CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #19 – 29. april 2012
Thomas:
Om lidt, om lidt
Er vi borte…
Vi ses måske igen…
Det var så dén filmfestival. Det var været 19 vanvittige dage, hvor der ikke har været tid til meget andet end at sove, spise, skrive anmeldelser og så naturligvis se film! Facit blev 61 film, kortfilm og programmer sammensat af mindre segmenter. Jeg forbeholder mig retten til at lave lidt om på mine karakterer i den næste uges tid (især Super 16-filmen “Daimi” fortjener måske en stjerne mere, end jeg i første omgang gav den), men status er, at karaktererne lige nu ligger tæt på 4 i gennemsnit, hvilket absolut er godkendt. Og så fik jeg endda lov til at slutte af med endnu et mesterværk! Mit liv bliver tomt og indholdsløst fra og med mandag morgen, men minderne har jeg da lov at have!
Johnny: Det er fuldbragt. Festivalen er stort set ovre for i år. Der er ekstravisninger i næste uge, som jeg måske dukker op til, men det egentlige program er slut. I må desværre vente på at høre en overordnet vurdering af programmet, men det er altid rart at have noget at se frem til. Den sidste dag bød på festivalens første aflysning. Tilsyneladende var der gået noget helt galt med udstyret i en af Dagmars sale, og Guy Maddins “Keyhole”, som jeg ellers havde glædet mig meget til, blev aflyst. Uheldigvis lykkedes det ikke at få problemet ordnet inden næste film, hvilket forårsagede forsinkelser, der bl.a. betød, at jeg måtte misse endnu en film. Det er ærgerligt, men det var måske også hybris at tro, at jeg kunne komme igennem hele festivalen uden problemer. Det blev trods alt til 64 visninger, hvilket vel ikke er helt dårligt.
Thomas: Endnu én i rækken af social-surrealistiske film fra Grækenland i hælene på “Dogtooth” og “Attenberg”. Men i modsætning til de to førnævnte er “L” mere en stiløvelse i absurd virkelighedsflugt end en allegori over et samfund eller en styreform. Det ved jeg, for det kom instruktøren selv og sagde efter visningen! Ellers havde jeg sikkert stadig siddet og spekuleret over, hvad filmen prøvede at fortælle mig.
Der er dog stadig lidt at spekulere over med hensyn til handlingens betydning, og der er da også enkelte absurde optrin i filmen, som er sjove eller giver en smule stof til eftertanke. Men det er ikke noget, der vil holde mig vågen om natten.
3/6
Johnny: ”Gudsjammerligt kedelig” kan slet ikke begynde at beskrive denne film. Vi følger en mand, der tilsyneladende bor i sin bil. Han er chauffør for en narkoleptisk mand, der skal have honning leveret regelmæssigt. Engang imellem samler han sin bror op, og de to kører til havnen og ser på bådene. Efter at være kommet for sent et par gange ender han med at blive erstattet af en anden chauffør. Så smadrer han sin bil og bliver i stedet del af en motorcykelbande, der tilsyneladende mener, at alle bilister er mordere. Hans kone vil derefter ikke længere have noget med ham at gøre. Undervejs har han møder med en tidligere ven, der måske er død, og som lever som en vild bjørn i skoven. Til sidst forlader han motorcyklen og ender på en båd.
Gav det ovenstående referat ingen mening? Det gjorde filmen heller ikke. Bevares, der er oprigtigt interessante scener, hvor det absurde træder i forgrunden, men mest af alt kører han bare rundt. En del har sammenlignet denne film med “Dogtooth”, men “L” har ikke en brøkdel af den charme og de interessante karakterstudier, som den film havde. Hovedrolleindehaveren har meget lidt screen presence, og det gør det på ingen måde bedre, at han i halvdelen af filmen har en hjelm på hovedet. Et deprimerende spild af tid og ressourcer – halvanden time af mit liv, som jeg aldrig får igen.
1/6
”L” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Thomas: Allerede inden festivalen havde min co-PIXpert og jeg udråbt denne nye film fra den japanske instruktør Hirokazu Kore-eda som én af dem, vi glædede os allermest til, og skæbnen ville, at vi så den på samme tidspunkt. Lad det være sagt med det samme: Kore-eda skuffede ikke. Om noget formåede filmen faktisk at overgå mine i forvejen meget høje forventninger! Det er meget, meget længe siden, jeg har set en mere fintfølende, legende og underfundig film. Det er en film om børn, men selvom den absolut er børnevenlig, er den nok mest henvendt til voksne. Både fordi den har nogle scener, som kun voksne vil kunne forstå til bunds, og fordi den kan få de selvsamme voksne til at føle sig lidt som børn igen.
Jeg blev flere gange oversvømmet med minder fra folkeskoletiden: Dengang alle drengene i klassen var lun på den nye lærervikar, da man planlagde små eventyr med vennerne og da man pjækkede for at føre de lagte planer ud i livet. Filmens tone er på én gang let og melankolsk. Hovedpersonerne forsøger at føre deres skilte forældre sammen igen, og dialogen – i hvert fald som den er oversat i de engelske tekster – er så vittig og underfundig, at man konstant sidder med et lille smil på læben. Og et par gange også med en lille tåre i øjenkrogen.
De syv børn i filmen er genialt instrueret, så man – selvom de taler japansk – sagtens kan fornemme deres sindstilstand på stemmeføringen, og de er alle så ufatteligt søde, at det halve kunne være nok. Min eneste anke er, at vi ikke lærer alle syv børn lige godt at kende, men det er en ubetydelig bagatel i det store billede. Ovenpå en festival, hvor det ikke har skortet på film om og med børn, der led og mistrivedes i det ekstreme, var det en udsøgt luksus at slutte af med en hovedsageligt glad film om hovedsageligt glade børn og med hovedsageligt glad musik. Hirokazu Kore-eda er for vild!
6/6
Johnny: Vi bevæger os fra den ene ende af spektret til den anden. Horikazu Koreeda er en af de bedste nulevende instruktører, hvilket han endnu engang beviser med sin nye film.
Historien er egentlig meget ligetil. Der er en række sidehistorier, der alle føjer aspekter til handlingen og tematikkerne, men heller ikke her er der meget på spil. Umiddelbart kunne det ligne et udmærket bud på årets Disney-film. Det er Koreedas sensibilitet og talent, der gør hele forskellen. Gennem utroligt smukt filmede og mesterligt komponerede indstillinger skaber han en ganske særlig stemning af nostalgi, afsavn, familiebånd og mest af alt en umiddelbar værdsættelse af livet. Den ene hovedperson, Koichi, befinder sig på grænsen mellem barn og teenager. Han begynder at se på omverdenen på en anden måde og aflægger sig i løbet af filmen den barnlige naivitet og narcissisme. Han og de andre børn spiller i øvrigt vidunderligt.
Filmens rytme er langsom, men aldrig kedelig, og den fremragende klipning gør meget for filmens udtryk. I dens klimaks, hvor de står og venter på, at togene skal mødes, ser vi en række stemningsbilleder – en lang række detaljer fra tidligere scener. Her fokuseres på bedstemoderens hænder, på Koichis badebukser, på bedstefaderens kager. Koichis perspektiv ændrer sig radikalt og uigenkaldeligt. Smukkere har jeg ikke set en overgangsrite portrætteret på film. Koreeda har gang på gang vist, at han som få andre formår at se det store i det små. Hans film er altid, selv når de er så voldsomme og dramatiske som “Nobody Knows”, fortalt med stor følsomhed og finesse.
6/6
”I Wish” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Meteora (Metéora), Grækenland
Johnny: I et af de smukkeste landskaber i Grækenland befinder seks klostre sig på toppen af høje klippesøjler. En munk og en nonne fra to af klostrene har forelsket sig og mødes jævnligt i dalen neden for klipperne. Vi ser, hvordan deres forhold gradvist bliver tættere og tættere. Samtidig følger vi munken, Theodoros, mens han besøger en lokal bonde og en eneboer, der bor i en klippehule. Klippet ind mellem realfilmen er der tegnefilmssekvenser, der visuelt ligner ikonmalerier, hvor historien fortælles i mere allegorisk og symbolsk stil.
Filmen er usigeligt smuk og fanger godt det utrolige landskab. Jeg kan kun forestille mig, at filmholdet har tilbragt dagevis med at vente på det helt rigtige sollys for at lave nogle af de mere spektakulære indstillinger. Det er dog tegnefilmssekvenserne, der hæver filmen over niveauet af en turistreklame. Stilen er utrolig godt valgt, og den kristne symbolik, vi ser i disse sekvenser, føjer yderligere aspekter til den egentlige handling.
Derudover har filmen et umådeligt smukt soundtrack med kormusik af Pérotin. Adspurgt om, hvorfor han valgte katolsk musik til en film om ortodoks kristendom, svarede instruktøren, at det var et resultat af hans egen blandede afstamning som søn af en katolsk far og ortodoks mor. Det, der desværre forhindrer mig i at give filmen en eller to stjerner mere, er kvaliteten af nogle af billederne. Det bliver et par gange ubehageligt tydeligt, at den er filmet med et forholdsvis lille digitalkamera. Det har selvfølgelig en forklaring i de transportproblemer, der har været for filmholdet. Instruktøren fortalte desuden, at den ikke var helt færdigbehandlet endnu. Jeg kan dog kun bedømme den film, jeg har set, og disse scener, hvor filmen fejler æstetisk, trækker desværre lidt fra i oplevelsen.
4/6
”Meteora” vises ikke igen under årets CPH PIX.
