Af: Benway | Udgivet: 2009-01-10

Westerngenren synes næsten som skabt til biografen, selvom den allerede eksisterede længe inden filmen blev opfundet. Med dens vide sletter, åbne himmel og tomme landskaber er den ualmindelig velegnet til at bliver projekteret på det store lærred, og dens miljøer, hvor lov og orden er næsten ikke-eksisterende fænomener, er perfekte baggrunde til at lade moralske fortællinger udspille sig, eftersom valgene mellem godt og ondt ensidigt falder tilbage på hovedpersonerne.

Samtidig er det også en periode, der oser af romantik, og hvor de forskellige cowboys, dusørjægere og sheriffer konfronterer hinanden som en slags moderne riddere. Ligesom i ridderromanerne eller musketerhistorierne er der klare regler for, hvilken måde man duellerer på, og kun de mest foragtelige personager kan finde på at skyde en mand, der har ryggen vendt til eller er ubevæbnet. Genren byder på utallige fremragende film, og i anledning af premieren på “Appaloosa” har Filmz kigget lidt nærmere på et lille udvalg af nogle af de bedste.


Stagecoach (1939)

Selvom John Fords “Stagecoach” langt fra var den første western, så markerede den dog en ny begyndelse på mange måder. Den var Fords første talefilm; den første, hvor han benyttede den storslåede Monument Valley, som udgjorde fantastisk baggrund i mange af hans film herefter; og så var det første gang, han arbejdede sammen med den mest ikoniske af alle westernhelte: John Wayne. Filmen handler om en lille gruppe, der må krydse et farligt land, hvor blodtørstige apachekrigere hersker. Den demonstrerer tydeligt Fords evner som historiefortæller, og vi fatter hurtigt interesse for alle diligencens passagerer. Den viser også et af Fords kendetegn: De personer, der er de mest ringeagtede af det bedre borgerskab, viser sig i virkeligheden at have den højeste moral. Ford lavede ganske vist mere dybsindige film siden, men det er svært at pege på en, der er mere forrygende underholding end “Stagecoach”.


High Noon (1952)

En udsædvanlig tackling på genren fremvises i “High Noon”, der er en såre simpel, men effektiv beretning. Sheriffen Kane i Gary Coopers skikkelse er netop blevet gift, da han får nyheden om, at en farlig psykopat, som han i sin tid burede inde, er blevet benådet og nu er på vej til byen for at hævne sig på Kane. Den resolutte sherif nægter at flygte og henvender sig til byen for at få hjælp, men svigtes af samtlige frygtsomme borgere, til han til sidst efterlades helt alene overfor fire hævntørstige mordere. Filmen udspilles i real-time, hvilket de mange nærbilleder af ure bevidner, og er en intens og nervepirrende oplevelse, efterhånden som tiden tikker af sted, og faren nærmer sig. “High Noon” er lavet i McCarthy-perioden med tydelig adresse til medløberiet og er derfor også en nådesløs udlevering af de mange retoriske argumenter, der i virkeligheden blot dækker over kujoneri.


The Searchers (1956)

John Ford lavede flere mesterværker inden for westerngenren end nogen anden, men hvis man skal pege på en enkelt, der skiller sig ud, så er det oplagt at udvælge hans vel nok mørkeste film: “The Searchers”. Filmen adskiller sig af flere årsager – den har bl.a. en usædvanlig brutal handling og en sjælden kompliceret hovedperson i den racistiske Ethan Edwards, som spilles af John Wayne. I filmen bliver Edwards brors familie brutalt slagtet af indianere, og hans lille pige bliver kidnappet. Edwards sætter efter pigen, men langsomt går det op for os, at det ikke nødvendigvis er for at redde hende. Når filmen er et så svært fascinerende bekendtskab skyldes det ikke mindst, at man som publikum er splittet og skiftevis føler afsky og beundring for hovedpersonen. Dertil skal lægges, at “The Searchers” er afsindig flot filmet, og at Fords subtile evne til at berette historien med billeder skinner igennem, således at scenerne i virkeligheden ofte handler om noget helt andet, end dialogen antyder. Det er også en af grundene til, hvorfor filmen bliver ved med at fænge og blot synes at vokse i styrke ved hvert gensyn.


Rio Bravo (1959)

En af dem, der så “High Noon”, var Howard Hawks, der var så fortørnet over, at filmens helt måtte tigge hjælp hos byens borgere, at han lavede “Rio Bravo” som et svar. I denne er sheriffen også isoleret, men i modsætning til Kane beder han ikke om hjælp, eftersom ”civile blot kommer i vejen”. Han må se sig belejret på kontoret, mens banditter alle vegne ligger på lur. Filmens mange fornøjelser kommer ikke mindst fra samspillet mellem sheriffen og hans hjælpere, der er tvunget til at være lige lovlig tæt sammen; filmens afslappede, uhøjtidelige tone; musiknumrene, der leveres af Dean Martin og Ricky Nelson; samt Angie Dickinsons æggende rejsende, hvis drilleri af den bornerte John Wayne er ubetaleligt sjov. Da filmen først havde premiere, blev den kritiseret for at være for langtrukken og for langsom, men det er netop dens magelige tempo, der gør, at vi lærer hovedpersonerne så godt at kende og kommer til at holde af dem alle.


Once Upon a Time in the West (1968)

Gennem 60’erne begyndte de amerikanske westerns at falde i kvalitet, men de fik dog en genoplivning i form af en ny strøm af italienske spaghetti-westerns, hvoraf Sergio Leone lavede langt de bedste. Efter hans fornøjelige “Dollars”-trilogi, der kulminerede med den fremragende “The Good, the Bad and the Ugly”, var han klar til at føre ambitionerne et skridt videre. Hvor de film var løsslupne og sjove, så er der en anderledes alvorlig storladenhed over “Once Upon a Time in the West”, der nærmest føles som et langsomt dødsfald for hele det aldrende vilde vesten. Genial er ikke mindst castingen af Hollywoods sympatiske Henry Fonda som filmens psykotiske morder. Ennio Morricones fantastiske musik forsyner hver hovedperson med eget tema, og Jason Robards’ hyggelige cowboymusik, Claudia Cardinales længselsfulde toner og Charles Bronsons isende harmonika supplerer filmens billeder formidabelt. Alle musikstykkerne løber gennem “Once Upon a Time in the West” som en rød tråd, der binder de løse ender sammen i dette storslåede mesterværk.


The Wild Bunch (1969)

Hvor Leone foretrak at fokusere på de rituelle handlinger, der førte op til volden, snarere end selve dens udførsel, så kan det samme ikke siges om Sam Peckinpahs bloddryppende epos “The Wild Bunch”, der demonstrerede, at amerikanerne ikke helt havde mistet evnen til at lave gode westerns. Fra filmens åbning, hvor en gruppe børn sadistisk leger med to skorpioner, der bliver overvældet og dræbt af en hob myrer, er filmens brutale grundtone slået fast. Vi følger den sammentømrede bande anført af William Holden, der nærmer sig enden, efterhånden som det gamle vesten må vige for opfindelsen af biler og automatiske geværer. Den meningsløse vold eksploderer efterhånden, som skyderierne tager til, og mindeværdig er ikke mindst filmens sidste opgør, hvor blodet fosser ud som fra en tabt brandsprøjte. Man røres dog også af den sørgmodige tone og de standhaftige mænds venskab, der bærer dem gennem voldsorgiet.


Unforgiven (1992)

Næstefter John Wayne må Clint Eastwood siges at være det største western-ikon. “Unforgiven” er hans svanesang inden for genren, og en mere værdig afslutning er det svært at forestille sig. For en mand, der opbyggede sin karriere på hårdtslående helte, er der en imponerende modenhed over den uglamourøse tilgang til vold og nedbrydningen af det romantiske vestens illusioner. Eastwood-helten er i stedet en nedbrudt gammel mand, der bliver forkølet i regnvejr, og som har en fortid, vi gradvis indser er alt andet end charmerende. Filmen tager både afstand fra, men drages også af volden, og da Eastwood til sidst – trods sin hule forklaring om, at han har forandret sig – træder i karakter, sidder man tilbage i en splittet tilstand af begejstring og skyld, eftersom man indser, at det er, hvad man inderst inde har ønsket gennem hele filmen.


Dead Man (1995)

Foruroligende er ligeledes Jim Jarmusch’ “Dead Man” om end på en ganske anden måde. Fra dens første billeder, hvor den ekstremt dårligt klædte revisor, spillet af Johnny Depp, ankommer til den bestialske by Machine, føles det næsten som at træde ind i et poetisk mareridt. Filmet i ekstremt betagende sort-hvide billeder af Robby Müller er “Dead Man” en bevidst sær oplevelse, hvor selv de for genren så vigtige voldelige optrin har tabt deres heroiske værdi, og i stedet er skyderierne klodsede og vilkårlige. Depp såres ved et bizart tilfælde og er fra da af på dødens rand gennem historien. Han møder dog en filosofisk indianer, der ser ham som reinkarnationen af digteren William Blake, og ved indianerens hjælp transformeres han fra kejtet revisor til dødbringende westernlegende. Filmens langsomme japansk-inspirerede hypnotiske rytme styrkes ikke mindst af Neil Youngs iørefaldende lydspor samt af fornøjelige biroller af Robert Mitchum, Crispin Glover og John Hurt, der alle bidrager til at gøre filmen til en sælsom, men komplet uforglemmelig oplevelse.


The Proposition (2005)

En ganske anderledes vinkel på genren leveres også med den barske “The Proposition”, der flytter handlingen fra det vilde vesten til det golde landskab i Australien. Det bliver tonen dog ikke ligefrem mere forsonlig af. Filmens skurke er ikke blot ondsindede, men deciderede syge og har for nylig slagtet en familie tilsyneladende mere for fornøjelsens skyld end noget andet. En håndfast kaptajn er fast besluttet på at standse banden, men må snart sande, at det er lettere sagt end gjort. De blodige begivenheder udspiller sig med en kompromisløs styrke, og man skiftevis rystes og forfærdes af dens brutalitet og fysiske nærvær. Ray Winstone, Guy Pearce, Danny Huston og John Hurt supplerer alle filmen med fremragende skuespil, og John Hillcoats’ instruktion bærer smukt Nick Caves djævelsk godt udtænkte manuskript samt hans stemningsfulde musikside.

Gravatar

#1 squee 13 år siden

I mangler én cowboyfilm... filmen over dem alle. Tombstone.
www.myspace.com/maskine
Gravatar

#2 zamm- 13 år siden

Sygt nice artikel, nu har jeg noget at lede efter! :D
Yo, homie. Is that my briefcase?
Gravatar

#3 Lizard 13 år siden

once upon a time in the west - er absolut en af mine favoritter, og det er ikke kun blandt western film. Og soundtracket følger med.. en af mine favorit soundtracks! smukt smukt smukt.
Gravatar

#4 Highland Park 13 år siden

#3: Jeg er rørende enig. Den har rødder i himlen. :)
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#5 Innocens 13 år siden

Listen kan passende udvides med mange flere film. Så gerne at Danser med Ulve og Open Range kom på. Ved godt det er Kevin "Waterworld" Costner, men hvis der er noget den mand kan, så er det sgu at skrue western perfekt sammen, så giv dem lige en chance... :D

Vi må selvfølgelig heller ikke glemme mesterværket The Good, the Bad and the Ugly eller (den desværre lidt oversete) The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford.
Supra Societatem Nemo
Gravatar

#6 zamm- 13 år siden

#5 Er enig med Danser med Ulve, men Open Range... hmm... ikke den bedste og mest vellykkede western jeg har set!
Yo, homie. Is that my briefcase?
Gravatar

#7 KVASAR 13 år siden

Jeg har set alle Sergio Leone's film på nær en,
det var "A Fistful of Dynamite" men det har jeg så se nu.

Det fedeste er at se dem første gang og i ser Sergio Leone's film
Hvis der er nogle der kan lave Western så er det ham med "Clint".

Jeg er også enige i at "Danser med Ulve" mangler.
AVATAR A James Cameron Film - Total $2.782.206.970 Worldwide
Gravatar

#8 elwood 13 år siden

Synes lidt Rustlers' Rhapsody, mangler på listen...
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#9 filmz-Bruce 13 år siden

God gennemgang Benway og godt at se Hawks nævnt. Jeg er i syv sind om jeg foretrækker Hawks Rio Bravo eller Red River. Af John Fords klassikere så er jeg mest til The Man Who Shot Liberty Valance. The Assassination of Jesse James tror jeg også bliver en ny klassiker. Og så mangler jeg nok den bedste og mest oversete af alle Clintens westerns, The Outlaw Josey Wales. Og så forstår jeg godt Deadwood ikke er nævnt. Den ville jo overskygge alt andet :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#10 [ikke godkendt bruger] 13 år siden

[Denne bruger afventer at blive godkendt til at deltage i diskussionen.]
"I love the smell of napalm in the morning..."

Skriv ny kommentar: