Det ligner umiddelbart noget fra en James Bond-film. Vi befinder os i en enorm hal, hvor et overflødighedshorn af luksuriøse sportsvogne flankerer adskillige platforme, designmøbler og et kæmpe akvarium, der har en stor, skarptandet (og gudskelov kunstig) haj liggende på bunden. Vi finder senere ud af, at den er blevet døbt Margaret Thatcher. Der kunne altså sagtens være tale om et af de outrerede skurkedomiciler fra Roger Moores Bond-æra, og det giver også god mening, idet hallen er en del af Pinewood Studios – de berømte, engelske studiebygninger, hvor talløse Bond-kulisser er blevet konstrueret gennem tiderne. Et kæmpe billede af Daniel Craig som Agent 007 pryder også stedets facade. Men lige nu er det altså ikke Craig og Co., der slår gækken løs her i det sydlige England, men i stedet en flok stuntmænd og statister iført kulørte kostumer og armeret med alt fra kæder til knipler. En af nøglescenerne fra den kommende “Kick-Ass 2” skal lige straks skydes her.

Den første “Kick-Ass” var en af 2010’s absolut bedste film – en vild og vildt underholdende film om en umiddelbart ordinær dreng (en veloplagt Aaron Taylor-Johnson), der spekulerer over, hvorfor ingen har forsøgt at gå tegneseriernes superhelte i bedene i virkelighedens verden. Han får lavet et grønt, grinagtigt kostume, og under tilnavnet Kick-Ass drager han ud i nattelivet, hvor han prompte får tæsk af storbyens udskud. Men han træder for alvor i karakter efter at have slået sig sammen med den konstant bandende, 11-årige Hit-Girl (en charmerende og vidunderligt bidsk Chloë Grace Moretz) og hendes ligeledes udklædte far, Big Daddy (Nicolas Cage). Det var en nærmest livsbekræftende perle om heltemod blandt almindelige mennesker (som samtidig var spækket med vanvittige indfald, replikker og figurer), og med god grund bjergtog den både kritikerne og biografgængerne. En fortsættelse var uundgåelig.

I den splinternye toer slår Kick-Ass sig sammen med en hel gruppe heltemodige, maskerede mænd og kvinder. Truppen kalder sig Justice Forever og ledes af Colonel Stars and Stripes, der spilles af selveste Jim Carrey. I mellemtiden har den unge Chris D’Amico (den evigt fornøjelige Christopher Mintz-Plasse), hvis gemene gangsterfar blev dræbt af Kick-Ass i etteren, iført sig noget S&M-agtigt kluns, og under aliasset The Motherfucker (et godt praj om seriens vanvittige karakter) har han oparbejdet en hær af slyngler, der går i flæsket på Justice Forever i den store kampscene, der snart optages i førnævnte hal. Både sekvensen i sig selv og kulissen er langt større end noget, der optrådte i den første film.

”Toeren er langt større end den første” bekræfter Russell De Rozario over for os. Han er filmens scenograf og arbejdede også på forgængeren. Faktisk spillede han tilmed en bitte birolle som en af D’Amicos lejesvende. ”Instruktøren Matthew Vaughn ville gerne have, at jeg blev skudt i en elevator, og at døren derefter blev ved med at knalde ind i hovedet på mig… Men Jeff Wadlow, som laver toeren, er heldigvis en rarere instruktør. Men jeg venter stadig på, at Matthew ringer til ham og skråler: ‘Smid ham ned i akvariet!'” De Rozario leverer et smittende latterbrøl. Han har tydeligvis en stor forkærlighed for både Vaughn og Wadlow, men han lægger op til et oplagt spørgsmål: Hvordan vil toeren mon se ud med en anden instruktør bag roret? Den travle Vaughn uddelegerede personligt instruktørtjansen på “Kick-Ass 2” til den relativt ukendte Wadlow, som kun har to spillefilm på samvittigheden – deriblandt den temmelig traditionelle kampsportsfilm “Never Back Down”.

”Matthew spiller stadig en stor rolle i skabelsen af toeren” fastslår Taylor-Johnson, Kick-Ass’ reelle alter ego, da vi møder den engelske, 23-årige skuespiller uden for hallen under en velfortjent pause. ”Matthew producerer filmen og ser alle råoptagelserne igennem. Men Jeff Wadlow skrev et fantastisk manuskript til toeren, og uden dét havde vi ikke været her i dag. Matthew har hele tiden sagt, at han ikke vil være med til at lave en toer, medmindre den bliver lige så god som etteren.”

Taylor-Johnson står ved siden af den ranglede Mintz-Plasse, som benytter lejligheden til at give alle de kvindelige journalister kindkys. I filmen er d’herrer fjender, men de er tydeligvis gode venner uden for fiktionens domæne, og den sprælske Mintz-Plasse er i øvrigt mindst lige så sjov i virkeligheden, som han er i komedien “Superbad”, hvor han fik sit store gennembrud som supernørden McLovin. Han ser dog markant anderledes ud i dag – med fipskæg og et sort/rødligt latexkostume udstyret med lynlåse, takker og kæder. ”Kostumet ser fedt ud, men når man bare har lavet to stuntoptagelser, er man badet i sved. Det er helt vildt…” Mintz-Plasse kigger på sin udklædte sidemand. ”Ja, jeg har allerede skiftet våddragt tre gange i dag” konstaterer Taylor-Johnson med et smil. Vi støder også på Donald Faison, der nok er bedst kendt som lægen Turk i tv-serien “Scrubs”, og som spiller helten Dr. Gravity i “Kick-Ass 2”. Han giver sine kollegaer ret: ”Da jeg tog kostumet på, tænkte jeg: ‘Hvor er det fedt!’ Og så indspillede vi den første kampscene, og den mængde sved, der hober sig op i kostumet… Puha. Når jeg tager kostumet af, skal du helst være to meter væk, for ellers komme du med garanti til at lugte min røvsprække! Det stinker at være ordenshåndhæver!”

”Er I blevet mere modne, siden I optog etteren?” Spørger en anden journalist. Taylor-Johnson peger drilskt på Mintz-Plasse og indskyder hurtigt: ”Tror du, han er mere moden, bare fordi han har fået skæg?” Der bliver grint lidt, før Taylor-Johnson bliver lidt mere seriøs: ”I filmen er det dog ret interessant, at alle de andre karakterer er blevet mere modne og har planlagt deres fremtid, mens Kick-Ass ikke rigtig ved, hvad han laver. Han prøver at finde ud af, hvor hans fremtid ligger. Skal han forblive Kick-Ass? Der er mange vidunderlige twists og udfordringer i fortsættelsen.” Det er til gengæld meget tydeligt, at Johnson – der blot var 18 år gammel, da etteren blev filmet – har fået større muskler siden sidst. ”Ja, når vi en dag laver treeren, er jeg sikkert på størrelse med Tom Hardy.”

Taylor-Johnson og Mintz-Plasse kan desværre ikke blive hængende længe. De skal tilbage og fortsætte optagelserne, og på afstand observerer vi dem duellere med stave og falde ned over borde og sofaer, mens statisterne slår, sparker og slynger hinanden rundt i baggrunden. Et betagende, kontrolleret kaos. Men selvom det tydeligvis er udmattende at optage så intense kampscener iført så tætsiddende kostumer, så bruger Mintz-Plasse hele sin næste pause på at hilse på en håndfuld handicappede børn, der har fået lov til at gæste optagelserne sammen med deres forældre. Mintz-Plasse fjerner ikke engang sin maske, selvom den næppe er bekvem, og i stedet besvarer han tålmodigt familiernes spørgsmål, og der bliver taget billeder sammen med dem alle sammen.

Der er altså tale om et par fantastiske, unge guttermænd, men skuespillertruppens absolutte stjerne er uden tvivl den nu 16-årige Chloë Grace Moretz, der spiller den lille Mindy Macready, som tæsker kriminelle udskud under dæknavnet Hit-Girl. Hun var blot 11 år gammel, da den første film blev skudt, og hendes præstation blev meget kontroversiel, eftersom hun ikke engang var teenager og alligevel dolkede slyngler i benene og leverer slagkraftige skældsord som ”cunts” og ”motherfuckers”. Hun var til gengæld en fuldkommen uforglemmelig karakter, og den purunge Moretz formåede både at gøre hende både allerhelvedes stærk og troværdig. Den legendariske – og sidenhen afdøde – kritiker Roger Ebert kunne ikke se morskaben, gav filmen bundkarakter og betegnede Hit-Girl som ”moralsk forkastelig”. Da vi tilfældigvis møder John Romita Jr., som illustrerede filmenes tegneserieforlæg, bekræfter han også, at Hit-Girls “brogede” ordforråd er et stort samtaleemne blandt filmmagerne.

”Der er en konstant diskussion om, hvordan vi skal håndtere hendes dialog… Absolut. Der er én bestemt sætning, som de diskuterer, om de overhovedet kan bruge, og den er temmelig grov.” Ikke så lang tid efter støder vi på Moretz selv, som virker glad og veloplagt – og intelligensmæssigt langt forud for sin alder. Hun er stadig iført sit kostume, men har dog taget sin karakteristiske, lilla paryk af. ”Jeg fyrer et par nye ord af i toeren. Hun er nok bare blevet lidt mere kreativ. Min mor er bestemt ikke glad…” Der er heller ikke nogen tvivl om, at “Kick-Ass” gav Moretz’ karriere et stort boost, og siden da har hun bl.a. samarbejdet med Martin Scorsese på “Hugo” og Tim Burton på “Dark Shadows”. Men “Kick-Ass”-fansene er stadig de mest… udtryksfulde. ”Fans bliver ofte ellevilde, når de møder mig. Nogle af dem spørger, om jeg ikke vil tæske dem! ‘Slå mig lige i ansigtet!’ Jeg står bare måbende og siger: ‘Hvad?!'”

Hun er også begejstret for, hvordan Hit-Girl har udviklet sig som figur siden etteren. ”Hit-Girl er mere tryg ved sig selv i toeren. Hun kender sig selv bedre. I den første film så vi mere til Hit-Girl end Mindy. Man mødte kun Mindy et par gange undervejs. Men i toeren ser man meget mere til Mindy end Hit-Girl. Man møder denne unge pige, som tumler med sin egen identitet. Blev hun hjernevasket af sin far, da hun var yngre? Er hun stadig hjernevasket? Er hun til hjælp eller skaber hun bare mere kriminalitet? Hun forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være den, hun er. Derudover er der selvfølgelig også en masse fede kampscener, og I får måske også lov til at se Hit-Girl være Hit-Girl uden masken og håret.” Moretz er tydeligvis snakkesalig, og hun lukker kun i, da jeg spørger ind til rygterne om, at Nicolas Cage vil vende tilbage som hendes far, Big Daddy, som ellers døde i den første. Hun skal til at svare, da hun ombestemmer sig og kigger på Universals PR-folk i baggrunden. ”Må jeg sige noget?” spørger hun. De ryster desværre på hovedet. Hun laver en skæv grimasse og trækker på skuldrene. ”Beklager!”

Instruktøren, Jeff Wadlow, kommer slentrende med et glas vand. ”Det har jeg brug for efter al den råben… selv med en mikrofon.” Selvom han måske nok har råbt, virker Wadlow enormt afslappet og fattet. Han fremstår bestemt ikke som en presset mand, der har til opgave at følge op på en af de seneste års største kultfilm. ”Det er virkelig interessant at lave en fortsættelse. Især en fortsættelse til en film, som man elsker, og jeg elskede den første ‘Kick-Ass’. Så når jeg arbejder på filmen – uanset om jeg så arbejder på kampscenerne, med fotografen eller med skuespillerne – så forsøger jeg være tro over for alt det, der var så vidunderligt i den første film, mens jeg samtidig omfavner den kendsgerning, at der altså er tale om et nyt værk, og at vi er nødt til at flytte grænser og gøre noget nyt.”

Bagefter bevæger vi os ind i heltegruppen Justice Forevers hovedkvarter. Vi går ned ad en halvlang gang, hvor man har bygget et lille køkken, før vi træder ind i et større lokale, hvor scenografien simpelthen er eminent. Stedet virker lidt nedslidt og fabriksagtigt, hvilket giver god mening, når nu stedet skal forestille at være bygget af ganske almindelige mænd og kvinder, ikke overmenneskelige superhelte. Detaljerigdommen er slående. I køkkenet hænger eksempelvis et skema over heltenes opvasketider, og i det støre lokale hænger en række bykort med påklistrede post-its. Her er blandt andet et lille bur (til Carreys hund), en makeup-stand og en halvstor dukke, som tydeligvis har fået nogle gevaldige tæsk. Og midt i det hele står et stort, rundt bord, som Kick-Ass og Co. sidder ved, og det er også prydet af utallige små tegninger og ord, som næppe bliver opfanget af filmmagernes kameraer. Men det er alt sammen med til at give stedet liv og karakter.

Pludseligt træder Mark Millar ind – den flamboyante, skotske forfatter, som skrev den oprindelige “Kick-Ass”-tegneserie. Hans skriverier affødte også filmen “Wanted” fra 2008 – en af de seneste års mest underholdende actionbrag. Millar har krøllet, gråligt hår, er iført en ganske almindelig, blomstret skjorte og kommer gående sammen med både sin hustru og en barnevogn. Ved første øjekast ligner han altså en helt almindelig familiefar – et indtryk, der umiddelbart virker uforeneligt med den hårde tone, og den uhæmmede vold, der ofte optræder i hans værker. Man skulle næsten tro, at han ville ligne en kronraget bølle, men så snart han åbner munden, og hans skotskklingende ord rammer øregangene, bliver man helt forhekset af hans charme. Det gør naturligvis heller ikke noget, at han er forfriskende, møghamrende ærlig.

”Jeg fik anti-tømmermænd her til morges,” lægger Millar ud med at slå fast. ”Har I prøvet det? I ved… Hvor man har drukket så sindssygt meget, at man faktisk har det helt fantastisk den næste morgen! Jeg vågnede klokken fem om morgenen og tænkte: ‘Jeg smutter sgu da lige i fitnesscentret!’ Og jeg svømmede faktisk og havde det fantastisk. Jeg tror, jeg har smadret alle mine hjerneceller. Der er intet tilbage, der kan skades. I øvrigt… lad være med at nævne over for Aaron Taylor-Johnson, at hans penis er blevet mindre, siden han er begyndt at træne så hårdt…”

Javel ja. Jeg fik hurtigt spurgt ind til, om Millar var nervøs for, at toeren ikke ville være lige så kompromisløs som etteren, eftersom en ny instruktør stod bag kameraet, og filmselskaberne var mere involverede ovenpå etterens succes. ”Nej, nej… Matthew er meget kløgtig. Han ser almindelig ud, men er gift med en supermodel (Claudia Schiffer, red.), så han ved lige præcis, hvad han laver! Han er den klogeste fyr, man kan møde. For jeg fik de bekymringer, som du nævner, da Matthew fortalte mig, at de fik Universal med om bord fra starten af. Jeg kender folkene hos selskabet, og de er nogle seje gutter, men jeg var stadig lidt nervøs for, at vi måtte gå på kompromis. Men Matthew har lavet en kontrakt, der slår fast, at hvis nogen stiller spørgsmålstegn ved filmen, så kan man hægte filmselskabet af og overdrage filmen til et andet filmselskab. Så filmen bliver nøjagtig, som vi gerne vil have, at den skal være.”

Siden den første “Kick-Ass” udkom, har adskillige mennesker i USA faktisk taget Kick-Ass’ idé til sig, syet et kostume, fundet på et sejt alias og sprunget ud på gaden for at bekæmpe kriminalitet – deriblandt den allerede legendarisk Phoenix Jones, som befærder Seattles gader og stræder. ”Da jeg skrev det første nummer af ‘Kick-Ass’, havde jeg ingen anelse om, at det foregik” fortæller Millar og fortsætter: ”Men efter tegneserien udkom, så forsøgte flere af de folk at komme i kontakt med mig. Det var underligt. Virkeligheden kopierede kunsten, som kopierede virkeligheden… Jeg tror, der efterhånden er 500 mennesker, som gør det. Så mange figurer har Marvel ikke engang opfundet!”

”Har du selv overvejet at klæde dig ud som superhelt?” spørger jeg med det samme. ”Jeg havde faktisk en plan om at gøre det, da jeg var 15 år gammel,” svarer Millar. ”Jeg var lidt for gammel til at gøre det – det er sådan noget, man overvejer, når man er 10 år gammel! Jeg tror, det skyldtes nogle stressfyldte eksamener… Jeg sad og skrev en kemiopgave og tænkte: ‘Gud, jeg vil meget hellere være en superhelt!’ Jeg arbejdede virkelig hårdt, og jeg og mine venner sagde i kor: ‘Hvorfor gør vi det ikke bare?’ Vi læste en masse Frank Miller-tegneserier. Meget realistiske tegneserier. Frank Miller og Alan Moore var guderne inden for tegneserieverdenen dengang. Og drømmen virkede så opnåelig! Jeg tænkte: ‘Man skal jo bare gå til fitness i en lille periode og få lavet et kostume’. Og det var sådan, Kick-Ass opstod. Det var lidt en alternativ selvbiografi… Hvad nu, hvis jeg havde valgt at gøre det i stedet for bare at skrive om det?” Han skal til at sige noget mere, da han afbryder sig selv efter at have spottet en lettere “særpræget” tegning på bordet. ”Undskyld, men jeg spottede lige et par patter på bordet! Har I tegnet det? Nu er jeg helt distraheret!”

Millar har i øvrigt fået en særaftale i hus hos filmselskabet 20th Century Fox. Han skal arbejde som konsulent på flere fremtidige tegneseriefilmatiseringer, men det betyder bestemt ikke, at han vil lægge pennen på hylden. ”Jeg elsker tegneseriemediets anatomi. Man behøver ikke tænke på budgettet. I ‘Kick-Ass 2’ er der en kæmpe slåskamp i den store hal, som I har set, og i tegneserien fortsætter slaget på Times Square. Men hvis man bygger så stor en kulisse, så bliver man nødt til at lade hele kampen udspille sig dér på grund af omkostningerne. Man har ikke råd til også at vise Times Square. Den problematik møder man aldrig, når man laver tegneserier. Det koster det samme at lave en scene, der foregår i det ydre rum, som en almindelig samtale mellem to mennesker. Kun ens fantasi sætter grænser. Når man laver en film, er man begrænset af anstændighed og omkostninger. Jeg er glad for bare at lave tegneserier, og så producerer jeg filmene, og én, der forhåbentlig er klogere end mig, skriver manuskriptet og sørger for, at filmen fungerer.”

Vi kunne heller ikke lade være med at spørge ind til “Wanted 2”, når nu den første film var så fremragende. ”Officielt aner jeg intet,” griner Millar. ”Men der er blevet skrevet fire forskellige manuskriptudkast til toeren. Der blev skrevet et, lige efter etteren udkom, fordi den indtjente så mange penge. Og man prøvede at finde ud af, hvordan man kunne få Angelina Jolie tilbage igen, fordi hun var et stort plus i den første. Manuskriptforfatterne prøvede at finde ud af, hvordan hun kunne genoplives, men det ville jo også være temmelig åndssvagt… Hendes død var fed, så hvis man udelukkende bringer hende tilbage af finansielle årsager, gør man det samtidig af de forkerte årsager. De første par manuskriptudkast indeholdt den genopvækkelse, men nu har de skrevet et fantastisk manuskript, som er baseret på en af Timurs ideer (Timur Bekmambetov er instruktøren af den første “Wanted”, red.), og Angelina er slet ikke med. Manuskriptet skal stadig revideres en smule, men det er næsten klart. James McAvoy vender tilbage, og til den nye kvindelige hovedrolle, har vi talt om…” Ja, og dét kan vi så desværre ikke afsløre her, da Millar fik os til at sværge, at vi ikke ville afsløre navnet. Beklager! Men det var bestemt ikke en skuespillerinde, vi havde gættet på!

Millar er i gang med at skrive en tredje tegneseriebog om Kick-Ass, som formentlig vil danne grundlaget for den næste “Kick-Ass”-film (hvis en sådan bliver søsat), men han insisterer på, at han så er færdig med karakteren. ”Medmindre jeg pludselig får en kæmpe skattegæld, så laver vi ikke mere end tre ‘Kick-Ass’-bøger. Man skal stoppe, mens legen er god. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg kan godt lide at gå på twitter, at gå på Facebook og at se på porno. Jeg har ikke lyst til at arbejde hele tiden!”

“Kick-Ass 2” har dansk biografpremiere den 29. august. Husk, at Filmz TV i næste uge bringer en række eksklusive videointerviews med instruktøren Jeff Wadlow samt skuespillerne Aaron Taylor-Johnson, Christopher Mintz-Plasse og Chloë Grace Moretz.