Men det er svært at forestille sig at det ikke også er en kommerciel beslutning, fordi hvis man deler filmen i to – af respekt for publikum og ikke af kommercielle grunde – så burde man måske også kunne vise publikum den respekt at dele billetprisen i to. Med Tarantinos seneste udtalelser om at han igen vil leve livet efter “Kill Bill” kan der sagtens gå flere år før han har en ny film klar – og så kunne det også være ekstra fristende at dele filmen og fordoble indtjeningen.

Men helt ærligt, så ville en god 3-timers Tarantino-film altså ikke være noget usædvanligt syn, i disse tider hvor selv almindelige “90-minutters-actionfilm” som “Bad Boys II”, “Matrix Reloaded” og “Pirates Of The Carribean” nærmer sig en spilletid på 2½ time. Hvis filmskaberne mener at det vil være et problem for publikum at holde interessen oppe i 3 timer kunne det måske være fordi filmen havde et problem og fortjente en ekstra tur i klipperummet? Og hvorfor skal der gå fem måneder før vi kan se 2. del af “Kill Bill”? Har det noget med DVD-udgivelsen af “Kill Bill Vol. 1” at gøre?

Alt dette kan selvfølgelig være ligegyldigt hvis filmene er fremragende – men det kan godt gå hen og blive en kedelig udvikling hvis der går mode i at opdele film.
Quentin Tarantino var 1990’ernes mest efterlignede filminstruktør, der gjorde de smarte replikker og den ironiske vold til en ny generations stil. Men Tarantino mener nærmere at det var et fænomen som lå i luften:

”Faktisk var der andre derude som talte med næsten samme stemme som jeg, da jeg kom frem. Jeg tror ikke, at mange af dem var bevidste forsøg på at skrive som jeg. Men min succes var så stor, at det virkede som om jeg startede det hele. Men inden for kunst opstår der ofte fælles bevægelser på samme tid. Giver det mening? Det er noget med kreativitet,
som ligefrem ligger i luften, ikke? De ekspressionistiske malere sad jo ikke og sagde til hinanden: ‘Lad os male ekspressionistisk i dag’. Det lå bare i luften. Der var flere film derude, da jeg kom frem. ‘Loss Of Gravity’, ‘Man Bites Dog’ og ‘El Mariachi’ kom inden for otte måneder,” udtalte Tarantino sig til avisen Politiken.

I kølvandet på “Pulp Fiction” opstod der masser af film som tog den Tarantinoske sort humoristiske blanding af blodig vold og smarte ironiske/kyniske replikker til sig. Men forskellen på om klonerne lykkedes eller ramte bunden lå i deres selvopfattelse.

Tag f.eks. den selvhøjtidelige “Boondock Saints”, hvor de to helgenbrødre udfører deres gammeltestamentlige korstog med en selvretfærdighed som ville få Charles Bronsons’ figur fra “Death Wish” (“En Mand Ser Rødt”) til at rynke på næsen. Filmens tema om at selvtægt er helt i orden, bare det kun går ud over de “onde” og bliver udført i Guds navn, er så absurd at det ville have virket perfekt hvis det ikke var fordi at filmen tog sig selv gravalvorligt. Og når den samtidig inkluderer TV-indslag hvor de “normale” borgere hylder englene – uden den mindste form for ironi – er kvalmegrænsen nået.

Danmarks egen Anders Thomas Jensens på sin egen måde ligeså absurde “Blinkende Lygter”, virkede netop fordi den ikke udgav sig for at være seriøs – ligesom “Pulp Fiction” heller ikke gør det.

Men Tarantino er også kraftigt inspiret af andre. Hans leg med og ombytning af den normale fortællestil er bl.a. inspiret af den franske instruktør Jean-Luc Godards radikale opgør med den normale måde at lave film på. (Tarantinos produktionsselskab, “A Band Apart”, er opkaldt efter en film af Godard). I “Reservoir Dogs” (“Håndlangerne”) har Tarantino udtrykkeligt ladet sig inspirere af Stanley Kubricks gennembrudsfilm “The Killing” (“Det Store Gangsterkup”) om et kup som går af sporet. Yderligere lægger Tarantino sig op af Martin Scorseses direkte måde at vise volden på i “Mean Streets” og “Goodfellas” – samt sidstnævntes leg med filmens virkelighed.

