Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!

I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.

CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Rapport fra CPH PIX dag #6 – 16. april 2013

Andreas: Denne tirsdag afkrævede desværre et mindre afbræk i festivalen for mit vedkommende, da jeg var nødt til at passe mit arbejde (hvad er det for noget humbug!), hvilket betød, at der kun var plads til en enkelt film. Til gengæld gav det god mulighed for, at gårsdagens psykedeliske oplevelse af “John Dies at the End” havde fri mulighed for at rumstere i hovedet fra morgen til aften. Det er stadigvæk den film, jeg varmest kan anbefale alle og enhver at se på dette års CPH PIX, og jeg kan ikke vente med at se den igen. Som den amerikanske anmelder Colin Covert skrev: ”How can a single movie contain all this awesome craziness?”

Nadia: Og så mødte jeg hende også. Damen i rødt, Johnnys nemesis og alle PIX-gængeres store frygt. Heldigvis ødelagde hun ikke min biografoplevelse, men var da alligevel med til at præge filmen ved at komme med egne lyde og støn gennem “Eden”, som bestemt ikke behøvede hendes lidet eftertragtede hjælp. Senere blev det dog hyggeligere, selvom valget af film blev forringet, da jeg mødtes med den søde Filmz-anmelder Sarah, der dog var mere positiv end mig efter dagens anden film, “The Weight of Elephants”. Men sådan kan det gå, og heldigvis er vi anmeldere gode til at argumentere for vores sag – hvis vi gider. Og hermed gik også den sjette dag uden problemer, men med et behov for igen at se horror på det store PIX-lærred. To dramaer på én dag kan jo godt være en smule hårdt, ikke sandt?

- 90 Minutes / Norge

Andreas: Dagens eneste film var den norske “90 Minutes”, der ifølge programbeskrivelsen ”indirekte tager livtag med Breiviks meningsløse massakre”. Hvis der med dette skal forstås, at filmens instruktør, Eva Sørhaug, fortolker massakren på Utøya som et udtryk for det mandlige egos forfald i en moderne verden, hvor aggressiv maskulinitet ses som noget usselt og forbudt, så er der blot endnu et eminent lag at tilføje til denne allerede imponerende film.

Tre forskellige mænd udgør hovedpersonen i hver deres historie, der hver især danner et selvstændigt billede af følelsesmæssig frustration og fortabthed. Brutaliteten får en central plads i hver af historierne, og “90 Minutes” er til tider en yderst ubehagelig film at se. Men samtidig er den overordentligt smuk og forførende, og det er netop kombinationen af disse to elementer – det ulidelige og det grandiose – der får filmen til at virke så godt. Melankolien er gennemgående, trykkende, og slutsekvensen giver så meget stof til eftertanke, at den unægtelig brænder sig fast på nethinden.

Store dele af filmen udspiller sig næsten uden dialog, men takket være formidable skuespilpræstationer siges der alligevel enormt meget. Specielt én scene – en slags sidste nadver – inkarnerer ved hjælp af fortællerstilen, musikken og Bjørn Floberg den hjerteskærende melankoli, der opstår i sammensmeltningen af brutalitet og skønhed. “90 Minutes” kan på det varmeste anbefales.

5/6

”90 Minutes” vises ikke igen under årets CPH PIX.

- Eden / USA

Nadia: Her er én af de mere barske oplevelser på CPH PIX, som for nogle (læs: undertegnede) vil være så svær at se, at det til sidst bliver til en pine – men hvilken pine! For “Eden”, den amerikanske pendant til “Lilja-4-Ever”, er bestemt ikke en film at se med børnene en hyggelig lørdag, men en nødvendig beskrivelse af en underverden så modbydelig og ulækker, at den forhåbentlig vil få de mest hårdhjertede til at have lyst til at lukke øjnene.

Desværre er verden ikke sådan, for “Eden”, der er en film om en skolepige, som bliver bortført for at tvinges ud i et liv i prostitution, er baseret på virkelige oplevelser. Den svære opgave er at beskrive dette ganske rædselsfulde og kyniske miljø på en usentimental måde. Den opgave klarer instruktør Megan Griffiths heldigvis uden problemer, og resultatet er en film så væmmelig, at den sidder i kroppen længe efter, at lyset er blevet tændt. At den så samtidig ender til tonerne af Sharon van Etten, der i den grad kan lave en usentimental, men intenst rørende, sang, gør kun “Eden” desto mere knugende.

