Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!

I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.

CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Rapport fra CPH PIX dag #2 – 12. april 2013

Nadia: Den anden dag på årets PIX bød på to film – og to overraskelser, som bekræftede, at man ikke altid kan stole på omtalen i PIX-programmet. Derudover har jeg haft en fornøjelig start på årets CPH PIX. Der bliver diskuteret lystigt, og ofte render man ind i de samme mennesker med de samme film på programmet. For eksempel ser man ofte den gode Bjarke Friis fra Filmskribenten, mens PIXpert Johnny tit kun har tid til en kort sludder, inden han skal videre til næste film. Jo, PIX er en travl tid for mange, men eftersom jeg (endnu) ikke er blevet irriteret over andre biografgængeres opførsel (kan det tænkes, at det er, fordi jeg holder meget af de forreste rækker langt fra alle de andre?), må festivalstarten siges at have været en gedigen succesoplevelse.

Johnny: Der er gode filmdage på festivalen og dårlige filmdage. Det er kun at forvente. Men så er der de gode filmdage, der ødelægges af eksterne omstændigheder (aflysninger, vækkeure der ikke ringer, zombieepidemier og deslige). Hvis det ikke havde været for en “sidste øjebliks feberredning” af Michel Gondry, havde denne dag hørt til sidste kategori.

Efter to stille dage på festivalen truer weekenden nu forude. To dage med fem film hver, meget lidt søvn og mad snuppet i farten på vej fra biograf til biograf. Heldigvis har jeg lang tids træning at falde tilbage på, så jeg er fortrøstningsfuld. Formen er stadig god, og min tolerancetærskel for larm i biografsalen har endnu ikke nået Travis Bickle-niveauer. Jeg er dog ved at blive en smule irriteret over række 8 i Gloria, der sidder løs og knirker, hver gang nogen flytter en arm. Herregud, så meget kan en svensknøgle simpelthen ikke koste. Jeg giver gerne et bidrag.

- Miss Lovely / Indien

Andreas: Dagens første film, “Miss Lovely”, var en af dem, jeg personligt havde set mest frem til. Ifølge programmet var den oprindeligt tænkt som en mockumentary om Mumbais porno/horror-industri, men den endte som en to timer lang c-film uden sidestykke. Altså lige den type vanvittig og vanvittigt skæv film, man kun finder på festivaller, og som ofte giver helt unikke filmoplevelser. Det var derfor en overraskelse af de større, at “Miss Lovely” i højere grad lignede en indisk version af “Boogie Nights” end en typisk Shaw Brothers-film i stil med “Kvindefængslet i Bambushelvedet” (oh yeah, dét er en rigtig film!).

Heldigvis medførte den misvisende programtekst ikke en skuffende oplevelse, for “Miss Lovely” viste sig faktisk at være en både god, smuk og kreativt velovervejet film. Ganske kort handler den om den unge Sonu, der arbejder med sin bror i en pornobranche med et horror-twist. Sonu bryder sig imidlertid ikke om sit job, og han drømmer om at lave en mainstreamfilm ved navn “Miss Lovely”, som hans forelskelse, den underskønne Pinky, skal spille hovedrollen i.

Historien er fin. Til tider er den tilmed næsten rørende. Billederne er derudover flotte, soundtracket er godt, og der forekommer momentvis velfungerende symbolik, som virkelig understreger, hvor galt afmarcheret programteksten er. Dog er filmen en tand tandløs, og den lider derudover af visse fortællermæssige problemer, der er med til at gøre indlevelsen svær fra starten af. Jeg er dog i tvivl om, hvor meget de kulturelle forskelle (og ikke fortællerteknikken) var skyld i, at historien til tider var svær at følge. F.eks. skal man lige vide, at porno var (er?) forbudt i Indien. Men alt i alt er der tale om en overraskende god og velfungerende film med et brag af en slutning.

4/6

Nadia: PIX-programmet beskriver “Miss Lovely” som en ”c-film uden sidestykke”. Det er ikke rigtigt. “Miss Lovely” er en a-film, der ikke er lige så rig på pastiche og camp, som man skulle tro, men som i stedet er en indisk fortælling om to brødre, en pige med skyggesider og et filmmiljø, der er ukendt for den vestlige verden.

Netop på grund af sidstnævnte falder “Miss Lovely” heller ikke helt igennem, da den viser en side af Indien, man ellers ikke får lov til at stifte bekendtskab med. Vi kender det filmglade Indien som hjemstavnen for Bollywood, der kendetegnes ved sang, dans og melodrama. Melodramaet er dog beholdt i “Miss Lovely”.

Plottet i “Miss Lovely” er svært at definere, for historiefortællingen er så ufokuseret og sløret, at det ofte er besværligt at regne de underliggende motiver ud. Er Sonu virkelig vores helt, eller er han en mut, forkælet dreng? Er Vicky nådesløs, eller er han bare en desperat mand, og er Pinky manipulerende eller bare virkelig uheldig? Hvor disse dilemmaer ville fremstå interessante i de fleste andre film, fungerer de ikke i “Miss Lovely”, hvor instruktør Ashim Ahluwalia virker lige så meget i tvivl om karakternes sande væsner som seeren. Og eftersom alt foregår i en verden, der er lige så fremmed, som den er fascinerende, kan det være svært at hitte ud af, hvad der egentlig foregår. Er dette en kulturel kløft eller dårligt filmhåndværk? Jeg fandt aldrig ud af det.

3/6

”Miss Lovely” vises også den 21. april kl. 19.00 i Dagmar.

- The We and the I / USA, Storbritannien, Frankrig

Johnny: Teenagere… Opslugte af hormonelt betinget narcissisme og samtidigt besatte af at være en del af et fællesskab. Nå ja, og selvfølgelig monomant sexfikserede. Her er rig grobund for drama af enhver art, og det lader Michel Gondry til at have forstået. Plottet er udarbejdet i samarbejde med filmens amatørskuespillere. Rammen for denne fortælling er bussen hjem fra den sidste skoledag før sommerferien. Langsomt fyldes bussen op med elever fra en high school i Bronx, og så begynder myriader af plots at skyde op som paddehatte sporadisk afbrudt af mere eller mindre groteske optrin. Det lyder meget rodet og uoverskueligt, men det bør ikke overraske kendere af Gondry, at netop han formår at forme dette kaos til et eller andet narrativ, der om end stadig kaotisk (det er trods alt Gondry) fascinerer og drager tilskueren.

Når man bruger amatørskuespillere, må man forvente en vis ujævnhed i præstationerne, og det er naturligvis også tilfældet her. Gondry gør dog klogt brug af en forholdsvis aggressiv klipning og fragmenteret fortælleform, der skjuler, hvad skjules kan. Filmens største styrke er, at den trods enkelte mere klichéprægede eller sensationalistiske sideplots virker utroligt ægte. Der er investeret nok af skuespillernes egne historier i filmen til at hæve den over mange lignende film. Dialogen er måske ikke helt perfekt, men den sælges gennem ren og skær attitude. Efterhånden som teenagerne stiger af bussen, forandres dynamikken blandt de tilbageværende og tillader nye aspekter af dem at komme frem. Da de sidste to stiger af bussen, er der skrællet så mange lag af overfladen, at en basal menneskelig kontakt måske endda er mulig.

5/6

”The We and the I” vises også den 19. april kl. 17.30 i Empire.

- Like Someone in Love / Japan, Frankrig

Johnny: Abbas Kiarostami har efter sigende bemærket, at instruktører bør lave film de steder, hvor de er født og opvokset. Det er trist at skulle sige det, men han skulle nok have fulgt sig eget råd. Hans seneste film foregår i Japan med et japansk cast. Vi følger Akiko, en ung prostitueret, over to dage, hvor hun undgår sin besøgende bedstemor, forsøger at håndtere sin kontrollerende kæreste og sendes ud til en ældre professor, der opfører sig meget anderledes end hendes almindelige kunder.

Filmen er smukt filmet. Kiarostami beviser igen sin sans for billeder med eminent framing og komposition. Alle skuespillerne leverer lydefri præstationer. Jeg vil især fremhæve den 82-årige Tadashi Okuno som professoren. Der er skam også scener, der er oprigtigt bevægende, men jeg kedede mig alligevel gevaldigt. Filmens problem ligger i dens pacing. Der er en lang række scener (bl.a. tre eller fire, hvor vi bare ser professoren parkere sin bil), der intet bidrager til filmen hverken i form af narrativ, stemning eller symbolik, og som er blottet for al kunstnerisk og æstetisk prægnans. Disse scener river tilskueren ud af fortællingen, og man efterlades derfor med en række løsrevne elementer, der aldrig formår at fange interessen. Man aner en god historie i stumperne, men hverken historien eller karaktererne bliver nogensinde oprigtigt vedkommende. Kiarostami kan af gode grunde ikke lave film i Iran i øjeblikket, og hvis man vil vide, hvor stor en tragedie det er, bør man se denne film.

3/6

”Like Someone in Love” vises også den 21. april kl. 19.00 i Grand.

- Concussion / USA

Nadia: “Concussion” kommer fra en lang tradition af New Queer Cinema, der startede i den amerikanske filmundergrund i slutningen af 1980’erne, og som ”Concussion” er en naturlig udvikling af.

Abby er i starten af fyrrerne og bor i en forstad til New York med sine to børn og lesbiske hustru. Hendes liv er perfekt, men da hun får en hjernerystelse, vækkes en rastløshed i hende, der måske, måske ikke, var der før. En seksuel opvågnen fører til et liv i frivillig luksusprostitution, og snart lever hun et dobbeltliv mellem et loft i New York og et hus i New Jersey.

Med en producer som Rose Troche, der stod bag den legendariske New Queer Cinema-film “Go Fish” fra 1994, ved man, at der venter en nær og insisterende filmoplevelse forude. Samtidig er “Concussion” befriende frigjort fra løftede pegefingre mod Abbys livsvalg og kønnet på hendes seksuelle partnere, der her udelukkende fungerer som en del af handlingen i stedet for at være et statement i sig selv. Instruktør og manuskriptforfatter Stacie Passon tager ikke stilling til, hvorvidt Abby træffer de rigtige beslutninger, men vil hellere fortælle historien om en kvinde, der udvikles af netop de valg, hun træffer. Resultatet er en film, der stiller spørgsmålet om de beslutninger, det “gode” samfund vil have, at vi træffer som mennesker. Er det lykken at gå til fitness, fordi vi bliver fortalt det, eller fordi vi føler det? For Abby er det kun en lille hjernerystelse, der skal til, og netop den pludselig opvågnen prøver Passon at fremprovokere med denne lille indie-film, der må gøre de oprindelige auteurer bag New Queer Cinema-bevægelsen meget, meget stolte.

5/6

Andreas: Den for mit vedkommende første amerikanske indie på dette års PIX, “Concussion”, var for en befriende gangs skyld befolket af kvindelige frem for mandlige karakterer. Tilmed en hel del lesbiske af slagsen – og ikke for at lave en politisk pointe om kvinders rolle i samfundet eller om homoseksualitet, men simpelthen fordi man sagtens kan lave almindelige, vedkommende film, der ikke handler om mænd!

“Concussion” er herefter et pragteksemplar på, hvordan noget, der normalt anses for at være problematisk og nedværdigende, kan fremstilles som livsberigende og sundt på film. Det etisk problematiske i, at en ung, seksuelt uerfaren pige får sin seksuelle debut hos en 42-årig kvindelig prostitueret, der selv er ude på et seksuelt selvrealiseringsprojekt, overvejes slet ikke, og det er måske lidt svært at acceptere.

Men derudover fungerer “Concussion” eminent. Den er ærlig, original og fuld af livsmod og visdom, der krænger nye pointer om voksenlivet ud af sit drama ved at blot at vende nogle af de klassiske præmisser (det heteroseksuelle parforhold, den ukuelige moderlighed og den borgerlige seksualmoral) på hovedet, uden at det på noget tidspunkt virker påtaget. I rollen som Abby gør Robin Weigert det intet mindre end fantastisk, og hun bærer en stor del af ansvaret for, at manuskriptets mange gode ideer også fungerer i praksis.

5/6

”Concussion” vises også den 21. april kl. 12.00 i Cinemateket.

- 90 Minutes (90 minutter) / Norge

Johnny: L’enfer, c’est les autres. Sartre havde ret… Jeg havde forventet mig rigtigt meget af denne film og var langt hen ad vejen endda positivt overrasket. Filmen følger tre parallelle historier, der ikke bør udpensles her (og som de bliver i PIX-programmet), men alle involverer tre mænd og deres 90 minutters uafvendelige tilløb til et voldeligt klimaks. Filmen bygger meget langsomt, men ekstremt effektivt sin spænding op, hvilket ikke er nemt, når man skifter mellem tre forløb i forskellige stadier af drama. Læg dertil noget tåkrummende godt skuespil fra næsten alle involverede, og man har opskriften på en fremragende og relevant film. Der er ingen tvivl om, at filmen har et kønspolitisk ærinde, men det er ikke nogen hæmsko, da den formår at nuancere sine pointer tilstrækkeligt til at opbyde til debat frem for at forsøge at lukke den.

Uheldigvis tiltrækker debatter ofte sindsforstyrrede mennesker, hvilket enhver, der nogensinde har læst kommentarer på YouTube, i dén grad kan bevidne. Midt under filmens følelsesmæssige klimaks (og dens skarpeste kønspolitiske pointe) begynder en vanvittig kvinde på bagerste række at råbe op mod skærmen. Jeg fangede ikke alt i hendes lidet populære indlæg, men det var noget med 60 millioner døde kvinder, og hvordan det vist var S og SF’s skyld. Gentagne forsøg på tyssen og (skal jeg blankt indrømme) et dybfølt ”KÆFT” fra min side lod kun til at opmuntre hende, og hun råbte og skreg derfor over de sidste 5 minutter af filmen. Hun ødelagde fuldstændigt min oplevelse og ikke mindst indlevelse, og på den baggrund kan jeg umuligt give en retfærdig bedømmelse. Jeg vil nøjes med 3 stjerner og ellers opfordre alle til at se filmen. Jeg henstiller dog til, at man, hvis man ser en ældre kvinde i rød frakke på bagerste række, hurtigst muligt får fat i en kontrollør…

3/6

”90 Minutes” vises også den 16. april kl. 21.30 i Palads.