Af: The Insider | Udgivet: 2012-01-16

Hollywoods filmselskaber bliver ofte klandret for at være for forsigtige – for at spille de sikre kort og genbruge de samme ideer og skabeloner om og om igen. Selv tænker filmmagerne formentlig, at de gør det, fordi der er så mange millioner dollars på spil, at det ville være vanvittigt at afvige fra deres sejlivede, succesfulde filmopskrifter og dermed risikere, at biografgængerne bliver tændt af, især mens den værste finanskrise i årtier står på.

Men selvom ordet “sikkert” indgår i titlen på en af 2012’s første potentielle kassesucceser, “Safe House”, så har risici og vovemod tydeligvis spillet en stor rolle i denne produktion. Instruktøren, Daniel Espinosa, kommer fra Sverige og har kun tre spillefilm på CV’et, hvoraf den sidste, det fremragende krimidrama “Snabba Cash”, fik Hollywoods opmærksomhed. Men selvom 34-årige Espinosa er en relativt nybagt filmmager, fik “Safe House”-instruktøren angiveligt godt 450 millioner kroner at gøre godt med (budgettet er hele 18 gange større end på “Snabba Cash”) samt adgang til et væld af branchens bedste teknikere og skuespillere – deriblandt Sam Shepard, Brendan Gleeson, Vera Farmiga og den dobbelte Oscar-vinder Denzel Washington. Wow.

Umiddelbart skulle man tro, at et så talentspækket filmhold og astronomisk budget ville indgyde frygt eller i det mindste bare en smule nervøsitet i en mand, som naturligvis kun kan Hollywood-debutere én gang, men da Filmz møder Espinosa i en nyindrettet kirke i London, hvor musikken til “Safe House” er ved at blive indspillet, udstråler han den samme ukuelige selvtillid som en poker-spiller med fuldt hus på hånden:

”Da jeg tog til USA for at holde møder om manuskriptet, ville jeg sikre mig, at grunden til, at jeg fik jobbet, også var grunden til, at jeg gerne ville have tjansen. Der er en lang stribe europæiske og latinamerikanske instruktører, som tog til Hollywood og beviste, at det er muligt at bevare ens egen personlige stil inden for Hollywoods veletablerede traditionsrammer, såsom Alejandro González Iñárritu (“Babel”, “21 gram”), Alfonso Cuarón (“Children of Men”) og Paul Greengrass (“The Bourne Supremacy”, “The Bourne Ultimatum”). Og så er der naturligvis også en lang liste over filmmagere, som drog til USA og pludseligt forsvandt. Så til møderne fortalte jeg, nøjagtig hvorfor jeg valgte at lave de film, som jeg havde lavet i Europa, og at hvis de mente, at min stil var for rå eller realistisk, eller at karaktererne var for komplekse eller dystre, så skulle de altså bare komme videre og vælge en anden instruktør.”

Mange af Espinosas kollegaer ville formentlig have ofret både en arm og personlig integritet for at få lov til at indspille en potentiel blockbuster som “Safe House”, men Espinosa holdt altså fast i sin egen overbevisning, og på baggrund af det, vi så af “Safe House” i London, har Espinosa også god grund til at have så stor tiltro til egne evner. Filmen har først biografpremiere 16. februar, og Espinosa og Co. var stadigvæk i fuld gang med at klippe den færdig, da vi besøgte studierne i den engelske hovedstad, så vi fik kun lejlighed til at se 20 udvalgte minutter, og vi blev prompte overrumplet. På den gode måde.

I filmen spiller hjerteknuseren Ryan Reynolds en ung CIA-agent, Matt Weston, der er udstationeret i et tomt kontor i Cape Town, Sydafrika, hvor der ikke sker en rygende fis. En helt tilfældig aften bliver der dog vendt op og end på Westons tilværelse, da en gruppe kollegaer kommer forbi med en af CIA’s mest eftersøgte mænd, den tidligere topagent Tobin Frost (Washington). CIA-folkene når dog ikke at afhøre Frost længe, før en gruppe maskerede mænd bryder ind, nedmejer CIA-agenterne og tvinger Weston til modvilligt at flygte med Frost på slæb. Det er en allerhelvedes intens actionsekvens, som blev efterfulgt af den bedste biljagt, undertegnede har set siden “The Bourne Supremacy” for otte år siden. Ligesom Paul Greengrass’ trendsættende thriller har “Safe House” et råt, dokumentarisk look, der højner realismen og dermed også intensiteten, og hvor kameraet har fart over feltet, og tempoet er tårnhøjt, uden at man nogensinde mister overblikket. Kort fortalt: Hvis du er til Jason Bourne, vil du formentlig også være til Matt Weston.

Netop Paul Greengrass og “Bourne”-filmene kommer op, da vi kommer ind på, hvad det var, der gjorde Espinosa interesseret i at lave netop “Snabba Cash”:

”Jeg syntes i første omgang, at det var lidt absurd, da amerikanerne blev interesserede i mig, fordi ‘Snabba Cash’ var en meget dyster film, og jeg kunne ikke umiddelbart se, hvordan min personlige stil og tradition kunne overføres til en amerikansk produktion. Jeg er ikke interesseret i det, som amerikanerne traditionelt er interesserede i. Så da jeg tog til USA og havde møder, tænkte jeg for mig selv, at hvis jeg skulle acceptere denne udfordring – og jeg anså det som en udfordring – at lave en amerikansk film og efterlade mit personlige fingeraftryk på den, så var jeg nødt til at finde et projekt, som havde en vis tilknytning til mit tidligere arbejde.

Mine største interesser inden for filmmediet har altid været karakterer, skuespil og realisme. Da filmselskabet Universal opsøgte mig, havde de lavet ‘Bourne’-filmene med Paul Greengrass, og jeg syntes, at de havde en tilknytning til mit eget arbejde. Paul havde lavet ‘Bloody Sunday’ og formået at overføre dens dokumentariske stil til en mere traditionel agentfilm, så jeg tænkte, at det var et godt tegn. Jeg fortalte filmselskabet, at jeg gerne ville lave ‘Safe House’ realistisk, og at hvis de ikke var enige, måtte de finde en anden, og de var heldigvis ude efter det samme som mig.”

Espinosas “Snabba Cash”, som også kørte i de danske biografer tilbage i 2010, handlede om en række mennesker, der opererede i Sveriges kriminelle underverden. Det allerbedste ved filmen var dens mangesidede skildring af dens karakterer, hvor man kom tæt på både de umiddelbart heroiske og svinske småkriminelle og hurtigt erfarede, at man ikke bare lynhurtigt kan kategorisere en person som enten helt eller skurk. Skillelinjen mellem godhed og ondskab spiller tydeligvis også en rolle i “Safe House”, hvor det er uklart, om Frost er en koldblodig slyngel eller en misforstået antihelt, så det var naturligt for os at spørge ind til Espinosas forkærlighed for denne tilbagevendende tematik.

”Det er helt sikkert noget, der interesserer mig. I ‘Snabba Cash’ er filmens omdrejningspunkt en ung fyr ved navn J.W., som har et naivt og nærmest idealistisk verdenssyn, og som tror, at hvis han gennemfører det, han gerne vil, så finder han lykken. Filmen handler om fordærvelsen af dét verdenssyn og fordærvelsen af hans sjæl, og den samme historie går igen i ‘Safe House’, men her er det Ryan Reynolds’ karakter, som gennemgår den oplevelse. I filmen står Denzel for alt det, som Ryan er forfærdet over, og igennem filmen er Ryan nødt til at gå på kompromis med sin etik og moral, og langsomt indser han, at Denzel har ret, og han begynder at betvivle sine idealer, alt imens Denzel ser Ryan som en yngre udgave af sig selv og mindes, hvordan han selv var engang. Fordærvelsen af sjælen går igen i alle mine seneste historier, men jeg ved ikke hvorfor… Måske er jeg selv bange for at blive lokket i fordærv i Hollywood” konstaterer Espinosa og ler.

Under en samtale med en af filmens producere blev det også hurtigt tydeligt for Espinosa, at han havde flere penge at trække på i Hollywood end i Skandinavien: ”Det var ret absurd, for i Sverige er filmbudgetterne meget begrænsede, og da jeg ankom til Sydafrika, bad de mig om at storyboarde nogle ideer til biljagten. Og jeg sagde: ‘Okay, hvad er mine begrænsninger? Hvor mange biler kan jeg destruere?’ Og de forstod ikke mit spørgsmål. Jeg sagde: ‘Jamen, jeg kan jo ikke bare lave hvad som helst…’, og de svarede: ‘Jo, det kan du.’ Jeg skrev et forrykt nummer ned på et stykke papir, mens jeg lo indeni, fordi jeg var sikker på, at han ville tro, jeg var fuldkommen gal. Men han sagde: ‘Okay, fedt, men vil du ikke være lidt mere ambtiøs?’ Det var nærmest en lille leg… Jeg blev ved med at teste dem med vildere og vildere ideer og større og større tal, mens jeg ventede på, at de ville bede mig om at holde op. På et tidspunkt indså jeg dog, at jeg hellere måtte standse, fordi jeg ville heller ikke have, at actionsekvenserne blev fuldkommen forrykte.”

“I Europa er vi vante til at arbejde med restriktioner. Det er kernen i den europæiske kreativitet, og jeg tror også, det er derfor, Dogme-filmene var så stærke, fordi de gav store kunstnere store begrænsninger, og de lavede nogle store film. I USA er alt tilladt, og hvis man har et bestemt budget, er alt også muligt. Det kan også bevirke en masse nervøsitet. Pludseligt går man i stå og tænker: ‘Kan jeg lave hvad som helst?’, og så ender man i stedet med at blive helt fortabt. Det er pudsigt, for i USA er der en klar forestilling om, at vi europæere kan lave lige, hvad der passer os… At vi bor i lande, hvor der er komplet anarki, hvor kunsten er statsstøttet, og hvor vi principielt kan filme os selv i et hjørne, hvor vi bare står og maler væggen. Det er ærgerligt, at det ikke er virkeligheden. Det ville være fantastisk!”

Arbejdet med Washington bevirkede heller ikke nogen paralyserende stjernenøkker. ”Jeg mødtes med Denzel, før han havde sagt ‘ja’ til projektet. Vi talte i fem timer om alt muligt. Derefter arbejdede vi sammen på manuskriptet i en hel måned i det samme lokale. Vi grinte, og vi sloges, og vi endte med at få et meget tæt forhold. For Denzel handler det helt og holdent om håndværket. Jeg har aldrig mødt en skuespiller, som arbejder lige så hårdt.

Når jeg taler med andre skuespillere om Denzels arbejdsproces, kan jeg se, at de dør en smule indeni, fordi alle håber, at det bare er rent held, at han er så brillant en skuespiller. Det er ligesom, hvis man løber 100 meter… Man håber, at alle de dygtigste løbere blev født med deres talent. At grunden til, at man aldrig kan matche dem, er, at man ikke har det rette genom. Når man så indser, at det faktisk skyldes, at de arbejder hårdere end dig, er det en smule deprimerende. Hans arbejdsproces var simpelthen fænomenal. Han har samtlige udkast af manuskriptet, og han skimmer dem konstant. Så hans skildring af karakteren er uhyre præcis. Han kan citere et manuskript, man forkastede for et år siden, og han kan genopdage en idé, en lille diamant, som man ellers havde droppet fuldstændigt for flere uger siden. Han er en drøm at arbejde med.”

Alt imens svenske Espinosa er ved at oparbejde et ry i Hollywood, har Hollywood for alvor fået øjnene op for den Skandinaviske populærkultur. “Mænd der hader kvinder”, som selvsagt er baseret på Stieg Larssons svenske krimiroman af samme navn, blev skamrost af de amerikanske kritikere, og David Finchers ambitiøse filmatisering af bogen er netop også udkommet: “The Girl With the Dragon Tattoo”. En amerikansk genindspilning af Espinosas egen “Snabba Cash” er angiveligt også på tapetet, men er der noget i vejen med, at Hollywood tager disse svenske perler under kærlig behandling, og hvad skyldes mon amerikanernes pludselige, tiltagende interesse for vores nordiske fiktion?

”David Fincher er en mester. Hvis man skriver en god sang, er det naturligvis ikke sjovt, hvis en eller anden dilettant indspiller en ringe udgave af den. Men, du ved, hvis Bob Dylan pludseligt griber guitaren og vælger at genindspille din sang sammen med Johnny Cash, så bør du lytte nøje til deres version, for måske har Johnny spottet noget i teksten, som du ikke selv har gjort. Jeg mener også, at den skandinaviske filmtradition har en masse tilfælles med den amerikanske. Begge filmkulturer er rig på genrefilm… Hvis du ser på Nicolas Winding-Refn, så har han altid været meget inspireret af amerikanske film. Tomas Alfredson lavede en vampyrfilm (“Lad den rette komme ind”, red.), og det er noget, som USA elsker, og jeg lavede selv en gangsterfilm. Det er alt sammen amerikanske traditioner.”

Om den amerikanske genindspilning af “Snabba Cash” bliver værd at nærstudere, finder vi næppe ud af inden for nærmeste fremtid, men “Safe House” kan altså ses i de danske biografer fra og med den 16. februar. Her på redaktionen kan vi næsten ikke vente.

Gravatar

#1 Patriarch 8 år siden

Lyder som en spændende instruktør og en spændende film. Den glæder jeg mig til at se!
“Extraordinary claims require extraordinary evidence.”
Gravatar

#2 Snuffmonkey 8 år siden

jeg er så træt af Ryan Reynolds, nu det nok en af hans mest seriøse film så må vi se om han kan andet end at se pæn ud i spandex
Gravatar

#3 Takeshi_K 8 år siden

Jeg så frem til den her film efter jeg så traileren. Jeg hyperventilerer af spænding nu, da jeg har læst det her.
"But it's not who you are underneath, it's what you *do* that defines you." (Rachel Dawes from Batman Begins)

Skriv ny kommentar: