Nu, hvor de sidste stunder af året 2008 langsomt forsvinder i horisonten, er det et oplagt tidspunkt at se tilbage på årets bedste filmøjeblikke. Det har på mange måder været et bemærkelsesværdigt år med exceptionelt mange gode film i biograferne gennem de seneste mange måneder. For at gøre status over de mange gode film har Filmz’ anmeldere udvalgt deres foretrukne blandt årets biografpremierer i de danske sale samt fire boblere.

Med denne film havde jeg den sjældne følelse i kroppen af at have set et fuldbyrdet mesterværk. Coen-brødrene havde skuffet fælt med deres to seneste film, men viste med denne hæsblæsende og overraskende thriller, at de stadig er blandt de bedste i branchen. “No Country for Old Men” er en dyster, neglebidende fortælling om en verden, hvor ondskaben regerer, og menneskets samvittighed er lige så gold og øde som filmens landskab. Det er et tungt og dystopisk tema, men den underspillede humor giver et par nødvendige pusterum i en film, der konstant får én til at gispe efter vejret.

Det kan godt være, at filmen efterlader seeren med et mørkt syn på fremtiden, men paradoksalt nok beviser denne mesterlige thriller, at vi mere end nogensinde har brug for Coen-brødrene i vores kulturelle landskab. Én ting er i hvert fald helt sikkert: At slå plat eller krone bliver aldrig helt det samme igen, efter du har set denne film.

Boblere: “Wall•E”, “The Dark Knight”, “Lars and the Real Girl” og “Sweeney Todd”.

Selv adskillige måneder efter både dens internationale og danske biografpremiere rumsterer Joe Wrights Oscar-belønnede “Soning” i baghovedet på denne anmelder. “Soning” er ikke blot en enestående fortælling, men en enestående fortælling om det at fortælle. Hvad, der i første omgang ser ud til at være en lettere traditionel historie om to elskende, der skilles af tragiske omstændigheder, udarter sig hurtigt til et forbløffende komplekst studium i syndsforladelse.

Intet superlativ synes tilstrækkeligt, når man skal beskrive årets flotteste scene: filmens legendariske, 5 minutter lange sekvens på stranden ved Dunkirk i Nordfrankrig. Tusindvis af statister deltager i scenen, som kun nåede at blive skudt tre gange, før kameramanden besvimede. Men stort set hver eneste nuance i samtlige billeder, gestikulationer og udtalelser har betydning i dette moderne mesterværk, der når vidt omkring på blot 118 minutter – lige fra Frankrigs sønderskudte slagmarker anno 1940 til de dybeste afkroge af den menneskelige sjæl.

Boblere: “No Country for Old Men”, “There Will Be Blood”, “Wall•E” og “Wanted”.

Der har været mange uforglemmelige oplevelser i filmens verden i årets løb. Stærkest var for denne anmelder dog Paul Thomas Andersons uforlignelige mesterværk “There Will Be Blood”, der allerede på nuværende tidspunkt har skrevet sig ind i de gængse filmhistoriebøger som noget enestående, storladent og helt unikt. Instruktørens evne til at dissekere menneskehedens grådige og besidderiske skavanker er noget ganske særligt, og skismaet mellem magtfuld religion og økonomisk rigdom almengyldigt, men det er dog for alvor den altoverskyggende hovedrolleindehaver Daniel Day-Lewis’ eminente, intense og indlevende præstation, der hæver Andersons seneste og mest vellykkede film til dato op på et altruistisk plan, hvor kun et fåtal har befundet sig før ham.

Samtidig taler filmens audiovisuelle kompetencer til følelserne og tilskuerens behov for det berusende, detaljerede og indbydende. Billede og lyd smelter sammen til en uadskillelig masse og er en sand fryd for øjet og komplimenterer perfekt det superbe i manuskriptet, skuespillet, de enkeltstående scenarier og naturligvis helheden.

Boblere: “No Country for Old Men”, “Himlens hjerte”, “Hallam Foe” og “Ghosts of Cité Soleil”.

Nikolai Schulz (Angel Eyes): “The Dark Knight”

Batmans seneste eskapader er i mine øjne en noget nær perfekt film. Hvis “Batman Begins” var et tiltrængt opgør med den efterhånden løjerlige franchise, så er “The Dark Knight” et levende bevis på, at superheltefilm og tegneseriefilmatiseringer sagtens kan overstråle de mest tårevædede dramaer, de mest komplekse karakterskildringer og de mest visuelt indtagende stykker celluloid.

Filmen er ikke bare smuk, hårdtslående brutal og gribende i sin eksistentielle historie – den går lige i hjertet såvel som adrenalinen på én. Den er blændende filmet, skarpt instrueret og byder på et overflødighedshorn af eminente skuespilpræstationer, ikke mindst filmens Joker, der får Jack Nicholsons ditto til at ligne en harmløs Ronald McDonald. Heath Ledger tilfører Batman-filmene et hidtil uset skræmmeelement, der cementerer, at dette ikke er for børn! Alt i alt er der for mig ikke en eneste finger at sætte på denne episke flagermus-tragedie, der lover godt for eventuelle fortsættelser. Sådan Nolan!

Boblere: “No Country for Old Men”, “Across the Universe”, “In Bruges” og “The Mist”.

Engang imellem er man så heldig at se en film, man ved, man aldrig glemmer. “There Will Be Blood” er en sådan film. Med teknisk styrke og uhyggelig intensitet vender Paul Thomas Anderson vrangen ud på menneskets inderste væsen. Episke billeder af ørken-Amerika, musik af Radiohead-guitarist Johnny Greenwood og en fuldstændig blændende skuespillerpræstation af Daniel Day-Lewis løfter “There Will Be Blood” op af mængden af andre “gode” film og tager plads blandt klassikerne.

Sjældent siden Stanley Kubrick og Orson Welles har man set så mesterlig og stilbevidst filmkunst. Paul Thomas Anderson viser gennem sin karriere, at han ikke har i sinde at spilde os filmelskeres tid, og med hans forholdsvis unge alder kan vi vente mange flere værker. Ingen film er perfekt, men “There Will Be Blood” er meget, meget tæt på.

Boblere: “No Country for Old Men”, “The Dark Knight”, “Happy-Go-Lucky” og “Wall•E”.

Selvom dette år har budt på udsædvanligt mange fremragende film, så var der dog ingen, der ramte mig så overrumplende og stærkt som den formidable “Lad det rette komme ind”, der præsterer noget så bemærkelsesværdigt som en fuldstændig ny og original vinkel på de ellers så hyppigt brugte vampyrhistorier. Der er en slags ondskabens poesi over denne film, der anvender de velkendte myter i en dybt rørende, men samtidig ganske usentimental fortælling om grusom mobning og ungdomsvold.

Det hele er suverænt og atmosfærisk iscenesat af svenske Tomas Alfredson, der her springer ud som en skandinavisk auteur-instruktør af duperende format, som det skal blive særdeles spændende at følge i fremtiden. “Lad den rette komme ind” udgør en ny målestok i en genre, der ellers har budt på adskillelige mesterværker, og som med denne kan føje endnu et til rækken. Der arbejdes i øjeblikket allerede på et amerikansk remake, men skynd dig for Guds skyld at se den ægte vare først.

Boblere: “The Visitor”, “No Country for Old Men”, “Wall•E” og “Berlin”.