Årets Cannes-filmfestival er i fuld gang, og for første gang nogensinde er Filmz med på sidelinjen i den solbeskinnede franske stad, hvor store stjerner og dugfriske stjernefrø tropper op for at kæmpe om både journalisternes og Cannes-juryens gunst. Hvem vinder mon de gyldne palmer i år? En af den danske dagspresses største filmskribenter, Jacob Wendt Jensen, blogger løbende om sine oplevelser i Cannes, så husk at holde øje med Filmz-forsiden i den kommende tid, hvis du vil holdes opdateret omkring begivenhederne under verdens største og mest prestigefyldte filmfestival!
Hvem vinder priserne i Cannes?
Belært af historien så kan absolut alt ske, når filmpriserne uddeles i Cannes. Alt kan med andre ord ske, når ni mennesker fra filmindustrien sætter sig sammen og diskuterer film. I år er den amerikanske instruktør Steven Spielberg juryformand, og som menige medlemmer i juryen sidder Nicole Kidman (skuespiller fra Australien), Ang Lee (instruktør fa Taiwan), Daniel Auteuil (skuespiller fra Frankrig), Christoph Waltz (skuespiller fra Østrig), Christian Mungiu (instruktør fra Rumænien), Lynne Ramsay (instruktør fra England), Naomi Kawase (instruktør fra Japan) og Vidya Balan (skuespiller fra Indien).
Mange rapporter fra Cannes i år er gået med at gætte på, hvilke film Spielberg og de andre jurymedlemmer mon kunne lide, men det er meget svært at forudsige. I deres indbyrdes diskussioner og forhandlinger kan der jo opstå helt nye dynamikker, og historien er fyldt med filmfestivaler, hvor vinderen af Den Gyldne Palme typisk var den tredje eller fjerdebedste film. En såkaldt kompromispalme, hvor to fraktioner står stejlt over for hinanden, og man så må ty til en helt tredje vindermulighed for at blive enige. Sådan er spillet, og der er lige netop et vist element af spil og tilfældigheder i den slags prisuddelinger, før brikkerne kan falde på plads.
Mit blogindlæg vil slutte af med et bud på vinderne, og allerede fem minutter efter prisuddelingen på søndag kan jeg såmænd sagtens være blevet helt til grin. Sagen er nemlig den, at det er meget svært at gætte lige præcis hvilke priser, der går til hvilke film. Noget lettere er det at gætte blandt hvilken håndfuld – eller godt og vel – de store priser bliver fordelt. En vis konsensus plejer der dog at være for, hvad som er godt og skidt. Lige præcis hvilken pris, en film får, er en forhandling. For eksempel tror jeg sagtens, at Thomas Vinterbergs film “Jagten” lige så godt kunne være endt med en pris for Bedste Manuskript som den skuespillerpris, Mads Mikkelsen (i øvrigt helt velfortjent) fik med sig hjem sidste år.
Hvilke film er så de bedste i år? Og her er jeg nødt til at bemærke, at bloggen skulle være færdig, før jeg har haft chance for at se både Jim Jarmuschs vampyrfilm “Only Lovers Left Alive” og Roman Polanskis “La venus a la fourrure”, der foregår i et teater. For mig bør Abdellatif Kechiches “Adèles liv” løbe med topprisen. Den skriver sig ind i en tradition af overrumplende overraskelser, som Dardenne-brødrenes “Rosetta” og Laurent Cantets “Klassen”, der kommer fra baghjul og overrumpler alle med sin ærlighed og portræt af kærlighed mellem to unge lesbiske piger. Aldrig har ulykkelig kærlighed været skildret så realistisk på film, og den franske film på tre timer er lige netop en af den slags overraskelser, man elsker at få i Cannes, hvor forhåndsopmærksomheden i sagens natur har det med at samle sig om det mere velkendte.
På niveauet lige under imponerer andre instruktører også, selv om de skyder tæt forbi prædikatet “Mesterværk”. Asghar Fahradis “Le passé” er næsten lige så god som “Nader og Simin”, og Kore-Edas “Like Father, Like Son” om forbyttede børn er i nærheden af kvaliteten af hans bedste film, “Nobody Knows”. Andre film, som bør belønnes med en eller anden pris, er Paolo Sorrentinos billeddigt fra Rom, “The Great Beauty”, og Alexander Paynes sort/hvide underspillede “Nebraska” om fædre, sønner og et USA, der sakker bagud. Nævnes skal også Coen-brødrene med “Inside Llewyn Davis” for stil og humor. Når dét er sagt, så kan der sagtens dukke en anden film op på listen, fordi smagen i juryen har bevæget sig i retning af de smallere artcinema-film fra Kina eller Mexico, men efter min mening var filmene derfra nu mere prætentiøse end kunstfyldte. Her er min oddset-kupon fra Cannes:
• Den Gyldne Palme: “Adèles liv” af Abdellatif Kechiche
• Grand Prix: “Le passé” af Asghar Fahradi
• Juryens Pris: “Like Father, Like Son” af Kore-Eda Hirokazu
• Bedste mandlige skuespiller: Oscar Isaac i “Inside Llewyn Davis”
• Bedste kvindelige skuespiller: Adèle Exarchopoulos i “Adèles liv”
• Bedste instruktør: Paolo Sorrentino for “The Great Beauty”
• Bedste manuskript: Bob Nelson for “Nebraska”
