Af: Michael Andersen | Udgivet: 2004-09-22
John Williams’ Star Wars
Det er en tid med krig. Føderationen
af filmproducere hersker over Hollywood – og
de har smidt hovedparten af byens filmkomponister
på porten. I filmkomponisternes fravær ansætter producerne
tidens popstjerner og fylder filmene med deres sange, som kun har
lidt eller ingen relevans for filmene og hvis reelle formål er at sælge plader.
Komponisterne anses for næsten udryddede, og de overlevende må søge ly i frede-
lige galakser som tv-verdenen. Men da John Williams udstyrer “Star Wars” med symfonisk

musik vender situationen, og filmkomponisterne vinder et vigtigt slag….

Akkurat som George Lucas’ film er en hyldest til Hollywoods gamle romantiske eventyrfilm, er Williams’ score en hyldest til komponisterne fra Hollywoods guldalder. Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner og Franz Waxman er navnene på de komponister, som var flygtet fra Europa i perioden imellem de to verdenskrige, og som havde taget den romantiske, europæiske musiktradition med til Hollywood. John Williams nøjes ikke med at lægge sig op af stilen fra de traditionsrige komponister, men gør også brug af deres vigtigste våben, ledemotivet.

Ledemotivet består af en teknik, hvor komponisten skænker filmens karakterer individuelle temaer, eller “motiver”, som kan gengives på et utal af forskellige måder. Oplever figuren en humørændring, ændrer temaet sig. Gennemgår figuren en udvikling, udvikler temaet sig osv. På den måde indgår Williams’ iørefaldende melodier og letgenkendelige temaer i en organisk masse, som fortæller en musikalsk historie. Williams havde tidligere forsøgt sig med denne teknik (hans eksperiment med at give en vis kæmpehaj et musikalsk kendetegn, havde året forinden indbragt ham en Oscar-statuette), men i 1977 sætter han med “Stjernekrigen” standarden for, hvordan grandios Hollywood-musik skal skæres.

Ved at bruge symfoniorkestrets velkendte, traditionsrige lyd og give Luke Skywalker og Prinsesse Leia letgenkendelige temaer, skabes der et element af genkendelighed og identifikation. Dette medvirker til, at tilskuerne bliver absorberet ind i filmens univers – hvilket passer perfekt ind i George Lucas’ hensigt med filmene.

Udover at indbringe Williams endnu en Oscar, går musikken til “Stjernekrigen” over i historien som det bedst sælgende soundtrack nogensinde (og bliver først overgået af James Horners “Titanic” 20 år senere). Symfonisk musik er med ét igen et hit i glimmerbyen. For Williams betyder det for alvor starten på en fantastisk periode, hvor han komponerer musik til den ene populære storfilm efter den anden, men også komponister som John Barry, Elmer Bernstein, Jerry Goldsmith og Maurice Jarre oplever en opblomstring.

Kritikerne er dog hurtigt ude efter Williams, og kalder hans “Star Wars”-musik for enkel og sort/hvid i sit portræt – hvilket heller ikke er helt ukorrekt. Kritikken falder imidlertid til jorden, da han tre år senere skriver musikken til “Imperiets slår igen”…

Da fortsættelsen til “Stjernekrigen” udkommer i forsommeren 1980, er tingene ikke helt som de plejer. George Lucas har overladt instruktørstolen til Irvin Kershner, og den lyse eventyrharmoni er skiftet ud med en mørk, kaotisk stemning. Den romantiske eventyrsaga har udviklet sig til et voksent familiedrama om bekæmpelsen af ydre og indre fjender.

John Williams tilføjer også “Star Wars” sagaen en række nye melodier, bl.a. bliver Solo og Leias kærlighed tematiseret, og det samme gør Yodas opløftende evner. Men til forskel fra den første “Star Wars” film, er de gode nu trykket kraftigt i knæ af de onde. Dette medfører, at det optimistiske “The Force” tema næsten er forsvundet ud af lydbilledet til fordel for en mørk, musikalsk skygge, som repræsenterer Imperiets overlegenhed. Darth Vader-figuren har tilsvarende fået en voldsom tyngde, som afspejles i et nyt og kraftfuldt tema.

“Imperiet” er det mørkeste og det mindst lettilgængelige af “Star Wars” scorene, men har man først afkodet det, står man med det mest komplekse og tilfredsstillende af dem alle. De lyriske momenter, som er kendetegnende for “Star Wars” musikken, fremstår desto mere kraftfuldt, fordi de udspringer af et fascinerende miks mellem truende kampmusik og atmosfæriske musikstykker. “Imperiet” er et af Williams bedste episke scores, og taler man om de bedste scores, der nogensinde er skrevet, er det svært at komme uden om “Imperiet Slår Igen”.

Williams har altid kun været lige så god, som de film han komponerer musik til. Er det en inspirerende film, som “Imperiet slår igen”, leverer han et inspirerende score. Arbejder han på en mindre god film, bliver det et mindre godt score osv. Derfor kan det heller ikke undre, at hans score til “Jedi-ridderen vender tilbage” er et skridt ned af rangstien…

Året er 1983 og det lakker mod enden på en fantastisk periode, anført af “Jedi-ridderen vender tilbage”. John Williams giver “Jedi-ridderen” en række nye temaer, hvor bl.a. Jabba the Hutt, Kejseren, samt Luke og Leia får et, som forener deres familiebånd. Selvom musikken har nogle fabelagtige øjeblikke, så er det det svageste medlem af de tre “Star Wars” scores. Mange tunge atmosfæriske numre præger musikken, plus det faktum, at en del af musikken er genbrugt fra de to første film. Dette giver generelt en følelse af, at vi har med en uinspireret affære at gøre.

Denne træthed kan selvfølgelig også spores i filmen, som lider under, at den ødelægger meget af det, der gjorde de to foregående “Star Wars” film underholdende. Han Solo ender trilogien som en lettere tungnem figur, Yoda dør, Darth Vader kværker ikke en eneste person, og Leia, der oprindeligt var en pige med spræl i, må finde sig i at rende rundt i en bikini. Sidstnævnte opfylder godt nok en drengedrøm, men den tidligere så dramatiske kraft er på dette tidspunkt næsten forsvundet fra “Star Wars”. At “Jedi-ridderen Vender Tilbage” i filmens sidste del forsøger at overgå de tidligere films afsluttende actionscener, betyder at både filmen og Williams ikke fanger de to tidligere scores klare dramatiske fokus. Musikken til “Star Wars” trilogien slutter derfor i et rodet miks af gode melodier og genbrugt materiale.

Williams’ romantiske “Star Wars” musik har betydet en opblomstring for filmmusikken, men samtidigt også en stagnering i udforskningen af symfoniorkestrets muligheder – alle vil have “Star Wars”-lignende musik, og ingen vil have nytænkning, hvorfor festen i midt-80’erne er slut. Williams’ blockbuster-periode slutter med “Indiana Jones og templets forbandelse”, og med undtagelse af Williams, glider mange af de bedste klassiske filmkomponister lige så langsomt igen ud i kulden igen. John Barry, Elmer Bernstein, Jerry Goldsmith og Maurice Jarre oplevede op igennem 80’erne og 90’erne at Hollywood afviste deres musik.

I dag er situationen for filmmusik-scenen meget lig forholdene før “Star Wars”. Sange sælger soundtracks, så populære navne fylder filmene for at sælge CD’er. Mange film er derudover udstyret med ensartede scores, som ikke har meget på hjertet.

Heller ikke “Star Wars” musikken får lov til at spille den store rolle i George Lucas’ nye trilogi. I “Den usynlige fjende” finder man tilfredsstillende temaer, som momentvis har en slagkraft. Scoret til “Klonernes angreb” er dog endnu bedre. John Williams skaber et herligt aggressivt og levende score, men her må man igen påpege, at det på utilfredsstillende vis ender med alt for meget genbrugt materiale. I de sidste 40 minutter af filmen, er ca. 80% af musikken hentet fra “Den usynlige fjende”. Hvad der engang havde en fremtrædende rolle i Star Wars filmene, er nu bare en lille del af det kæmpe lydtapet som præger filmene.

Men heldigvis betyder det ikke, at man ikke kan finde betydende filmmusik i dag. John Williams er stadig blandt de bedste komponister, og Howard Shores fremragende musik til “Ringenes herre” filmene er et nyt bevis på, at publikum reagerer på medrivende og intelligente filmsymfonier.

Når alt kommer til alt, så er det takket være Williams’ “Star Wars” at størstedelen af filmmusikken fra sen-70’erne og starten af 80’erne er intelligente og specifikt tematiske værker, som gør et begejstret brug af symfoniorkesteret. Fordi de er renset for uddaterede musikalske retninger, som f.eks. disco og badass exploitation-musik, er de af en tidløs kvalitet.

Klik HER for at læse meget mere om “Star Wars” og HER for at læse tidligere Soundtracks-artikler.

Gravatar

#11 filmz-cookie 15 år siden

Dejligt med en artikel om film-musik! Tak for d Michael! ;)
Williams er helt sikkert én af de store komponister!

Nogle som har en kommentar til nyere komponister? Mange af de gode gamle begynder jo at falde fra (desværre) - fx. Elmer Bernstein & Jerry Goldsmith har forladt oz og mange andre er jo efterhånden oppe i årene...(Williams selv..snøft..)

Personligt synes jeg, at James Newton Howard har et stort talent
Af hans scores kan nævnes ,Dinosaur (overset!), Snow Falling on Cedars, Peter Pan, The Sixth Sense, The Village

Ellers er der forhåbentlig stadig masser af materiale tilbage i folk som Danny Elfman (Edward Scissorhands, Sleepy Hollow, spiderman, Black Beauty, Batman), James Horner (A Beautiful Mind , Titanic, Den oversete "Casper", Braveheart, Apollo 13,Legends of the Fall The Land Before Time , Willow)og Hans Zimmer (Pearl Harbor, Gladiator, Crimson Tide , The Lion King, Prince of Egypt mfl.)
Gravatar

#12 filmz-Crystalstar1200 15 år siden

Listen over gode både levende og døde komponister er lang. Tænk på gamle afdøde komponister som Bernard Hermann, Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Dimitri Tiomkin, Franz Waxman som alle har sat deres aftyk på nytidens komponister når du hører rigtig efter.

Det bedste er at vi er på vej væk fra hit album soundtrackene til fordel for et stort, godt og flot score for orkester. Jeg har ikke noget imod elektroniske scores af fx Wendy Carlos eller Tangerine Dream, men jeg kan ikke udstå soundtrack CD'er hvor du har en bunke sange, som kun meget lidt eller slet ikke er med i filmen, som eneste formål er at promovere et nyt navn.

Personligt nyder selv meget at smække nogle af de gamle klassikere på anlæget og sidde og læse filmmanuskripter og lave mine egne udgaver inde i hovedet eller genopleve en film.
---------------------------------------

*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
Gravatar

#13 filmz-maddlock 13 år siden

Der er nogle udemærkede pointer i denne artikel, men den store mangel på argumenter får artiklen til at fremstå som yderst uproffesionel. Her bør nævnes passager såsom:

"Arbejder han på en mindre god film, bliver det et mindre godt score osv. Derfor kan det heller ikke undre, at hans score til "Jedi-ridderen Vender Tilbage" er et skridt ned af rangstien... "

Dette er IKKE en selvfølge, film og musik smag varierer fra person til person og det er i mine øjne forkert at stemple musik og film som enten "dårlige" eller "gode" - og hvis man vover at begive sig ud på så dybt vand bør der i det mindste være argumenter for ens holdning.
Gravatar

#14 Michael Andersen 13 år siden

#13 Artiklen er også skrevet af en ulønnet skribent, så det med det uprofessionelle er nok ikke skudt helt forbi ;)

Nej seriøst; ang. det udvalgte stykke, så tror jeg måske du læser det lidt for bogstaveligt, men jeg vil gerne prøve at uddybe det her: Jeg mener, at Williams er en meget instinktiv komponist som står og falder med kvaliteten af filmene - han er hverken betydelig bedre eller betydelig dårligere end de film han skriver musikken til. Jeg har f.eks. meget svært ved at finde gode film hvor Williams er faldet ved siden eller omvendt har skrevet et mesterværk af et score til skodfilm.

Eksempel: Hvis vi siger at "1941" og "The Lost World: Jurassic Park" er blandt Spielbergs dårlige film, så får man svært ved at finde nogen som ærligt mener at Williams' musik til filmene er i vanlig spitzenklasse – der er gode momenter, men som helhed er de også noget uinspirerende. Og hvis vi siger at "Schinders liste" og "Dødens gab" befinder sig i den absolutte høje ende af Spielberg-barometeret, hvor er Williams så? Han er fuldt med og har skabt musik fuldt på højde med filmene.
Smile, you son of a bitch!
Gravatar

#15 filmz-cookie 13 år siden

#13 Uenig: Home Alone, Hook og Far And Away er alle eksempler på relativt dårlige film med geniale scores af Williams.

Hook er efter min mening faktisk det bedste Williams har lavet..(og ifølge de fleste filmmusik fans i toppen af hans scores). Det er mindst lige så eventyrligt som Indiana Jones og derudover er scoret meget sammensat og kommer gennem hele følelsesregistret - Der er storslået musik, actionmusik, sørgeligt musik osv. Desuden er der kun stærke temaer igennem hele scoret..Nok også af samme grund at jeg er i besiddelse af:

Hook - Original Score
Hook - 3CD Special edition (delt op i Neverland, Ultimate War og Additional music)
Hook - 2CD Concorde Release

Totalt yndlingsmusik :)

Hvis du ikke har (hørt) Hook sku du ta og give det en chance..


Gravatar

#16 filt 13 år siden

#15, har du links til de udgivelser?
"Let the universe howl in despair, for I have returned..." - Lord Darkseid
Gravatar

#17 Michael Andersen 13 år siden

#15 maddlock er faktisk enig med dig, da det var min gamle artikel som han citerede fra :) Selvfølgelig er der altid undtagelser, og jeg er enig i at scoret til "Far and Away" er en af dem, men "Home Alone" er imo nu ingen dårlig film og trods "Hook"-scorets mange kvaliteter, lider det lidt samme anstrengende "Hey, look at me. I'm exaggerating everything and all over the place"-skæbne som filmen gør. Men smag og behag :)
Smile, you son of a bitch!
Gravatar

#19 filmz-cookie 13 år siden

#16

Hook - 3CD Special Edition (Complete Recordings)
http://www.moviemusic.coolfreepage.com/album.php?album=100217

Hook 2CD Concorde Release
http://www.soundtrackcollector.com/catalog/soundtrackdetail.php?movieid=5676
Tryk på "1 bootleg" i boksen til højre.

Edit: Ved ikke lige hvorfor men de 2 link virker ikke efter hensigten. Copy & paste adresserne i stedet så funker d ;)

#17 Kan godt følge dig i "Hey, look at me. I'm exaggerating everything and all over the place". Det er til at brække sig over i filmen, men når musikken står alene synes jeg ikke det gør noget. Men som du siger, smag og behag ;)


Skriv ny kommentar: