– Robert De Niro

En tåget boksering før en kamp. I venstre side af ringen skyggebokser en hætteklædt mand. Uden for ringen råber og skriger publikum efter hans opmærksomhed, men han ser dem ikke, han er væk i sin dybe koncentration. Dette er filmpublikummets opfattelse af Robert De Niro og vice versa anno 1980.

Hans næsten ikke-eksisterende forhold til pressen, hans sagte facon og hans dybe koncentration af enorme dimensioner, har skabt en mystik omkring hans person. De Niro beskriver selv sine metoder sådan:

”Skuespillere skal være i stand til at udsætte sig for omgivelserne, som før ellers senere betyder det at en ide vil dukke frem. En følelse eller en episode som man senere kan bruge. Det vigtigste er at bruge en masse tid på det, selvom at det også er kedeligt. Man er nødt til at blive ved med at øve sig. Hvis man ikke øver sig, kender man ikke sit materiale og det bliver aldrig naturligt. Man er nødt til at blive den person som man portrætterer, både fysisk og mentalt.” Det er disse virkemidler som har gjort ham til en slags menneskelig kamæleon.
Under indspilningen af “Mean Streets” fandt De Niro i Martin Scorsese en person som ikke havde noget imod at føre lange samtaler om hvordan hans figur f.eks. ville binde sine snørebånd, og Scorsese fandt i De Niro en som var i stand til at sætte krop og ansigt på sine tanker. Instruktøren Scorsese var helt klart styrmanden, men igennem deres næste fire film sammen begyndte De Niro mere og mere at være den dominerende faktor. Det frugtbare samarbejde med Scorsese samt diverse teaterskuespil gav De Niro blod på tanden til at gå egne veje…

I “Godfather II” spillede De Niro den unge Vito Corleone som Marlon Brandon så legendarisk havde spillet den ældre version af i den første film. Næsten alle De Niros replikker var på italiensk. De Niro rejste med en båndoptager under armen til Sicilien. Her blev han i seks uger og talte
med de lokale beboere og optog deres samtaler, for så at lære den sicilianske dialekt. Hans spil i filmen er… ja, resten er historie, han blev hædret med en Oscar.

Nattens skabning
Paul Schrader havde delvist baseret sin hovedperson i “Taxi Driver”, Travis Bickle, på Arthur Bremer, en fyr som først havde forfulgt og til sidst skudt Alabamas guvernør. De Niro fik Schrader til at indtale Bremers dagbog på kassettebånd – som han hørte om og om igen. Han tabte 15 kilo for at give Bickle et mere blegt og usundt udseende som gjorde ham til en del af storbyens mørke skabninger. De Niro begyndte også at tage taxakørekort og endte med at køre rundt i New Yorks gader som en ganske almindelig taxachauffør i en seks-ugers periode. En dag tog De Niro en kunde op, som også var skuespiller, som genkendte manden der lige havde vundet en Oscar. ”Du vandt fornyelig Oscaren, og nu kører du allerede taxa igen?” De Niro forklarede at han var i gang med at researche til en kommende rolle, hvortil kunden i sympati svarede: ”Det er helt okay, Bobby, den situation har jeg også prøvet at stå i.”

I Scorseses selskab følte De Niro sig sikker nok til at komme med forslag til Travis Bickles kendetegn og færden. Scorsese, der stolede på De Niros talent overlod det mere eller mindre op til vennen selv at stå for figuren, samtidig med at han også lod De Niro være i fred og ro det meste af tiden til at forberede sig til den krævende rolle.

Hele “Taxi Driver” succesen kom bag på De Niro: ”Det var formentlig hele fremmedgørelses situationen som gjorde indtryk på publikum. Sådan er det med film, man laver personlige film som påvirker folk, men man ved aldrig rigtig hvorfor.”

Filmen var i sandhed en personlig film for De Niro (ligesom det også var det for Scorsese og Schraders vedkommende). Travis Bickle er en mand i emotionelle lidelser filmen igennem, og alligevel spiller De Niro ham ekstremt underspillet og nedtonet. Grundtanken i hele De Niros skuespiltræning forlangte at han skulle finde figurens lidelser frem i ham selv for at gøre den levende. Han isolerede (ligesom Travis Bickle også gjorde det i filmen) sig fra de andre skuespillere og filmfolk, og kom kun frem når der var brug for ham.

Robert De Niros præstation gav ham en Oscar-nominering (hans første for Bedste Hovedrolle) sammen med på den tid ukendte Sylvester Stallone (for “Rocky”). Den skrivende presse udråbte De Niro som den nye Marlon Brando, og med et var han blevet en stjerne, men det var ikke noget den sky hovedperson fandt godt behag i: ”Jeg har ikke lyst til at være en filmstjerne, det er døden for en skuespiller. Man ender med at spille den samme figur hele tiden.”
Et par år tidligere havde De Niro læst bokseren Jake La Mottas autobiografi, “Raging Bull”, og var overbevist om at det var filmen for både Scorsese og ham selv, men Scorsese var ikke af samme overbevisning, han var ikke sikker på at han forstod La Mottas motivationer.

Men nogle år senere blev Scorseses seneste film (“New York, New York” også med De Niro i hovedrollen) slagtet af kritikere og publikum. Han havde lige gennemgået en skilsmisse. Hans kroniske astma gjorde også hans helbred svagt og han måtte indlægges. De Niro, der følte stærk for “Raging Bull”-projektet, var sikker på at det kunne redde Scorsese fra at falde helt fra hinanden. Efter at have gået igennem ligende lidelser som La Motta forstod Scorsese nu at den eneste udvej var denne film.

Da Scorsese endelig overgav sig, satte De Niro alle sejl til for at få filmen virkeliggjort. Han hjalp med at skrive manuskriptet, vælge skuespillere og brugte sin nyerhvervede indflydelse i filmbranchen til at få projektet på benene. Da alt var på plads gennemgik De Niro sin mest omfattende forberedelse til en rolle nogensinde. Inden Scorsese havde sagt noget var De Niro allerede begyndt at styrke- og boksetræne, så da man var klar til optagelse var han i sit livs form.
De Niro vs. La Motta

De Niro boede en overgang sammen med Jake La Mottas i dennes hus og fik både tid til bokselektioner og til at forhøre La Motta. Da forberedelserne var overstået, stod La Motta med et blåt øje, et omfattende tandpleje arbejde, kirurgisk behandling af hagen og et trykket ribben – samt at La Mottas kone søgte om skilsmisse. Hun påstod at skuespillerens evige tilstedeværelse var en af grundende til opbruddet. La Motta var i øvrigt overbevist om at De Niro til enhver tid kunne gøre karriere som bokser hvis han skulle blive træt af skuespillet. Fordi filmen viser både La Mottas storhedstid og fald, gik De Niro (over en seks måneders periode) fra at være i sit livs bedste form til sit livs værste. Normalt klarer Hollywood at gøre skuespillere federe hvis en rolle kræver det, men De Niro var opsat på at gøre det på den hårde måde.

Efter at boksescenerne var indspillet, lukkede produktionen og De Niro fik to måneder til at “vokse” sig 30 kilo større. Han tog til Europa for at spise alt hvad de europæiske restauranter havde at tilbyde ham, plus diverse milkshakes og tonsvis af kager: ”Det er meget vanskeligt. Man tror at jo mere man spiser, jo mere tager man på i vægt. Men man er nødt til at gøre det tre gange om dagen. Man står op om morgen for kun at spise, igen til middag, og så en gang til om aftenen. Kun spise også selvom man ikke er sulten”, udtalte De Niro i 1979.
Da han kom tilbage fra hans ædetur var han som en forandret mand. Han havde bl.a. problemer med vejrtrækningen og faldt i søvn hele tiden. I de tre uger som optagelserne tog, frygtede Scorsese og de andre for De Niros helbred. Men denne dedikation gik heller ikke ubemærket hen, og De Niro vandt fortjent sin anden Oscarstatuette. Men de krævende roller og de nysgerrige medier begyndte at tære på hans kræfter. Efter Scorsese og De Niros næste film, “King Of Comedy”, indledte han en periode hvor han tog mindre eller direkte mikroroller som f.eks. i Terry Gilliams “Brazil”. I “De Uovervindelige” (“The Untouchables”) fra 1987 gik De Niro igen på
en mindre fedekur (15 kilo), for at fylde rollen ud som Al Capone:

”Jeg kunne have brugt en kropsdragt, men hvad så med mit ansigt? Så endnu engang gik jeg i gang med at forøge min vægt, selvom jeg ikke havde særligt meget lyst til det. Og jeg lovede aldrig at gøre det igen.” Han så bl.a. gamle film og billeder af Al Capone, hårlinien blev tilpasset og som prikken over i’et fik han skræddersyet undertøj som matchede Capones.

Er kamæleonen forsvundet?
Efter “De Uovervindelige” begyndte De Niro igen at arbejde for fuld skrue. Hans første økonomiske hit (som hovedrolleindehaver) kom i “Midnight Run” året efter. I 1989 startede han sit eget filmselskab, TriBeCa Produktions (som bl.a. finansierede hans til dags eneste instrueret film, “A Bronx Tale”). For at holde det kørende har han været nødt til at arbejde næsten uafbrudt lige siden, som selvfølgelig har betydet en mindre kritisk tilgang til valg af roller. Hans overspillet mimik i “We’re No Angels” fra samme år, er mildt sagt forfærdelig og langt under hans sædvanlige høje standard. Den unge Robert De Niro ville uden tvivl have sagt nej tak til denne opgave.

Siden, “We´re No Angels”, har De Niro heldigvis leveret gode præstationer i bl.a. “Cape Fear”, “Casino”, “Sleepers” og “The Score”. Men antallet af sammensatte figurer er væsentlig mindre end tidligere. Jimmy Conway i “Goodfellas” og Neil McAuley i “Heat” bærer den under overfladen liggende farlighed eller dybde som De Niro engang var kendt for. Men ellers virker det som om at Kamæleonen er trådt i baggrunden og Robert De Niro spiller Robert De Niro i stedet. Om det skyldes pengeproblemer eller bare almindelige modenhed?

Interviewkilde: Dougan, Andy: “Untouchable”.

[li][url=movie-view.php?id=436]”Analyze That”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=447]”Elsker… Elsker Ikke” – “À La Folie… Pas Du Tout”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=222]”Halalabad Blues”[/url]

Tirsdag 6/5

[li][url=movie-view.php?id=362]”Blood Work”

Onsdag 7/5

[li][url=movie-view.php?id=569]”Det Store Slædeløb” – “Snow dogs”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=140]”Insomnia”[/url]

[li]Zulu 00.15 ”Gonin” (1995)

[li]TV.2 01.00 ”Tyvene” – “Les Voleurs” (1996)

Søndag 4/5

[li]TVD1 20.50 ”Himmel Og Jord” – “Heaven & Earth” (1993)
”Englænderen” – “The Limey”
Med Terence Stamp og Peter Fonda.

Wilson er en barsk, midaldrende englænder, der har tilbragt det meste af sit liv i fængsel. Han er netop kommet ud endnu en gang, da han hører om sin datters død. Han tager straks til Los Angeles for at undersøge omstændighederne omkring dødsfaldet.

Stacy: ”Why don’t they make shows about people’s daily lives you’d be interested in watching? You know, like “Sick Old Man” or “Skinny Little Weakling.” “Big Fat Guy.” Wouldn’t you watch a show called “Big Fat Guy”? I’d watch that fucking show.”
[li]DR.2 20.50 ”Englænderen” – “The Limey” (1999)

Mandag 5/5

[li]TV.3 21.00 ”The Rainmaker” (1997)

[li]TVD1 21.00 ”JFK” (1991)

Tirsdag 6/5

[li]TVD1 21.00 ”Waterworld” (1995)

Onsdag 7/5

[li]TVD1 21.00 ”Eraser” (1996)

Torsdag 8/5
”Høj Cigarføring” – “The Big Kahuna”
Med Kevin Spacey og Danny DeVito.

Tre håbefulde sælgere i et firma, der fremstiller industriel smøreolie, tager til en virksomhedsmesse i håb om at få den store kanon Dick Fuller overtalt til at afgive en stor ordre, som derved kan redde firmaets dalende salgstal, men sådan kommer det ikke helt til at gå…

Larry Mann: ”Well, I’ll be a son of a bitch! I don’t smoke, you quit drinking, Bob here wouldn’t even dream of looking at another woman with lust… between the three of us, we’re practically Jesus.”
[li]DR.2 20.40 ”Høj Cigarføring” – “The Big Kahuna” (1999)

[li]Zulu 20.55 ”Vild Med Mary” – “There’s Something About Mary” (1998)

[li]TVD1 21.00 ”True Crime” (1999)

Fredag 9/5

[li]TV.3 22.45 ”Ubåden” – “Das Boot” (1981)

[li]TV3+ 22.45 ”Hva’ Med Bob?” – “What About Bob?” (1991)

[li]TV.2 23.35 ”Alle Siger I Love You” – “Everyone Says I Love You” (1996)

[li]TV.3 02.10 ”Thomas Crown & Co” – “The Thomas Crown Affair” (1968)

Lørdag 10/5

[li]Zulu 14.20 ”Intet Nyt Fra Vestfronten” – “All Quiet On The Western Front” (1979)

[li]TV.3 21.00 ”Sneakers” (1992)

[li]TV.3 23.30 ”Djævel I Blåt” – “Devil In A Blue Dress” (1995)

[li]Zulu 00.20 ”Thursday” (1998)

[li]TV.2 01.05 ”Angel Baby” (1995)

[li]TV.3 02.15 ”Det Første Store Togrøveri” – “The First Great Train Robbery” (1978)