Af: Girls on Film | Udgivet: 2014-09-15

Når man driver en film og tv-blog, er et af de spørgsmål, man oftest får ”Nå, men hvilken film er så jeres yndlingsfilm?” For det første er dét spørgsmål ALTID svært at gå til, men når man samtidig er tre kvinder med hver vores individuelle smag og holdning, bliver det kun endnu sværere at komme med endegyldige svar. Også hvis spørgsmålet indsnævres til en bestemt genre – de ultimative tøsefilm. Det var svært, men her er vores bud fra ‘Girls on Film’.

5. “Thelma & Louise

Den her er det måske ikke alle piger, der har set, men den burde absolut stå hjemme på DVD-hylden (hvis man stadig har sådan en!) hos enhver kvinde med ben i næsen og en forkærlighed for det stærke køn. Yes, we said it! Susan Sarandon og Geena Davis er de sejeste bad ass chicks i denne roadmovie af Ridley Scott fra 1991, der i øvrigt også er filmen, hvor Brad Pitt fik et mindre gennembrud på det store lærred!



4. “The Devil Wears Prada

Der er bestemt også plads til lidt nyere film, når vi snakker tøsefilm. Der er ingen tvivl om, at Meryl Streep owner den film og er så gennemført usympatisk og skræmmende, at det er en fryd! Og tøjet… SUK! Hvis man vil drømme sig langt væk i haute couture og modemekkaet New York (og hvem vil ikke det?) en kedelig regnvejrssøndag, er dette FILMEN at gøre det med!



3. “Dirty Dancing

Vi er enige om, at man ikke kan sætte denne ”baby in the corner”, når det kommer til chick flicks! Hvem var ikke bare en lille smule forelsket i Patrick Swayze-karakteren Johnny-badboy-dansesmølf, der vender Jennifer Greys verden på hovedet (eller han smider hende jo mest OVER hovedet) i løbet af den famøse sommer på Kellermans? Vi var i hvert fald. Og så har filmen jo tilmed et af de mest catchy soundtracks i historien – what’s not to like?



2. “Clueless

En ungdoms-klassiker fra 1995, der med et trylleslag gjorde Alicia Silverstone til den ultimative it-girl for alverdens teenagepiger. Inklusive os! Filmen er i de senere år gået hen og blevet kult, og hvis man skal samle essensen af livet på en ‘american high school’ og teenagelivets generelle kvaler og opture, findes der (næsten) ikke et stærkere bud end Clueless.



1. “Pretty Woman

På en eller anden måde er den jo ikke til at komme udenom, vel? Vi gætter på, at der ikke findes særligt mange kvinder – ej heller mænd – der IKKE har set den udødelige 90’er film med dårende dejlige Julia Roberts og charmerende Richard Gere. Filmen er en guldgrube, når det kommer til gyldne citater, og vi indrømmer blankt, at vi har set den pinligt mange gange – uden at blive trætte af den!


Og fordi vi jo ER kvinder – og ikke kender begrænsningens kunst – har vi samlet yderligere tre boblere til listen, nemlig “Breakfast at Tiffany’s”, “Fornuft og følelse” og “Vicky Cristina Barcelona”. Og nå ja, stort set alle film med Ryan Gosling. Bare fordi!

Gravatar

#1 psymon 9 år siden

The Notebook, Australia?

Skriv ny kommentar: