Instruktøren og manuskriptforfatteren Joe Carnahan var en fuldstændig ukendt mand, indtil den dag hans fremragende lavbudgetsthriller, “Narc”, fik biografpremiere for godt og vel fire år siden. Den dengang 33-årige amerikaner røg pludselig ind på flere af de allerstørste filmstjerners kontaktlister, og selveste Ridley Scott ansatte ham til at forfatte og instruere en kortfilm for bilgiganten BMW. Tom Cruise var så imponeret over den karismatiske auteurs gennembrudsfilm, at han sørgede for at få “Narc” ud til et bredere publikum. Dernæst hyrede Cruise Carnahan til at lave den tredje “Mission: Impossible” film, men af ukendte årsager kom de to mænd op og toppes, og Carnahan forlod filmen, som til gengæld blev instrueret af J. J. Abrams.

Carnahan valgte i stedet at lave actionfilmen “Smokin’ Aces”, hvori folk som Ben Affleck, Ryan Reynolds, Ray Liotta, Alicia Keys og Andy Garcia medvirker. Da Filmz fangede ham over telefonen for at snakke om filmen (der netop er udkommet på dvd), befandt han sig i sit hus i Californien, som næsten lige havde været udsat for et ubehageligt indbrud. Der skal advares mod spoilers til både “Smokin’ Aces” og “L.A. Confidential” i det følgende interview.

Joe Carnahan: “Jeg er i fuld gang med at få sat nye låse på plads og installeret alarm. De stjal sgu mit tv, mand… og mit anlæg. Men min elskede Stanley Kubrick Collection var heldigvis urørt”.

Jeg havde også indbrud for et par år siden. De stjal et par hundrede dvd’er. De nappede faktisk “Narc”!
(griner) “Det var tyveknægte med god smag!”

Derudover var der en hel hylde, som var blevet fuldstændig tømt – der var kun én film tilbage: “Borte med blæsten”. Det syntes jeg alligevel var ret morsomt. Enten kunne de ikke lide filmen, eller også var det en form for afskedshilsen. Du ved… ’til helvede med dig, vi er borte med blæsten!'
(griner højlydt) “Måske har de bare ikke været Victor Fleming (“Borte med blæsten”-instruktør, red.) fans.”

Formentlig ikke. Men jeg fik set “Smokin’ Aces” her for nylig, og jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. Jeg syntes den var visuelt gennemført og meget underholdende.
“Mange tak. Jeg har selv oplevet, at folk enten har virkelig hadet eller virkelig nydt den. Så det er naturligvis altid dejligt at høre fra folk fra den sidstnævnte gruppe.”

Hvordan fik du stablet det ensemble på benene?
“Det var manuskriptet mere end noget som helst andet, der fangede folks opmærksomhed. Det var spændende, og derudover var optagelserne beregnet til at tage 40 dage, så alle havde det godt med at hoppe på projektet og gøre deres del. Det var materialet – manuskriptet – der virkelig bragte alle sammen.”

Både Common og Alicia Keyes var rigtig gode i filmen…
“… ja, og jeg anser egentlig ikke grænsen mellem film og musik som særlig stor. Jeg mener, de er jo historiefortællere. Hvis du lytter til en af dem – og især Common, jeg har altid været en stor fan af hans musik, men på trods af det fik jeg ham alligevel slæbt til audition 3-4 gange – men de har en medfødt sans for at fortælle historier. Derfor er de gode til at håndtere drama, og jeg anså det aldrig som en satsning at hyre dem.”

Musikere synes også ofte at imponere i film i disse dage. Men der synes stadigvæk at eksistere den her udbredte opfattelse af, at musikere simpelthen ikke kan spille skuespil…
“Min personlige erfaring blev støbt af mine oplevelser sammen med Busta Rhymes på “Narc”. Han leverede virkelig varen, og man føler ofte, at musikere anser det som lidt af en prøve, der skal bestås – de vil gerne demonstrere, at de magter mere end én ting, og de er meget entusiastiske.”

Musik er en meget stor del af filmen. Hvor meget tid bruger I på at finde musikken inden optagelserne?
“Jim Schultz, vores ‘music editor’, fandt nok ni af sporene på soundtracket. Nick Angel, vores officielle ‘music supervisor’, fik Liam [Howlett] fra Prodigy til at lave et fedt nummer til filmen. Jeg er virkelig, virkelig, virkelig stor musikelsker, så jeg bruger altid en masse tid på virkelig at finde de der specielle særligheder, men jeg har så alle de her medsammensvorne. Hver gang jeg møder en person, så tjekker jeg øjeblikkeligt deres iTunes-bibliotek, og de her gutter havde en enorm mængde ting, som jeg aldrig før havde hørt, og man får altid det her rush, når man hører noget fedt, man aldrig før har lagt øre til. Jeg havde f.eks. aldrig hørt ‘Big White Cloud’ af John Cale før, men så snart man har hørt den bare to gange, har man det som om, man virkelig burde kende til den sang. Så ja, musik var en enorm stor del af filmen.”

Og musik inspirerer dig også, mens du skriver filmen?
“Absolut, jeg lyttede til en masse Frank Sinatra, Devo, flere gamle punkmusikere… jeg lyttede også flere soundtracks igennem, jeg er især stor tilhænger af Carter Burwell, men jeg lytter til alt muligt. Country er den eneste genre, som jeg ikke giver mig i kast med. Jeg kan simpelthen ikke magte den genre, men derudover er jeg fuldstændig åben, mand!”

Clint Mansells musik var også virkelig kraftfuld og flot, hvordan arbejdede I to sammen?
“Clint arbejdede sammen med mig på en BMW-film for et par år siden. Jeg var altid en stor fan af, hvad han lavede sammen med Darren [Aronofsky] på ‘Pi’ og ‘Requiem for a Dream'”…

Har du hørt hans score til “The Fountain”?
“Åh, ‘The Fountain’ er simpelthen fantastisk. Men Clint var frisk på en udfordring, fordi filmen er en blanding af særdeles tungt drama og virkelig sort komedie, man kommer simpelthen så mange steder hen i den film… Clint forstod, at musikken derfor ville være en svær opgave, og det var en stor fornøjelse at arbejde sammen med ham, og man kan virkelig tale med ham, han er på ingen måde højtidelig omkring det.”

Mens jeg sad og så filmen, kom jeg ofte til at tænke på din BMW-kortfilm. Begge handler i høj grad om vigtige, kirurgiske operationer…
“Jeg tror bare jeg er fascineret af ideen om at forlænge liv… uanset om man så er ond eller god, men at man besidder en viden så vigtig, at man er værd at redde. Men jeg tror ikke, der ligger nogen dybere mening bag.”

Men hvordan blev du en del af hele BMW-projektet i sin tid?
“Jules Daly, som arbejder sammen med Ridley [Scott], spurgte mig, om jeg var interesseret i jobbet, og naturligvis tog jeg øjeblikkeligt imod muligheden for at samarbejde med de her store filmmagere (udover Carnahan deltog instruktører som John Woo, Wong Kar-Wai, Guy Ritchie, Tony Scott og Alejandro González Iñárritu også på projektet, red.). Det er et koncept, som nu er blevet kopieret flere gange. Mercedes prøvede at lave noget lignende.”

Du synes at have en stor forkærlighed for fortællinger om betjente og ordensmagten. Du lavede “Narc”, og nu har du lavet “Smokin’ Aces”, og “White Jazz” er på tapetet. Hvad ligger til grund for den lidenskab?
“Jeg har en stor fascination for den marginaliserede del af samfundet… det anarki, som bare ligger og lurer i horisonten, og ideen om, at man pludselig kan blive overmandet af den ondskab, som menneskeheden dyrker. Jeg har altid næret dyb respekt for betjente i al almindelighed. Selvom jeg normalt er en politisk moderat skikkelse og liberal indenfor et vist omfang, så – når det kommer til håndhævelsen af loven – er jeg nok mere en yderliggående, ultrakonservativ højrefløjsfætter på det område, hvis du forstår! (griner) Som med så meget andet er der masser af korruption i rækkerne, og jeg har også skrevet manuskriptet til ‘Pride & Glory’ (som har premiere til marts næste år, red.), der i høj grad handler om korruption blandt politibetjente. Jeg er bedst til at lave film om betjente, det vil jeg bestemt ikke benægte.”

Jeg så et afsnit af tv-serien “The Shield” her den anden dag, og efter at have genset “Narc” erfarede jeg virkelig, hvor ensartede de er stilistisk. Mange ville garanteret gerne se dig instruere et afsnit af tv-serien… Følger du egentlig med i den?
“Ja, og jeg synes dét, Shawn Ryan (seriens skaber, red.) har gjort med den tv-serie er ret revolutionerende. [Michael] Chiklis karakter, Vic Mackey, er så moralsk tvetydig. Jeg elsker den slags, mand, det er helt sikkert lige min boldgade. Jeg ville være nødt til at instruere den store finale, hvis de endelig kontaktede mig. Men det er bare sådan et fornemt tv-show, og især manuskripterne er fantastiske, alle gør en rigtig god indsats.”

Apropos tv-serier var det enormt morsomt at se Jason Bateman i “Smokin’ Aces” – er du fan af “Arrested Development”?
“Ja, det er jeg, og ærlig talt har jeg været en Bateman-fan, siden jeg var barn. Ham og jeg har udviklet et koncept til Universal, som tager ham hen i en helt ny retning, men jeg kan ikke rigtig tale om det endnu. Titlen er ‘Remarkable Fellows’. Det er en rigtig cool idé, som han kom til mig med. Han fik også en rolle i ‘The Kingdom’, Peter Bergs film, efter ‘Smokin’ Aces’ og medvirker snart med Will Smith i ‘John Hancock’, så han er virkelig inde i en god stime i øjeblikket. Han er et så talentfuldt komisk aktiv, men han kan også sagtens håndtere drama. Ligesom Ryan Reynolds og Jeremy Piven så har de en medfødt forståelse for drama.”

Ærgerligt at “Arrested Development” blev droppet…
“For fanden, ja. Jason fortalte mig noget interessant for nylig… hvis man får 10 millioner mennesker til at se en film i biografen, så er det en 100 millioner dollar film. Hvis man sælger 10 millioner bøger, så er det en gevaldig bestseller. Hvis man sælger 10 millioner albums, så er udgivelsen gået platin flere gange. Men hvis man får 10 millioner mennesker til at se et tv-show, så bliver det skrottet. Det er svært at slå igennem på tv-markedet, men det ændrer ikke på, at [‘Arrested Development’] var et så godt, innovativt og morsomt show.”

Har du nogensinde overvejet at arbejde med tv? Arbejder du med reklamer?
“Ja, en masse, jeg har lige skudt en Rolex-reklame sammen med Michael Mann. Jeg lavede en med titlen “Ild”, og han lavede en med titlen “Vand”, og de har vist planer om at lave to mere, men det var ikke nogen særlig god oplevelse. Vi kom virkelig op og toppes med agenturet. Men det var sjovt at skyde i Rom, hvor vi tilbragte tre uger. Jeg skal måske også lave en miniserie snart for NBC, lidt i stil med ‘Mistænkt’. Jeg når det måske før ‘White Jazz’.”

Hvad kan du fortælle om “White Jazz”?
“Jeg har fået fat i George [Clooney], mand! Den er baseret på den sidste bog i Ellroys L.A.-serie, men fordi de er i gang med forarbejdet på ‘L.A. Confidential 2’, og da nogle af karaktererne derfra, såsom Guy Pearces karakter, dukker op i begge fortællinger, så blev jeg nødt til at erstatte og justere flere figurer. Men der er ikke så meget [fra den første ‘L.A. Confidential’ film] som dukker op i min film, og jeg diskuterede også med mig selv, om hvorvidt jeg skulle smække Dudley Smith, skurken, ind, fordi de dræbte ham i ‘L.A. Confidential’. Men jeg er virkelig spændt på det hele. George har virkelig godt hånd om sin karakter, det er en virkelig dyster antihelt, og han spiller rollen fuldstændig, som den er blevet skrevet, hvilket virkelig kræver nosser. Han er en helt særlig skuespiller. Han træder ikke ind i et lokale og siger ‘Hey, jeg synes vi er nødt til at blødgøre ham her fætteren lidt’.”

Han er en af de typer personer, som laver en masse film og er virkelig populær, men ikke er bange for at vende sit image ryggen eller lavet noget, som er kontroversielt.
“Helt enig. Man kan bare mærke, at man har at gøre med én med en masse integritet. Og det giver ham evnen til at prøve alle de ting og træde ud på nogle meget spinkle grene fra tid til anden. De fleste skuespillere er ikke villige til at tage den slags skridt, de blev virkelig kontrolleret af de her kræfter, der kommer udefra. Og også hvis man tager et kig på hans politiske holdning… George var, du ved, ‘Anti-Irak’ før det var på mode at være det. Nu kan alle bare let hoppe med på vognen og erklære ‘Ja, det er skidt, vi burde ikke være der’, men [George] truttede i hornet, dengang det blev betragtet som noget skidt og upatriotisk at gøre. Han var meget ærlig og sagde altid sin mening, og det siger bare alt, man behøver at vide om den fyr – at på trods af populære, udbredte meninger og whatever, så siger han, hvad han oprigtigt mener.”

Jeg så et billede af dig for nylig, hvor du var iført en Manchester United kasket… følger du med i engelsk fodbold?
(griner) “Ja, det gør jeg, jeg er en meget stor tilhænger af den engelske liga. Jeg ved ikke, om jeg er en decideret Man-U fan, men jeg er en Wayne Rooney fan. Min søn er en stor Arsenal-supporter på grund af Thierry Henry. Men min kærlighed til europæisk fodbold startede virkelig, da jeg var i Tyskland i forbindelse med “M:I-3″. Jeg så EM-finalen mellem Portugal og Grækenland i Berlin, og jeg blev fuldstændig blæst væk, det var federe end nogen som helst Superbowl, jeg nogensinde havde set. Jeg blev bare sådan en stor fan, så jeg begyndte aktivt at følge med i fodbold. Da jeg ledte efter lokationer i England engang, så jeg BBC-udsendelsen ‘Match of the Day’, som jeg aldrig havde set før. Men jeg har ikke rigtig fulgt med for nylig, så jeg ved ikke, hvordan ligaen ser ud i øjeblikket. Men jeg har også en Chelsea-kasket, og jeg ville virkelig ønske, vi amerikanere kunne forstå spillet bedre, fordi det er en smuk sport.”

Hvordan har du det med hele “Mission: Impossible 3”-affæren i dag?
“Mig og Tom [Cruise] talte sammen for ganske nylig, og vi havde ellers ikke talt sammen i meget lang tid. Men vi havde en vidunderlig samtale, og jeg har vitterligt en masse respekt for Tom som producer og skuespiller. På trods af alle de tæsk, han bliver tildelt i medierne, så bliver folk nødt til at forstå, at der er meget få personer i den her branche, der arbejder lige så hårdt som ham. Den mand arbejder røven i laser på alle måder. Dengang det hele skete, var jeg naturligvis meget bitter og vred, men tiden har helet de sår. Der er intet, jeg fortryder ved hele den oplevelse. Jeg arbejdede på filmen i 15 måneder, jeg arbejdede i Tyskland et halvt år, jeg var i Afrika tre gange… Der er ét eneste øjeblik, jeg gerne havde set anderledes, og noget, som jeg ønsker, jeg kunne trække tilbage. Men jeg er evigt taknemmelig, og ved at arbejde på den film lærte jeg en masse, der kommer til at gavne mig igennem resten af min karriere.”

Læs dvd-anmeldelsen af “Smokin’ Aces”.