Det føles en smule underligt og uvirkeligt at se Mark Wahlberg i træt tilstand. Man er bare blevet så vant til at se den 40-årige superstjerne uddele håndmadder med manér i den ene hæsblæsende actionfilm efter den anden – fra “Four Brothers” og “Shooter” til “Max Payne” og den splinternye “Contraband”. På det hvide lærred synes den karismatiske herre at være utrættelig. Men da han forsigtigt træder ind på det hotelværelse i London, hvor Filmz venter på at interviewe ham, erkender han blankt, at han er en udmattet herre. Intet under – dagen forinden var han i Australien, mens han i forgårs var i Los Angeles. Tre vidt forskellige tidszoner besøgt inden for 72 timer. Wow.
Men så snart Wahlberg får sat sig ned, og interviewet begynder, går trætheden prompte fløjten. Ikke fordi undertegnede tilbyder skuespilleren en skoldhed espresso, men fordi snakken falder på film, og det får tydeligvis Wahlberg til at live op. Det er klokkeklart, at manden forguder de levende billeder og både elsker at se dem, at medvirke i dem og at skabe dem. Man må sige, at den tidligere rapper er nået langt, siden han som rebelsk ungkarl røg ind og ud af fængslet og toppede musikhitlisterne under det noget grinagtige alias Marky Mark. Forinden havde han endda optrådt som et medlem af boybandet New Kids on the Block sammen med storebror Donnie. Siden da har han udviklet sig til et Oscar-nomineret multitalent, som har vundet priser og masser af anerkendelse for sit kreative arbejde både foran og bag kameraet.
Netop thrilleren “Contraband”, som vi er i London for at diskutere med Wahlberg, understreger Wahlbergs store forkærlighed for alle filmmediets facetter. Han forelskede sig i den islandske thriller, som “Contraband” er baseret på, “Reykjavik Rotterdam” fra 2008, og han sørgede selv for at tilkæmpe sig rettighederne til en genindspilning, som han oven i købet både har produceret og spiller hovedrollen i. I filmen spiller Wahlberg en tidligere smugler, som lagde den kriminelle livsstil på hylden for at starte en familie. Men da hans svoger kommer i karambolage med Bostons mafia, bliver Wahlbergs karakter tvunget til atter at agere mestertyv i et forsøg på at redde sin familie. Instruktøren er i øvrigt originalens bagmand/hovedrolleindehaver, Baltasar Kormákur.
”Jeg syntes, originalen havde en interessant og frisk tilgang til ‘heist thriller’-genren,” fortæller Wahlberg og fortsætter: ”Du ved… ofte er man nødt til at drage uden for Hollywood for at finde noget, der er interessant og anderledes. Der er rigtig mange interessante filmmagere og historiefortællere, som eksisterer derude… uden for Hollywood.” Wahlberg smiler, hans træthed nu en saga blot. ”Valget stod mellem at lave den her film og så endnu en sequel om en superhelt.”
Var du betænkelig ved, at din instruktør havde spillet din rolle i originalen? At det måske ville begrænse din kreative frihed?
”Det var min store bekymring. Jeg ville ikke sammenlignes ham, men han var heldigvis heller ikke interesseret i, at jeg skulle studere hans præstation, men at jeg derimod skulle bidrage med min helt egen fortolkning af rollen. Men det var pudsigt, for han spillede ikke blot hovedrollen i originalen, han producerede den også, og her var jeg så… som producer og hovedrolleindehaver på genindspilningen.”
Så er det vel oplagt, at du omsider skal tage hul på instruktørkarrieren ved at instruere den næste genindspilning af historien?
”Muligvis, muligvis. Med Justin Bieber i hovedrollen.”
Men har du seriøst overvejet at instruere endnu?
”Helt afgjort. Det er blot et spørgsmål om at finde det rette materiale og en historie, som jeg føler, at jeg er nødt til at fortælle.”
Men er det svært at håndtere så mange opgaver på en film på én gang?
”Det er slet ikke svært. Jeg har altid haft lyst til at være mere ‘hands on’ og til at være mere involveret i alle filmskabelsens aspekter. Jeg har altid gerne villet have mere kreativ kontrol. Jeg kan godt lide det.”
Men det må have været udmattende at spille en så fysisk krævende rolle lige umiddelbart efter “The Fighter”, som krævede så meget træning…
”Forinden ‘The Fighter’ trænede jeg en masse. Forinden ‘Contraband’ åd og drak jeg en masse. Jeg kan huske, at jeg dukkede op på settet, og Baltasar sagde: ‘Hvad foregår der, mand? Hvad er der sket?’ Jeg havde bare arbejdet så hårdt på ‘The Fighter’ i så lang tid, at da filmen var færdiglavet, havde jeg ingen lyst til at træde ind på et fitnesscenter. Så jeg havde droppet at motionere i et stykke tid. Derudover stod der ikke nogen steder i manuskriptet til ‘Contraband’, at karakteren var i lige så god form som en professionel boxer.” (griner) ”Der stod bare, at det var en almindelig fyr, som er rigtig god til at smugle, men har droppet hvervet, fordi han nu har en kone og to børn…”
Nu hvor vi alligevel er inde på “The Fighter”, så har der været en del snak om en fortsættelse. Er der noget nyt på den front?
”Der har været meget snak om en ny ‘The Fighter’, men der er ikke rigtig tale om en fortsættelse, det er nærmere en selvstændig film. Folk siger stadig, at man ikke kan lave en film om Micky Ward (Wahlbergs karakter i den autentiske ‘The Fighter’, red.) uden samtidigt at have Arturo Gatti (en anden professionel bokser fra virkelighedens verden, red.) med i historien. Vi følte, at hvis det nogensinde blev muligt at lave endnu en film, så skulle den handle om det vanvittige forhold, der blev skabt efter de tre brutale kampe mellem Micky og Arturo. Efter den første kamp endte de på det samme hospital, og de snakkede sammen og blev gode venner. Men alligevel kastede de sig ud i to ekstra opgør imod hinanden, som påvirkede dem begge meget – både fysisk og følelsesmæssigt. Det kunne blive en rigtig interessant film og en meget anderledes film i forhold til den første. Originalen handlede om forholdet mellem Micky og hans bror, hvor den anden film vil handle mere om hans forhold til Arturo.”
Og hvad med “The Departed 2”?
”Jeg ved det ikke. Folk prøver stadig også at få søsat ‘The Brazilian Job’ og ‘Five Brothers' (fortsættelser til hhv. ‘The Italian Job’ og ‘Four Brothers’, red.). Jeg har aldrig lavet en fortsættelse, og efter min mening er det kun værd at lave en toer, hvis man kan gøre den bedre end etteren, og det er ikke nogen let opgave. Vi får se.”
Ligesom din karakter i “Contraband” har du selv haft en noget turbulent fortid… Drog du nytte af den, da du skulle spille rollen?
”Ja, naturligvis. Som skuespiller er det enormt værdifuldt at have nogle livserfaringer, man kan trække på frem for blot at læne sig op ad de skuespilteknikker, man har lært. Der er mange ting ved karakteren, jeg kan relatere mig til – jeg har også haft en vanskelig fortid, men jeg har ændret mit liv fuldstændigt efter at have fået en familie, og jeg ville også gøre hvad som helst for at beskytte den. Jeg prøver altid at finde roller, som jeg kan identificere mig med og relatere mig til. Det gør det lettere at levere en troværdig præstation.”
Men uanset om du så spiller en betjent eller forbryder, så synes dine karakterer altid at svæve på grænsen mellem slyngel og antihelt. Er der noget særligt ved den type rolle, der tiltaler dig?
”Helt afgjort. Men jeg ser ikke den store skillelinje mellem de to. Da jeg voksede op, blev man ofte spurgt ‘vil du være en betjent eller en svindler?’, og de er begge… temmelig moralsk anløbne. Men det er den slags karakterer, jeg elsker, og de er i den slags film, jeg så, da jeg voksede op. Og jeg heppede altid på skurken.”
Kan du fortælle lidt om din kommende komedie af Seth MacFarlane (skaberen af “Family Guy”, red.), “Ted”?
”Den bliver fucking fed – undskyld mit sprog. Jeg fik et opkald omkring manuskriptet og et møde med Seth. Manuskriptet var hysterisk morsomt. Så begyndte jeg at se noget af Seths tidligere arbejde… Vi mødte og kom godt ud af det sammen, så jeg takkede ‘ja’ til at lave filmen. Jeg tror, den kommer til at støde flere mennesker end ‘Family Guy’.”
Er du fan af “Family Guy”?
”Jeg havde faktisk aldrig set ‘Family Guy’, før jeg læste manuskriptet til ‘Ted’. Min agent sendte mig et par afsnit, og eftersom det var en tegnefilm, tænkte jeg, at det var oplagt at se med mine to ældste børn (som er hhv. otte og seks år gamle, red.). Så vi sidder dér foran tv’et og dør af grin… Babyen Stewie er låst inde i en stor boks sammen med hunden, og han har skidt i sin ble og tvunget hunden til at æde lorten. De drikker sprut og har hivet en pistol ud af kabinettet… der sker en masse vanvittige ting, og pludseligt kommer min kone ind i lokalet, fordi hun hører vores latter. Hun slukker øjeblikkeligt for tv’et og råber ad mig, fordi jeg lod børnene se det. Bagefter var jeg og børnene dog enige om, at vi nar nødt til se det igen!”
Men det er fedt at se dig give dig i kast med nogle komiske roller. Personligt var jeg virkelig vild med dine præstationer i “I Heart Huckabees” og “The Other Guys”. Men der er stadigvæk visse genrer, du endnu ikke har rørt… Romantiske film, gysere, musicals…
”Jeg hader musicals. Og jeg er ikke en særlig stor fan af horror… ‘Fear’ var helt afgjort det tætteste, jeg er kommet på at lave en gyser. Men jeg ville ikke udelukke at lave en af slagsen. Med hensyn til romantiske film, så var jeg for nylig i biffen og se ‘The Vow’ med konen.” (sigende pause)
Hvad hader du ved musicalgenren?
(sukker) ”Alt.”
Det kunne da ellers være fedt at se dig tilbage i rollen som Marky Mark i en storslået musical!
”Nej. Det er ikke noget for mig. Det kommer ikke til at ske.”
Men nu hvor New Kids on the Block er blevet genforenet, har du så talt med din bror Donnie om at performe med dem igen på noget tidspunkt?
”Absolut ikke.”
En repræsentant for filmselskabet kommer ind og fortæller, at vi desværre ikke har mere tid. Wahlberg rejser sig op, takker pænt for chatten og bevæger sig mod døren. Lige inden han træder ud af lokalet, vender han sig dog om, og med et kæmpe smil på læben fyrer han dagens sidste guldkorn af: ”Fortæl gruppen, at hvis de stikker mig en stor, tyk check, så skal jeg sgu nok optræde til ét show.” Wahlberg er formentlig sarkastisk, men takket være mandens ukuelige charme er det lige før, man bliver fristet til at donere et par af ens egne håndører til formålet.
“Contraband” har dansk biografpremiere på torsdag d. 22. marts, og samme dag kan du læse vores anmeldelse af filmen her på Filmz.
#1 kasperfmn 12 år siden
#2 elwood 12 år siden
Ahhh yeaaaa Louder.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#3 Kruse 12 år siden
#4 zamm- 12 år siden
Thumps up!
Nice interview med Marky og godt arbejde Insider!
#5 elwood 12 år siden
Jeg ved ikke hvorfor men jeg storsmiler altid hver gang jeg ser den video 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6 Baby Strong 12 år siden
#7 The-new-meister 12 år siden
Jeg smiler faktisk altid når jeg hører good vibrations. Ikke fordi den er direkte god men fordi jeg altid får billede ind i hovedet ar Mark Wahlberg hop rundt i hænge røvs bukser.
ellers et godt interview:)
#8 The Insider 12 år siden
Og tusind tak for de venlige ord, folkens!
#9 elwood 12 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#10 The Insider 12 år siden