I ventetiden op til den forestående december-premiere på Lars von Triers nyeste opus, “Nymphomaniac”, er der med filmens ukonventionelle markedsføringsstrategi lagt op til intellektuel gætteleg for, hvad vi denne gang skal forvente os af Danmarks enfant terrible nummer ét. Selv har Trier – af måske oplagte årsager – valgt at holde munden lukket med syv segl og i stedet gradvist lade stills, teasere og overskrifterne fra filmens otte kapitler sive ud til offentligheden i månederne op til premieren. Således inviteres vi i klassisk paradoksal Trier-stil tættere på filmens multifacetterede, nymfomaniske univers, mens vi samtidig efterlades mindst lige så forvirrede over, hvad det egentlig er for et filmisk projekt, vi denne gang står over for.

Spekulationerne bliver da heller ikke færre med indvarslingen af en ny filmgenres komme, digressionism, som filmen efter sigende vil introducere. Spørgsmålet er altså, hvad vi allerede nu kan udlede af den rammefortælling, der via denne særlige markedsføring skabes omkring “Nymphomaniac” inden premieren.

Nøglen til at kunne bidrage med et kvalificeret bud på Triers intentioner med “Nymphomaniac” ligger umiddelbart i hans nyopfundne filmgenre, digressionism. Titlen på genren udspringer af begrebet digression, kendt fra retorikken som en detour eller afvigelse fra det centrale emne – en slags parentes i et argument (en ikke nødvendigvis nem kunstart at mestre, som Trier i egen person beviste ved Cannes i 2011).

Digression har længe floreret i litteraturens verden som et skriveteknisk kneb blandt litterære mestre som Proust, Baudelaire, Sterne og Henry James for bare at nævne nogle få. Digression kan anvendes som en metode til – gennem afvigelser og parenteser i hovedplottet – at åbne op for eksperimenteren med det traditionelle narrativ. Digression kan således fungere som en indgangsvinkel til at udfolde komplekse betydningsstrukturer og dybereliggende lag i en historie, hvilket Trier – ifølge en af filmens pressemeddelelser – netop vil ud i med sine otte kapitler:

Hvert kapitels teaser er karakteriseret ved en overskrift, et still og et kort narrativ, der på legesyg vis afdækker “Nymphomaniac”s multilagrede univers, med hvilket Lars von Trier vil introducere en ny filmgenre: Digressionism.

Tilsyneladende står vi altså med endnu et Triersk formeksperiment – denne gang stærkt inspireret af digressionens anvendelse i litteraturen. Detours og parenteser i historien vil formentlig åbne op for en myriade af underliggende betydninger, der vil kunne tillægges filmens hovedplot. Pludselig står vi så også med en mulig afkodning af den gådefulde, officielle filmplakat, banalt portrætterende en parentes på en hvid baggrund. Forsøger den at give os et hint til den struktur, som vi på et formmæssigt plan kommer til at se i filmen? Svaret er formentlig ja, og det samme med genren digressionism. Men prøver vi samtidig at bringe Triers seneste to film, “Antichrist” og “Melancholia”, i spil, vil jeg vove at påstå, at der kan udledes langt mere om filmen end bare strukturen.

I henholdsvis “Antichrist” og “Melancholia” konfronteres vi med to kvindelige hovedroller (ikke at forveksle med kvindefremstilling som sådan), der møder og udforsker deres urtilstand i naturen som direkte konsekvenser af bestemte, traumatiske oplevelser, der viser sig stærkt knyttede til den samfundsorden, de skal forstille at være underlagt. Det er netop naturens kaos og dyriske instinkter over for det moderne, konventionsbundne samfund, der bliver sat på spidsen i både “Antichrist” og “Melancholia”, der som to kunstneriske mavepustere retter en skarp kritik mod den moderne lidelsesopfattelse. Trier skildrer den stigmatisering af bestemte, menneskelige tilstande, der bliver symptomatisk for en – i hans optik – forvrænget kulturel forståelse af grænserne for normalitet. Social afvigelse er historisk set et relativt og kulturelt konstrueret begreb, der bestemmes af et givent samfunds magtstrukturer og normer for normalitet. Det ændrer dog ikke på, at det altid har båret en tung byrde af negative konnotationer på sig.

Det er således “sygeliggørelsen” af afvigerne i samfundet – parenteserne, for nu at trække en direkte linje til “Nymphomaniac” – som Trier problematiserer. Helt specifikt prøver han at rette vores blik mod den kulturelle misforståelse af kvindens urinstinkt som seksuelt væsen, der i sin undertrykkelse i samfundet transformeres til en behandlingskrævende, sindslidende patient.

Zentropas pressemeddelelser konstaterer: ”Nymphomaniac” er en vild og poetisk historie om en kvindes erotiske rejse fra fødslen til 50-års alderen, fortalt af nymfomanen Joe (Charlotte Gainsbourg). En kold vinteraften finder den ældre, charmerende Seligman (Skarsgård) nymfomanen tævet til ukendelighed i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Han lytter intenst, imens Joe igennem de næste otte kapitler fortæller sin overdådige og saftige livshistorie med mange facetter.

Et gæt er, at Trier ikke kun er ude på at lave et personportræt af nymfomanen Joe, men at han i lige så høj grad er ude på at skabe et portræt af nymfomanien i dens kulturelle kontekst. Højst sandsynligt kommer der fuldt blus på de freudianske referencer, da vi med Freud er tilbage ved nymfomaniens opstandelse som begreb omkring den victorianske tidsalder. Hvis man skal tro Freud, er civilisation kun mulig ved at undertrykke og regulere vores seksualitet, og her er vi så tilbage ved det springende punkt hos Trier. Nymfomanien – almindeligt kendt som seksuel afhængighed – blev da også i sin samtid konceptualiseret som en lidelse, der på lige fod med andre seksuelle afvigelser kom til at stå som trusler mod den nyetablerede, heteroseksuelle kernefamilie.

Så hvor er det, Trier har tænkt sig at placere nutidens nymfoman? Noget tyder på, at der er lagt op til endnu en omgang kritik af tingenes tilstand, om end den kommer til at ligge noget latent i filmens dybere lag ligesom i “Antichrist” og “Melancholia”.

Der er altså ikke grund til at frygte, at Trier fuldstændig har tabt snøvsen (mere end normalt i hvert fald) og skabt en regulær pornofilm kun med henblik på at smide brænde på det feministbål, han fik tændt med “Antichrist”. Nok vil det blive svært at undgå ramaskrig fra visse kanter, men det er måske netop hele pointen. Det er, når vi fokuserer på det pornografiske og outrerede i nymfomanien, eller på kvinden, der klipper sin egen klitoris af eller har samleje med en fremmed på sin egen bryllupsnat, at Trier mener, at vi faktisk afviger fra det centrale emne. Måske burde pegefingeren i højere grad vendes indad (her taler vi absolut ikke kun om feministbevægelser, der jo paradoksalt nok på mange måder taler samme sag som Trier) mod et ekstremt normaliseret samfund, der måske slet ikke har rykket sig så meget, som vi selv tror. Måske vil vi få et slags svar på dette, når “Nymphomaniac” rammer biograferne i december.

Sarah Julie Høilund har en bachelor i medievidenskab, og hendes bacheloropgave omhandlede brugen af melankoli i Triers “Melancholia”. “Nymphomaniac” har dansk biografpremiere den 25. december i år.