Af: The Insider | Udgivet: 2012-12-18


En lille optakt… Khan det mon være Khan?

Sjældent har en film været så omgærdet af mystik og hemmelighedskræmmeri som J.J. Abrams’ “Star Trek Into Darkness”. Det er efterhånden kutyme i Hollywood at lancere en tillokkende trailer et helt år før biografpremieren på en blockbuster-kandidat – hvis ikke endnu tidligere. Den store PR-maskine kickstartes formentlig i god tid i et forsøg på at skabe så megen omtale (og i så lang tid) som overhovedet muligt.

Men før vi tog hul på årets julemåned – blot fem måneder før den amerikanske biografpremiere på ”Star Trek Into Darkness” – var der ikke blevet udgivet ét eneste officielt billede fra filmen (blot en håndfuld paparazzibilleder af filmholdet i aktion var i omløb), og Abrams nød tydeligvis at prikke til fansenes eskalerende utålmodighed, da han for nylig viste sølle tre frames (svarende til præcis 0,125 sekunder) fra filmen under et kort, muntert interview på Conan O’Briens tv-talkshow. Vi vidste ikke engang noget konkret om plottet, før en kort synopsis blev trykt i slutningen af november. Men selvom jeg også har været allerhelvedes ivrig efter at se uddrag fra en ny Star Trek-film, lige siden den forrige udkom i 2009, har det på en måde også været forfriskende ikke at vide meget på forhånd… Ikke at blive præsenteret for en “Avatar”-lignende trailer, der afslører hver eneste drejning i fortællingen. For mit vedkommende har hemmelighedskræmmeriet kun styrket forventningerne.

Men her i måneden, hvor gavepapiret og juletræet hives frem, har filmselskabet Paramount været tidligt ude med pakker til de mange forventningsfulde biografgængere, der for tre år siden var med til at gøre Abrams’ “Star Trek” til franchisens mest succesrige spillefilm til dato.


Den 3. december udgav Paramount den allerførste “Star Trek Into Darkness”-plakat. På plakaten står den uhyre talentfulde, engelske skuespiller Benedict Cumberbatch (hovedrolleindehaveren i BBC’s fuldkommen fænomenale “Sherlock”-serie) med ryggen til kameraet og beskuer et futuristisk London omgivet af brændende ruiner. Vi ved kun, at Cumberbatch spiller filmens skurk, og at karakterens navn er John Harrison, men derudover ved vi ikke meget, eller om Harrison blot er et pseudonym. En af filmens manuskriptforfattere, Roberto Orci, har tidligere fortalt, at skurken er taget fra franchisens bagkatalog, men ingen John Harrison har optrådt i nogen af franchisens ældre film eller tv-serier.

Der har længe floreret rygter om, at Cumberbatch spiller den genmodificerede Khan Noonien Singh – en diktator fra vores tidsalder, som rumskibet Enterprises besætning finder nedfrossen og efterladt i et gammelt rumskib i det 23. århundrede i et af de bedste afsnit af den oprindelige “Star Trek”-tv-serie. Kaptajn Kirk og Co. tøede Khan op, han forsøgte dernæst at overtage skibet, de overvandt ham og efterlod ham på en fremmed planet, men i spillefilmen “Star Trek II: The Wrath of Khan” (en af Quentin Tarantinos yndlingsfilm i øvrigt) vendte han tilbage for at hævne sig.

Den 6. december udkom så den allerførste teaser til “Star Trek Into Darkness” – en såkaldt announcement trailer med en spilletid på bare ét minut. Traileren stillede flere spørgsmål, end den besvarede, men den afbildede bl.a. Cumberbatch i slagsmål med flere andre personer. Englænderens fiktive alter ego lod til at have overmenneskelige kræfter, og derudover ytrede han, at han var ”vendt tilbage for at få hævn”. Igen var der altså flere tegn på, at “Star Trek Into Darkness” ville være en nyfortolkning af historien om Khan. En endnu længere teaser udkom i går, den 17. december, og hvis man fanger Peter Jacksons “Hobbitten: En uventet rejse” i en udenlandsk IMAX-biograf, får man tilmed lov til at se de første ni minutter af filmen, før turen går til Midgård.

Vi har desværre ikke nogen IMAX-biograf i Skandinavien, men her på Filmz var vi så heldige at blive inviteret til en særlig forevisning af “Star Trek Into Darkness”-introen i London den 14. december. Cumberbatch, skuespillerinden Alice Eve (som i filmen spiller Carol Marcus, der var en af Kirks gamle flammer i den førnævnte “Star Trek II: The Wrath of Khan”) samt produceren Bryan Burk var også til stede, og vi fik lejlighed til at tale med både Cumberbatch og Burk efter screeningen. Men lad os lægge ud med at tage fat i de ni minutter fra filmen, som vi fik lejlighed til at se. Hvis du ikke vil have introen afsløret, men gerne vil læse interviewene med deltagerne, kan du med fordel springe over den næste sektion af artiklen.



Gennemgang af “Star Trek Into Darkness”-introen

“Star Trek: Into Darkness” har været en dyr, ambitiøs produktion, og alle trailerne lægger op til, at der bliver tale om et brag af en action-thriller. Men filmen starter ikke ligefrem i femtegear. I sekvensens begyndelse møder vi et ægtepar, som vi ikke tidligere har set (manden spilles i øvrigt af Noel Clarke, som sci-fi-fans formentlig vil kunne genkende fra “Doctor Who”). De er lige stået op, og takket være udsigten i deres futuristiske soveværelse kan vi se, at vi befinder os i London. Et tekstskilt fastslår, at året er 2259.

Derefter kører parret hen til en bygning med et noget ældre udseende. Vi har stadigvæk ikke hørt én eneste replik endnu. Michael Giacchinos lettere sørgmodige, effektive musik er det eneste, man for alvor bider mærke i på lydsiden. Bygningen viser sig at være et hospital, hvor parret besøger deres syge datter. En læge taler med forældrene, og ingen af parterne er ligefrem i hopla. Det ser tilsyneladende sort ud for den lille pige, og den tydeligvis chokerede fader træder målrettet ud på en terrasse for at få lidt frisk luft. Pludseligt træder Benedict Cumberbatch ind i billedet og siger til faren: ”Jeg kan redde hende.” Den forvirrede forælder vender sig chokeret om og siger: ”Hvad sagde du? Hvem er du?” Der klippes til et nærbillede af en smilende Cumberbatch, som desværre ikke besvarer det spørgsmål, som både faderen og millioner af Star Trek-fans længes efter at få besvaret.



Derefter klippes der til en helt ny scene. Vi befinder os nu på planeten Nibiru, hvor alle planter og træer er knaldrøde. To skikkelser i gråfarvede klæder spæner væk fra en større folkemængde. Scenen vækker øjeblikkeligt varme minder om Indiana Jones’ flugt fra de aggressive indianere i “Jagten på den forsvundne skat”. De to personer, der løber væk fra resten, viser sig at være Kirk og Enterprises læge, Leonard McCoy. Samtidigt er en vulkan tydeligvis ved at gå i udbrud blot få hundrede meter væk fra Kirk og McCoy. En rumfærge dykker ned i flammerne med Spock, Uhura og piloten Sulu ombord. Spock er iført en tyk, rødlig og skinnende uniform, som formentlig er designet til at beskytte ham mod flammerne i vulkanen.

Mens Kirk spæner væk fra stammefolkene, der konstant beskyder ham og McCoy med giftpile, minder Spock sin kaptajn om, at det er vigtigt, at lokalbefolkningen ikke ser ham, da det vil overtræde stjerneflådens prime directive – et direktiv, som fastslår, at stjerneflådens officerer ikke må blande sig i fremmede verdeners anliggende, idet det kan påvirke planetens udvikling. Sulu advarer sine kollegaer om, at rumfærgen ikke kan blive i vulkanen meget længere. Spock hiver fat i en eller anden form for kuffert, før Sulu åbner en lem i bagrummet og sender Spock ned mod bunden af den lavafyldte vulkan. Men rumfærgen ryster, Spocks kabel knækker, og han lander hårdt på en stenoverflade. Han kommer dog hurtigt op at stå.

Kirk og McCoy er stadig på flugt, og da de når frem til en stejl klippeskrænt, springer de ud og styrter ned mod havet. Vi ser dernæst, at de svømmer under havoverfladen, hvor vi overraskende finder Enterprise, som i ingen af de forrige film eller tv-serier er blevet afbildet under vand. Maskinmesteren Scotty (i skikkelse af den engelske lattergarant, Simon Pegg) dukker op og brokker sig over, at hans højtelskede rumskib er under vand, idet saltvandet vil beskadige skroget. Man kan tydeligt mærke på trailerne til filmen, at der er tale om en seriøs og dyster affære, men Scottys mundhuggeri med Kirk og McCoy understreger, at sprælsk humor også figurerer højt på filmmagernes dagsorden.



Spock pakker kufferten ud i vulkanen og tænder for en eller anden mekanisme. En sektion af vulkanen eksploderer pludseligt, mens stammefolkene udenfor kigger på – ganske forståeligt er de særdeles skræmte. Imens taler resten af Enterprise-besætningen om, hvordan de kan redde Spock, inden det er for sent. Det lader til, at den eneste løsning vil være at flyve op af vandet og tættere på vulkanen, men i så fald ville civilbefolkningen se rumskibet, og stjerneflådens prime directive ville dermed blive brudt. Spock beder sine kollegaer om at respektere direktivet og komme væk i en fart. Som han selv siger: ”Flertallets behov betyder mere end de fås” – en replik, som i øvrigt stammer fra “Star Trek II: The Wrath of Khan”. Kirk er tydeligvis frustreret, Uhura (som stadigvæk lader til at være i et forhold med Spock) er i chok. Da Kirk spørger sin gode ven McCoy: ”Hvad ville Spock gøre i mit sted?” svarer McCoy koldt og kontant: ”Han ville lade dig dø”.

Der klippes tilbage til Spock, som ser ud til at forberede sig på sin snarlige død. Eftersom Spock er meget med i trailerne til filmen, er der selvfølgelig ingen tvivl om, at han når at blive reddet – men vi finder nok ikke ud af præcis hvordan, før filmen får dansk biografpremiere den 6. juni næste år. Derefter klippes der til sort skærm, hvorefter vi blev præsenteret for en række korte klip fra filmen, som alle har optrådt i trailerne.

Alt i alt var de ni minutter særdeles imponerende. Det var tydeligt at se, at Abrams og Co. havde fået et større budget at lege med i denne ombæring. Brugen af 3D fortjente også stående bifald – sjældent har jeg fået så stort et sug i maven i en biografsal, som da Kirk og McCoy sprang ud fra klippeskrænten. Samtidigt havde Abrams tydeligvis droslet ned for mængden af lens flares – altså tilfælde, hvor lyset reflekteres i kameralinsen. Billederne var virkelig lækre, effekterne var imponerende og troværdige, og Michael Giacchinos musik og den slagkraftige lydside supplerede billederne perfekt. Derudover leverede samtlige skuespillere varen, og samspillet imellem dem var om noget stærkere end i “Star Trek”, hvori netop interaktionen mellem karaktererne var en af de allerstørste forcer. Kort sagt: Der er altså helt afgjort noget at se frem til – både for fans og dem, der endnu ikke har fået taget hul på franchisen.



Produceren og skurken taler ud

Da de ni minutter var gået, stillede skuespillerne Benedict Cumberbatch og Alice Eve samt produceren Bryan Burk sig op ved en af salens forreste rækker og tog imod spørgsmål fra salen. Først valgte en af journalisterne at drille trioen med forespørgslen: ”Hvorfor valgte I at bruge Khan som skurk?” Burk formåede på fornem vis både at besvare og ignorere spørgsmålet ved at konstatere, at han havde læst flere steder, at der var tale om Khan, men at karakteren altså hedder John Harrison. Men han lagde altså udelukkende vægt på, at karakteren hedder Harrison – han benægtede ikke, at der kunne være tale om Khan. Det var dog interessant at høre Burk bekræfte, at manuskriptforfatterne havde diskuteret Khan. Han kom ikke nærmere ind på de diskussioner.

Burk mente dog, at Cumberbatchs rolle var en langt bedre skurk end Eric Banas ditto i den foregående film. Banas noget stereotype skurk var da også en af de få minusser i Abrams’ “Star Trek”, selvom den australske skuespiller dog leverede en glimrende præstation i rollen.

Cumberbatch holdt også kortene tæt ind til kroppen. Han afslørede dog, at han officielt fik rollen lige efter nytår, og at han først var overordentlig lykkelig i omtrent et nanosekund, før han pludseligt blev skræmt fra vid og sans, da han indså det ansvar, han pludseligt havde på sine skuldre. Alice Eve kunne heller ikke afsløre meget: ”Jeg spiller Carol Marcus. Og hun har en blå uniform på.” Meget mere kunne Eve (som i øvrigt spillede sammen med Cumberbatch i den festlige romantiske komedie “Starter for 10”) desværre ikke afsløre.

Burk nævnte i øvrigt, at Abrams ikke kunne deltage, idet han stadig arbejdede ”på de 111 andre minutter af filmen”. Det tyder altså på, at “Star Trek Into Darkness” bliver omtrent to timer lang alt i alt, men det var formentlig blot et estimat. Filmen er jo stadig ved at blive redigeret. I øvrigt bør jeg lige nævne Simon Peggs fantastisk morsomme introvideo, som blev vist lige umiddelbart før klippene fra filmen. I en lille hjemvideo forklarede Pegg, at han desværre havde for travlt med at arbejde på “The World’s End” til at kunne deltage. Som Pegg selv sagde: ”Jeg befinder mig tæt på jer, men desværre ikke tæt nok til at kunne deltage. Jeg er i en galakse langt, langt væk… Hov, det var den forkerte franchise!”



Selve præsentationen var også enormt imponerende, fordi flere af sekvenserne var blevet skudt i det imponerende, højopløselige IMAX-format ligesom dele af Christopher Nolans to sidste “The Dark Knight”-film. Det kunne for alvor mærkes på billedets skarphed og detaljerigdom, og Burk kunne fortælle, at omtrent 40 minutter af filmen var blevet skudt i IMAX. Han forsikrede os også om, at selvom han og Abrams oprindeligt havde været skeptiske omkring 3D, så var de nu glade for beslutningen om at føje en tredje dimension til billedsiden, og filmen skulle angiveligt udnytte billedformatet på en facon, som ingen andre film har gjort tidligere. Spændende.

Uden for biografsalen nåede vi lige at fange Cumberbatch til en hurtig chat, før han skulle videre. Den 36-årige englænder var tydeligvis en meget seriøs og professionel person, men han havde også et glitrende glimt i øjet, og han tog sig god tid til at svare ordentligt og velovervejet på vores spørgsmål. Man kunne også mærke, at han var oprigtigt begejstret for filmen, og der er formentlig også mange, der – ligesom undertegnede – er begejstrede over omsider snart at kunne se Cumberbatch i en stor rolle i en stor mainstreamfilm. Manden har virkelig fortjent et kæmpe Hollywood-gennembrud. Vi kan i øvrigt lige hurtigt fortælle fans af “Sherlock”, at Cumberbatch selv forventede, at seriens tredje sæson ville dukke op sidst på året.

”Sherlock og Star Trek kan ikke rigtig sammenlignes,” fortæller Cumberbatch og fortsætter: ”Men da jeg skulle udfylde Sherlocks sko, var der mange fans, jeg skulle tilfredsstille, og dén oplevelse gav mig på sin vis overskuddet til her at sige: ‘Okay, jeg skal altså bare fokusere på at leve op til min instruktør og mine manuskriptforfatteres vision.’ Man skal bare forsøge at levere en god indsats, for hvis man er bekymret på forhånd og optaget af franchisens legendariske status, så bliver man paralyseret af ens ubeslutsomhed. Man kan ikke tilfredsstille alle. J.J. [Abrams] gav mig et enormt ansvar, og han havde stor tillid til mig, så jeg ville gerne gøre et godt stykke arbejde. Når man fokuserer på at gøre dét, bliver opgaven mindre intimiderende, selvom den stadig er temmelig skræmmende…”

Eftersom Cumberbatch har medvirket i flere film med skotske James McAvoy (“Starter for 10”, “Atonement”), var jeg naturligvis lige nødt til at spørge Cumberbatch, om han havde fået nogle arrige SMS’er fra sin kollega. Jeg mindede Cumberbatch om, at McAvoy jo er en ekstremt dedikeret trekkie, som – dengang jeg interviewede ham sidste år omkring “X-Men: First Class” – konstaterede, at han ”ville dræbe” for at få en rolle i den næste Star Trek-film. Og nu kan McAvoy så se to af sine “Starter for 10”-medspillere slå gækken løs i “Star Trek Into Darkness”, alt imens han selv må vente endnu længere på sin chance for at få en Star Trek-rolle. Cumberbatch smiler. ”Jeg ved, han er en kæmpestor fan. Han fortalte mig det, da vi for nylig indspillede et radiostykke sammen. Jeg håber bare, jeg kan gøre ham glad!”



”Men jeg har aldrig selv været besat af Star Trek, men da jeg så den forrige film, som jeg virkelig elskede, fik jeg alligevel et utroligt ‘trekkie-kick’ ud af at se, hvordan alle de her karakterer mødtes for første gang. Jeg blev til en vis grad slæbt ind i biografen for at se den forrige. Jeg sagde til mine venner: ‘Kom nu… Jeg ved godt, at J.J. er en god filmmager, men jeg gider ikke se en Star Trek-film…’ Men mine venner sagde: ‘Hør, det er ikke blot en Star Trek-film, det er en superb action-thriller’. Og den var sjov og bevægende, og den blev drevet fremad af karakterer, man vitterligt brød sig om. Den er velspillet, og humoren er fantastisk. Efter fem minutter græd jeg, efter ti minutter græd jeg af grin. Jeg elskede den simpelthen, så jeg vidste, at det ville blive spændende at lave toeren.”

”Men der er et større pres på én, når man laver en toer, for hvordan laver man en god efterfølger til sådan en succes? Vi skulle i hvert fald arbejde rigtig hårdt. Det helt store spørgsmål er: Hvorledes kan vi oppe os? Hvordan skaber vi en endnu større fare, som karaktererne skal konfrontere? Og selvfølelig lander en stor del af den arbejdsopgave hos skurken. Jeg var enormt beæret og også en smule nervøs ved tanken om at skulle få den opgave til at lykkes. Jeg tror dog på, at vi har skabt noget helt særligt.”

Da vi efterfølgende mødte produceren Bryan Burk, var han forståeligt nok meget tændt på at tale om, hvordan toeren kommer til at overgå sin forgænger på alle tænkelige planer: ”Actionsekvenserne er større, og der er flere af dem. Vi har også langt flere kulisser på rumskibet, end vi havde i forgængeren. Alt i filmen føles simpelthen større. Skurken giver også heltene en større udfordring end i den sidste film. Men vi har ikke lavet en apokalyptisk verden. Vi befinder os stadig i Gene Roddenberrys Star Trek-univers.”

Eftersom Burk tidligere havde afsløret, at Khan havde været på dagsordenen under diskussionerne med manuskriptforfatterne, kunne vi selvfølgelig ikke undlade at spørge, om han måske kunne blive aktuel til en anden fortsættelse, eller om Burk kunne tale nærmere om samtalerne omkring Khan. ”Vi har samtaler om alt, for Star Trek er et kæmpe univers… Jeg er sikker på, at man nu holder de samme slags samtaler omkring de næste Star Wars-film, hvor bagmændene tænker: ‘Hvor begynder vi? Hvilke helte og skurke skal vi tage fat i?’ Men på samme tid vil vi gerne skabe vores helt egen fortolkning af universet. Vi vil ikke bare træde de gamle film over tæerne, vi kigger fremad og kigger nærmere på alle de mange muligheder, vi har.”

Alt tyder altså umiddelbart på, at både trekkies og alle andre dødelige har en stor oplevelse i vente, når “Star Trek Into Darkness” får dansk biografpremiere den 6. juni. Vi vil naturligvis fortsætte vores dybdeborende dækning af filmen på Filmz til og med premieren, og vi ser allerede frem til den næste trailer, som angiveligt udkommer engang i foråret. Engage!

Gravatar

#1 Aggeri 11 år siden

Jeg må indrømme, at selvom jeg aldrig har set andet Star Trek end den forrige film fra J.J Abrams og nogen klip hist og her i fjernsynet af nogle gamle Star Trek serie, har de sidste to trailere for alvor gjort en nysgerrig på hele universet. Hvis denne film bliver et hit, kunne det sagtens tænkes, at man vil se nogle af de gamle serier.

Overvejer også, om man skulle se Sherlock med Benedict Cumberbatch, efterhånden ved at være en del anprisninger omkring hans talent.

I'm hyped!
Gravatar

#2 Lord Beef Jerky 11 år siden

Aggeri (1) skrev:
I'm hyped!


Ja, jeg forventer store ting af dig i fremtiden!
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#3 loki 11 år siden

Aggeri (1) skrev:
Jeg må indrømme, at selvom jeg aldrig har set andet Star Trek end den forrige film fra J.J Abrams og nogen klip hist og her i fjernsynet af nogle gamle Star Trek serie, har de sidste to trailere for alvor gjort en nysgerrig på hele universet. Hvis denne film bliver et hit, kunne det sagtens tænkes, at man vil se nogle af de gamle serier.


Umm... tror du i så fald bliver en smule skuffet, for serierne har ofte en noget mere rolig/analytisk/filosofisk indgangsvinkel, hvorimod de nye film er mere actionpræget.


Aggeri (1) skrev:
Overvejer også, om man skulle se Sherlock med Benedict Cumberbatch, efterhånden ved at være en del anprisninger omkring hans talent.


Se den.
www.peakoil.dk
Gravatar

#4 elwood 11 år siden

J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#5 The Insider 11 år siden

Haha, nice :)
War. War never changes.
Gravatar

#6 Kruse 11 år siden

Fed artikel, Johan, selvom at jeg dog blev nødt til at springe det med introsekvensen over :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Gravatar

#7 Cinemads 11 år siden

Under billedet med Johan og Benedict står der...

"Filmz' Johan Albrechtsen og Benedict Cumberbatch. Foto: Johan Albrechtsen"

How is that even possible!? :)
Gravatar

#8 tiany 11 år siden

Jeg glæder mig bare endnu mere nu. Bare øv den først kommer til juni :(
Valar morghulis
Gravatar

#9 The Insider 11 år siden

#6, mange tak! :-)

#7, time travel!
War. War never changes.
Gravatar

#10 Kisbye 11 år siden

Selvudløser?
Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)

Skriv ny kommentar: