Som en af Hollywoods flittigste skuespillere har Samuel L. Jackson været med i et utal af roller og er indehaver af Guinness-rekorden for at være den skuespiller, hvis film tilsammen har tjent flest penge. Der er kort sagt ikke noget at sige til, at studierne så gerne vil hyre ham, når man nu ved, at hans film så ofte tjener kassen.
Og hvorfor er det så, vi så gerne vil se ham? Den mest indlysende forklaring ville være, at han er en god skuespiller. Men selvom det er rigtigt, er det dog svært at se, at han skulle være voldsomt dygtigere end mange af sine kolleger – sandt at sige har hans præstationer faktisk en tendens til at ligne hinanden noget. En mere sandsynlig forklaring er det, at det skyldes hans betragtelige udstråling. Michael Caine sagde engang, at der grundlæggende findes to typer skuespillere: Dem, man identificerer sig med på lærredet, og dem, man betragter med beundring, fordi de uundgåeligt drager øjet. Caine regnede korrekt sig selv til første kategori, og Samuel L. Jackson hører så absolut til den sidste. Mest af alt så elsker vi som publikum at se ham i den karakteristiske bad motherfucker-rolle, som han er blevet identificeret med siden sit store gennembrud i “Pulp Fiction”, og hvis attitude ofte har bidraget positivt til nogle af hans mest underholdene roller. I anledningen af biografpremieren på ”Lakeview Terrace” har Filmz kigget på nogle af hans mest ikoniske badass-præstationer.
Pulp Fiction (1994)
I Samuel L. Jackson-regi er der ingen vej udenom “Pulp Fiction”, som ikke blot var hans store gennembrud, men også en af 90’ernes bedste og mest betydningsfulde film. Historien er en legesyg fortælling om en gruppe gangstere, skurke og folk, der bare er det forkerte sted. På trods af den indbydende instruktion af Quentin Tarantino og den forskubbede kronologi så er den primære fornøjelse ved filmen den sprællevende og fantastiske dialog, der kan matche de bedste film. Heriblandt er ikke mindst Samuel L. Jacksons berømte Royale with cheese-dialog og Ezekiel-talen, som mange filmentusiaster kan udenad. Begge leveres med kolossal overbevisning af Jackson, så man ender med at holde af hans karakter, selvom det egentlig først er i filmens sidste del, at han begynder at opføre sig sympatisk. Hans duperende præstation gjorde ham til stjerne i den ellers ganske høje alder af 46.
The Long Kiss Goodnight (1996)
Selvom Renny Harlins “The Long Kiss Goodnight” som helhed ikke er en overvældende vellykket film, så afhjælpes den betydeligt af Shane Blacks forrygende dialog. Filmen handler ganske vist om Geena Davis’ husmor, der opdager, at hun i virkeligheden er en livsfarlig snigmorder, men al vores opmærksomhed bliver hurtigt rettet mod Samuel L. Jacksons forhutlede privatdetektiv. Hans umiddelbart hårdkogte tale bliver dog undermineret noget efterhånden, som vi opdager hans begrænsede evner, men det er netop den kombination, der gør ham til en så underholdende og elskelig figur, der, uanset hvor håbløst situationen udvikler sig, tilsyneladende altid har en passende joke at fyre af. Overordnet set lider “The Long Kiss Goodnight” ganske vist af mange svagheder, men man tager lynhurtigt sig selv i at citere Jacksons rappe replikker alligevel.
Jackie Brown (1997)
Da Samuel L. Jackson vendte tilbage i Quentin Tarantinos fold med “Jackie Brown”, var det nu med stjernestatus i rygsækken, og han fik denne gang den prominente rolle som filmens hovedskurk ved navn Ordell. Iført et usædvanligt grimt fipskæg og uklædelig hat bliver han en fornøjelse at overvære, som han henkastet oplyser os om utallige film- og våbentrivia, samtidig med at mulige stikkere bliver elimineret til højre og venstre. Ikke desto mindre bliver en scene, hvor en gammel ven likvideres, næsten bevægende trods vores skurks ubehagelige handlemåde. Ordell er på mange måder en koldere version af “Pulp Fiction”s Jules, hvilket har fået fans til at spekulere på, om det egentlig er den samme figur. Det ville dog være en lidt sørgelig udvikling i betragtning af “Pulp Fiction”s relativt optimistiske slutning.
Star Wars: Episode II – Klonernes angreb (2002)
Den gode Jackson var som bekendt med i alle de nye Star Wars-film, men det er nok mest af alt hans optræden i “Klonernes angreb”, man tænker på i den forbindelse. Filmen er i undertegnedes øjne den svageste i hele serien, og en af de ting, der ikke virker, er desværre Jacksons jedi-master, som mest af alt ligner en, der er i en anden film. Han svinger et lilla lyssværd, som Jackson fik overtalt George Lucas til at give ham, og hakker robotter ned med en attitude, der ganske vist er sej, men som ville virke mere passende i en gangsterfilm. I interviews har han givet udtryk for, at han ankom til den første film stort set uden at ane, hvad han skulle spille, og når man ser på lærredet i “Star Wars: Episode II – Klonernes angreb”, er det ikke svært at tro, at noget lignende gør sig gældende her.
Snakes on a Plane (2006)
Det er så godt som umuligt at beskrive Jacksons karriere uden at nævne “Snakes on a Plane”. Selvom selve filmen er en noget middelmådig affære, så har den en af de mest usædvanlige produktionshistorier i branchen. Det temmelig ulogiske manuskript med den selvforklarende titel om… ja, nogle slanger på et fly, blev ganske forståeligt afvist over 30 gange, inden nogen viste interessere for det. En af dem var Jackson, som afviste et ændringsforslag af titlen med, at den var den eneste grund til, at han var interesseret. Takket være en stigende internet-hype og inkluderingen af den selvparodiske replik I have HAD it with these mothafucking snakes on this mothafucking plane! blev filmen en hæderlig succes trods dens tvivlsomme kvaliteter. Efter Jacksons egne ord vil filmen fortsætte med at herske, indtil han beslutter sig for at lave en med titlen More Mothafucking Snakes on More Mothafucking Planes.
Black Snake Moan (2007)
Udover slangen i titlen er der mildest talt ingen forbindelse mellem førnævnte film og “Black Snake Moan”. I stedet er den en mere neddæmpet og usædvanlig fortælling om en plaget kvindelig nymfoman, som Jackson beslutter sig for at kurere ved at lænke hende til radiatoren. Til trods for den meget lidt politisk korrekte handling er filmen imidlertid en opfindsom historie med et fremragende soundtrack af blues og en formidabel Jackson, der for en gangs skyld spiller en på sin egen alder. Filmen demonstrerer yderligere med al tydelighed, at Jackson kan se mindst lige så sej ud med en guitar i hånden som en skyder. En lilla guitar vel at mærke.
#1 Riqon 16 år siden
Anede ikke han var så gammel!
Jeg er nok lidt uenig i, at man ikke kan identificere sig med Samuel L. Jackson / have stor empati med hans karakterer. Det gik ganske fint med hans rolle i Coach Carter, Changing Lanes og sådan set også i Black Snake Moan. Det er ikke helt fair at sætte ham i bås som bad-ass, selv om han er god til det ;)
#2 elwood 16 år siden
Samuel Jackson's Audition til Gladys Knight and the Pips
Billede 2
"what what! why so hostile, all I said was I really liked you in Chain Reaction"
Billede 3
Samuel Jackson is home alone, in "Home Alone: Black"
Billede 4
"Hmm Jar Jar Binks... I Could have played that role"
Billede 5
"hello Operator Give me David Attenborough"
Billede 6
ehmm hmm tænke... "Once you go black, You never go back"
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#3 sluppermand 16 år siden
Jeg er nu meget enig i Benways postulat. Selv når Sam Jackson spiller mere afdæmpede roller som f.eks. i Changing Lanes og Unbreakable, formår han på en måde at indtage lærredet med en status, der siger "nu hører du fandme efter!". Han er utrolig dygtig til at spille på sin overstatus, hvilket gør ham til en meget autoritær skuespiller. Det er hans overstatus og autoritære tilgang til sine roller, der gør ham sværere at identificere sig med end Michael Caine.
Det kan selvfølgelig også bare være fordi han er neger!
#4 Kruse 16 år siden
Pumpkin: Which one is it?
Jules: It's the one that says Bad Motherfucker
Samuel Jackson har sgu' altid været for cool :)
#5 elwood 16 år siden
Ja Michael Caine er også sådan en hyggelig en i Get Carter...
Første gang jeg så den, kom jeg sku i tvivl om hvem som er mest bad ass 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6 filmz-Kadann 16 år siden
Haha, ja Caine er virkelig en rigtig hyggeonkel i den. :D
#7 dslacker 16 år siden
http://www.imdb.com/mymovies/list?l=18871440
#8 filmz-Kadann 16 år siden
Måske er det fordi Caine mere huskes som den engelske gentleman og ikke som badass. Jeg tror der er mange i dag, der ikke husker f.eks. "Get Carter", men mere husker Caine for sine småfjollede komedier, som "Dirty Rotten Scoundrels", "Miss Congeniality" og "Austin Powers in Goldmember", samt selvfølgelig hans rolle i de to nye Batman-film.
#9 sluppermand 16 år siden
#10 filmz-starwarsfan 15 år siden