Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!
I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.
CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Rapport fra CPH PIX dag #7 – 17. april 2013
Andreas: Det gode ved at have et lidt begrænset program på PIX (læs: begrænset i forhold til den allestedsnærværende PIXpert, Johnny, der på trods af sin hektiske plan altid er en fryd at møde!) er, at formen ikke bliver værre dag for dag. Tværtimod! Som dagene går, bliver motivationen og engagementet kun større og større, og hver enkelt film ses med større nydelse og overskud. Halvsvage 21.30-forestillinger havde i starten svært ved at bekæmpe døsigheden, men nu føler jeg, at jeg kan sidde igennem hele “The Girl from Nowhere” igennem uden at nikke med hovedet én eneste gang! Ikke at jeg på nogen måde ønsker at gøre det, men jeg siger bare… Altså, jeg ville kunne!
Nadia: En fyldt sal 1 i Dagmar stillede i dag et stort spørgsmål: Hvorfor er dansk biografdistribution så elendig? Er det et bevidst valg at lade så mange (undskyld udtrykket) lortefilm få premiere og gemme de gode til en diskret dvd-udgivelse? Eller er det simpelthen uvidenhed og dårlig smag, der driver værket? Hvem styrer egentlig premierefilmene, og er der en måde, hvorpå man kan sende denne person vrede klagebreve? Den fyldte sal kom for at se “Stoker” og mindede mig om, at nej, det er faktisk ikke publikum, der siger nej til kvalitetsfilm. Det er folkene hos den danske biografdistribution, der åbenbart regner med, at biografgængere er idioter, der kun kan forstå actionfilm og “Scary Movie”. Ikke at actionfilm ikke er gode, det kan de såmænd sagtens være, men hvorfor må danskere ikke se de lidt mere anderledes film, der vil noget andet og mere? Hvorfor får vi kun en så lille procentdel alternativ kvalitet i løbet af et filmår, der ellers ikke er bange for at servere os ubegavet råddenskab?
Efter denne lille monolog af brok og uforståenhed, må jeg atter gentage: PIX er for fedt. Og jeg vil savne det, når det er væk. Allerede nu frygter jeg en tid uden særegne film, uden at spise ude hver aften, uden at diskutere mester- og makværker og uden at mærke spændingen omkring den næste film.
Johnny: Johnny: PIXperter hviler ikke på syvendedagen, men må derimod stå ukristeligt tidligt op. Jeg havde en jobsamtale klokken 8.30 i morges, så det blev ikke til meget søvn i nat. Det er da også ubetænksomt at lægge den slags midt under en filmfestival. Når dagens første film så ovenikøbet keder én gudsjammerligt, kan det være svært at holde humøret oppe. Heldigvis var dagens sidste filmoplevelse anderledes interessant, hvilket hjalp lidt på humøret.
Vi er nu en uge inde i festivalen, og på trods af søvnmangel synes jeg, at kampformen holder. Det sammen kan ikke siges om biografernes disciplin. Min første film i dag var 17 minutter forsinket. Dagmar har generelt startet alle deres PIX-visninger 8 minutter for sent, hvilket er slemt nok, men det her er alligevel over grænsen. Hvis jeg havde haft tid, havde jeg brokket mig, men det var kun det faktum, at næste forestilling var i en anden sal i Dagmar, der gjorde, at jeg overhovedet nåede den. Kom nu ind i kampen! Det kan ikke passe, vi skal igennem det her gedemarked hvert eneste år! Hvis I starter filmen på det tidspunkt, der står i programmet, så skal folk nok finde ud af det efterhånden. Hvis I derimod har en flydende buffer inden start, så er det først, at folk bliver forvirrede. Det skal lige bemærkes, at visningen i Cinemateket startede til tiden. God stil. Mindre god stil, at folk kom vadende ind under de første fem minutter.
- The Land of Hope (Kibou no kuni) / Japan, Storbritannien, Tyskland, Taiwan
Johnny: Det burde være umuligt at gøre en atomulykke så kedelig, men Sion Sono har tydeligvis anstrengt sig. I den lille by Nagashima (Aha, et portmanteau af Nagasaki og Fukushima/Hiroshima. Hvor subtilt. [Sarkasme]) driver Ono-familien en gård. Alt er fryd og gammen og landlig idyl, indtil lyset pludselig går en aften, og vi får at vide, at det lokale atomkraftværk er sprunget i luften. Alle inden for 20 km af kraftværket skal evakueres. Denne arbitrære grænse går lige gennem gården. Familien Ono efterlades, mens nabofamilien evakueres. Herefter følger vi dem, mens de prøver at finde ud af, hvad der foregår, samt fortsætte deres liv.
Det burde være et medrivende drama, men i denne instruktørs hænder bliver det en ørkenvandring mellem lavkomisk absurdisme og dybt kedsommelige, melodramatiske klicheer. Det gøres på ingen måder bedre af det horribelt ringe skuespil. Stort set alle overspiller i en sådan grad, at enhver mulighed for indlevelse eller empati forsvinder (far Ono er eneste markante undtagelse). I bund og grund tror jeg, at filmens problem er, at den sætter sig mellem to stole i japansk filmtradition. På den ene side den groteske, satiriske og absurde komedie efter model af Kitano, Miike og Matsumoto og på den anden side det tænksomme og dybfølte hverdagsdrama, som Ozu, Kurosawa og Kore-eda i den grad behersker. Ud over at Sono på ingen måde er på niveau med nogen af de førnævnte instruktører, er det hybris at tro, at man kan spænde over så vidt et tematisk gab. Gab er i øvrigt meget apropos, hvad jeg ville vælge, hvis jeg skulle anmelde denne film med ét eneste ord.
1/6
”The Land of Hope” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Nadia: Nogle gange bliver en god film ødelagt af småting. Nogle gange bliver en god film ødelagt af én stor ting. “Chained”, Jennifer Lynchs tredje film (selvom hun nok helst så, at vi alle bare glemte “Boxing Helena”) plages desværre både af store og små brister.
Efter en biograftur bliver en 9-årig dreng og hans mor bortført af en seriemorder ved navn Bob. Moderen bliver dræbt, men sønnen bliver holdt fanget i mandens hus, hvor han får navnet Rabbit og skal være en menneskelig stumtjener for sin nye herre. Lænket fast bruger han sine dage på at servere mad og gøre rent efter de massevis af kvindemord, der foregår i det dunkle hus. Dette i sig selv er et interessant koncept og kan for de få udvalgte litteraturelskere svagt minde om Emma Donoghues fremragende roman “Rum”. Men her går luften desværre ud af ballonen, for der er for mange ting i “Chained”, der bare ikke hænger sammen.
For eksempel fanger Bob sine ofre ved at lade dem kapre sin taxa og derefter køre dem langt ud til sin farm på landet. Men dette er USA, hvor over halvdelen af alle enlige kvinder går rundt med en pistol i tasken. Er der virkelig ingen af dem, der tænker på at trække dem i denne temmeligt livsfarlige situation? Er der intet politi, der tænker på at danne en sammenhæng mellem ofrene og den taxa, de alle synes at tage? For ikke at tale om de utallige chancer Rabbit får til at flygte. Noget er sært her, men jeg ville være villig til at se gennem fingrene med det, hvis det ikke var for den fuldstændig imbecile og ekstremt utroværdige slutning, som Lynch serverer for os. En slutning, der er så tåbedum, at filmens ellers gennemførte og gennemført ubehagelige stemning bliver smadret totalt. Hvorfor, Jennifer? Hvorfor?!
3/6
Andreas: Det var næsten synd for Jennifer Lynchs “Chained”, at den skulle ses umiddelbart efter den fremragende “Stoker” (som vi kommer ind på lige straks). Heldigvis har “Chained” en hel del at byde på selv – ikke mindst to gode hovedrolleindehavere og et velfungerende one location-set up, hvor det psykologiske spil mellem en psykopatisk seriemorder og en tragisk tilfangetaget dreng i løbet af 9-10 år udvikler sig til en til tider virkelig interessant far/søn-relation.
“Chained” er ikke noget mesterværk, men dens rolige stil fungerer langt hen ad vejen rigtig godt. Vincent D’Onofrio er glimrende som afstumpet og ynkelig seriemorder, og han vækker til tider minder om Joe Spinellis formidable portrættering af Frank Zito i (den i øvrigt langt bedre seriemorderfilm) “Maniac” fra 1980. Over for ham spiller Eamon Farren drengen Rabbit, der som sagt blev taget til fange som lille og har siddet lænket siden da. Han slipper også rigtig godt fra en svær rolle, der både skal tage afstand fra det, der foregår, og samtidig signalere et Stockholm-syndromagtigt tilhørsforhold til det.
At der er visse mistænkeligheder ved plottets holdbarhed og en tåbelig slutning trækker lidt ned i helhedsindtrykket, men svaghederne ændrer ikke på, at “Chained” er en habil og makaber thriller, man dog godt kunne have ønsket var gået et spadestik dybere i sit psykologiske spil. Den folder sig aldrig ordentligt ud, men den konstituerer halvanden times fint fængende og velspillet drama.
4/6
”Chained” vises også den 23. april kl. 19.00 i Palads.
Johnny: Johnny: På overfladen lider denne film af den samme narcissistiske forelskelse i en filmisk stilisme som “Stoker”. Det, der gør forskellen, er til dels, at skuespil og historie her er mere fængende, samt at denne stilisme er lige nøjagtigt så meget mere afdæmpet og tankevækkende, at den ikke virker løsrevet fra resten af filmen. En lille gruppe venner er samlet i et skovlandskab for at mindes Miguel. Det gør de ved at afspille en lang række optagelser, han har lavet. Disse optagelser udgør også størstedelen af filmens insisterende lydside. Undervejs i løbet af en aften og nat udfoldes forskellige spændinger mellem personerne, og tilskueren afdækker langsomt mere af Miguels personlighed.
Jeg var tilsyneladende en af de få, der var virkelig glad for denne film. Den er dog heller ikke nem at komme ind på livet af. Den meget dominerende lydside, der i lange momenter kun består af skratten og skurren eller mærkeligt manipulerede lyde, har sikkert forhindret en umiddelbar oplevelse af filmen hos mange. For mig virkede den hypnotisk og dragende. Jeg blev suget helt ind i Miguels krøllede sind og kom kun langsomt ud igen. Narrativt bliver der heller ikke givet ved dørene. Man skal som tilskuer være mere end almindeligt åben for indtryk for at fange alle nuancer i dramaet. For mig var filmens eneste svaghed, at billedsiden ikke helt formåede at leve op til resten af filmen. Selv de bedst komponerede og sammenklippede billeder lider under billige digitalkameraer. At instruktøren tydeligvis er inspireret af Andrej Tarkovsky, Philippe Grandrieux og ikke mindst Carlos Reygadas bør ikke holdes ham imod. For en debuterende instruktør er dette en interessant og dygtigt udført film.
4/6
”Night” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Stoker / USA, Storbritannien
Andreas: Den koreanske instruktør Park Chan-wooks nyeste film, “Stoker”, har jeg længe glædet mig til, men lunkne anmeldelser, en ikke-lovende trailer og en erkendelse af, at “Oldboy” altså er ret overvurderet, dæmpede mine forventninger gevaldigt op til denne semi-unikke forestilling i Dagmar. Men “Stoker” skulle vise sig, at være en af de bedste Hollywood-producerede film, jeg har set i 2013. Park Chan-wook har skabt et fedt, flot, fængende, frygtindgydende og fortryllende mesterværk, der fortjener den danske biografpremiere, den ikke står til at få.
For handlingen tror jeg egentlig bare, at jeg vil anbefale, at man ser traileren. Den giver en tilpas skildring af det umiddelbare set up, men er samtidig dejlig misvisende i forhold til, hvad filmen viser sig at være. Så se traileren! Derefter kan man tage ind og opleve en film, der tryller med filmmediet og udnytter dets fulde potentiale. Stilen er lige så unik og potent som Jaco Van Dormels uacceptabelt oversete “Mr. Nobody”, og i begge film er det alt fra klipningen og overgangene til fotografering og soundtracket, der skaber en sjældent intens helhedsoplevelse af rang.
Samtidig er indholdet fænomenalt. Nogle vil sikkert mene, at den ikke er lige så vovet og udfordrende som Chan-wooks koreanske film, men en vis badescene samt det større, tematiske pay-off bekræfter, at der er tale om en chokerende, kontroversiel film. Samtlige præstationer – særligt de tre hovedrolleindehavers indsatser – er uhørt gode, symbolikken er betagende, detaljerne er overvældende, og det er vitterligt marginaler, ja, måske endda kun et gensyn, der afholder mig fra at give topkarakter.
5/6
Johnny: Park Chan-wook er en talentfuld instruktør, men hvis man på nogen måde skulle være i tvivl, så burde den visuelle side af “Stoker” overbevise selv den mest skeptiske tilskuer. Netop derfor er det ærgerligt, at den aldrig rigtig når ud over lærredet. En af grundene til dette er den filmiske dødssynd at befolke sin fortælling med ikke alene usympatiske, men også decideret overfladiske karakterer. Ingen af personerne inviterer til indlevelse eller identifikation. Jeg er dog ikke sikker på, at det alene er instruktørens skyld, eller om manuskriptforfatter og skuespillere også bærer et betragteligt ansvar. Jeg skal for en ordens skyld bekende, at jeg på ingen måde er fan af Nicole Kidman. Jeg mener faktisk, at hun er en af de mest overvurderede skuespillere overhovedet. Matthew Goode har et slesk smil og formår at se charmerende ud i slacks og pullover, men derudover er her heller ikke meget at hente. Mia Wasikowski er mere interessant, men hendes karakter er for endimensional til rigtigt at drage tilskueren ind.
Historien er yderst skematisk. Indias far er død og nu kommer onkel Charlie og skal bo hos hende og hendes mor. Langsomt begynder India at erkende, at Charlie er en farlig person, men hun drages ikke desto mindre af ham og hans voldsomme (voldelige?) tilstedeværelse. Det lyder mest af alt som et sammenkog af fire-fem andre velkendte film. Det, der hæver filmen over alle disse middelmådigheder, er den mesterlige stilbevidsthed, der gennemsyrer alle visuelle aspekter af filmen. Framing, vinkling, lyssætning, eksponering og ikke mindst klipning opbygger en næsten kvælende stemning af uro og en understrøm af vold, der truer med at rive alt med sig. Lydbehandlingen er kun med til at accentuere dette. Man får dog ultimativt det indtryk, at filmen er lidt for forelsket i sin egen stil og til gengæld glemmer historien.
3/6
Nadia: Nadia: Nogle gange kommer der en film, der overrasker og forfører. Som føles farlig og sexet, mystisk og velstøbt. Sådan en film er “Stoker”, Park Chan-wooks amerikanske debut, der er enestående i sin stil og gribende i sin fortælling.
India er en mut teenager, der bor sammen med sin overfladiske mor i et stort hus. Faderen er netop død, men i stedet får de nu besøg af den unge, flotte svoger, som India ikke anede eksisterede, inden hans ankomst. Den mutte India observerer hurtigt, at der er noget ved onklen, der ikke er helt godt, mens moderen langsomt forelsker sig i denne mystiske fremmede. Men lige børn leger bedst, og India tiltrækkes også af onklen og hans mørke sider.
“Stoker” er en fænomenal film, der fortæller sin historie på sin helt egen måde. Chan-wook har taget alt det, der gjorde ham til en mesterinstruktør i Korea og et kulthit i resten af verden, og injiceret det i denne film, der bugner af smukke billedkompositioner. Når India reder sin moders røde hår, ser vi et nærbillede af dette glatte hår, der aes ned af børsten og langsomt, langsomt bliver til græs på engen. Sådan skifter man scene i Park Chan-wooks univers, og det er både langsomt, voldsomt og tillokkende. Her går fotografering, musik og klip op i en højere enhed. Resultatet er en film, der er så betagende, at de fleste instruktører ville føle det unødvendigt at indlemme både plot og mindeværdige karakterer. Men “Stoker” har det hele, og hvis man tror, dette er en film om en pige, der opdager, at den nyankomne mand i huset i virkeligheden er farlig, har man både ret og tager grueligt fejl. Dette er nemlig en film om at blive voksen, som en voiceover også siger i starten. Og hvilken kvinde den unge India bliver til!
5/6
”Stoker” vises også den 24. april kl. 20.00 i Empire.
