Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!
I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.
CPH PIX anno 2013 rundede for nylig af. Til og med den 24. april kunne danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Rapport fra CPH PIX dag #12 – 22. april 2013
Nadia: Festivalen er snart ved at nå sin ende, og jeg troede, at jeg ikke skulle nå at se en film værre end kunstfilmen “Eden and After”. Men jo… festivaler byder både på oversete mesterværker og elendige makværker, men dette års PIX må alligevel siges at have givet mig en oplevelse af den mere uheldige slags: En af de værste film, jeg nogensinde har oplevet, blev set denne mandag aften, da jeg intetanende gik ind i Empire for at se “The ABCs of Death”. Men den slags ubehageligheder må man til en vis grad også forvente, når man drager i biografmørket for at se ukendte film på filmfestivaler. Man bliver udsat for lidt af hvert. Det bliver man også, når man ser de fleste af PIX-filmene sammen med Andreas, hvis mening om en given film er uhyre nem at aflæse under visningen. Desværre har han også selv opdaget mit talent for at spå hans holdning, før han siger den, og i (for) lang tid skulle jeg testes i quizzen ”hvad mente Andreas så om denne film?” efter hver visning. Den tradition har jeg dog heldigvis fået aflivet.
Johnny: Endnu en god filmdag. Så er det vidunderligt at kunne tilbringe en dag inde i mørket selv efter næsten to ugers non-stop festivalturnus. Vejret har også skiftet, hvilket selvfølgelig betyder, at man ikke sidder og ærgrer sig over, at man ikke er ude og nyde solen. På den anden side betyder det så, at man løber rundt i et gråt og halvkoldt København i de få øjeblikke, hvor man endelig er ude af biografen. Her er i øvrigt et lille vejrtip til festivalgængere: Husk altid at tage en paraply med, når du skal i biografen. Det er nemlig mere eller mindre en naturlov, at hvis du har den med dig, så regner det ikke, men hvis den ligger derhjemme, så øser det ned.
Andreas: PIX er ved at ebbe ud, og selvom det bliver rart atter at have sine aftener frie og kunne disponere bedre over sin tid, så kommer jeg sgu også til at savne denne nørdede og totalt filmfikserede tid. Heldigvis glemmer man lidt, at det hele er ved at være slut, når nu der arrangeres så dejlige ekstravisninger! F.eks. får jeg nu muligheden for at se “Doomsday Book”, som jeg ellers med stor sorg havde været nødt til at sortere fra, og ligeledes kan man se “Frankenstein’s Army” uden at skulle på bus-ekspedition til et ukendt sted. Forrygende sidste visninger, man altså kan nå at fange! Men dagen i dag skulle vise sig at komme til at overskygge de fleste andre – dog på alt andet end den gode måde…
Nadia: Bland Tony Scotts “The Hunger” med Roman Polanskis “The Vampire Killers”, og man har Xan Cassavetes’'(datteren af John) “Kiss of the Damned” – en film, der desværre har alt for travlt med at kopiere sine forbilleder.
Djuna er en fransk vampyr, der er bosat i USA. En aften møder hun Paolo, og det er kærlighed ved første blik. Det tager ham ikke lang tid at beslutte sig for, at han gerne vil indblandes i hendes verden af blod og mørke, og sammen bor de i hendes store villa uden for byen. Men en dag kommer Djunas uberegnelige søster på besøg, og pludseligt bliver både Djuna og Paolos tilværelse sat i fare.
“Kiss of the Damned” er en pastiche på utallige andre film, og det skjuler den ikke. Her lefles der ikke for nye fans af politisk korrekte teenagevampyrer, men der kæles i stedet for 1970’ernes fascination af sex og blodig grusomhed. Cassavetes blander denne forkærlighed for genren med en smuk og ofte naturskøn billedside og et soundtrack, der ville gøre selv Cameron Crowe grøn af misundelse. Men en god instruktør har et godt tag i alle sine films separate led, men Cassavetes har tydeligvis koncentreret sig om udseende og stil og til gengæld negligeret sit manuskript og skuespillerne, der for det meste ikke virker, som om de aner, hvad de laver. Især Roxane Mesquida i rollen som søsteren Mimi udviser en ligegyldighed, der slet ikke går i spænd med karakteren, og alt for mange replikker og sidehistorier virker unødvendige. Alligevel ender “Kiss of the Damned” med at være en forførende film, for hvad er mere dragende end en sexet vampyr i skønne, maleriske omgivelser? Det skulle da lige være et gensyn med “The Hunger”…
4/6
Andreas: Jeg bliver altid fascineret og inspireret, når jeg ser vampyrfilm. Jeg synes, at der er et kæmpe uudnyttet potentiale i denne genre, og “Kiss of the Damned” er et enormt godt eksempel på netop det – både på potentialet og på den haltende udnyttelse af selvsamme. Filmen handler om Paolo og Djuna. De to møder hinanden og bliver over en nat dybt forelskede, men eftersom Djuna er blodhungrende vampyr, har de et “lille” problem. Det er dog alligevel ikke større, end at Paolo kan lade sig bide og dermed tilslutte sig vampyrracen. Problemerne opstår først, da Djunas glubske og ondskabsfulde søster, Mimi, pludselig dukker op.
Filmen spiller på enormt mange ting. Seksualiteten har en stor rolle – vores drifter er et omdrejningspunkt, det gode (lyse) og det onde (mørke) kæmper indbyrdes, og kærligheden står ligeledes som et centralt tema. Derudover er filmen flot, flot lavet. Billederne er smukke og kunstneriske, og der er altid kælet for detaljen og symbolikken. Bedst fungerer dog lydsiden, der i sig selv fortjener topkarakter. Specielt er det værd at bemærke, hvor meget der gøres brug af kontraster i lyden.
Desværre halter “Kiss of the Damned” på så mange punkter, at den ender som en lidt uforløst oplevelse. Skuespillet (specielt fra Roxane Mesquida som Mimi) er mildest talt ringe, flere scener forekommer dybt umotiverede, og når det ellers generelt velskrevne manuskript ikke fungerer… wow, så fungerer det virkelig ikke! Det er ærgerligt, for potentialet i “Kiss of the Damned” er gigantisk – desværre udnyttes det bare ikke fuldt ud.
4/6
Johnny: Der er ingen tvivl om, at Miyazaki og resten af Studio Ghibli har gjort utroligt meget for udbredelsen af anime. Man kan dog nogle gange ærgre sig over, at andre filmskabere, der også laver gode film, ikke får samme omtale. Mamoru Hosoda lavede den spændende “The Girl Who Leapt through Time”, som jeg så for en del år siden (vistnok på Natfilm). Man kan kun håbe, at “Wolf Children” kan give ham noget højst fortjent opmærksomhed. Hana møder og forelsker sig i en gådefuld, ung mand, der afslører, at han er en varulv. Kærligheden overvinder som bekendt alt, og de flytter sammen i Hanas lejlighed og får to børn sammen. Han dør dog pludseligt, og nu står Hana tilbage med to børn, der også er varulve. Hun beslutter sig efter et stykke tid for at flytte ud på landet, hvor børnene kan løbe frit omkring, uden at nogen opdager deres hemmelighed. Vi følger deres opvækst og vej mod selvstændighed.
Filmen er utroligt smuk. Især de meget detaljerede baggrunde er fortryllende. Selv forstadskvarterer indgydes med en overjordisk skønhed. Karaktererne er dog tegnet en smule generiske og mangler noget af den sjæl og personlighed, som mange er blevet vant til fra Ghibli. Historien er fortalt med et hurtigt flow, men uden at det på nogen måde skader den følelsesmæssige indlevelse. Den første tredjedel med forelskelsen og livet i byen er eminent fortalt med forbløffende sparsomme midler.
Værd at nævne er også musikken komponeret af Takagi Masakatsu. For det meste er der tale om klaverstykker undertiden ledsaget af sang. Det er igen sparsomt, men effektivt. Hen mod slutningen kammer den ene af børnenes historier dog lidt over for mig. Musikken bliver orkestral og pompøs, mens symbolikken bøjes i neon. Det er synd, da det er ganske unødvendigt.
5/6
- Much Ado About Nothing / USA
Johnny: Man må beundre Joss Whedon for hans evne til at tiltrække tv- og filmstjerner til de mærkeligste projekter samt ikke mindst hans konsistent gode resultater med disse projekter. Ideen om at indspille en Shakespeare-komedie over 12 dage i hans eget hus lyder dømt til at mislykkes, men det er langt fra tilfældet.
Benedick og Beatrice hader hinanden. Claudio og Hero elsker hinanden. Så kommer en masse løjer og forviklinger. Har man brug for et fyldigere handlingsreferat, bør man skamme sig over sin manglende dannelse og straks råde bod på dette ved at læse/se mere Shakespeare. Filmen vælger at bruge den oprindelige tekst frem for at opdatere den, hvilket næsten altid er det klogeste valg. Der er en grund til, at Shakespeare betragtes som en af de største dramatikere nogensinde, og det er ikke, fordi han stjal med arme og ben til sine plots.
Stilen er barberet næsten ind til benet: Filmet i sort/hvid, én lokalitet, intet fancy kameraarbejde eller efterbehandling. Filmen opnår sin effekt ved god vinkling og billedkomposition, dygtig klipning samt en generøs mængde slapstick. Sidstnævnte er – modsat hvad mange med en alt for ærbødig holdning til Shakespeare tror – så absolut et plus. Her er Whedon veludstyret med en perlerække af skuespillere, der i dén grad kan levere varen: Amy Acker, Tom Lenk, den fabelagtige Nathan Fillion samt to af mine favoritter, Nick Kocher og Brian McElhaney, som er bedst kendt som den hysterisk morsomme comedy-duo BriTANicK (jeg kan i dén grad anbefale en søgning på YouTube). Filmen føjer ikke noget nyt til teksten, og man kan til tider mærke, at det har været en billig produktion. Det er dog en yderst seværdig og underholdende film, selvom den definitive filmatisering stadig er Branaghs udgave fra 1993.
4/6
- The ABCs of Death / New Zealand, USA
Nadia: Sommetider kommer der en film, der er så fornærmende dårlig, så dilettantisk og gennemført elendig, at den burde forbydes. Ikke fordi den provokerer eller generer ens syn på verdenen, men simpelthen fordi den bare er et gennemført makværk, der ingenting vil, kan eller gider. Sådan en film er “The ABCs of Death”, der er så forfærdelig og uudholdelig at sidde og se på, at jeg hellere ville skyde mig selv i højre arm end at gense den.
På papiret er konceptet ellers godt, men eksekveringen har altså været rædselsfuld. 26 instruktører fra hele verden har fået til opgave at lave en kortfilm om at dø på diverse absurde måder. Hver har de fået et bogstav, som skal indgå i overskriften på deres film. Men bagmændene bag “The ABCs of Death” har desværre ikke gidet give de forskellige instruktører nogen form for idé om, hvad de vil have, så i stedet for et underholdende og interessant filmmedley over ét emne, har vi fået en rodebunke af værste skuffe.
I to skrækkelige timer bliver man bombarderet med den ene mere amatøragtige film efter den anden, der aldrig gider tage sig selv seriøst. Her snakker vi blandt andet om den japanske film “F for Fart” (siger det ikke bare det hele?), der omhandler en japansk pige med stor pruttelyst, der til sidst dør af lugten (det var en spoiler, men tro mig, når I kommer til “F”, vil I være dybt ligeglade med den slags), og danske Anders Morgenthaler står for et ekstremt usjovt bidrag om en lort, der ikke vil skylles ud. Alle, der har forladt vuggestuen, vil forhåbentlig hade ethvert sekund. Samtidig er filmene så aggressivt sat sammen, at døden virker som en lise efter at have set filmene i sammenhæng. Efter en enkelt time havde dette sammensurium af pjat og hovedrystende talentløshed skubbet mig til min tolerancetærskels yderste kant, og havde jeg vidst, at Andreas – min lige så frustrerede sidemand – var liges å tæt på at eksplodere som jeg selv, var jeg aldrig nået helt til slutningen på en film så dårlig, at der burde være en lov imod den.
0/6
Andreas: Denne. Film. Stinker. Og 300 ord er langt fra nok til at redegøre for, hvor slemt den egentlig stinker. Det her er en af den slags film, hvor man har det fysisk dårligt, allerede før den er slut. Ikke fordi den er ubehagelig eller ækel – nej nej nej! Kvalmen og hovedpinen er et resultat af at være lukket inde i et mørkt rum, hvor denne film vises, og hvor dens lydspor er det eneste, der kan høres. Filmens i alt 26 kortfilm-makværker peger i så mange forskellige retninger, og er indbyrdes så blottede for stilistisk, tematisk og tonemæssig sammenhæng, at det er til at blive helt sindssyg af! Det eneste, de mere eller mindre alle sammen har til fælles, er, at de er – i ordets mest bogstavelige forstand – afskyelige.
Der er dog undtagelser: I, L, Q og X var nogenlunde. Derudover var der nok et par stykker mere, som var udmærkede. Problemet er således ikke, at alt i filmen er dårligt. Nej. Problemet er, at hele filmens koncept er så mislykket, som det overhovedet kan blive. Da vi nåede til H (hvor en bamse får tæv af en anden bamse, der først var stripper, men så viste sig at være nazist), så havde jeg lyst til at rejse mig og gå. Med den følelse i kroppen bliver det uhyrligt svært at nyde nogle af de efterfølgende film, selvom de skulle kunne noget. Og som vi bevægede os igennem det ene amatøragtige bras efter det andet (danske Morgenthalers tegnefilmsbidrag som det nok værste og mest PINLIGE af slagsen!), blev jeg fuldkommen ligeglad med, om den ene eller den anden film nu var god – torturen skulle bare slutte!
“The ABCs of Death” er en af de mest ulidelige filmoplevelser, jeg mindes at have haft. Synd for de instruktører, der faktisk lavede udmærkede bidrag. Men mest synd for os, som måtte overvære denne skændsel, der ikke er en eneste stjerne værd.
0/6
Johnny: Jeg skal ærligt indrømme, at instruktørens forrige film, “Rubber”, aldrig rigtigt tiltalte mig. Der var alt for meget pastiche over den. “Wrong” ligner derimod ikke ret meget andet. Dolphs hund er forsvundet. Det lyder traumatiserende nok i sig selv, men det viser sig, at den er blevet kidnappet af en mærkelig mand, der har gjort det til sit livsværk at stjæle folks kæledyr og returnere dem senere for at få ejerne til at elske dem lige så højt, som de gjorde i starten, eller måske endda endnu højere. Derudover er hans kolleger utilfredse med, at han dukker op på arbejdet på mærkelige tidspunkter. Mest af alt fordi han blev fyret for tre måneder siden. Nå ja, og så er hans palmetræ blevet til et grantræ. Og det er endda langt fra det mærkeligste, der sker i denne film.
Dette er ikke en film, der bekymrer sig synderligt om narrativ konsekvens eller realisme. Alle de bizarre hændelser (og der er mange) behandles med fuldstændig ro grænsende til ligegyldighed af karaktererne. Det er med til at opbygge den foruroligende fornemmelse af, at noget er “forkert”. Det eneste, der føles helt ægte og “rigtigt”, er Dolphs følelser omkring hunden, og det er historien om hans søgen, der er filmens egentlige fokus. Hans bekymring, desperation, frygt etc. står i skarp kontrast til resten af filmen. Det kunne nemt være blevet frygteligt kunstigt, men Quentin Dupieux formår at bruge denne dikotomi til at raffinere sin fortælling. Visuelt er filmen god til at fremhæve det absurde ved hjælp af framing og klipning. Lydsiden gør med få midler det samme. Der er enkelte scener, der får lov til at køre i meget lang tid, hvilket måske vil ødelægge filmens rytme for nogle. For mig fungerede det fint som endnu et aspekt af filmens absurditet.
4/6
