Hvis man har en ide om, at Anders Matthesen er ved at sprænges af spænding over den kommende premiere på “Sorte kugler”, så er det i hvert fald ikke noget, man lige umiddelbart kan se på hans fremtoning, og da han ankommer til interviewet med en caffe latte i hånden, virker han mest af alt en smule træt. Der er en vis ironi over, at det netop er den drik, han har med, eftersom hans alter ego i filmen – den irritable Alex Klein – netop skælder en sagesløs servitrice ud, da hun serverer ham sådan en i stedet for den kaffe med mælk, han har bestilt.

At Matthesen føler noget for filmen bliver dog hurtigt tydeligt, og jo længere vi taler om den, des mere passioneret bliver han. Filmens fortælling, om den selvcentrerede Klein, der får en brat opvågning, har ikke blot Matthesen selv i hovedrollen – han har også stået både for manuskript og instruktion, og selvom “Anden” har prøvet lidt af hvert, så er det alligevel første gang.

Du har haft succes inden for mange områder af underholdningsbranchen, men er der noget inden for branchen, du aldrig ville deltage i?

“Ja, reklamefilm f.eks. Det kunne jeg aldrig finde på at lave. Det er måske ikke den samme branche, det ser jeg jo ikke som underholdningsbranchen. Jeg tror heller ikke, jeg skal være med i en opera eller danse ballet eller sådan noget.”

Kunne du forestille dig at være med i f.eks. et realityshow?

“Nej. Alt, hvad der er forurening af verden af uengageret lortefjernsyn eller ting, der gør verden til et værre sted for andre mennesker, ville jeg aldrig deltage i, og det synes jeg jo helt klart at f.eks. de realityshows er med til.”

Der er mange komikere, der startede indenfor stand-up, men som så flyttede videre til serier eller film som f.eks. manuskriptforfattere og skuespillere. Er der nogen, du ærgrer dig over ikke fortsatte i stand-up, og vil stand-up altid være en del af din karriere?

“Ja, stand-up vil altid være en del af min karriere. Ja, der er da nogen, som jeg har set, der startede med stand-up, men som laver noget andet i dag, hvor jeg tænkte, at de virkelig havde nogle gode kvaliteter som komikere. Der kommer og går mange, og der er mange, som var i gang for ti år siden, der ikke blev ved, hvor man tænker ’Han eller hun var sgu sjov,' hvor folk ikke blev ved. Men altså, det er jo selvfølgelig, fordi de har fundet noget et andet sted, der siger dem mere. Det er ikke noget, man skal ærgre sig over på den måde.”

Hvordan gik det til, at du ikke blot spillede hovedrollen og skrev manuskriptet, men også instruerede “Sorte kugler”?

“Det gik til på et møde med Thomas Vinterberg, hvor vi jammede lidt frem og tilbage med, hvad der kunne være sjovt, om jeg ville skrive eller spille, og jeg tror faktisk, at han var ret vild med ideen om, at jeg nu gjorde det hele. Der var noget af et stunt i det. Det er en udfordring, og udfordringer kan jeg jo godt lide, så jeg tænkte, at det må være det rigtige.”

Du havde ikke overvejet i forvejen måske at instruere på et tidspunkt?

“Nej, aldrig.”

Hvad synes du så om det, nu du har prøvet det?

“Jamen det var sjovt. Dejligt. Virkelig en spændende måde at kunne omsætte ideer til et lille stykke fiktion, som jo så nærmest bliver virkelighed. Det er skægt at se forvandlingen fra en tanke eller løs ide til et færdigt projekt og at tage beslutningerne undervejs selv. I stedet for at alle bare – hvis man nu bare var skuespiller – siger ’Der skal være blomster på det bord. Du skal sætte dig her.' At man så selv finder ud af, at der skal stå blomster her, og hvad for en vase skal det være, og sådan noget. Det har været rigtig spændende.”

Nu er du så både bagved og foran kameraet. Er det svært at instruere sig selv?

“Nej, det synes jeg ikke. Det har bare betydet, at jeg måtte løbe lidt frem og tilbage og kigge på en moniter, hvis jeg var i tvivl. Jeg har haft Joakim Höglund med som teknisk instruktør, og han har jo blandet sig meget, givet gode råd og haft styr på den mere tekniske del, så det har mest været spillet, jeg skulle forholde mig til og tænke på, om det her var godt nok. Kan jeg lige gøre det bedre? Det har været fint nok.”

Der er en vis tendens til, at komikere påtager sig store dele af deres film. Det har f.eks. Charlie Chaplin, Buster Keaton, Woody Allen og Ben Stiller gjort. Er der noget særligt ved komikken, der gør, at man er mere tilbøjelig til at ville om bag kameraet?

“Ja, man kan måske sige, at der er jo den ting, at når man skriver comedy-replikker, så er det ikke altid til at sige, hvorfor de er sjove. Drama har det sådan, at hvis din mor kommer ind på dit værelse med en kødøkse, så er det op til instruktøren, hvordan hun skal se ud i hovedet, men som udgangspunkt er det uhyggeligt, hvis ens mor vil slå en ihjel. Der kan være en replik, der er åbenlys morsom på skrift, men det kan sagtens være, den skal have en bestemt betoning, eller et blik i øjnene, der gør det endnu sjovere. Hvis man som komiker har en masse ideer om, hvordan den skal leveres, så er det en stor fordel at lave det selv, så man ikke bare afleverer f.eks. et sitcom-manuskript til en flok skuespillere, der så laver stort drama ud af noget, der i virkeligheden skulle være leveret på en helt anderledes sløset måde for at virke federe. Jeg kan godt lide at få lov at blande mig i at ’det er sjovere, hvis du siger det sådan her og så kigger langsomt mod venstre.'”

I stand-up er det vel næsten også sådan, at man instruerer sig selv?

“Det gør man jo, ja, og det gør også, at man får en stilart hurtigt, og at man som komiker hurtigt lærer, hvad der virker.”

Hvad var det, der gjorde, at det var lige den her historie, du gerne ville fortælle?

“Jeg stod jo og skulle lave en film, og vi var blevet enige om, at nu gør vi det, og så tænkte jeg jo bare ’hvad skal jeg finde på, hvad skal jeg fortælle om,' og så startede jeg bare fra den ene ende af. Jeg har jo ikke prøvet på den måde at lave manuskripter før, så det var sådan lidt at forsøge sig frem, og langsomt tog det form og blev mere og mere en historie, der også handlede om livsførelse, hvor jeg havde troet, at det skulle være mere ren gag-gag-komedie og slapstick.”

Hovedpersonen Alex Klein, som du spiller, er han en type, man møder meget i Danmark?

“Han er jo en karikatur, men jeg synes, der er rigtig mange folk, der lever mere eller mindre med et negativt fokus på livet og derfor ikke får det optimale ud af hverdagen, deres omgivelser og relationer. Jeg vil ikke sige, at det er en folkesygdom, men det er fandme meget almindeligt, at folk fokuserer på ’Nu er det lidt for varmt, og nu er der lidt for koldt' i stedet for at kigge på, at tingene er, som de er, og resten det er op til, hvad du vil lægge i det som modtager af de her indtryk. Man farver alting: ’Det her er ikke så godt, det her er bedre. Jeg kan bedre lide det her, end jeg kan lide det' i stedet for bare at lade ting være, som de er.”

Plakaten til “Sorte kugler” får uundgåeligt en til at tænke på de gamle folkekomedier, er det også et element, som, du synes, er tilstede i selve filmen?

“Nej, ikke rigtig. Det var mere sådan… jeg kan godt lide de gamle plakater. Jeg synes, de er sjove, og jeg synes, at de der biografreklamer bliver mere og mere trendy med tynde bogstaver og meget hvide, sarte og fine i det. Jeg havde det sådan: ’Nej, det er en komedie.' Jeg kan lide de der, hvor der står ’En sprængtfyldt latterorkan med kendte skuespillere i sjovt humør og flotte farver.'. Fedt! Den skal jeg da se. Det, synes jeg, er sjovt. Så det var mest en hilsen til de gamle film, men der er egentlig ikke så meget folkekomedie i den som sådan.”

På et tidspunkt i filmen skal Klein fortælle en vits, men han bliver standset, da det er udtryk for begær. Er det også sådan, du ser på det. Er der et vist begær i at fortælle vittigheder?

“Ja, det er der bestemt. Det er jo at fodre sit ego, og det har jeg da virkelig også oplevet som komiker. Jo mere folk klapper, jo større bliver ens ego, og det gør kampen om at overvinde det ego sværere og sværere, men også mere vigtig. Begær handler ikke kun om sukker, smøger eller lækre kællinger. Det er det der lille bål, der bliver tændt i en, når man får en tyver for meget tilbage i Føtex. Det kan godt være, man leverer den tilbage, men man når lige at få et sug, og det er det lille sug, der er kimen til hele verdens elendighed. Den der lille flamme, der bliver tændt i en, når man tænker ’Det her kan jeg få. Uden at gøre noget for det.' Det er for mig kimen til al ondskab, og det bor i os alle sammen, men det er derfor, det er interessant at snakke om det.”

Er der nogen af rollerne, som du skrev med specifikke skuespillere i tankerne?

“Ja, værten Lurifax [spillet af Søren Rislund] og Thomas Hartmans rolle. De var skrevet til de to. Det var hele tiden dem, jeg så for mig.”

Søren Rislund er et sjovt valg til sådan en rolle. Hvad var det, der gjorde, at det var ham, du valgte?

“Jeg er stor fan af Søren Rislund. Jeg synes, han har et fantastisk sprogbrug, og han har den der blanding af at være lynende intelligent, men også at kunne være helt prutte- og lagkageagtig. Jeg tænkte, at hvis man endelig møder sådan en person, så er han sikkert sådan en med totalt overblik, men som også har god humor og kan sige noget plat. Jeg synes bare, han var god til rollen. Også fordi han er lidt ældre end mig og har det der skæg. Jeg tænkte, at det skulle være den type, som han er i de der Monrad og Rislund-sketcher, hvor han er quizmaster og den slags.”

Er du spændt på modtagelsen af filmen?

“Ja, det er jeg. Meget. Men samtidig er jeg også tilfreds med det, jeg har lavet, så det er ikke sådan, at jeg bliver ulykkelig, hvis den får nul stjerner, og der ikke er nogen, der gider se den. Selvfølgelig ville det være ærgerligt, hvis ingen ser den, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke fulgte med. Jeg læser anmeldelser og følger med i, hvor mange der har været inde og se den i weekenden. Det, synes jeg, er spændende. Det er en del af ræset. Det er ligegyldigt, men det er alligevel sjovt at følge med i.”

Kunne du forestille dig at lave en film igen på samme måde?

“Ja, ja det kunne jeg. Jeg har også en masse ideer til nye historier, jeg godt kunne tænke mig at fortælle. Det er en fed måde at fortælle historier på, synes jeg.”

Er der noget specifikt, du er i gang med?

“Ej, jeg vil ikke fortælle for meget, for hvis nu det ikke bliver til noget, så vil folk tænke: ’Hvorfor lavede du aldrig den der med soldaterne, som du lovede?' Jeg har forskellige historier og forskellige genrer, jeg har tænkt på kunne være sjove at prøve, men der ikke noget konkret, jeg skriver på.”

Herefter siger vi farvel, og den ombejlede Matthesen haster videre til det næste interview. Han har dog ikke mere travlt, end at han hurtigt snupper en Toblerone-chokolade fra bordet ved siden af. Forkærligheden for de små fristelser har han og filmens Alex Klein i hvert fald tilfælles.