Af: Michael Andersen | Udgivet: 2013-10-20

Jack Skellington’s Greatest Hits

Vi nåede det! Vi er netop ankommet til Royal Albert Hall og verdenspremieren på “Danny Elfman’s Music from the Films of Tim Burton”. En række filmzere er taget af sted: Collateral og hans kæreste Xenia, elwood, Ericmase, rapperen Yohan (kendt fra “A Tribute to J.J. Abrams”) og undertegnede. Koncerten har længe været udsolgt, og vi sidder perfekt i midten af den store sal. Lyset dæmpes til tonerne af “Main Titles” fra “Charlie og chokoladefabrikken”. Vi er i gang.

Henover BBC’s koncertorkester, dirigent John Mauceri og koret hænger en storskærm, der aftenen igennem viser klip og Burtons originale skitser til alle de film, som Elfman har været involveret i. Efter en rundtur i Willy Wonkas fabrik begynder vi med filmen, som indledte Elfman/Burton-samarbejdet: “Pee-wee’s Big Adventure”. Akkurat lige så spøjst som dette stykke musik var begyndelsen på det lange forhold mellem de to mænd. Det skete cirka således: Burton spurgte Elfman, om han kunne tænke sig at lave underlægningsmusik til en film, han skulle i gang med. Det var Elfman ikke interesseret i, men han kunne da godt lave en demo med et enkelt nummer til ham. En uge eller to senere kontaktede Burton Elfmans manager og fortalte, at Elfman havde fået jobbet. Elfman bad dog manageren om at takke nej. Men den besked ville manageren ikke give videre, og Elfman turde ikke selv sige det til Burton, og sådan blev det. Elfman fik aldrig sagt nej og fik på den måde startet sin karriere som filmkomponist.

Imens Pee-wee cykler hjemad igen, lytter vi andre i salen til uddrag fra “Beetlejuice” og “Sleepy Hollow” (hvor en drengesopran imponerer), men vi vender hurtigt tilbage til det skøre hjørne med temaet til “Mars Attacks!”, som er aftenens første højdepunkt. I forgrunden af scenen står en dame og laver musik med sine hænder ud i den blå luft. Hun spiller på en theremin. Dette elektroniske apparat giver den helt specielle lyd, som siden Bernard Herrmanns score til “Den dag, jorden stod stille” er blevet associeret med klassiske og mindre klassiske science fiction-film.



Herrmanns indflydelse på Elfmans musik er endnu tydeligere i “Batman”. Starten af temaet er faktisk kraftigt inspireret af Herrmanns “Rejsen til jordens indre”, men for at det ikke skal være løgn, har Herrmann selv hentet inspiration til sit tema fra en melodi i Paul Hindemiths symfoni “Mathis der Maler” fra 1934. Oprindelsen til Batmans tema kan altså dateredes tilbage til fem år før, Bob Kane skabte nattens ridder!

Da temaet starter, får viberationerne fra salens enorme orgel (som fylder en stor del af bagvæggen) næsten gulvet til at ryste. Efter en række uddrag kommer vi også forbi Pingvinen og Catwomans temaer fra efterfølgeren, “Batman vender tilbage”, inden den sublime “Finale” fra den første film på perfekt vis afrunder “Batman”-uddragende. Selv her snart 25 år efter sparker Elfmans bat-musik stadig røv, og når jeg sidder og lytter her, slår det mig, hvor heldige vi er. Folkene bag filmene ville oprindeligt slet ikke høre tale om Elfman og argumenterede kraftigt for, at John Williams skulle lave musikken – på samme måde som Hans Zimmer i dag er manden, alle vil have fingre i til deres storslåede film. Men Burton holdte fast i, at det skulle være Elfman. En demo-version af Batman-temaet overbeviste til sidst producerne af filmen, og resten er historie.

Inden musikken til “Batman” og “Batman vender tilbage” lukkede 1. del af koncerten, blev der forinden også plads til uddrag fra “Big Fish”. Aftenens mest atypiske score, da det varierer fra det skøre og makabre, som mest kendetegner Elfmans musik til Burtons film. I pausen hilser vi på to danske Elfmaniacs, som vi tidligere på dagen helt tilfældigt faldt i snak med nede i HMV’s soundtrack-afdeling.

De hårdtslående toner til “Abernes planet” åbner koncertens 2. halvleg. Desværre får vi kun nogle minutter af det ellers fornemme soundtrack, som er et af højdepunkterne ved den svage film. Også “Dark Shadows” og “Frankenweenie” er blandt de titler, der får kort spilletid, men det er naturligvis heller ikke alle titler på aftenens program, som er lige stærke. “Corpse Bride”-sektionen byder på tre numre fra filmen, hvor “Victor’s Piano Solo” for første gang høres i fuld længde. I filmen og på soundtracket bliver melodien afbrudt, men her har Elfman udvidet den med en rigtig slutning.

“Edward Saksehånd” byder bl.a. på en herlig violinsolo, og undervejs i “Ice Dance/The Grand Finale” bliver der fældet en tåre eller to og snøftet godt igennem blandt det kvindelige publikum – måske lige med undtagelse af de mange goth-piger, som også er blandt publikum. Efterhånden har vi været igennem det meste af kataloget, og nu er turen kommet til aftenens eneste film, som ikke er instrueret af Burton: “The Nightmare Before Christmas”.



I højre side af scenen kommer Danny Elfman pludseligt gående. Han virker meget nervøs og ser mere bleg ud end Johnny Depp iført makeup. Det er trods alt også første gang, siden han for 18 år hoppede ud af bandet Oingo Boingo, at han skal stå på en scene for at synge. Hvorfor er scenen Royal Albert Hall og ikke én i hjemlandet USA? I Elfmans tilfælde giver det i hvert fald god mening at holde verdenspremieren lige her i den enorme, engelske koncertsal, da han nu står på præcis samme scene, som idolet Bernard Herrmann står på i Hitchcocks genindspilning af “Manden der vidste for meget”.

Elfman begynder på “Jack’s Lament”. Der er lidt udfald i mikrofonen, og han ved ikke rigtig, hvor han skal gøre af sine hænder. Det er måske også en lidt svær sang at starte på, men herefter kommer “What’s This”. Nu er han varmet op. Som den eneste af sangene bliver den fremført synkront med filmsekvensen på storskærmen. ”This looks like fun. This looks like fun” synger Elfman, og det er det bestemt også. Elfman modtager en stort applaus, og han virker til at have fundet sig til rette. Efter “Jack’s Obsession” kommer Helena Bonham Carter ind på scenen. Når man først ser hende, forledes man til at tro, at man har taget Pippi Langstrømpe fra den svenske skærgård og placeret hende midt i helvedes forgård. Den engelske skuespillerinde er iklædt mørkt korset, dramatisk makeup og lange rottehaler. Hun synger “Sally’s Song”, og det gør hun overraskende godt.

“Poor Jack” bliver den sidste sang på programmet. Elfman går bagefter et par gange frem og tilbage mellem scene og backstage, og en af gangene filmer han vores stående bifald med sin mobiltelefon, hvilket meget godt illustrerer koncertens afslappede stemning af sjov og ballade. Med tanke på, at “The Nightmare Before Christmas” for 20 år siden var et mindre økonomisk flop i biograferne, er det i øvrigt ironisk, at musikken fra filmen fylder så meget i aften. Det var oven i købet også filmen, som Burton og Elfman en periode blev uvenner over, hvorfor “Ed Wood” (som Howard Shore komponerede musikken til) ikke er at finde på programmet i aften.



Det meget iørefaldende tema fra “Alice i Eventyrland” slutter det officielle program, men Elfman vender endnu en gang tilbage og har et ekstranummer med til os: “Oogie Boogie’s Song” fra “The Nightmare Before Christmas”. I forhold til originalen giver Elfman os en noget anderledes version. Ordene leveres i et hurtigere tempo, som man lige skal vænne sig til, men hans glæde ved at synge er smittende. Pludseligt har dirigenten John Mauceri en nissehue på. ”Release me now or you must face the dire consequences, the children are expecting me, so please come to your senses” siger han, imens han stadig dirigerer orkesteret. Hvis Elfman var stiv af nervøsitet i det første nummer, er han nu fuldstændig løsnet op. Han danser rundt og udbryder diverse ”Yeah!”, ”Whooaa!” og ”Haahs!”

Knap tre timer er fløjet af sted, men der er dog en sidste overraskelse på vej til os. I en glidende og tilbagevendende manøvre bevæger Elfman armene ind mod sin krop, og for enden af et usynligt reb har han Tim Burton. Salen går nu fuldstændigt amok, og Burton skynder sig at sige, at dette er Elfmans aften. ”Tak for at gøre dette til mit livs største øjeblik” konstaterer en tydeligvis rørt Elfman over for publikummet, før han mønstrer et stort smil, der kan gøre Jokeren misundelig.

Vi takker også mange gange for denne enestående oplevelse.

Gravatar

#11 Michael Andersen 11 år siden

Forleden var der amerikansk premiere: masser af billeder :)
Smile, you son of a bitch!

Skriv ny kommentar: