CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #14 – 24. april 2012
Johnny: Endnu en dag på festivalen er overstået. Modsat visse andre (vi behøver ikke at nævne navne…) tager jeg ingen hviledage, men kører hårdt på. Selv silende regn over København skal ikke stoppe mig. Næ, der er nemlig nogle af os, som er hårdføre… Som holder ud trods vind og vejr og værkende kroppe… Når de, der er svage i sjælen, for længst er bukket under, så sidder vi der stadig. Vi er en lille skare, der ikke bekymrer os om magt eller penge, men kun vier os til filmnørderiets glorværdige søgen efter den perfekte film. Måske bliver det ikke i år, at vores søgen krones med succes. Måske heller ikke næste år. Det kan tage årtier, men vi opgiver ikke vores stræben. Selvom mange vil falde på vejen, så kæmper vi videre. We few, we happy few, we band of brothers.
Johnny: Paul Dano har i lang tid været en af de skuespillere, jeg holder øje med, når jeg lægger mit program, så der var ingen tvivl om, at jeg skulle se denne film, som han også har produceret. Han spiller en musiker, Joby, der begiver sig til en lille flække for at ordne de sidste papirer i forbindelse med sin skilsmisse. Han har også en lille datter, der bor hos konen, men som han ikke har set i årevis. Da han ankommer, begynder han at skifte mening og vil ikke længere afgive forældremyndigheden. Hans noget kluntede og lidt for kontaktsøgende advokat prøver at overbevise ham om, at der ikke er noget at gøre. Det lykkes ham dog at få overtalt konen til at give ham et par timer sammen med datteren, hvor han dels skal prøve at lære hende at kende og dels finde ud af, hvad han skal gøre.
Jeg brød mig ikke synderligt meget om denne film, men jeg har svært ved at sætte fingeren på, præcis hvad det er, jeg ikke kunne lide. Der er en masse småting, der irriterer mig. Filmen er bl.a. utroligt langsom til at starte, og vi er en halv time inde i filmen, før jeg føler noget som helst for historien. Det er først i scenerne med datteren, at filmen overhovedet kommer ordentligt i gang. Der er stort set ingen musik i filmen, og lydsiden er underligt tom. Billedsiden er jævnt kedelig, og lyssætning er næsten fraværende.
Jon Heders birolle som advokaten er fuldstændigt løsrevet fra resten af filmen. Jeg forstår overhovedet ikke, hvad scenerne med ham gør i filmen. Intet af dette er dog virkeligt grelt. Måske ligger problemet i instruktionen eller klipningen. Skuespillet er der til gengæld ikke noget at udsætte på. Paul Dano spiller som sædvanligt godt, og der er et vidunderligt samspil mellem ham og den lille pige. Giv den en chance, hvis du synes, konceptet lyder spændende. Det kan være, den rammer dig mere, end den ramte mig.
2/6
”For Ellen” vises også den 28. april kl. 17.00 i Empire Bio.
Thomas: Dette er en ret enestående film. Langt det meste af den er en slags dokumentar af og med mester-instruktøren Kim Ki-duk. I filmen interviewer han sig selv om alt fra sine tidligere film og sin nuværende kunstneriske krise over sydkoreanernes forhold til hans film og til verdenssituationen som sådan.
Det lyder prætentiøst og navlepillende i det ekstreme, og det er filmen sådan set også, men på en eller anden måde slipper Kim Ki-duk alligevel af sted med det! En af grundene er, at man aldrig helt kan være sikker på, om der er tale om en dokumentar, eller om han “bare” laver en film på et underfundigt meta-niveau. Det er helt klart ikke en film for alle, og den er lige ved at kamme over flere gange, men jeg var ret fascineret af den. Og flere gange undervejs sad jeg og tænkte, at hvis “I’m Still Here” fra 2010 havde været struktureret på den her måde, så havde den sikkert virket bedre. Men Joaquin Phoenix er ingen Kim Ki-duk!
4/6
”Arirang” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Erik er en dansk dokumentarfilmsinstruktør, der bor i New York. Han bliver forelsket i advokaten Paul, der dog stadig har en kæreste. Vi følger deres forhold over en årrække, hvor det bliver tættere, og de ender med at flytte sammen. Vi ser også, hvordan Pauls narkovaner bliver mere og mere destruktive, indtil han regelmæssigt forsvinder i flere dage ad gangen. Eriks karriere som instruktør tager kun langsomt fart, mens hans frustration over Paul vokser. Til sidst indvier han vennerne i, hvad der foregår, og de får Paul sendt til afvænning. Alt er tilsyneladende godt, da han endelig vender tilbage, men så begynder han igen at forsvinde, og Erik må overveje, om han skal blive eller gå.
Jeg havde en ganske anden oplevelse af filmen end min co-PIXpert. Jeg elskede den. “Keep the Lights On” har nogle imponerende skuespilpræstationer. Thure Lindhardt som Erik er i vanlig sikker form og suppleres i filmens danske segment flot af Paprika Steen som hans søster. Zachary Booth gør dog største indtryk i rollen som Paul, som er smuk og selvsikker, men bekymrer sig lidt for meget om overfladen – en overflade, der vel at mærke stille og roligt begynder at krakelere. I scenen, hvor han når bunden, finder Erik ham i et hotelværelse, hvor han svedende og udmagret, men samtidigt ekstremt manisk, prøver at give indtryk af, at alt er i den fineste orden, og at han selvfølgelig kommer hjem i morgen. Der er både hjerteskærende scener som denne og søde, romantiske scener, der skildrer forholdet, mens det går godt. Den narrative struktur er meget løs, men det er heller ikke nogen synderligt plotdrevet film, men en film om to menneskers forhold til hinanden.
Filmen har et fantastisk soundtrack med bl.a. en hel del sange af Arthur Russell. Filmen maler et fascinerende billede af New York som en by med ekstremer, men ultimativt besnærende, smukt og elegant filmet af Thimios Bakatakis, der også har filmet “Attenberg”, “Dogtooth” og “Porfirio” og “L”, hvoraf de tre sidste kan ses på festivalen i år. En smuk og bevægende film om et forhold i alle dets ekstremer og nuancer.
5/6
”Keep the Lights On” vises også den 29. april kl. 21.30 i Cinemateket.
- Hut in the Woods (Hütte im Wald/Die Summe meiner einzelnen Teile), Tyskland
Johnny: I åbningsscenen bliver en næsten bevidstløs, usoigneret og beskidt mand kørt til et hospital af to politimænd. Det er vores hovedperson, Martin. Han er matematiker, men har tilsyneladende fået et psykisk sammenbrud. Da han kommer ud af hospitalet, bliver han indlogeret i en lejlighed, men da han ikke kan få sit job tilbage og kæresten allerede har fundet en ny mand, synker han hurtigt tilbage i alkoholisme og tvangstanker. Da han bliver smidt ud af lejligheden, møder han den hjemløse dreng, Viktor, hvis mor er død af en overdosis. Viktor taler kun ukrainsk, men Martin bliver en slags beskytter for ham, og de to bliver venner. Af mangel på et sted at bo flytter de ud i skoven, hvor de bygger en hytte. Her får Martin omsider taget livtag med sine dæmoner, og alt synes lyst. Filmen har dog et par foruroligende plottwists til gode.
Filmens billeder er utroligt smukke. Det mest af filmen er vi i mørke, nedslidte og grå boligkomplekser eller gader, men da karaktererne flytter ud i skoven, kommer foråret både bogstaveligt og i overført betydning til at spille med på billedsiden. Grønne blade, klart solskin og et væld af farver. Hvor framingen før har været næsten klaustrofobisk, er der nu åbnet op for panoramabilleder og brede indstillinger. Martin og Viktor har et vidunderligt samspil på trods af sprogbarrieren, hvilket også er nødvendigt, da de i store dele af filmen er de eneste mennesker i scenerne. Peter Schneider er en ekstremt begavet skuespiller, og nogle gange er han næsten ugenkendelig fra scene til scene. Han bør gives andre store roller. Jeg skal ikke afsløre filmens centrale hemmelighed her, men blot glæde mig over, at den aldrig får lov til at degenerere til en gimmick-film, men forbliver tro mod karaktererne.
5/6
”Hut in the Woods” vises ikke igen under årets CPH PIX.
