CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #17 – 27. april 2012
Johnny: Jeg har følt trætheden lidt mindre i dag. Om det er på grund af hyppig indtagelse af sukker eller filmenes noget lettere karakter, skal jeg ikke kunne sige. Jeg er bare glad for det. Jeg startede dagen med kageorgie på Nørrebro sammen med et par gamle venner, hvilket også bidrog til at gøre dagen mere overkommelig. Det er trods alt vigtigt at få andre indtryk end film, når man skal køre et så hårdt program. I dag var også festivalens sidste “stille” dag. Lørdag og søndag byder hver især på fem film, og jeg regner ærlig talt ikke med at være meget værd mandag. Det er der ikke noget at gøre ved. You can’t make a PIXpert without breaking a few minds. Eller hvordan ordsproget nu er.
- By Day and By Night (De día y de noche), Spanien
Johnny: I en ikke nærmere defineret fremtid bor Aurora og Urbano i en enorm by dækket af en kuppel. På grund af overbefolkning er man nødt til at dele op i “vagter”. Nogle er vågne om dagen, mens andre er vågne om natten. Man vågner og falder i søvn automatisk på grund af et specielt enzym. Enhver form for passion eller følelsesmæssig forbindelse mellem mennesker bliver aktivt modvirket. Aurora og Urbano arbejder begge som retsmedicinere. Aurora datter er forsvundet, og hun er ude af sig selv af bekymring, selv om hun ved, at hun ikke bør vise det. Urbano derimod modtager et mystisk lig af en pige, der har mærkelige mærker på ryggen. Der er selvfølgelig en forbindelse. Det viser sig, at pigen ikke er død, men blot har skiftet “vagt”, hvilket ikke burde være muligt. Aurora og Urbano begynder at kommunikere, mens de overvåges af en mystisk videnskabsmand.
Filmen skaber sin dystopiske fremtidsverden med meget få midler: Et par spartansk indrettede interiører og nogle futuristiske betoneksteriører. I forhold til historien er virkemidlerne også ganske begrænsede. Filmen bliver sjældent dramatisk, men spiller i stedet på en nysgerrighed og sensibilitet hos sine karakterer. Når den endelig skruer op for dramaet, er det derfor med så meget desto større effekt. Både fotograferingen og klipning holder sig til denne rolige stil. Jeg skal ikke afvise, at det kunne få mange til at kede sig under filmen, men for mig virkede det.
Filmen insisterer hele vejen på det usentimentale, hvilket tjener den godt. Jeg til fremhæve Manuel Balbi som Urbano. Hvor der er noget at arbejde med i Auroras karakter (qua hendes moderfølelser), er Urbano i langt højere grad e. Det er til Balbis ros, at han formår at gøre denne karakter levende.
4/6
Thomas: Denne spanske sci-fi-fortælling lykkes langt hen ad vejen. Med få, effektive kulisser og en god brug af allerede eksisterende, futuristisk arkitektur (som de har en del af i Spanien) får filmen skabt et troværdigt miljø til historien om et samfund, hvor befolkningen er opdelt i dag- og nathold for at optimere produktiviteten.
Tempoet er lige en tand for langsomt visse steder, og slutningen er for lang og følger vist ikke filmens egen logik, men selve historien og den måde, den bliver fortalt på, er medrivende. Og så kommenterer den (som alle gode sci-fi-historier) dagens samfund. En fin lille film fra en instruktør (Alejandro Molina), som man nok skal holde lidt øje med.
4/6
”By Day and By Night” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Thomas: Der gik rigtig lang tid, før jeg overhovedet fandt ud af, hvad denne film handlede om! Havde hovedpersonen et Elektra-kompleks og dermed en konkurrence med sin fars skiftende partnere om hans kærlighed? Ellers var det noget med grænser i forhold til adfærd, som hendes far ikke havde formået at sætte i den afdøde mors fravær? Men filmen var alligevel underligt fascinerende nok til at holde min opmærksomhed. Og ikke kun, fordi hovedpersonen ikke kan beholde tøjet på i tre scener i træk!
Sammenligningen i programmet med “Shame” er kun delvist rigtig, men ligesom Michael Fassbender-filmen får “Hemel” godt og grundigt fejet de blufærdige tilskuere af banen i filmens første scene, hvor der er genitalier nok både på lærredet og i dialogen til at gøre mig lidt varm i kinderne! Men “Hemel” handler ikke om afhængighed af sex. Den handler om det at vokse op uden en rigtig mor ud over dem, der kommer og går med fars humør.
4/6
”Hemel” vises også den 29. april kl. 17.00 i Empire Bio.
- Underwater Love (Onna No Kappa), Japan
Thomas: Jeg havde på forhånd udpeget denne film som den mærkeligste i mit program. Og selvom jeg var nervøs for, at min forudsigelse ikke kom til at holde stik, efter jeg havde set “The Legend of Kasper Hauser”, så viste det sig hurtigt, at jeg ikke havde noget at frygte. Overhovedet!
Jeg kan dårligt beskrive filmens absurde univers uden også at afsløre meget af handlingen. Men det går nok, for der er alligevel ca. nul procents chance for, at du får set denne film. Så altså: SPOILERS! Aoki er en fyr, der druknede, da han gik i gymnasiet. 17 år senere opsøger han i form af en kappa sin tidligere klassekammerat Asuka, som han var lun på dengang. Og en kappa er et mytisk, japansk væsen, som ligner et menneske med næb og skildpaddeskjold, og som elsker sumobrydning og agurker! Lyder det mærkeligt? Bare vent!
Kappaen Aoki fortæller Asuka, at hun kun har få dage tilbage at leve i. Hvis hun vil bryde forbandelsen, må hun skaffe en “anal-perle”, som viser sig at være en testikel fra en anden kappa. Denne skal hun så proppe op i numsen for at slippe væk fra Dødsguden! Og han (altså, Dødsguden) minder mest om en japansk krydsning mellem Bob Marley og Johnny Depp i “Fear and Loathing in Las Vegas”. Læg dertil de umotiverede dansenumre, vilde sexscener og bukkake fra en vandslange! Historien giver minimal mening, men det er stærkt underholdende, og man bliver glad i låget af at se den. Og det var egentlig alt, hvad jeg på forhånd kunne have forlangt af filmen.
4/6
”Underwater Love” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Lad mig bare gøre klart fra starten, at jeg hverken har læst mangaen eller set den anime-serie, som denne film er baseret på. Filmen vil altså blive dømt på dens helt egne præmisser.
Kei og Kato har gået i skole sammen og møder tilfældigt hinanden på en undergrundsstation. Da de forsøger at redde en fuld mand, der er faldet ned på skinnerne, bliver de ramt af toget. I stedet for at dø dukker de op i en mærkelig, tom lejlighed, hvor der kun findes en stor, sort kugle og andre mennesker, der også har undgået døden. En besked dukker op på kuglen, hvor de får at vide, at deres liv nu tilhører ham, og at de skal dræbe rumvæsener for ham. Det viser sig, at én af personerne i rummet har prøvet det før, og med hans hjælp fuldfører de missionen, selv om de fleste dør. De vågner op tilbage i deres almindelige liv, men bliver med jævne mellemrum teleporteret tilbage til rummet, hvor de igen sendes ud for at dræbe rumvæsener.
Det er helt klart en flot film. Der er et lækkert design i både kostumer og de mere og mere bizarre rumvæsener, de sendes ud imod. Historien er sådan set godt fortalt, og Kei og Katos karakterer folder sig udmærket ud. Hvor filmen falder fuldstændigt fra hinanden er i kampscenerne. Jeg er godt klar over (og værdsætter normalt), at kampscener i asiatiske film er stærkt stiliserede, og at der gives god tid til at lade figurerne posere lidt før kampene og et par gange undervejs som et afbræk fra den hæsblæsende action. Uheldigvis lader det til, at nogen har glemt at lægge den sidste del ind i filmen. Det er stort set kun posering og uendeligt udtrukne indstillinger. Den er usigeligt dårligt klippet med det resultat, at kampscenerne mister enhver form for momentum og bliver aldeles kedsommelige. Det er synd, for konceptet holder, og der er virkelig fede visuelle ideer i filmen.
3/6
”Gantz” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Vi vender tilbage til Gantz’ verden noget tid efter, den første sluttede. Kato er død, og Kei prøver at få nok point ved at dræbe rumvæsener til at genoplive ham (nej, toeren giver ingen mening, hvis man ikke har set etteren). Samtidig vågner en ung kvinde med en lille sort bold i hånden, der fortæller hende, at hun har fundet 2 ud af 4 nøgler. Vi finder efterhånden ud af, at den lille bold kan give adgang til rummet med Gantz, og at den sidste nøgle er Keis “kæreste”. Samtidig vil Gantz have hende dræbt og udlover 100 point til den, der slår hende ihjel. Kei forsvarer hende, mens de jages over hele byen af både Gantz-soldater og rumvæsener (stakkels Tokyo… så skal den igen ødelægges).
Filmen mangler en del af den visuelle ekstravagance, som den første film havde – bl.a. de opfindsomme monstre og den måde, deres dragter forvandler sig på. Det er synd, da det var nogle af de bedste elementer ved den første film. På den anden side har man tydeligvis lært af tidligere fejltagelser, og denne gang er der fuld tryk på actionsekvenserne. Der tages stadig tid til at posere og gispe af smerte, men ikke mere, end man er vant til. Plottet bliver ved med at overgå sig selv, indtil vi ender i en gevaldig, blodbesmurt kugleregn. Det er dog hele vejen stærkt medrivende, og man keder sig ikke. Der efterlades også plads til de mere følelsesmæssige virkemidler, hvilket skaber en god kontrast. Til tider er patos på grænsen til det latterlige, men det havde jeg ingen problemer med at tilgive. Ikke noget mesterværk, men helt klart god underholdning.
4/6
”Gantz: Perfect Answer” vises ikke igen under årets CPH PIX.
