Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!
I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.
CPH PIX anno 2013 rundede for nylig af. Til og med den 24. april kunne danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Rapport fra CPH PIX dag #11 – 21. april 2013
Andreas: Tilbage på banen efter 60-års fødselsdag! Alligevel bød søndagen kun på halvt så mange film, som jeg oprindeligt havde planlagt: “N. Took the Dice” sprang jeg over – dels på grund af træthed og dels for at have lidt film-fri fritid sammen med Nadia, og sidst på aftenen blev den amerikanske indie “Simon Killer” aflyst, da Danmarks eneste kopi var gået i stykket – bummer! Nå, men af den grund kom den højhellige søndag alene til at stå i prostitutionens tegn. Altså, fordi de eneste film, jeg fik set, handlede om prostitution…
Johnny: Jeg kan efter festivalens anden weekend godt mærke trætheden melde sig. Det plejer også at være heromkring, at man rammer muren. To dage med fem film, hvor der også skal være tid til at skrive anmeldelser, så I, kære læsere, kan nyde godt af vores indsigt, er slemt nok i sig selv, men ovenpå ni dage med film bliver det decideret udmattende. Heldigvis kan jeg nu sove igennem før de sidste tre dage.
Jeg har i år været lykkeligt forskånet for de tekniske problemer, der til tider har været et minus på en ellers god festival. Det værste har været de evindelige salskift i Grand, som aldrig holder op med at irritere mig, samt alt for mange biografers insisteren på at starte filmene for sent. I forhold til tidligere festivaler er det dog ingenting. Jeg kan huske en visning i CinemaxX, hvor man havde startet den forkerte film. De første fem minutter sad jeg og undrede mig over, hvorfor det, jeg sad og så, virkede underligt løsrevet fra det plot, jeg havde læst om i programmet. Det kan dog vise sig, at jeg ved at have skrevet om min lettelse har forbandet mig selv, så jeg på sidste dage bliver plaget af aflysninger, formatproblemer og andet…
Nadia: Denne søndag var præget af kun en enkelt film, da visningen af “Simon Killer” blev aflyst. Ærgerligt, ærgerligt, men i det mindste fik vi (Andreas og jeg) det at vide af en sød og meget beklagende medarbejder i Empire, der endda kom med den information, at kopien ikke længere var i landet! Jeg ved ikke helt, om det var meningen, men pludselig blev hele episoden temmelig dramatisk, lidt ligesom da “A Serbian Film” blev vist i Austin og derefter skulle afhentes direkte efter visningen af en helikopter, da filmen åbenbart var så sprængfarlig.
Derfor blev det kun til en enkelt film denne søndag, hvor dagen forinden var præget af en konfirmation, der tog alle dagens timer og derfor ikke efterlod plads til nogen PIX-film. Øv øv. Men så er det godt, at festivalen pr. dags dato ikke er slut. Endnu.
Andreas: “Eden” var en skuffelse. En stor en af slagsen. Efter traileren og Nadias anmeldelse forventede jeg mig 98 minutter i helvedet med rå, menneskelig fornedrelse, kynisk magtanvendelse og et jernhårdt, filmisk knytnæveslag i ansigtet. “Eden” handler om en helt almindelig ung kvinde, der bor i USA, men stadig kæmper for at få opholdstilladelse. En dag flirter hun med den forkerte fyr på en bar, og pludselig bliver hun kidnappet og finder sig selv fanget i en prostitutionsring af de værre – her er det mindre kvinder, der holdes som slaver og sælges til diverse mænd.
Det lyder næsten som starten på “Taken”, men det er selvfølgelig mere alvorligt her. Men “Eden” formår bare ikke at krybe ind under huden og for alvor vække den afsky, som alene tanken om dette plot ellers fremprovokerer. Man har ikke villet dvæle ved gruen i det sandt grufulde, og filmmagerne springer i stedet hurtigt hen over kidnapningen, ankomsten til “fængslet”, ensomheden, afmagten og erkendelsen af, at den ellers forventede tilværelse nu er gået fløjten. Manglen på disse ting gjorde, at jeg sad med lidt dårlig samvittighed over egentlig at være blevet mere frastødt af hændelserne i “Taken”, hvor beskrivelser og små glimt efterlader fantasien alene med en ubærlig forestilling om, hvad den stakkels pige udsættes for.
Det skal dog siges, at “Eden” derudover er en udmærket film. Den er velspillet og har et godt flow, den giver et relevant indblik i en grum verden, og så er den desuden baseret på virkelige hændelser. Småting som et tåbeligt sideplot, visse utroværdige elementer og nogle dårligt skrevet karakterer gør dog, at den desværre ikke fungerer optimalt.
3/6
Johnny: I filmens åbningsscene er hovedpersonen Abby ved et uheld blevet ramt i hovedet af sin søn og bløder voldsomt. Hendes kone, Kate, får familien bugseret ind i bilen og på vej mod hospitalet. Undervejs bryder Abby sammen og råber af børnene. Vi finder efterhånden ud af, hvad der har bragt Abby til dette punkt. Hun føler sig fanget i sit liv med børn, husholdning, fitnessveninder og en kone, der ikke vil have sex med hende. I desperation beslutter hun sig for at begynde at arbejde som indretningsarkitekt igen, og hun går i gang med at ombygge en lejlighed sammen med vennen Justin. Det er dog ikke tilstrækkeligt, og til sidst tyr hun til prostituerede for at få afløb. Hun erkender, at hendes behov for sex er større end som så, og med Justins hjælp begynder hun selv at tage imod sexkunder i lejligheden.
Robin Weigert er suveræn i hovedrollen. Abbys frustration og længsel skinner igennem i næsten hver eneste scene. Specielt interaktionerne mellem hende og Julie Fain Lawrence som Kate er vidunderlige. Der er ingen tvivl om, at de to elsker hinanden. Det bruges der – modsat frygteligt mange andre parforholdsfilm – ikke et eneste minuts dialog på at diskutere her. Denne films fokus ligger derimod på to mennesker, hvis behov er så radikalt forskellige, at man undres over, hvordan de overhovedet har fundet sammen til at starte med. Der er naturligvis en hel del sexscener i filmen, hvilket altid risikerer at ende i lummer voyeurisme eller noget så overdrevet, at det bliver grinagtigt. Det sker heldigvis ikke her. Scenerne er filmet med stor nænsomhed og skønhed, og mere end at være pirrende bliver de illustrationer af den følelsesmæssige udvikling, Abby gennemgår. En af de film, hvor alt går op i en højere enhed, hvilket kun imponerer endnu mere i kraft af, at det er instruktørens første film.
5/6
- The Angels’ Share / Storbritannien, Frankrig, Belgien, Italien
Johnny: Ken Loach er ikke just kendt for sit lyse sind og optimisme. “The Angels’ Share” er dog i dens kerne en glad film, der vil os det godt. Det er imidlertid stadig umiskendeligt en Loach-film, og det betyder, at historien er fortalt på baggrund af social ruin, alkohol- og stofmisbrug, voldskriminalitet og ødelagte familier.
Robbie er en ung knægt fra Glasgow, der i starten af filmen står anklaget for vold. Hans synderegister er langt, men dommeren vælger at give ham en sidste chance, da hans kæreste er gravid. Mens han er i samfundstjeneste, møder han socialarbejderen Harry, og efter et voldeligt sammenstød med kærestens far og brødre knytter de to sig til hinanden. Harry introducerer Robbie til whisky, og det viser sig, at han har en veludviklet næse og gode smagsløg. Da man finder en uvurderlig tønde whisky i et gammelt destilleri, får Robbie den idé at stjæle et par flasker fra den (“englenes andel”) og sælge dem for at få penge nok til at komme væk.
Paul Brannigan, der spiller Robbie, er en amatør med en voldsom baggrund fra samme miljø, som filmen foregår i. Det er hans præstation, der hæver filmen over en god, men også kalorielet komedie. Der er en nerve og følsomhed i denne karakter, der giver filmen ægthed og charme. I det hele taget er miljøskildringen godt ramt, men filmen undgår klogeligt at prædike social retfærdighed. Man kunne måske angribe manuskriptet for at fokusere for meget på situationskomedie, men så vil man, efter min mening, misse formålet. Dette er ikke en film om Glasgows slum. Det er en film om at slippe væk derfra. Derfor må skabelonen for fortællingen naturligvis være et eventyr – noget, der netop afviser den ubarmhjertige virkelighed. Klart en af Loachs lettere film, men på ingen måder en af hans dårligere.
4/6
- Call Girl / Sverige, Irland, Norge, Finland
Andreas: I “Call Girl” følger vi pigen Iris, hvis modvilje mod indespærringen på et svensk børnehjem får hende til at søge ud i nattelivet sammen med veninden Sonja. De to piger lader sig imidlertid hurtigt friste af spændende og velbetalte tilbud fra den moderlige Dagmar Glans, der agerer bindeled mellem de prostituerede og Sveriges mest magtfulde mennesker. Det er klasseforskelle, storpolitik og socialrealisme i en stor cocktail, der langt hen ad vejen fungerer virkelig godt.
Og når jeg siger “langt hen ad vejen”, så mener jeg indtil ca. to tredjedele inde i den 140 minutter lange film. For som vi nærmer os den sidste tredjedel, er det, som om filmen begynder at køre i tomgang. Man føler ikke, at plottet udvikler sig ikke på nogen synderligt interessant facon, og selvom Sofia Karemyr for det meste gør det godt i rollen som Iris, så virker hun til tider også underligt monoton i sin fremtræden. Derfor ender filmen desværre med at blive en smule kedelig, og det sprængfarlige emne, som filmen behandler, får aldrig det bid, som det kunne have fået.
Det skal siges, at det også godt kan skyldes, at filmen behandler en ægte politisk skandale fra svensk historie, og at man derfor har trådt meget varsomt. Der antydes, at statsministeren også købte sex af de mindreårige piger, og da statsministeren på dette tidspunkt hed Olof Palme, så er det et mere end almindeligt kontroversielt emne for det svenske folk. Men på denne side af sundet kunne man altså godt have ønsket sig lidt flere dramaturgiske virkemidler til at køre en ellers udmærket film helt i hus.
4/6
Johnny: Vi befinder os i Japan umiddelbart efter landets overgivelse. General MacArthur (Tommy Lee Jones) er lige ankommet til landet og får den penible opgave at vurdere, om kejseren skal retsforfølges for krigsforbrydelser. Han giver ansvaret for dette til general Fellers (Matthew Fox). De er begge klar over, hvor mange problemer det vil give for besættelsesmagten, hvis kejseren findes skyldig og henrettes. Fellers må manøvrere det sindrige japanske bureaukrati for at finde en udvej. Han prøver samtidig at finde en japansk kvinde, som han forelskede sig i før krigen.
Filmen er for så vidt meget traditionel i sin opbygning. Jones får lov til at spille med musklerne i rollen som MacArthur, mens Fox leverer filmens følelsesmæssige kerne. Hans forhold til den japanske kvinde, Aya, udfoldes gennem en række flashbacks, der samtidig udfolder hans egen karakter. De kejserlige bureaukrater og eksofficerer portrætteres af en perlerække af japanske skuespillere (bl.a. Isao Natsuyagi, der passer meget bedre i denne film end i Sonos “The Land of Hope”).
Der er ikke rigtigt meget at udsætte på filmen ud over denne skabelonagtige opbygning. Den rammer alle de toner, den skal. Der, hvor filmen netop kunne have tilføjet et lag til fortællingen, nemlig i spørgsmålet om kejserens skyld og hele processen omkring undersøgelsen, vælger man desværre den sikre vej og forlader sig mestendels på den officielle historie, mens man kun hentyder til andre fortolkninger. Det gør desværre, at filmen aldrig rigtigt imponerer. Det er på ingen måde en dårlig film, men i selskab med andre og langt mere udfordrende film på festivalen ender den bare med at være yderst forglemmelig. Hvis man vil se et anderledes interessant amerikansk krigsdrama, vil jeg anbefale den fremragende “Amigo”, som kunne ses på sidste års festival.
3/6
- A Glimpse Inside the Mind of Charles Swan III / USA
Johnny: Fri mig for hipster quirkyness og de filmmagere, der fejlagtigt tror, at det kan bære en film! Der en underafdeling af amerikanske indies, der i de seneste år har drevet denne stil til uanede dybder. Jeg ved ikke, om det er den overvældende succes af de få oprigtigt gode film af denne støbning eller ren og skær dovenskab, der får instruktører til at flokkes mod subgenren, men jeg er ærligt talt træt af hele konceptet.
Charlie Sheen spiller en selvglad, kvindejagende alkoholiker, der lever af at sælge bullshit. Det vil med andre ord sige, at han spiller Charlie Sheen. Karakterens kæreste er gået fra ham, hvilket foranlediger en række bizarre hændelser og et til tider kriminelt spild af gode birolleskuespillere. Hans reklamefirma trues på økonomien, hans tukan dør, hans søster får afslag på at udgive sin nye bog, og han kan ikke få inspiration til pladecoveret til hans bedste ven og største kundes nye cd.
Alting i filmen er så ulideligt opskruet, at det halve ville have været for meget. I hænderne på en bedre instruktør kunne enkelte scener muligvis fungere, men der er ingen sammenhæng eller velovervejede bagtanker at spore her. Instruktøren er ikke Wes Anderson, selv om han tydeligvis selv tror det. Charlie Sheen er fælt fejlcastet i en rolle, som Bill Murray måske kunne have indgydet med noget basal menneskelighed, men som her bliver til en parodi og endda et sørgeligt usjovt eksemplar af slagsen. Bill Murray er til gengæld – i rollen som hovedrollens revisor – den eneste seværdige karakter i hele filmen. Det er synd, at hans talent skal spildes på det her makværk. Klipningen er insisterende og påtaget og formåede kun at øge mit irritationsniveau. Musikken, som, det skal siges, enkelte andre var vilde med, er lavet af Liam Hayes. Jeg synes mest af alt, det lød, som om nogen havde kidnappet David Bowie, spærret ham inde i en kælder og tvunget ham til at lave reklamejingles i 30 år. Filmen får én stjerne for Bill Murray.
1/6
Nadia: “Compliance” er baseret på en sand historie. Filmens forløb er da også så utroligt og ubeskriveligt, at man næsten ikke kunne forestille sig, at nogen ville kunne opdigte det.
I Ohio kommer der et opkald til en fastfood-kæde. Opkaldet er fra en politimand, der beskylder en af de ansatte for at have stjålet fra en kvindes taske i timerne forinden. Desværre har folkene på politistationen så travlt, at der ikke kan komme nogen ned for at afhøre den unge kvinde, men så er det heldigt, at de kan stole på de øvrige ansatte på burgerkæden til at få hende til at tilstå. Der er bare ét problem. Manden i telefonen er ikke politimand, og den unge kvinde er uskyldig.
Alt, der sker i “Compliance”, er sandt og skete i Kentucky i 2004. Men for at tro på det skal der en god mængde research til, for kulminationen i “Compliance” er så utrolig, at det er svært at tro på uden at virke naiv. Er det filmens fejl, at man i så høj grad betvivler filmens troværdighed? Både ja og nej. Begivenhedernes natur er svære at tro på, ja, men de bliver beskrevet ærligt og plausibelt af instruktør Craig Zobel. Derimod er det filmens redigering, der er noget galt med. Hvis man flyttede lidt om på et par scener, satte slutscenen frem til starten og fremhævede kontrasten mellem dét, der reelt skete, og så den måde, personalet opfattede hændelserne på, ville man formentlig have stået med en klart bedre film. Men “Compliance” er under alle omstændigheder en autoritetsprovokerende og gribende filmoplevelse.
4/6
Johnny: “The Paperboy” kan nok bedst beskrives som southern gothic møder giallo. Journalisten Ward vender hjem til en ulideligt varm og fugtig by i Florida for at skrive om et muligt justitsmord. Han er inviteret af Charlotte Bless, der skriver hundredvis af breve til mænd i fængsel, og som nu har besluttet sig for at få Hillary ud, så de kan gifte sig. Ward installerer sig hos en familie, der udgøres af af faderen, hans nye kæreste, husholdersken (Macy Gray i en stort set uigenkendelig og grænseløst fascinerende præstation) samt lillebroderen Jack. Jack ser sig hurtigt varm på Charlotte, men hun lader ikke til at være interesseret. Ward bliver besat af historien, men må samtidig kæmpe med en meget mørk side af sig selv, der truer med at koste ham livet.
Filmen emmer af undertrykt seksualitet. Den varme, stillestående luft i byen, de fugtige sumpområder og karakterernes længselsfulde blikke og stjålne kærtegn skaber tilsammen indtrykket af, at vi konstant er tæt på en eksplosion af vold og sex. Der er godt skuespil i de centrale roller, selvom Nicole Kidman stadig ikke formår at imponere mig. John Cusack er fænomenal som den slibrige, brutale og dybt, dybt foruroligende straffefange. Zac Efron og Nicole Kidman tilbringer store dele af filmen i knapt påklædt tilstand med sveden glinsende på deres kroppe. I filmens mikrokosmos af fordrejet og indestængt seksualdrift står de som arketyper og som fikspunkterne, de andre karakterer kredser omkring. Der er et par vilde og pludselige stilistiske greb undervejs, hvor filmen endda bogstaveligt talt knækker på grund af spændingerne i plottet og mellem karaktererne. I en anden film kunne det have virket som en unødvendig leg med form, men her højner det kun filmens fortættede stemning. Lækker og trashy film, der taler til underlivet snarere end til hovedet.
4/6
