Af: The Insider | Udgivet: 2012-04-16

CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.


Rapport fra CPH PIX dag #5 – 15. april 2012


Johnny: Endnu en dag er overstået. Formen er stadig god, selv om jeg skal være bedre til at få regelmæssige måltider. Eller i hvert fald så regelmæssige, som de kan blive.

Jeg havde min første krise i dag under den tredje film. Jeg var en halv time inde i filmen, da jeg kunne mærke mine øjenlåg blive tunge. Heldigvis havde jeg været så forudseende, at jeg havde medbragt chokolade. Man må sørge for at holde sukkerniveauet højt. Når man er filmnørd på eliteniveau, er det selvfølgelig uundgåeligt, at doping kommer ind i billedet. Vi har alle vores foretrukne fix. Nogle få, naive mennesker prøver at holde den kørende på frugtsukker, opkvikkende urtete og andre sogenannten naturlige midler. De lærer hurtigt. Mange forlader sig naturligvis på koffein, men personligt kan jeg ikke døje smagen af kaffe, og der er for lidt i te. Så er der guarana-, Cult- og koffeinpille-segmentet. De kan holde den kørende i en uges tid, men så crasher de helt. En lektie lært til næste festival. Det efterlader sukker. Masser af det. Men hvad pokker… Min tandlæge har sgu fortjent det hus i Sydfrankrig!



- Hotel Lux, Tyskland

Johnny: Før denne film var min eneste erfaring med hovedrolleindehaveren, Michael Herbig, hans i længden enerverende rolle i den ganske underholdende, men kalorielette Star Trek-parodi “Traumschiff Surprise”. Det glæder mig at se, at han også mestrer en mere afdæmpet form for komedie.

En tysk komiker i Berlin i 1939 er en del af et makkerpar, der specialiserer sig i parodier af Stalin og Hitler. Ikke verdens bedste udgangspunkt for en komedie… Først flygter hans partner, og siden må han selv følge efter. Han stjæler en andens falske pas og identitet og ankommer i Moskva, hvor han indlogeres på Hotel Lux sammen med de andre tyske ekspatrioter. Uheldigvis viser det sig, at den mand, hvis identitet han har stjålet, var Hitlers private astrolog, af hvem det nu forventes, at han kan rådgive Stalin personligt. Så er gode dyr rådne.

Filmen har en anelse gammeldags stil med gentagne gags og en del fysisk komedie, men det passer egentligt meget godt til perioden. Blandt beboerne på hotellet finder man en perlerække af de højtstående kommunister, der sidenhen kom højt på strå i østblokken. Man kunne frygte, at meget af satiren var tabt på folk uden indgående kendskab til historien, men det lykkes overraskende godt. Specielt nævneværdig er scenen, hvor den senere arkitekt for Berlinmuren sidder og bygger en lille mur af sukkerknalder ved kaffebordet. Som nævnt er Michael Herbig god i hovedrollen som den selv- og kvindeglade komiker. God underholdning på en bund af tragedie, men ikke just fiberrig kost.

4/6

Thomas: Siden “Iron Sky” i onsdags har mit program primært bestået af små dramaer, så det var rart atter at se en decideret komedie med masser af production value – og så endda en tysk en af slagsen om et par komikere, der specialiserer sig i at parodiere Hitler og Stalin! Selvom den aldrig bliver hysterisk morsom, så var “Hotel Lux” fornøjelig og underholdende nok til at holde mig fanget fra start til slut. Eller næsten.

Efter en rigtig god start går filmen helt i stå efter ca. tre kvarter takket være lidt for mange forviklinger og alt for mange introduktioner af nye karakterer, som efterfølgende bruges alt for lidt. Der kommer dog gang i tingene igen, da den rigtige Stalin dukker op (du ved, i filmen skal han forestille at være den rigtige Stalin!), og så er der action og grin indtil rulleteksterne.

Efter seriøse, selvransagende, tyske film om Hitler-regimet (såsom “Der Untergang” og “Sophie Scholl – De sidste dage”) er det meget befriende at se, at der nu også laves gode, tyske komedier med samme tematik. Og den her er i hvert fald god nok til at få et par timer til at gå, mens vi venter på, at russerne begynder at lave lignende film om Stalin. Men vi skal nok vente mere end to timer på det…

4/6

”Hotel Lux” vises også den 18. april kl. 16.40 i Grand Teatret og den 22. april kl. 21.30 i Palads.



- Where Do We Go Now? (Et maintenant on va où?), Libanon og Frankrig

Johnny: I en lille, isoleret libanesisk landsby prøver kvinderne desperat at holde deres henholdsvis muslimske og kristne mænd fra at slå hinanden ihjel. De slukker for radioen, brænder aviserne og improviserer masseskænderier, når nyhederne beskæftiger sig med konflikten. Stemningen er lige ved at nå kogepunktet til trods for, at både kvinderne, den lokale præst og den lokale imam forsøger at standse balladen. Nød lærer som sagt nøgen kvinde at spinde, og kvinderne lægger nye planer, der bl.a. involverer et hold østeuropæiske strippere og en frygtelig masse hash.

Hjertevarm komedie med et tragisk islæt er en undergenre, som burde forbydes i Hollywood, men opmuntres på det kraftigste i Mellemøsten. De, der kan huske “The Band’s Visit” fra en tidligere festival, vil nikke genkendende. Her er samme blanding af samtidskommentar og fejring af almindelige mennesker, der knyttes på tværs af skel som religioner, nationer eller generationer. Det lyder som en kliché, men filmen skifter effektiv fra scener, hvor man griner højt, til scener, hvor man græder, og tilbage igen. Det er utrolig svært af få den slags abrupte skift til at fungere, men det lykkes til fulde her. Det eneste, der forhindrer mig i at give filmen 6 stjerner, er nogle underlige musical-lignende scener, som virker underligt løsrevet fra resten af filmen. Der skulle enten have været meget mere af den slags eller slet intet.

5/6

”Where Do We Go Now?” vises ikke mere på årets CPH PIX.



- Take Shelter, USA

Thomas: Jeg glædede mig helt vildt til at se denne film, og jeg er henrykt over at kunne sige, at den levede fuldt ud op til forventningerne! Læs lige omtalen i programmet og kom så tilbage igen… Er du tilbage igen? Okay… Omtalen har for en gangs skyld RET!

Noget af det bedste ved filmen er, at Michael Shannons karakter, Curtis, langt hen ad vejen håndterer sine ildevarslende drømme (som i øvrigt manifesterer sig i fysiske smerter dagen derpå) meget rationelt. Først går han til lægen og får sovepiller, men drømmene fortsætter. Så besøger han sin mor, som, siden Curtis var ti, har været indlagt med diagnosen paranoid skizofreni, for at høre, om hun mon havde sådan nogle drømme. Han går på biblioteket og låner bøger om psykiske lidelser, han opsøger psykologer, men lige meget hjælper det. Drømmene bliver ved! Og han kan ikke få sig selv til at tale med sin kone om dem.

Sideløbende hermed tager han også sine forholdsregler i tilfælde af, at hans foruroligende drømme faktisk er varsler om fremtiden. Derfor udvider han bl.a. familiens beskyttelsesbunker i baghaven. En omfattende affære, som tvinger ham til at gå til bekendelse over for konen, blændende spillet af Jessica Chastain, som måske burde have været Oscar-nomineret for denne præstation i stedet for den i “Niceville”.

Som tilskuer sidder man skræmt og tryllebundet og spørger, hvad man selv ville have gjort i den situation. Samtidigt spekulerer man på, hvordan filmen ender. For hans drømme kan da umuligt have noget på sig! Eller kan de?

Jeg kunne tale i timevis om denne film, men jeg må hellere stoppe her. Der var et par stykker, der syntes, at brugen af ordet “skandale” i mit rant forleden var lige i overkanten, men jeg tager chancen igen i dag: Det er en skandale, at “Take Shelter” aldrig fik rigtig, dansk biografpremiere!

6/6

”Take Shelter” vises også den 26. april kl. 21.45 i Cinemateket.



- Faust, Rusland

Johnny: Alexander Sokurov er en genial instruktør. Lad os bare få det slået fast med det samme. Aleksandra alene berettiger ham til en plads blandt de største nulevende instruktører. Jeg kan også godt se, hvad det er, han prøver på i “Faust”: Det er et inspirerende valg at lade den ultimative historie om en mand, der sælger sin egen sjæl for magt, fungere som coda i instruktørens filmserie om diktatorer. Uheldigvis fortaber Sokurov sig i originalteksten og glemmer dels, hvad han oprindeligt ville bruge det til, og dels, hvad der egner sig til filmmediet.

Der er umådeligt meget snak i denne film: Der er en voice-over, der leverer Fausts lommefilosofiske tanker… der er Fausts møder med og observation af folkene omkring ham… og så er der de uendelige samtaler mellem Faust og en pantelåner (som, vi må gå ud fra, er djævelen). Hvis man kender noget som helst til Goethes værk, er mange af pointerne overflødige, og selv, hvis man ikke gør, er de kluntet formidlet.

Der er (selvfølgelig fristes man til at sige) nogle vidunderlige billeder i filmen. Sokurov har tydeligvis taget inspiration i renæssancens malerier med enkelte scener, der næsten bliver til chiaroscuro-tableauer. Mange af scenerne med pantelåneren er bevidst forvrængede, hvilket bidrager til et indtryk af noget foruroligende og metafysisk. Filmens fokus på det kropslige og på karakterernes indbyrdes afhængighed udmøntes i en tilbagevendende, fysisk sammenfiltrering af dem gennem filmen. Filmens sidste del, hvor Faust og pantelåneren rejser gennem et mytisk landskab, er klart den stærkeste, men det kan ultimativt ikke redde filmen. Det er stadig i min mening en mesters værk, men ikke noget mesterværk. Så afgjort en af hans mindre film.

3/6

”Faust” vises også den 29. april kl. 19.00 i Grand Teatret.



- Gantz, Japan

Thomas: De er skøre, de japanere! Japanske manga-filmatiseringer lider typisk under følgende: De er for lange. De har så mange karakterer, der minder om hinanden, at det er svært at hitte rundt i. De har en eller flere scener, som er drivende sentimentale og hiver mig ud af filmen. Historien går indimellem helt i stå. Og så er plottet typisk indviklet og svært at følge – især i den sidste halve time, hvor det for alvor bliver crazy.

I “Gantz” er der ikke problemer med en eneste af disse ting! Bevares, den kunne da godt have være skåret ned med et kvarters tid, og i starten er der faktisk lidt for mange folk at holde styr på. Men det bliver der ret effektivt rådet bod på inden for de første 20 minutter. Sentimentaliteten er holdt til et minimum (men den er der stadig – ellers ville det jo ikke være en rigtig manga-filmatisering!), og plottet er ikke noget problem at følge. De 134 minutter flyver af sted, og det havde jeg helt ærligt ikke forventet.

Dermed ikke sagt, at plottet er særlig helstøbt. Det er mildest talt noget sludder, men jeg skal da lige love for, at det er noget underholdende sludder! Der er meget få, meget korte, stillestående øjeblikke imellem de opfindsomme actionsekvenser, og den virkelig sprøde computergrafik får samtidig filmen til at se fantastisk ud! Det fjollede plot sætter dog nogle skibe i søen, som aldrig rigtigt kommer i land igen, men så er det jo godt, at der er en toer!

5/6

”Gantz” vises også den 27. april kl. 19.00 i Dagmar Teatret.



-Gantz: Perfect Answer, Japan

Thomas: …eller nej. Set i bakspejlet ville jeg faktisk hellere have undværet toeren! Efterfølgeren til “Gantz” er nemlig alt det, som originalen ikke var: Den er fyldt med så meget gråd og sentimentalitet i den sidste akt, at det bliver direkte belastende. Den har for mange karakterer, som ikke bliver uddybet, og som gør, at man sidder og tænker ”Var det nu ham eller ham, der lige blev sprunget i luften?” Plottet er faktisk til dels komplekst og interessant, men filmen bruger alt for meget tid på et pseudoromantisk sideplot, og så er “Gantz: Perfect Answer” for lang. ALT for lang! Hvis de havde skrevet den første film lidt om og forlænget den med 20-30 minutter, så kunne de have sparet verden for de her 143 minutter – som stadig i bund og grund er noget sludder.

I stedet virker det, som om de har sparet på budgettet. Der er nu meget få af de lækre CGI-sekvenser tilbage, handlingen foregår færre steder, og der er markant færre actionsekvenser. Dermed ikke sagt, at der er færre minutter med action, for nu er kampscenerne bare blevet længere. MEGET længere! Den længste varer omkring en halv time(!), og nummer to på listen er i hvert fald på den lange side af et kvarter. Ikke overraskende betyder det, at de scener, der ellers kunne have reddet lidt af filmen, går hen og bliver kedelige gentagelser.

Hvis du har købt billet til begge “Gantz”-film den 27. april, så gør dig selv den tjeneste at refundere billetten til den sidste. Brug i stedet tiden på at feste med vennerne den fredag aften, hvor I utvivlsomt vil være i højt humør efter at have set etteren.

2/6

”Gantz: Perfect Answer” vises også den 27. april kl. 21.30 i Dagmar Teatret.



- Jump Ashin! (Fan gun ba A-xin!), Taiwan Kinesisk Taipei

Johnny: Ashin dyrker sin gymnastik med en utrolig ihærdighed og ikke mindst stædighed. Så meget, at moderen ser sig nødsaget til at tvinge hans træner til at sætte ham af holdet. Ashins oprør mod dette tager form af et engagement i en lokal bande, der i ren “A Clockwork Orange”-stil bruger det meste af sin tid på at gennembanke andre bander. Uheldigvis ender det med en konfrontation med sønnen af den lokale gangster, hvor Ashins ven slår denne søn ihjel. De to må flygte til storbyen, mens Ashin længes tilbage til gymnastikken.

Plottet er egentligt ret banalt, grænsende til kliché, men historien formidles godt, så det er man villig til at tilgive. Filmen fokuserer med god grund på kampscenerne og gymnastikscenerne, men uden at der forfaldes til gængs Hong Kong-kedsommelighed (bite me, fanboys…). Det altoverskyggende fokus er dog på Ashins personlige udvikling og erkendelse samt forholdet til personerne omkring ham. Dramaet skrider godt frem, og skuespillet er generelt godt. Filmens eneste svaghed er, at den bliver en anelse for lang. Der kunne med fordel være skåret 15-30 minutter ud. Det forhindrer dog på ingen måde filmen i at være god underholdning. Jeg var også overordentligt godt underholdt af de mange træningsmontager med muskuløse unge mænd i bar overkrop. Efter tre-fire film med halvnøgne kvinder på lærredet i store dele af spilletiden er det forfriskende med lidt til os andre.

4/6

”Jump Ashin!” vises også den 21. april kl. 16.30 i Dagmar Teatret.

Gravatar

#11 frahm-2 12 år siden

Highland Park (5) skrev:
Grotesk. Man skulle ellers tro, at festivalledelsen havde taget højde for Blu-ray-regionskoder og lignende. Jeg fristes næsten til at kalde dem amatører.

Det er bare svært at tage højde for at afspilleren i biografen ikke virker.
Se verdens bedste indiefilm online på indiemondo.com
Gravatar

#12 Outbound Sith 12 år siden

#11 Jeg ved godt, at det ikke var nogen fra festivalledelsens personlige skyld, men det er alligevel festivalen som sådan, der kommer til at se tåbelig ud og må tage tæskene.

Der kommer lidt flere tæsk i den næste rapport. It's not personal, it's PIX. :)
"Let's just say I wanna believe."
Fox Mulder
Gravatar

#13 frahm-2 12 år siden

#12
Det er rigtigt. Vi er også klar over at alle fejl under en festival falder tilbage på PIX uanset om det er PIX der skyld i fejlen eller ej....og det er en smule frustrerende en gang i mellem.
Se verdens bedste indiefilm online på indiemondo.com
Gravatar

#14 bjarke 12 år siden

frahm-2 (11) skrev:
Det er bare svært at tage højde for at afspilleren i biografen ikke virker.

...tja, nu ved jeg jo heller ikke præcis hvordan aflysningen i forhold til 'The Human Centipede 2' er forløbet. Men ja, det kan være svært at tage højde for, at en afspiller pludselig ikke virker - hvis det var tilfældet. Jeg fik bare det indtryk, at det var fordi, at den ikke kunne æde region A... anyways, skide ærgerligt - men nu ender jeg sgu nok med at hoppe på den ekstra visning i Empire (og så droppe en anden film).

...men uanset hvem, hvad eller hvor fejlen opstår, så vil det jo være PIX kritikken rammer - og ja, selvfølgelig er det frustrerende. Men ingen tvivl om, at afviklerne i de enkelte biografer gør alt i deres magt for, at skidtet skal køre problemfrit - jeg mener, der er jo ingen der har lyst til at give en sal meldingen om en aflysning. Fortsat god festival :)
Mit filmsite Filmskribenten.dk. Nyeste anmeldelser: Guardians of the Galaxy | Deliver Us From Evil: http://filmskribenten.dk

Skriv ny kommentar: