CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.

Rapport fra CPH PIX dag #6 – 16. april 2012

Johnny: Kære venner. Jeres ærværdige pastor vil i dag prædike over Ordsprogenes Bog, kapitel 18 vers 7: ”Tåbens mund er hans våde, hans læber en snare for hans liv.” Jeg er klar over, at ikke alle i vores menighed er lige bekendte med det gode budskab, og mange har svært ved at relatere til det højtidelige sprog, så lad mig opsummere i mere moderne fraser: HOLD JERES KÆFT I BIOGRAFEN, ELLER JEG RIVER JERES ARME AF OG TÆVER JER IHJEL MED DEM!

Jeg føler mig i hvert fald overbevist om, at det var det, Gud mente. Jeg vil endda gå så langt som til at fortolke verset i den bredeste betydning: Ingen raslen med slikposer, ingen hidsig tastning på mobilen midt under filmen, ingen renden ud og ind af biografen, fordi du glemte, at du kun har en 2 dl-blære, da du købte din 3 l sodavand, og frem for alt ingen snak! Der er ikke noget, der kan ødelægge en filmoplevelse hurtigere end to personer lige bag én, der føler det bydende nødvendigt at dele deres åndsforladte observationer med hinanden gennem hele filmen. Som det er sket et par gange for mig indtil videre. Og mens vi er ved det: Kom til tiden eller bliv væk! Jeg er dødtræt af folk, der kommer dryssende under de første 10 minutter af en film og forstyrrer os andre, der kan klokken. Here endeth the lesson.

Thomas: I dag blev jeg ramt af den tredje aflysning i mit program: Kl. 19.30 skrev CPH PIX på deres Facebook-side, at visningen af “The Sorcerer and the White Snake” tre timer senere i Empire desværre var aflyst pga. tekniske problemer med kopien. Nu synes jeg snart, det er ved at være lidt belastende med de aflysninger, men i denne omgang vil jeg dog gerne rose PIX-folkene for, at de tilsyneladende meldte aflysningen ud hurtigst muligt. Og både I og jeg overlever jo nok, for jeg havde tre andre visninger at anmelde.

Og så ikke alligevel! For skæbnens ironi ville, at mine øjenlåg pludseligt blev tonstunge under “The Last Man On Earth”, og jeg var magtesløs imod dem! Derfor missede jeg sammenlagt omkring 40 minutter af de 100, som filmen varede, og derfor kan jeg ikke forsvare at anmelde den. Tilgiv mig, thi jeg er kun menneskelig! (Så kunne man forledes til at tro, at det, at jeg faldt i søvn, nok sagde noget om filmens kvalitet. Men det ville være en forhastet konklusion, bl.a. fordi det aldrig er lykkedes mig at komme igennem en hel Carl Th. Dreyer-film uden at døse hen. Og de film skulle vist være ganske gode.)

- Film/kunst – Art moves #1, Danmark
- 4 kortfilm, der er et resultat af samarbejder mellem filminstruktører og billedkunstnere.

Rainbow Monkeys

Johnny: En utroligt smuk film, der fokuserer på naturen og det både idylliske og dyriske ved den. To mennesker tager ud i et landskab, hvor de planter træer, hugger brænde, laver bål og deslige. Gradvist er det, som om de degenerer til et primitivt stadie, hvor de næsten nøgne og dækket af skidt danser omkring et bål i natten. Filmen er en af de smukkeste blandt de fire med farvemættede naturbilleder med masser af lysspil. Indholdet er nogenlunde vellykket, men spiller desværre mere på det intellektuelle end det oplevede, specielt i kraft af en lidt for didaktisk voice-over. Får Martin de Thurah i øvrigt ikke snart støtte til en spillefilm? Han har fortjent det.

4/6

Rupture

Johnny: Jeg havde ærligt talt forventet mig mere af Janus Metz (“Armadillo”), men desværre sagde denne film mig intet. En kvinde har, hvad der ligner et mentalt sammenbrud, mens vi ser flashbacks af hende og en mand i en omfavnelse, der gradvist bliver mere seksuel og dernæst voldelig. Indsmurt i blod slynges deres kroppe sammen, hvorefter han forsvinder, og hun ligger alene tilbage. I rammefortællingen brækker kvinden så et bankende hjerte op. Subtilitet er tilsyneladende ikke noget, man beskæftiger sig med hér. Det er hamrende studentikost og virker på mig som noget, de fleste kunstakademistuderende burde have fået ud af systemet på andet år. Billedkunstens svar på ”hjerte rimer på smerte” i poesien.

2/6

Kill

Johnny: Den af kortfilmene, jeg havde forventet mig mest af, og for en gangs skyld blev jeg ikke skuffet. Makkerparret bag filmen er Ingvar Cronhammar og Christoffer Boe. I min optik gør de et beåndet makkerpar. En ulv står over sit nyligt nedlagte bytte. Vi ser en maskine starte. Det viser sig at være en enorm lastbil – et mekanisk monster af krom og lak overfor en af naturens mest ikoniske dræbere. Ulven vejrer i luften og løber så gennem skoven. Lastbilen kører ud af garagen og ud på vejen, hvor den langsomt øger hastigheden frem mod en uafvendelig og næsten mytisk konfrontation mellem det naturlige og det kunstige. Umådeligt smukt filmet af Manuel Alberto Claro, der også gav os de overjordisk smukke billeder i “Melancholia”. Filmen bruger skygger utroligt effektivt til at markere forskellen på det organiske, rodede og mystiske i naturen og det mekaniske, kantede og glinsende i det kunstige. Et filmisk spark i mellemgulvet.

6/6

The House Inside Her

Johnny: En kvinde står foran et vindue, som hun lukker, hvorefter det blæser op. Inde i huset er der træer, vind og regn. Hun går igennem et par rum med forskellige optrin, og vi ser en mand, som hun tilsyneladende har et forhold til. Til sidst åbner hun igen vinduet, og alt falder til ro. Et udmærket stykke videokunst, der måske nok havde fungeret bedre som installation og/eller happening. Filmen problem er, at den ikke rigtig fungerer som fortælling. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at billedkunstneren har fået frie tøjler, mens filminstruktøren har trådt i baggrunden og kun lånt sin tekniske ekspertise. Det er interessant som kunst, men misser formålet med hele øvelsen.

3/6

Thomas: Sidste år gik fire instruktører og fire kunstnere sammen to og to for at lave fire kortfilm eller videoinstallationer til en udstilling. Det er disse fire film, der nu er samlet i dette program. “Rainbow Monkeys” er en smuk, men lidt intetsigende, tilbage-til-naturen sekvens. Så er der langt mere blod, sved, tårer og opkastede indvolde i “Rupture”, som vistnok handler om ulykkelig kærlighed. “Kill”, som er blevet til i et samarbejde mellem Christoffer Boe og Ingvar Cronhammer, forener en stor, forkromet lastbil med ultra-slow optagelser af en ulv, og den sidste, “The House Inside Her”, var vist også noget med kærlighed. “Rupture” og “Kill” er klart de bedste i samlingen.

4/6

”Film/kunst – Art moves #1″ vises også den 23. april kl. 15.00 og den 26. april kl. 15.00 i Husets Biograf.

- AFI Triple Feature, USA
- Tre kortfilm fra American Film Institute, der alle har danskere tilknyttet.

Clear Blue

Johnny: Simon er lige blevet ansat som livredder i en lille svømmehal, hvor han fascineres af en ældre kvinde, der er en utroligt god svømmer. Hans forsøg på kontakt afvises, men så opdager han, at hun ikke er ganske menneskelig. Underholdende, lille historie, der har en ganske forventelig slutning, hvilket dog på ingen måde gør den dårligere. Chris Sheffield giver Simon en ungdommelig uskyld og skrøbelighed, som giver hjerte og prægnans til, hvad man ellers kunne have frygtet var en ret skematisk kortfilm.

4/6

Nani

Johnny: Oscar er tagger, men efter han bliver taget af politiet, må han gøre samfundstjeneste på et plejehjem. Her møder han den små-demente Isabel, der af uforklarlige årsager knytter sig til ham, og de to render rundt i byen og tagger sammen. Uheldigvis føler man dog aldrig rigtigt noget for personerne. 21 minutter er simpelthen for kort tid til at fortælle den historie, instruktøren gerne vil. Fotograferingen er heller ikke helt god nok og hjælper så sandelig ikke med at formidle karaktererne og deres følelser. Det kunne dog være interessant at se, hvad instruktøren – med lidt flere penge og meget mere spilletid – kunne få ud af historien.

3/6

Stuck

Johnny: En mand vågner i et hul i jorden. Han opdager til sin skræk, at han sidder faststøbt i beton til livet. Hans råb om hjælp giver intet resultat, men efter et stykke tid dukker en vred og uligevægtig mand op og forlanger svar. Hilarity ensues… Jeg skal ikke afsløre plottet her, men det er egentlig ikke synderlig originalt. Lignende historier er set før, men der er gode vinklinger hér, og man er ganske godt underholdt. I grunden en klassisk kortfilm, der pakker en masse ned i sine 20 minutter og afslutter det hele med et godt brag.

4/6

”AFI Triple Feature” vises også den 23. april kl. 16.00 og den 26. april kl. 16.00 i Husets Biograf.

- Beyond the Black Rainbow, Canada

Johnny: Et plotreferat er af denne film er besværligt. Filmen involverer en ung kvinde, der har regelmæssige konsultationer med en mistænkelig mand, som tilsyneladende har psykiske problemer. Vi introduceres for et refugium, hvor folk kan lære at blive lykkelige, under ledelse af Dr. Mercurio Arborio, hvis metoder sandsynligvis involverer store mængder bevidsthedsændrende stoffer. Nå ja, og så er der også en masse mutanter.

Filmens scenografi er en vidunderligt retro-futuristisk hyldest til Kubricks “Rumrejsen 2001″ med et par yderligere futuristiske islæt. Der fades jævnligt ud i forskellige farver, hvilket – koblet med de klare farver i indretningen og mange tintede billeder – giver filmen et næsten hypnotisk indtryk. Lyddesignet er et overflødighedshorn af elektroniske lyde og maskinstøj, der til tider næsten bliver en karakter i filmen. Filmen giver sig god tid, og der dvæles ved scenerne. Filmens problem er alligevel længden. Der kunne med fordel være skåret en halv time ud. Scenerne er sådan set ikke for lange, der er bare for mange af slagsen, der intet bidrager til hverken plot eller stemning. Det er dog vidunderligt at se friske perspektiver på science fiction-filmen, og jeg har ingen forbehold mod at se andet fra instruktøren.

4/6

”Beyond the Black Rainbow” vises også den 20. april kl. 19.00 i og den 26. april kl. 16.30 i Dagmar Teatret.

- Juan of the Dead (Juan de los Muertos), Spanien/Cuba

Thomas: Jeg tror faktisk ikke tidligere, jeg har set en film fra Cuba. Så hvorfor ikke starte min cubanske filmrejse med en zombie-komedie? Titlen på filmen er ikke tilfældigt valgt. Tonen og humoren ligger meget tæt den i “Shaun of the Dead”, og der er masser at grine af undervejs. Selvom den ikke er banebrydende inden for genren, er der stadig et par ideer, som jeg ikke har set før (blandt andet en ret spektakulær massehalshugning), og så er der overraskende meget social satire i filmen, hvor der gøres tykt grin med det cubanske samfund og især landets noget anstrengte forhold til den imperialistisk-kapitalistiske nabo mod nord. F.eks. bliver de stakkels inficerede medborgere ikke kaldt zombier én eneste gang. De er “dissidenter”…

4/6

”Juan of the Dead” vises ikke mere under årets CPH PIX.

- Magic Valley, USA

Johnny: Vi befinder os i en lille flække et sted i USA. Ejeren af et dambrug opdager, at størstedelen af hans fisk er døde. Den lokale sherif kører en tur med en af de unge betjente. En ung mand kører rundt på sit skateboard. En kvinde tager sin hund til dyrlægen. Og to drenge finder liget af en ung pige. En konventionel tankegang ville formode, at den sidste historie tog forgrunden i filmen, men det er på ingen måde tilfældet. Dette er ikke en film om et mord. Det er en film om, hvad det mord kommer til at betyde for det samfund, det er sket i.

Det er kun gradvist, at det går op for tilskueren, hvordan de enkelte karakterer er relateret til hinanden, og det er kun bagefter filmen, at man kan begynde at rekonstruere, hvad der er foregået. Vi har at gøre med et øjebliksbillede… tidsrummet mellem en frygtelig hændelse og realisationen af den. Vi kan ane konsekvenserne. Vi kan se karakterernes motivationer, og hvordan de vil spille ind på hinanden, men alt andet derudover er skåret væk. Filmen har et roligt, men insisterende tempo, der stille og roligt leder os frem til kulminationen. Soundtracket trækker dog en del ned. Det svinger fra det forstyrrende sentimentale over det atonalt forvirrende til det decideret dovne. Det er synd, da film som denne i høj grad lever på stemningsopbygning.

4/6

”Magic Valley” vises også den 21. april kl. 19.15 i Cinemateket.