Griffiths gør en dyd ud af at stille spørgsmålet, hvad der skaber og fremprovokerer et dårligt menneske. Forværres vores hovedpersons menneskelige kvaliteter, når hun kæmper for at overleve på bekostning af andre? Hvad hvis disse andre ville gøre det præcis samme i hendes sted? Der er ingen nemme løsninger i Griffiths fine og gribende film, der ikke vil have, at du skal have det godt, men tvinger sin seer til at tænke. Kun et irriterende subplot om en politisag, der aldrig udvikles, gør “Eden” til en femstjernet oplevelse. Men de stjerner er til gengæld også store nok til at sprænge.

5/6

”Eden” vises også den 21. april kl. 19.00 i Cinemateket.

- Pretty Butterflies / Italien

Johnny: Vi befinder os i et nedslidt højhuskvarter på Sardinien. En fortællerstemme lægger rammen for fortællingen: I dag vil Tonio skyde Gigi. Det viser sig, at fortællerstemmen tilhører Tonios lillesøster, Cate, der er forelsket i Gigi. Cate adresserer kameraet direkte gennem en hel dag i dette fascinerende og frastødende mikrosamfund. Hun introducerer os til resten af familien, fungerer som guide til kvarteret og dets karakterer og tager os med på evindelige busture til og fra stranden og Cagliaris centrum. Miljøet er skildret med en forfriskende brutalitet. Her fejes intet ind under gulvtæppet, og vi får mere end én dosis af økonomisk smalhals, dovne mænd, prostitution, onani, pædofili, narkotikamisbrug, teenagegraviditet, bandevold og meget andet.

Problemet er, at det aldrig rigtig fører nogen veje hen. Det er meget råt og provokerende, men jeg har svært ved at se nogen pointe med filmen. Konflikten mellem Tonio og Gigi forløses i filmens kaotiske slutscene, hvor en alvidende spåkone dukker op i kvarteret, mens alt spidser til. Det er tydeligt, at scenen i dens vulgære ekvilibrisme er inspireret af Fellini, men den virker uden egentlig konsekvens eller forbindelse til resten af filmen. Ikke mindst da det meste af spilletiden tilbringes i selskab med Cate og hendes veninde, Luna, og deres mildest talt uinteressante teenagesnak. Ingen af de to imponerede mig synderligt som skuespillere, men Cates lillesøster, der er spillet af Giulia Coni, formår derimod at stjæle en hel del scener. I sidste ende kan jeg ikke se, hvorfor filmen er blevet lavet. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad instruktøren vil os med den.

2/6

”Pretty Butterflies” vises også den 19. april kl. 19.00 i Cinemateket.

- The Weight of Elephants / Danmark, New Zealand, Tyskland, Frankrig

Nadia: Nogle gange er stille dramaer så stille, at de går fra at være poetiske til simpelthen bare at være kedelige. Sådan en film er “The Weight of Elephants”, der er ganske sympatisk, men ikke selv ved, hvor den vil hen med sin historie. Filmen følger den 11-årige dreng Adrian, der ikke har det for nemt. Han bor hos sin bedstemor, der ikke altid gider ham, hans onkel lider (vistnok) af en depression, og han bliver drillet i skolen. Heldigvis bor der også to piger i nærheden af ham, der selv har det svært og befinder sig i en ligeså trøstesløs verden som stakkels Adrian.

Handlingen i sig selv kunne godt være interessant og bringer minder frem om både Ken Loach og Andrea Arnold, men er slet ikke på samme niveau som disse to forbilleder. I rollen som Adrian er Demos Murphy fremragende, og det samme er Angelina Cottrell som den alvorlige nabopige Nicole. I det hele taget brillerer børneskuespillerne her i sådan en grad, at de voksne falder i baggrunden. Det samme gør historien, men dette har intet med skuespilpræstationer at gøre. Nej, problemet er her, at instruktør Daniel Borgman virker i tvivl om, hvilken hest han skal spille på. Vil han fortælle en historie om en dreng, der bliver mobbet? Det virker sådan i starten, men bliver så hurtigt glemt, når filmen forglemmer sig i venskabet med de to nabopiger. Så hvilken retning vil “The Weight of Elephants” hen? Ikke engang den selv synes at vide det.

Til visningen fortalte Daniel Borgman også om sit næste projekt, der omhandler om en pige, der lever et skødesløst liv i efterspillet af sin mors selvmord. Nogen munter instruktør kan han ikke siges at være.

3/6

Johnny: Adrian er en ensom og ulykkelig dreng, der er blevet efterladt hos sin mormor af moderen. Han har ikke rigtigt nogen jævnaldrende venner, men har knyttet sig til sin psykisk syge onkel. Filmen foregår på baggrund af tre forsvundne børn i lokalområdet, hvilket er symptomatisk for det univers af fortabte børn og magtesløse eller ligeglade voksne, som filmen opererer i. Da tre børn – som i øvrigt har en mere end overfladisk lighed med de forsvundne børn – flytter ind i nabolaget, får Adrian mulighed for at skabe kontakt til storesøsteren i denne familie, men det viser sig, at hun er mindst lige så fortabt, som han selv er. Det er nogle gange svært at forklare, hvad det er, der får en film til at lykkes eller mislykkes. Der er sådan set ikke en eneste scene, jeg kan pege på som dårlig, men samlet set er det som om, at den mangler noget.

Baggrundshistorien virker underligt løsrevet, og forvekslingselementet bliver aldrig tilfredsstillende forløst. Skuespillet er til gengæld rigtig godt over hele linjen, og vigtigst imponerer de to børn i hovedrollerne. Filmen forkaster ethvert dogme om naturlig dialog, hvilket egentlig virkede ret befriende for mig. Dialogen mellem Adrian og storesøsteren er både skrevet og spillet som to voksne, hvilket selvfølgelig kræver en gevaldig omgang suspension of disbelief, men for mig virkede det utroligt godt. Filmen er smukt filmet med hyppig brug af slow motion-sekvenser, der er med til at forstærke den sitrende spænding, som løber gennem hele filmen. Da man endelig udløser denne spænding i filmens klimaks, er der ikke noget chok tilbage; vores nerver er allerede tyndslidte. Det fungerer godt, modsat hvad man måske skulle forvente, men desværre efterlod filmen som helhed mig ret kold. Nogle gange er en ting mere (eller mindre) end summen af dens dele.

3/6

”The Weight of Elephants” vises ikke igen under årets CPH PIX.

- At Any Price / USA

Johnny: Familien over alt. Hvis denne film har ét budskab, så er det dette. Det er mere uvist, om den også mener, at det er en god ting. Dennis Quaid spiller Henry Whipple, en landmand, der benhårdt driver sin forretning. Hans ældste søn rejser verden rundt og har ikke travlt med at komme hjem, hvilket kun efterlader lillebror Dean (Zac Efron) til at føre arven videre. Han er dog langt mere interesseret i en karriere som racerkører. Oven i det har Henry fusket med noget korn og må nu hurtigt finde en løsning, før han mister alt. I klassisk amerikansk hjertelandstradition taler man ikke om sine problemer, men lader alt koge op indeni indtil en voldsom og uundgåelig konfrontation. Det kan vi som publikum så nyde godt af.

Quaid er forrygende i hovedrollen. Henrys smørrede grin og øretæveindbydende hjertelighedsfacade bliver i løbet af filmen strakt så tyndt, at man til sidst kan se sprækkerne med det blotte øje. Hans største tragedie er nok i grunden, at han faktisk tror på klichéen om familiegården og ”et jævnt og munter, virksomt liv på jord,” som min egen landmandsfamilie ville have udtrykt det. Efron spiller overraskende godt som den rebelske søn, der ikke rigtigt ved, hvem eller hvad han gør oprør mod. Det er rart at se, at “Me and Orson Welles” ikke var en enlig svale for Efron. Han formår dog påfaldende tit at optræde i mere eller mindre afklædt tilstand, hvilket selvfølgelig er yderst dejligt at se på, men mildt sagt ikke tilføjer meget til handlingen. Filmens eneste svaghed og det, der forhindrer den i at nå højere end fire stjerner, er slutningen, som i desværre alt for typisk Hollywood-stil fremtvinger en deus ex machina-forløsning, der er utroværdig og forråder filmens tone og realistiske stil. Den skulle have troet på sin egen fortælling.

4/6

”At Any Price” vises også den 21. april kl. 17.00 i Gloria.