Af: The Insider | Udgivet: 2009-04-05

Dolph Lundgren… Alene ytringen af det skandinaviske muskelbundts navn vil formentlig få mange mænd født før 1990 til at trække på smilebåndet. De, der voksede op efter skuespillerens storhedstid i 1980’erne og starten af 1990’erne, hvor svenskeren medvirkede i flere storstilede actionfilm (“Rocky IV”, “Masters of the Universe”, “Universal Soldier”), vil dog nok blot trække på skuldrene. Forståeligt. Som 25-årig forlod Lundgren Sverige og tog til USA for at forfølge en skuespillerkarriere, og han kæmpede sig lynhurtigt til tops af Hollywoods hierarki, men han røg endnu hurtigere ud af rampelyset, og i dag ryger hans film sædvanligvis direkte ud på dvd uden de store fanfarer.

Men under Filmz’ telefoninterview med den efterhånden 51-årige herre mærker man tydeligt, at Lundgren stadigvæk har masser af energi og entusiasme på trods af sin dalende popularitet. Og hvorfor skulle manden ikke have masser af selvtillid tilovers i øjeblikket? Han arbejder på talløse projekter både foran og bag kameraet, og han genforenes snart med mange af sine gamle venner fra actionfilmgenrens storhedstid i Sylvester Stallones “The Expendables”.

Læs et længere uddrag af interviewet herunder, eller klik på afspilleren og hør hele interviewet.

Kunne ikke finde video

Ringer du fra Los Angeles?
“Ja.”

Er det der, du bor?
“Nej, jeg bor i Spanien i byen Marbella. Jeg har en svensk kone og to døtre dér, men jeg arbejder en del i L.A., og lige nu arbejder jeg også i Vancouver, Canada. Jeg rejser dertil i eftermiddag.”

Får du nogensinde hjemve og tager tilbage til Sverige?
“Ja, det gør jeg. Jeg har ikke været der ofte de seneste år, men begge mine døtre blev født i Sverige, og vi forsøger at tage dem med derop hver sommer og hver jul. Jeg prøver at tage tilbage, så tit jeg kan.”

Spekulerer du nogensinde over, hvordan tingene kunne have udartet sig, hvis du var blevet tilbage og havde færdiggjort din kemiuddannelse?
“Jeg færdiggjorde mine studier, men jeg fik ikke noget job (griner). Men det er dét, der er så fedt ved livet – at det har overraskelser til dig. Det ville være kedeligt, hvis du vidste, hvad der ville ske. Forhåbentlig er de fleste gode overraskelser.”

Var det hårdt pludseligt at flytte fra Sverige til den her ukendte fremtid i den uforudsigelige, amerikanske filmindustri?
“Ja, jeg må have været vanvittig. Jeg havde et stipendium til en skole i Boston, MIT (Massachusetts Institute of Technology, et velrenommeret universitet, red.), og jeg havde allerede afsluttet eksamener på det royale universitet i Sverige og i Sydney, hvor jeg boede et år. Jeg mødte en pige i New York, og så lavede jeg lidt modelarbejde for at tjene nogle penge, og hun sagde: ’Du bør prøve at spille skuespil,' og da jeg gjorde dét, indså jeg, at det var noget, jeg virkelig nød. Der var et eller andet ved det, jeg vidste ikke engang rigtig, hvad det var… Jeg forstår det stadigvæk ikke helt, men der skete et eller andet, da jeg var barn, som gav mig lyst til at arbejde inden for kunsten.”

Og nu instruerer du også en del. Er det noget, du altid har været interesseret i at prøve?
“Jeg havde tænkt over det, og jeg instruerede mine stakkels brødre og søstre, dengang vi var børn og legede, og hvis de ikke fulgte instruktionen, blev jeg nødt til at tæske dem en smule (griner). Men der var en lang pause imellem dét, som var dengang, jeg var omkring 9 år gammel, og indtil for 5 år siden, da jeg begyndte at instruere. Det skete nærmest ved et tilfælde, lidt ligesom den måde jeg kom ind i filmbranchen på. Instruktøren af en film, som jeg skulle medvirke i, ‘The Defender’, blev syg, og han anbefalede mig til producerne, hvilket var pænt af ham, fordi jeg havde arbejdet på manuskriptet. Det var noget, jeg fandt meget behageligt at gøre… mere behageligt end at spille skuespil.”

Og hvad kan du fortælle om dine kommende projekter, ‘Icarus’ og ‘Commander Performance’?
“‘Commander Performance’ er en film, jeg skrev og instruerede, og som bliver færdiggjort om 7-8 uger. Det er en rock’n’roll-actionfilm. Jeg spiller trommeslageren i et rockband, som spiller i Moskva for den russiske præsident, og nogle skurke overtager stadionet, og de kidnapper koncertens hovednavn, som er en nuttet Britney Spears-agtig karakter, som selvfølgelig tænder på trommeslageren. Og de kidnapper præsidenten, så jeg bliver nødt til at hjælpe. Og ‘Icarus’ er en thriller i stil med ‘A History of Violence’, og den filmer vi i Vancouver. Den instruerer jeg også. Og jeg har lige arbejdet lidt på den nye ‘Universal Soldier’ (‘Universal Soldier: The Next Generation’, red.) med [Jean-Claude] Van Damme. Jeg var med til et par ugers optagelse. Instruktøren er John Hyams, søn af Peter Hyams, som er dokumentarfilminstruktør, og jeg tror, det bliver ret godt.”

Og du spiller den samme karakter som i originalfilmen?
“Ja, det gør jeg faktisk – han er blevet klonet under mystiske omstændigheder.”

Hvordan var det at arbejde sammen med Van Damme igen?
“Det var sjovt. Det var lidt af en bizar oplevelse, fordi der er gået 17 år, siden originalen udkom, og, du ved… det bragte minder tilbage, og jeg håber nye fans vil nyde den nye film.”

Gode minder?
“Ja, stort set alle gode. Du ved, det er en hård branche, der får dig til at standse op og sige ’Shit, jeg er her stadigvæk, jeg laver stadigvæk film.' Og der er mange folk, som er meget talentfulde, meget ambitiøse og ser godt ud, der ikke stadigvæk gør det. Af en eller anden besynderlig årsag er ham og jeg her stadigvæk, og vi burde være taknemmelige.”

Den der konfrontation i Cannes – var det et PR-stunt? (Lundgren og Van Damme kom op at toppes under Cannes-filmfestivalen på den røde løber. Van Damme hævdede senere, at det bare var et publicitystunt, selvom det så meget voldsomt ud, red.)
“Ja, det var et PR-stunt. Det var JC’s idé, men det udviklede sig lidt til et ægte øjeblik. Men, hvorom alting er, det hjalp filmen.”

Er du løbende i kontakt med de andre ikoniske actionfilmstjerner såsom Sylvester Stallone og Van Damme?
“Stallone har jeg holdt kontakten med, fordi han var min første mentor, da jeg ankom, og han instruerede mig i ‘Rocky IV’ og gav mig mit store gennembrud. Vi har altid været venskabelige, men tidligere gik der flere år imellem vores møder, men for nylig har vi mødtes oftere, fordi jeg har arbejdet en del i L.A., og han bor her. Og Arnold [Schwarzenegger] ser jeg indimellem, jeg løber ind i ham her og der.”

Hvilket minder mig om, at du snart dukker op i ‘The Expendables’, som Arnold også dukker op i. Skal I spille over for hinanden?
“Nej, desværre, han medvirker kun i én scene med Sly. Mine scener er med Stallone, Jet Li, [Jason] Statham, [Forest] Whitaker og så videre…” (Whitaker er siden hoppet af projektet, red.).

Hvordan blev du involveret i projektet? Ringede Stallone og talte med dig om det?
“Ja, mere eller mindre. Jeg hørte, han var interesseret [i at hyre mig], og vi mødtes, og han sendte mig manuskriptet. Jeg læste det, og jeg kunne lide det. Det var en interessant karakter, og der var et interessant forhold mellem karakteren og Stallones, og det kunne jeg lide. Det var før Arnold var med på holdet og mange af de andre fyre, men i baghovedet har vi nok begge tænkt, at det kunne være sjovt at være sammen i noget.”

Hvad kan du fortælle om din karakter? Hans navn er Gunnar Jensen?
“Ja, måske er han dansk! (griner) Gunnar er en vanvittig motherfucker, og han skaber ravage blandt både de gode og onde gutter. Han er en morderisk galning, som engang var den allerbedste til det, han laver. Han var en lejesoldat og var branchens nummer ét, men nu har han festet for meget, og han er brændt ud, men han kan stadigvæk sparke røv!”

Er optagelserne begyndt endnu?
“Nej, vi optager ‘Icarus’ om et par uger, men Stallone begynder at optage i Brasilien om tre uger. Jeg dukker op i begyndelsen af maj.”

Har du en god fornemmelse om projektet? Tror du, det bliver godt?
“Jeg tror, den bliver forrygende. Stallone er i rigtig god form, han er tændt, stemningen er positiv, alle er spændt på filmen, som bliver old school – ikke mange effekter, bare en masse hardcore-action. Stuntholdet fortalte mig, at alle store kampsportsudøvere har ringet til dem i et forsøg på at komme med i filmen.”

Du taler om at være ‘old school’, men hvad synes du om de actionfilm, der laves i dag, i forhold til dengang du medvirkede i 80’erne og 90’ernes store actionfilm?
“Jeg synes, de er virkelig gode i øjeblikket. Visuelt er de storartede, der er bedre kampe, flere interessante ting. Jeg tror, den eneste forskel til en vis grad er, at dengang jeg kom ind i branchen, skulle man kunne alt selv – stunts, kampe, køre på motorcykel. Men nu er der ikke så mange, der kan det hele, og det er det, jeg godt kan lide ved ‘The Expendables’ – at det bliver mere old school. Stallone gør det hele selv. Dét er forskellen.”

Har du set nogen actionfilm for nylig, hvor du har tænkt ’wow, det her er cool, det er noget helt særligt'?
“Mange. En instruktør, jeg godt kan lide, er David Cronenberg, og jeg kunne lide hans ‘Eastern Promises’ og ‘A History of Violence’. De er egentlig ikke actionfilm, men jeg kan godt lide realismen i deres kampscener. Jeg kunne godt lide den seneste ‘Rambo’. Vi har det samme effektfirma til at arbejde på ‘Commander Performance’, som arbejdede på dén. Jeg har hørt, at ‘Taken’ er rigtig god, men jeg har ikke set den endnu, men jeg ser den i næste uge.”

Du er over 50 år gammel nu, men du giver den stadigvæk gas. Har du det stadigvæk godt med at lave det, det laver?
“Ja, jeg har det bedre, end jeg har haft det før. Jeg sætter større pris på det nu, og nu, hvor jeg instruerer, føler jeg mig mere tilfreds som person – mindre frustreret end før. Fysisk er jeg i ret god form. Man får lidt flere skader. Jeg sidder lige nu med en ispose på foden, fordi jeg trænede i morges og slog foden.”

Hvor lang tid kan du blive ved? Eller tænker du ikke så langt frem?
“Nej, så langt tænker jeg ikke fremad, men Stallone er 10 år ældre end mig, og han sparker stadig røv. Så jeg kan nok godt gøre det 10 år endnu… 15 film endnu (griner).”

Jeg læste et citat fra dig, hvor du sagde, at du blev filmstjerne, før du havde chancen for at blive skuespiller. Tror du, det svækkede dine chancer for at få mere dramatiske roller?
“Ja, sikkert, det kan godt være, men på den anden side kom jeg ind i branchen, og jeg er her stadigvæk. Som John Lennon sagde: ’Livet er det, der sker for dig, mens du har travlt med at lave andre planer.' Nu, hvor jeg er mere moden og instruerer, er det sjovere at videreudvikle mit skuespil og arbejde med andre typer roller. Tingene kunne være gået anderledes, men det gjorde de ikke, og nu er jeg mere moden, og det tror jeg er meget skandinavisk – dét, at man bliver moden senere i livet. Og jeg ville ikke have været parat til at lave scener sammen med Mickey Rourke, Forest Whitaker eller Stallone, men nu føler jeg, at jeg kan håndtere det.”

Når du ser tilbage på karrieren, føler du så, at tingene gik, som de skulle?
“Jeg er tændt, jeg har en ny energi, og det kunne jeg kun have fået, hvis jeg gennemgik det, jeg gennemgik – nogle hårde tider, hvor det så ud til, at intet ville ændre sig, og intet ville blive bedre. Jeg fandt mig til rette med mig selv sidste år, da jeg medvirkede i et stort tv-show i Sverige, hvor jeg talte om min barndom, og det var meget følelsesladet. Jeg havde aldrig rigtig beskæftiget mig med min svenske personlighed, jeg har været så lang tid i USA, og svenskerne tog virkelig min historie til sig, og det frigjorde mig som kunstner, og siden da har alt flasket sig.”

Gravatar

#1 rauhe 10 år siden

Spændende interview.
Han virker noget mere sympatisk som mange af hans karakterer.
Gravatar

#2 Lethal Injection 10 år siden

"I must break you"
Perhaps an attic shall I seek!
Gravatar

#3 Skeloboy 10 år siden

Det er sgu fedt med den artikelserie her. Og glæder mig da kun endnu mere til The Expandables nu..:)
Gravatar

#4 Queequeg 10 år siden

Godt interview, og dejligt at det bliver lagt ud som lydfil. Det er lidt mere dynamisk at høre, frem for bare at læse.
Gravatar

#5 Lethal Injection 10 år siden

"If he dies, he dies"
Perhaps an attic shall I seek!
Gravatar

#6 Silver666 10 år siden

'What ever he hits, he destroys'
tak for et fedt interview.
Glæder mig også bare endnu mere til Exspendables nu!
den lyder bad ass :-)
Gravatar

#7 Lethal Injection 10 år siden

Sigh, i love Rocky IV xD
Perhaps an attic shall I seek!
Gravatar

#8 wimmie 10 år siden

Ja, han virker meget sympatisk - og som en mand der virkelig kan lide at lave actionfilm og ikke giver op selvom hans storhedstid forlængst er ovre :)
Man fornemmer virkelig hans lidenskab for actionfilm - tror også at The Expendables bliver cool ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Gravatar

#9 Kruse 10 år siden

Det er egentligt lidt sjovt at Dolph Lundgren lever af at lave hjernelamme film, men at han faktisk selv er ganske klog. Skulle eftersigende have en IQ på 160. Interessant valg af levevej :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Gravatar

#10 wimmie 10 år siden

Hvad er egl. hans reaktion på at man har opkaldt en stor blå og bandende flodhest efter ham?

Kan ikke høre lydklip ved min arbejdscomputer?
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”

Skriv ny kommentar: