Du er interesseret i det ukendte, det mystiske, det uforklarlige. Det er derfor, du er her. Nu, for første gang, vil vi fortælle hele historien. Vi præsenterer alle beviser som bygger på hemmelige vidnesbyrd fra alle de arme sjæle der overlevede den grufulde oplevelse. Begivenhederne, stederne… Min ven, vi kan ikke længere holde dem hemmelige.

Kan jeres hjerter bære at høre de chokerende fakta der udgør den sande historie om Timothy William Burton?
Burton bliver født i Burbank, Californien, 25. august 1955 og som en rigtig filmnørd spilder han ikke sine barndomsår med at dyrke sport og andre sunde aktiviteter, men bruger tiden på gamle gyserfilm, tegne og at læse Edgar Allan Poe. Af udseende minder han om Edvard saksehånd, lidt underlig og pjusket, men indvendig gemmer han på en uskyldig og fantasifuld verden. Og ligesom hovedpersonen i “Vincent” – den syvårige Vincent Molloy, der aldrig finder på noget mærkeligt hejs – vil han i virkeligheden hellere være ligesom Vincent Price.

I 1979 smager Burton for første gang rigtigt til filmens verden. Han vinder et legat, som gør at han nu arbejder for Disney-studiernes tegnefilmsafdeling. Uheldigvis for Burton ligger denne periode efter Disneys storhedstid og lige før deres opblomstring i 90’erne, og Burton passer ganske enkelt ikke til at tegne søde ræve og hunde. Disney er kolde over for Burtons ideer og specielt hans drømmeprojekt om et vist syngende skelet, og da han i midtfirserne med succes går over til at instruere spillefilm for Warner Bros., har Hollywood stadig ikke rigtig taget Burton til sig. Men i Hollywood er det som bekendt ikke noget en kæmpe succes ikke kan lave fuldstændigt om på…
I 1988 og med kun “Pee-Wee’s Big Adventure” og “Beetlejuice” på sit cv kommer det for de fleste som en overraskelse, da Warner Bros. annoncerer at Burton skal være manden som skal søsætte deres store satsning med Batman. Men superhelte er på det her tidspunkt i omtrent samme kurs som Chevy Chase i det 21. århundrede, og Batman forbindes stadig med tv-serien og alt dens tåbeligheder fra det uundværlige anti-hajspray til udråbene “WAM-POW-SOK!!” Projektet virker næsten dødsdømt fra starten, hvilket yderlig forværres af nyheden om, at titelfiguren skal spilles af en splejset komiker.
I sommeren 1989 viser “Batman” sig dog hurtig at være et stort hit. Underholdningen er i top og specielt stilen, som er mørk og fantasifuld, vækker opmærksomhed. Flere af filmens scener virker som hyldester eller som taget ud af andre film og værker hvilket Burton medgiver, men samtidigt at det også kun fungerer på et ubevidst niveau: ”Jeg er ikke en filmnørd på den måde, at jeg ved en masse om filmene. Jeg elsker ting i stil med ‘Klokkeren fra Notre Dame’ og ‘Frankenstein’ men siger f.eks. aldrig til produktionsdesigneren: ‘Lad os lave et nummer fra den her film’. Jeg kan ikke arbejde på den måde, og selvom folk siger jeg laver pastiche, så er det for mig kun en ubevidst proces. Måske er det den 10-årige, der sidder dybt inde i mig som dukker frem, men jeg presser ikke bevidst på. Film er på forskellige niveauer gemt så dybt i vores hjerner at det ikke hjælper at beregne kilderne og indflydelserne. Bare lad det ske kreativt,” fortæller han til avisen The San Diego Union-Tribune i forbindelse med promoveringen af “Batman”.

“Batmans” succes betyder at Burton nu er med i det fine selskab, hvor han kan vælge og vrage. I stedet for at stå i spidsen for endnu en kæmpe produktion som “Batman”, gør Burton det modsatte og vælger at lave den personlige “Edward saksehånd”, der også er den første spillefilm som han får fuld kreativ kontrol over. Han får sit store idol Vincent Price med på skuespillerlisten, filmselskabet Fox håber også at Burton kan overtale Tom Cruise til at spille manden med saksehænderne. Cruise vælger dog at sige nej tak fordi han ikke mener at Edward er mandig nok! Virilitet finder Cruise til gengæld masser af i testosteronbomben “Days of Thunder”, og i stedet træder den mærkværdige Johnny Depp til og passer perfekt ind i den Burtonske verden.
I 1992 vender Batman og Burton tilbage, men selvom Burtons stil har udviklet sig og er mere raffineret og kompleks end i det forrige Batman-eventyr, bliver filmen ikke den ventede finansielle succes. Men i mellemtiden har Burtons tidligere arbejdsgiver Disney fået øjnene op for Burton, og tilbyder ham praktisk hvad som helst for at samarbejde, så hvorfor ikke bruge lejligheden til at få lavet det drømmeprojekt som Disney afviste tidligere? “The Nightmare Before Christmas” bliver lanceret i 1993, og selvom Burton lader filmen instruere af Henry Selick, er Burtons fingeraftryk over det hele.
Billedet stjæles dog næsten af Danny Elfman, som skriver filmens sange og score, men det er der ikke rigtig nogen der lægger mærke til. Filmen bliver en moderat succes og har fået ry for at være for mørk for børn. Burton er uenig: ”Den form for tankegang har jeg aldrig kunne forstå. For det første er intet af det jeg har lavet skabt direkte til børn eller voksne. Filmene bliver hvad de bliver – børn synes som regel godt om det, men når voksne ser det tænker de at det er for underligt eller for mørkt for børn. Det har jeg aldrig kunne forstå hvorfor, fordi de fleste eventyr er baseret på et mørkt materiale som det her. Jeg tror, at nogle folk i takt med de bliver ældre også mister fornemmelse med deres egen barndom og undervurderer børnene. Børn er deres egne kritikere, der har deres egne barometre – hvis noget er for uhyggeligt skal de nok selv sige til.” Selvom filmen altså ikke blev nogen succes har tiden det heldigvis med at rette på sådanne fejl, så både “The Nightmare Before Christmas” og dets soundtrack rangerer i dag som små klassikere.

Burtons to næste film, “Ed Wood” og “Mars Attacks!”, bliver heller ikke store hit, men med den første film får Burton sin karrieres bedste anmeldelser, og den anden bliver lidt af et kulthit. Efterfølgende bruger Burton over et år på at arbejde på en ny Superman-film som ikke bliver til noget. Burton bliver ikke tilfreds med manuskriptet og da tiden går og budgettet bliver større og større vælger Warner Bros. at lukke kassen. I 1999 vender Burton tilbage til det mørke univers med “Sleepy Hollow”, og to år senere står han overfor at genindspille “Abernes planet”.

Svage manuskripter er tit en svaghed hos Burton og handlingsmæssigt er “Planet of the Apes” som en Star Wars-film uden Darth Vader – det giver ikke rigtig mening. Men selvom filmen anses som Burtons svageste bliver den ironisk nok hans største hit siden “Batman”. Lytter man til Burtons kommentarspor på “Planet of the Apes” lugter opgaven også mere af bestillingsarbejde end noget han har investeret den store interesse i. Burton er bedst når han giver filmene sit personlige aftryk af excentrisk humor og bittersød begejstring mikset sammen i en stilmæssig kompleksitet, hvilket hans efterfølgende film, “Big Fish”, også viser.

I 2005 har Burton netop fungeret i 20 år som spillefilmsinstruktør og fejrer det med de to film “Charlie og chokoladefabrikken” og “Corpse Bride”. Der har de senere år været snak om at Burton er gået hen og blevet for mainstream, men fordi der altid har været et udvalg af de gode og mindre gode film i Burtons sortiment virker kritikken malplaceret, og i tilgift har han netop altid arbejdet inden for det store kommercielle system, men har samtidigt også haft en individuel fod udenfor. “Planet of the Apes” er den eneste af filmene som for alvor falder uden for kategori og som passer på kritikken.

Klik her for at læse anmeldelsen af “Corpse Bride”.