer en særlig sensibilitet, der fra første billede gør ham sympatisk for publikum på trods af de ydre omstændigheder.
4/6
”Wasteland” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Andreas: “Night” var den eneste af de ti film i New Talent Grand PIX, jeg manglede at få set. Intet var dog gået af mig, hvis jeg var blevet sparet for denne dræbende kedelige oplevelse. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad filmen handler om. Johnny så den for nogle dage siden, og han fangede vist nok noget mere af plottet, så hvis man ønsker at vide, hvad den går ud på, så læs hans anmeldelse. Jeg sad i 85 minutter og gloede på stilbilleder tilsat et lydspor, der åbenbart skulle være meget betagende, men i mine ører bare var, ja… lyde! Ikke engang irriterende eller anstrengende lyde, nej – bare lyde.
Det kan snildt være, at det bare er mine analytiske evner, der er for utilstrækkelige til at få noget ud af “Night”, men så henvender denne anmeldelse sig altså blot til mine ligeværdige. Dette er nemlig en af de film, hvor det, der foregår, er så uigennemskuelig, fordi der i bund og grund ikke foregår noget, men blot filmes og tilsættes lyd. Halvvejs igennem filmen tænkte jeg ”det kan ikke være rigtigt det her”, fordi frustrationen over bare at se fem (eller fire? Jeg kan ikke huske det) fuldstændigt ukendte og anonyme mennesker sidde og spise middag er for stor til, at man helt kan fatte, at man egentlig er udsat for den slags jammerlig, indspist og selvtilstrækkelig skulle-nok-have-været-installationskunst af en film. Gaaab!
1/6
”Night” vises ikke igen under årets CPH PIX.
