Nicolas Cage er om noget en skuespiller, som det er meget svært at blive klog på. Det er vanskeligt at pege på nogen anden nulevende stjerne, der har medvirket i så mange film af så vildt varieret kvalitet. Ja vist, mange andre kendte navn har også spillet med i adskillige tvivlsomme film.

Verden havde ikke været et værre sted uden Robert De Niros præstation i “Rocky & Bullwinkle på eventyr”, Robin Williams vakte ikke ligefrem jubel med “Flubber”, og jo mindre sagt om Eddie Murphys medvirken i “Norbit” jo bedre. Selv John Wayne var formodentlig med i lige så mange middelmådige westerns som gode, selvom hans præstation var nogenlunde den samme hver gang.

Alligevel er Nicolas Cages karriere usædvanlig i det, at ikke blot hans valg af film, men også hans præstationer er af så stærkt svingende karakter. At han er dygtig er hinsides diskussion, og han har forsynet mange film med sin særlige excentriske udstråling, men ikke desto mindre virker hans dømmekraft i forhold til fim og roller ofte tvivlsom. Ingen kan dog beskylde ham for ikke at gå egne veje, og fra første færd har Cage været fast besluttet på at skille sig ud.

Han blev født Nicholas Kim Coppola i Californien i 1964. Barndomshjemmet var bl.a. plaget af hans mors depressioner, og forældreparret gik fra hinanden i 1976. Den unge Cage var tidligt fast besluttet på at blive skuespiller, men da han ikke ville beskyldes for nepotisme, droppede han sit efternavn, der uundgåeligt ledte tankerne hen på hans onkel, Francis Ford Coppola. I stedet tog han navn efter Marvel-superhelten Luke Cage, som var en af de første sorte superhelte.

Han debuterede på det store lærred i en ganske kort rolle i 1982-filmen “Øl, fis og rockmusik”. Over de næste år blev tilbuddene gradvist bedre, og han spillede både hoved- og biroller i forskellige film. Størst opmærksomhed fik Cage, da han spillede med i filmen “Birdy” overfor Matthew Modine. Filmen modtog juryens specialpris ved Cannes og blev bl.a. rost for Cage og Modines evner til at skabe en ægte intimitet mellem de to hovedpersoner. Cage fik cementeret sit voksende rygte for at gå til ekstremerne i den sorte vampyr-komedie “Hvem har taget mine tænder?”. Filmens manuskript krævede, at han i en scene skulle spise rå æg, men da Cage ikke mente, det ville virke chokerende nok, foreslog han i stedet kakerlakker og endte da også med at spise to af slagsen.

Hans navn blev for alvor slået fast, da han tog hovedrollen i David Lynchs “Vilde hjerter”. Cages excentriske og sære spillestil smeltede perfekt sammen med Lynchs surrealistiske og bizarre univers, og Cage skabte en af sin karrieres mest mindeværdige figurer med den rebelske Sailor, der forguder både Elvis og sin kæreste Lula, men som synes fanget i en grum voldsspiral, han ikke kan undslippe. Med bl.a. den rolle og sin medvirken i Coen-brødrenes “Raising Arizona” var Cage efterhånden blevet forbundet med de mere alternative og anderledes film, en position, som han typemæssigt syntes at passe perfekt til. Hans næste roller var dog af en ganske anden type, og i de efterfølgende år så man ham bl.a. i middelmådige komedier som “Det ku’ ske for dig” og “Livvagt for Tess”.

Cage fik atter karrieren på ret kurs, da han medvirkede i Mike Figgis’ “Leaving Las Vegas”. Selve historien, der var baseret på en delvist selvbiografisk roman af John O’Brian, var sandt at sige ikke overvældende original og bestod til dels af klicheer om den depressive alkoholiker og luderen med et hjerte af guld, men takket være det formidable spil af Cage og Elisabeth Shue samt filmens ubønhørlige kig på alkoholismens konsekvenser blev filmen en rystende og rørende oplevelse. For at forberede sig til rollen drak Cage sig beruset og lod sig filme således, at han efterfølgende kunne studere sit talemønster og sin opførsel, når han var påvirket. Dedikationen betalte sig, og han modtog en velfortjent Oscar-statuette for, hvad med al rimelighed må kaldes en af 90’ernes mest bemærkelsesværdige skuespilpræstationer.

Med Oscaren og den medfølgende anerkendelse i hus begyndte Cage for første gang at optræde i højtbudgetterede actionfilm til trods for, at han typemæssigt lå meget langt fra den typiske actionskuespiller. De følgende år så man ham bl.a. i film som “The Rock”, “Con Air”, “Face/Off” og “Gone in Sixty Seconds”. Værker som disse viste, at han ofte havde evnen til at tiltrække et stort publikum, som var led og ked af 80’ernes robotlignende actionstjerner, men som film var de ofte af tvivlsom kvalitet. Han kom dog atter i Oscarpanelets synsvidde med den duperende dobbeltrolle i “Orkidè-tyven”, hvori han spillede filmens manuskriptforfatter Charlie Kaufman samt hans fiktive tvillingebror. Cage modtog en Oscar-nominering for rollen, omend han tabte til Adrian Brodys præstation i “Pianisten”. De følgende år fik han ros for sine roller i “Matchstick Men”, “Lord of War” og “World Trade Center”.

Helt galt gik det dog, da han medvirkede i Neil LaButes fuldstændig rædselsfulde genindspilning af “Wicker Man”. Filmen, der vist nok skulle have forestillet en thriller, bød på så bizarre syn som en latterligt udseende Cage, der løber gennem skoven iført et bjørnekostume, mens han skriger af alle og tæver diverse kvinder. Filmen satte et nyt lavpunkt i hans karriere, og hans overspillede replikker såsom ”Not the bees! Not the bees!” blev et internetfænomen. De senere år har vi set Cage falde tilbage i sine tidligere popcorn-filmroller med temmelig dårlige film som “Next” og “National Treasure: Book of Secrets”. Den seneste i rækken er “Bangkok Dangerous”, der har premiere på fredag herhjemme, og som måske – måske ikke – kan rette op på den nedadgående kurve.

Alt tyder på, at Cage fortsat vil have en fod både i de kulørte film og de mere alvorlige. Af kommende projekter har han bl.a. tegneseriefilmatiseringen “Kick-Ass” og den tyske auteur-instruktør Werner Herzogs genindspilning af “Bad Lieutenant” på tapetet. Således er der stadig grund til at tro, at hans optrædender vil være en lige så blandet oplevelse, som de hidtil har været og utvivlsomt også af lige så forskellige kalibre. David Lynch sagde engang om Nicolas Cage, at han var en jazz-skuespiller og mente formodentlig dermed, at han ligesom en jazzmusiker foretog mange improvisationer og eksperimenter med sit spil. Det forklarer måske også delvist, hvorfor hans præstationer er så vidt forskellige, for når man løber en risiko, finder man nogle gange frem til det ægte guld, og andre gang frem til noget værre bæ. Cage må siges at have fundet begge dele i løbet af sin karriere.