Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!
I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.
CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Rapport fra CPH PIX dag #9 – 19. april 2013
Nadia: En hel dag i Empire er bestemt ikke en dårlig dag. Københavns hyggeligste biograf med de bedste spilletidspunkter var denne aften hovedkvarter for mig, Nadia Parbo, der denne dag havde tre vidt forskellige film på programmet. En selvvalgt, en påtvunget af Andreas og en horrorfilm for at tilfredsstille et usundt behov. Publikummet til sidstnævnte var heldigvis, hvad man vil kalde for et perfekt publikum til den slags film. Ofte er man udsat for skrigende teenagepiger, der mest af alt skriger efter opmærksomhed eller machofyre, som griner for ikke at vise, hvor bange de i virkeligheden er. Sådan var det heldigvis ikke her, og det skabte håb for, at der er folk derude, som tager sig selv seriøst, når de skal skræmmes – og hvor er det dog egentlig dejligt.
Johnny: Et af de spørgsmål, man uundgåeligt bliver stillet, når man fortæller, at man ser 50 film i løbet af fjorten dage, er, om man overhovedet kan skelne dem fra hinanden. Det er faktisk forbløffende nemt. Det kan nogle gange være svært at huske, hvad man lige har set, selv om man kom ud af salen for to minutter siden, men så snart man har fået en titel, kan man i overraskende mange detaljer hente filmen frem fra hukommelsen. Det hjælper selvfølgelig, at jeg skriver mine anmeldelser hver aften, når jeg kommer hjem, samt at jeg får filmene diskuteret sammen med andre under festivalen.
Når festivalen så er omme, begynder en del af filmene at glide i baggrunden, men man husker selvfølgelig de sublime og rørende filmoplevelser. Det er de film, man udbreder sig om ved enhver lejlighed, og som stort set ingen andre har hørt om. Desværre husker man også altid de horribelt dårlige film såsom den ulidelige catalanske kunstfilm “Honor de cavallería”, som jeg stadig har traumer over. Sjældent har jeg set noget så selvfedt, stillestående og uendeligt ligegyldigt. Det er filmene i den bløde midte, der forsvinder. De film, der ikke var egentligt dårlige, men som heller ikke formåede at begejstre. ”The evil that men do lives after them, the good is oft interred with their bones; So let it be with PIX.”
Andreas: Jeg er ved at udvikle overfølsomhed over for latter i biografen. Det, synes jeg ikke selv, er så godt, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg tror, det handler om, at humor i mine øjne har mange afskygninger. Der er (som minimum) det groteske, det hyggelige og det grinagtige, og i min indsnævrede og vrisne verden er det kun det grinagtige, man skal grine (højlydt) af. Når folk klasker sig på lårene af grin over noget grotesk, eller når de griner helt hysterisk over det hyggeligt morsomme, så transformeres disse alternative former for humor til den nemme, platte og sjældent videre interessante grinagtige humor. Er jeg for fintfølende? Garanteret.
- Much Ado About Nothing / USA
Andreas: På trods af min irritation over store dele af publikums hysteriske latter igennem det meste af “Much Ado About Nothing”, så var Joss Whedons Shakespeare-fortolkning en helt igennem dejlig og sjov (men på den hyggelige måde) film. Jeg er ret fascineret af denne Hr. Whedon, som vælter ind på mainstream-scenen med to nørdede og – for hvad de er – mere eller mindre perfekte film (superhelte-eposset “The Avengers” og meta-horrorfilmen “The Cabin in the Woods”) og etablerer derved sig selv som ‘the God of Nerds’. Allerede nu arbejder han på den kommende “The Avengers 2”-film, men inden da har han lige skabt en lille sort/hvid perle af en Shakespeare-filmatisering – der tilmed er filmet i hans eget hus!
Filmen foregår i moderne rammer, men den gør brug af den originale dialog, som Shakespeare skrev. Det fungerer imponerende godt, hvilket i høj grad skyldes Joss Whedons eminente talent for instruktion og komisk timing. Skuespillerne formår at håndtere den svære opgave at tale og handle yderst traditionelt, men samtidig ligne og fremstå som en moderne overklasse. Det fører til flere sjove optrin, og takket være et gennemgående godt flow, flot fotografering og et forlæg der i sagens natur er virkelig godt, kan Joss Whedon med “Much Ado About Nothing” skrive endnu en virkelig vellykket film på sit CV. Og denne gang i en helt anden genre, end vi normalt kender ham fra.
5/6
Nadia: Joss Whedon er en mand med mange talenter, hvilket vi får at se i “Much Ado About Nothing”, der er baseret på Shakespeare-stykket af samme navn. De originale linjer fra stykket er bibeholdt i filmen, mens tidsperioden er rykket til nutiden, hvor vi befinder os i en stor villa i Hollywood (Whedons egen), hvor spidse sko og high-end fashion er en del af livet.
Der er ét stort problem ved at beholde de originale replikker, som også Baz Luhrman var offer for i sin film, “Romeo & Julie”, fra 1995, hvor han lavede det samme trick. Problemet er troværdighed, for det er simpelthen bare ikke troværdigt, at disse mennesker fra moderne tider går rundt og taler, som om de er karakterer fra et Shakespeare-stykke. Og når de så samtidig begynder at snakke om deres hjemland Italien, begynder det mildest talt at virke lidt underligt. Baz Luhrman var smart at lade sin filmatisering foregå i Verona Beach i Californien og på den måde undvige geografiske forvirringer – noget Whedon desværre ikke har tænkt over.
Kan man derimod sætte sig udover disse startvanskeligheder, vinder “Much Ado About Nothing” ved nærmere bekendtskab. Det stilsikre valg at lade den foregå i sort/hvid sætter prikken over i’et på en film, der nok er cool i sit udseende, men ikke har meget dybde. Mest af alt virker “Much Ado About Nothing” som et fritidsprojekt for Whedon, så han kan have fornyet energi til sine mere seriøse projekter. Dette gør, at denne Shakespeare-filmatisering er en sød, munter, men også lettere ligegyldig oplevelse, der ikke vil ende som et af Whedons større værker.
3/6
”Much Ado About Nothing” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Det midaldrende søskendepar Sergio og Maria bor sammen i en lille lejlighed. Økonomien er stram, så de må gøre, hvad de kan, for at få det til at køre rundt. Sergio er tidligere stuntmand, men tjener nu sine penge ved at posere som romersk centurion foran Colosseum, mens Maria arbejder for en telefonsexlinje. De to bruger det meste af dagen på at skændes højlydt, indtil den illegale indvandrer Milan dukker op. Sergio øjner en mulighed for at tjene gode penge og sætter hurtigt Milan i arbejde. Pengene deler de, som Sergio udtrykker det: ”på halvvejen. 70 % til mig og 30 til dig”. Da Milan modsat Sergio er initiativrig og arbejdsom, begynder den økonomiske situation hurtigt at forandre sig. Snart spirer et venskab mellem de to, men Sergio er ikke villig til at opgive sin magtposition. Sagen kompliceres derudover yderligere, da Maria ser sig varm på Milan.
Filmen er ikke uden charme og har scener, der er både hjertevarme og morsomme. Specielt Sergios konstante og meget højlydte brok er en kilde til underholdning. De, der kender en smule til romerne, vil vide, at det ikke er noget decideret utroværdigt portræt. Problemet ligger i filmens alt for hyppige skift i tempo og tone, hvor man savner konsistens i den måde, den fortæller sin historie på. Alle tre skuespillere er imponerende gode, men Sergios karakter er desværre lidt for en-dimensional. Det er først hen mod slutningen, at hans karakter udvikles, og det føles lidt som en eftertanke. Slutningen er i øvrigt den værste ting ved filmen, idet instruktøren tydeligvis ikke har haft tillid til sin fortælling, hvorfor han har hæftet en klamt sentimental slutning på, der uden forbindelse til resten af filmen med et snuptag løser alle problemer og binder en pæn sløjfe på historien. Det er synd og trækker en del ned i bedømmelsen.
3/6
”Benur” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- The We and the I / Storbritannien, USA, Frankrig
Nadia: Michel Gondry har et imponerende talent for at skabe film, der er så inkorporeret i den amerikanske ånd, at man skulle tro, at han var født og opvokset i New York. Men ak, han er blot en franskmand, der virkelig ved, hvordan man skaber autentisk energi på et lærred, og det er noget, han formår at gøre til perfektion i den første halvdel af “The We and the I”.
Det er sidste skoledag inden sommerferien, og streetwise skoleelever fra Bronx er på vej hjem for at tilbringe de næste mange dage med den søde smag af fritid. Hormoner, uhæmmede følelser og frustrationer lurer i teenagerne, mens de er i samspil med hinanden. Alle kender alle, der er rygter overalt, og popularitet er alfa omega.
Det ligger i selve titlen, at Gondry især er interesseret i, hvordan samspillet er de unge imellem, når de er alene, og når de er en del af gruppen. Den unge Michael er en del af gruppen af bøller, der sidder bagest i bussen, men han er en anden, når han er alene, som den dominerende Laidy siger til sin underlegne og usikre veninde. Jovist, men hvem er så den virkelige Michael? Er det ham, der mobber de svage elever sammen med sine venner, eller ham der viser sympati overfor sine medmennesker, når han er alene? Dette er et spørgsmål, der stilles overfor hver og en af de unge på bussen, og hvad der burde være det mest interessante i filmen. Det er det bare ikke. Nej, Gondry har siden sine dage som instruktør af musikvideoer været bedst til at skabe en stemning i de levende billeder, og det er netop det, han gør i filmens første halvdel. Den energi, der driver af bussen, er svær ikke at lade sig rive med af, og det er, når den energi forlades, i takt med at der er færre og færre elever på bussen, at “The We and the I” mister lidt af sin gejst.
3/6
”The We and the I” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Som Nadia er jeg også meget begejstret for James Franco. Selv om jeg i høj grad beundrer hans vilje til at eksperimentere og afvisning af den sikre vej, er jeg dog ikke altid begejstret over resultatet af disse anstrengelser. “Maladies” formåede ikke at imponere mig, men det kan ikke siges at være Francos skyld. Her spiller han en skuespiller ved navn James, der har tydelige psykologiske problemer. Han har tidligere arbejdet på en populær sæbeopera, men skriver nu på en bog, og han bor sammen med sin ligeledes psykisk ustabile søster hos kunstneren Catherine. Ensemblet fuldendes af den affekterede nabo, Delmar, der eminent personificeres af David Strathairn.
Filmen virker desværre meget opstyltet og stiv. Det er et klassisk problem, når billedkunstnere tager springet til film. Jeg har altid argumenteret for, at film avant tout er et oplevet medium. Det gør ikke noget, at der er kunstneriske udtryk og dybt intellektualiserede begrebsverdener, men hvis du ikke kan præsentere tilskueren for en basal, medrivende oplevelse, så skal du holde dig til videoinstallationer. På grund af fraværet af en sådan oplevelse er det meget svært at danne noget forhold til karaktererne. Selv om de alle spiller godt – omend meget stiliseret – er det for størstedelen spildte kræfter. Straithairn formår i en enkelt scene, hvor de andre danser, mens han står alene og ser på, at bryde igennem alene ved kraften af sit skuespil. Det er en fantastisk scene, men hvor ville jeg dog ønske, den havde været med i en anden film. Filmens mest interessante greb er en fortællerstemme, der løbende kommenterer på og til Francos karakter, og som Franco nogle gange går i dialog med. Det kunne have været interessant at se, hvad en bedre instruktør havde fået ud af dette.
2/6
”Maladies” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Nadia: Nogle gange regner folk med, at horrorfilm ikke behøver være intelligente, at de ikke behøver give mere til tilskueren end billige chokeffekter, og at fans af skrækfilm forresten ikke er kloge nok til at genkende forskellen på en god og dårlig film. Skrækfilm er i al sin enkelhed bare ikke ligeså respekterede som dramaet, og det er også okay, hvis denne tankegang kommer fra folk, der ikke ved, hvad de snakker om. Det er langt mere problematisk, når selve instruktøren af en horrorfilm har samme holdning.
“The Pact” handler om to søstre, der skal arrangere boet efter moderens død. Barndommen var hård, og forholdet mellem de to er ikke godt. Men da den ene søster forsvinder, må den anden tage over og undersøge, hvad der er sket i huset, der gemmer på horrible hemmeligheder. Der er to dele af “The Pact”; en der virker, og en der ikke gør. Instruktør Nicholas McCarthy prøver halvhjertet at fortælle en historie om to søstre og deres forfærdelige barndom, men fortæller os aldrig, hvad der egentlig skete, eller hvorfor vores hovedperson tilsyneladende har traumer. Flere gange bliver der nævnt noget med at komme ind i et klædeskab, når man har opført sig dårligt, men der kommer aldrig en forklaring på, hvad dette egentlig betyder. Efterhånden går det op for den kritiske seer, at dette ikke er for at skabe spænding, men simpelthen fordi heller ikke McCarthy er helt klar over, hvad baggrunden er.
Derimod er han ferm til at instruere uhygge. “The Pact” har vitterligt nogle gedigne gys, men når de skræmmende scener er overstået, er der ikke meget andet at komme efter end dårligt skuespil, ligegyldige baggrundshistorier og lemfældig persondybde. “The Pact” er en film, der opstod af en idé om at skræmme sit publikum, hvilket som sådan også er en fin idé – der skal bare meget mere til for en skabe en god skrækfilm.
3/6
Andreas: ‘Popcornsfilm’ er et vidt begreb, og hvad, man personligt kan og vil anvende det på, afhænger nok en del af, hvilken type film man oftest er til. Jeg er personligt vild med alt, der indbefatter blod og lemlæstelse eller bare klassisk uhygge, og sidstnævnte var lige præcis, hvad “The Pact” leverede. Historien var usammenhængende, skuespillet dårligt og pointen må stå hen i det uvisse, men som popcornsfilm for gyserfans er den næsten upåklagelig.
Den handler om noget i retning af en kvinde, hvis mor er død, og hvis søster er forsvundet. Nu skal hun så bo i moderens hus for en stund, og så er der åbenbart en til, der forsvinder, og der sker uhyggelige ting. Ja, som sagt er historien noget underligt rod uden et meningsfuldt pay-off, og skuespillet varier fra det tålelige til det tåkrummende, men “The Pact” leverer varen, når det kommer at skabe neglebidende uhygge og skrækindjagende chok – og heldigvis har Nicholas McCarthy prioriteret at proppe så mange uhyggelige scener ind i filmen som overhovedet muligt.
Man sidder således med fornemmelsen af, at originalidéen har været nogle af de uhyggelige sekvenser, og at alt det andet – handlingen, karaktererne, twistet – er kommet bagefter for at have en årsag til uhyggen. Dette gør “The Pact” til en helt igennem ligegyldig oplevelse, men er man til uhygge og gys, så er der god underholdning i denne tætpakkede gyser, der nok egner sig bedst til de scene nattetimer.
3/6
”The Pact” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Diego Star / Canada, Belgien
Johnny: Underklassens mod forventning varme og poetiske møde med det fremmede har været et gennemgående træk i europæisk socialrealisme i en del år efterhånden. Med tydelig inspiration fra Aki Kaurismäki, Dardenne-brødrene og Fatih Akin ser det nu til at være nået til Canada.
Traoré arbejder på et russisk fragtskib, der får motorproblemer ud for Canadas kyst. Skibet bugseres til havn, og en undersøgelse begynder. I et pludseligt anfald af professionel stolthed og loyalitet over for sine mænd nægter han at tage ansvar for miseren, som ejerne og skibets officerer ene er skyld i, og skibet skal derfor blive i havnen, mens sagen undersøges. Han indlogeres i mellemtiden hos den enlige mor Fanny, der har brug for at tjene lidt ekstra. De to fatter sympati for hinanden, men det skal snart vise sig, at Traoré har gjort sig meget upopulær med sine udtalelser, hvilket truer begge deres situationer.
Isaka Sawadogo og Chloé Bourgeois spiller fantastisk godt. Det er en meget afdæmpet film, og ansvaret for at skabe en følelsesmæssig investering hos publikum hviler alene på deres skuldre, hvilket de i den grad lever op til. Filmen er bedst i den første halvdel, hvor plottet i et adstadigt tempo sættes op. Man får et fascinerende indtryk af den forfrosne havneby, hvor arbejdet på havnen tilsyneladende er den eneste aktivitet. Desværre er det som om, filmen i anden halvdel får sig hængt op på en række plotudviklinger, der afvikles lidt for hurtigt og uden nogen tilfredsstillende klangbund i karaktererne. Da vi endelig når til filmens klimaks, er det næsten ovre, før vi opdager det. Det gør desværre, at det, der kunne have været en oprigtigt rørende film, aldrig hæver sig over det ligegyldige. Slutresultatet bliver desværre en af de film, jeg ikke forventer at kunne huske om et par måneder.
3/6
”Diego Star” vises ikke igen under årets CPH PIX.