I “Goodfellas bryder hovedpersonen denne ved at tale til og kigge på publikum. Ligeledes “ødelægger” Uma Thurman illusionen når hun “tegner” en firkant på lærredet/skærmen i “Pulp Fiction”. Tarantinos og Scorseses måde at bruge sange i filmene minder også om hinanden. Tarantino er på mange måder en slags gadedrengsagtig variant af den mere disciplinerede Scorsese.
At Tarantino er til andet end den distancerende ironiske vinkel viser hans undervurderede opfølger på “Pulp Fiction”, “Jackie Brown”, hvori der udover den sædvanlige hårde tone og de kvikke bemærkninger også indgår romantik og hovedpersonens træthed over et liv, der ikke blev som hun håbede:

”‘Jackie Brown’ handler om virkelige personer, der normalt ikke får lavet film om sig. Den handler om realisme, og realistiske personer portrætteres,” udtalte Tarantino til Ekstra Bladet ved filmens premiere. ”De er ikke filmstjerner. Derfor skød jeg filmen omkring Los Angeles lufthavn, et miljø som jeg kender som min egen baglomme.
Et fattigt og hovedsageligt sort kvarter, hvor en stewardesse som Jackie ville bo. Et kvarter hvor folk som Jacksons og De Niros karakterer ville vælge at køre deres business. Intet i filmen er studieopbygget, men derimod er alt oprigtigt og virkeligt. Alt føles normalt og rigtigt. Det bærer filmen klart præg af. Det er en langt mere anstændig måde at gøre det på. Men det var sådan jeg ville have det.”

“Kill Bill” er Tarantinos hyldest til de asiatiske kung-fu film, så kærligheden til det mere eller mindre smagløse og spektakulære er stadig drivkraften. Men de rappe replikker har han helt droppet i “Kill Bill”: ”Folk siger, at den type dialog er det eneste jeg kan. Faktisk skrev jeg det meste af dialogen til ‘Crimson Tide’ (‘Fjenden I Dybet’) efter et par andre forfattere havde været inde over historien og skrevet det meste af handlingen. Men jeg skrev næsten hele dialogen, alle typer scener. Men da anmeldelserne kom stod der, at ‘Quentin Tarantino har skrevet scenerne hvor de nævner Silver Surfer og Star Trek’ – og oh man! jeg var ret glad for mit arbejde på den film. Men det blev reduceret til nogle få smarte bemærkninger.”

Lawrence Bender, Tarantinos faste producer, mener at Tarantinos egentlige varemærke er hans blik for detaljer: ”Det eksempel jeg tit bruger er at man er i en bil og så sker der en bilulykke. I de fleste film vil man klippe fra sammenstødet til nogen der trækker personen ud af bilen, og så er der et klip til en ambulance. De viser aldrig at jakken hænger fast når man trækker folk ud eller at deres fod sidder fast under rattet eller noget andet rod. På film ser det hele lidt lettere og pænere ud end i virkeligheden. Men Quentin elsker detaljerne, og de gør det hele mere interessant og mere personligt.”

Quentin Tarantino har et ry for at lave voldelige film. Et ry, der kun er bygget på “Reservoir Dogs” og “Pulp Fiction”, men egentligt er det uberettiget, fordi der faktisk ikke er mange virkelig voldelige scener i filmene. Tarantino har sin egen forklaring:

”En af grundene til, at ‘Reservoir Dogs’ blev regnet for voldelig, var at den havde vold som en konstant tilstedeværelse i rummet. Vold var som et levende væsen. Ligesom hvis man ser et melodrama eller en tragedie, så er melodramaet til stede konstant, som var det en af hovedpersonerne. Så man behøver ikke se vold konstant i en film, i ‘Reservoir Dogs’ så man kun et par øjeblikke… men man vidste, at det kunne ske hvert øjeblik det skulle være i den film. Så der lå en spænding over det hele. Man befinder sig i et spændingsfelt.”

Når “Kill Bill Volume 2” dukker op i biografen kigger Ugens filmz bl.a. nærmere på at det ikke kun er volden der forarger og provokerer folk ved Tarantinos film, men også det faktum at der bliver kørt omkring med moralen.

To be continued…

Klik her for at læse anmeldelsen af “Kill Bill Vol.1”.

[li]”Hjertet Først” – “Herz über Kopf”[/li]

[li]”Intolerable Cruelty”[/li]

[li]”Kill Bill Vol. 1″[/li]

[li]”Tilbederen” – “Tadpole”[/li]

Tisdag 21/10

[li]”Desperate Timer” – “Desperate Hours”[/li]

[li]”Frikendt” – “Reversal Of Fortune”[/li]

[li]”Foxy Brown”[/li]

[li]”The Last Waltz”

Onsdag 22/10

[li]”Indiana Jones Collection” – “Indiana Jones Complete DVD Movie Collection”[/li][/li]

[li]TVD1 20.00 ”Always” (1989)

[li]DR.2 20.40 ”Flawless” (1999)[/li]

[li]TV.2 20.55 ”Jeg, Mig & Irene” – “Me, Myself & Irene” (2000)[/li]

[li]TVD1 22.25 ”Vild Og Blodig” – “Something Wild” (1986)[/li]

Mandag 20/10

[li]TVD1 21.00 ”Scary Movie” (2000)[/li]

[li]TV.3 22.30 ”Nothing To Lose” (1997)[/li]

[li]DR.2 22.45 ”Sælger Til Salg” – “Glengarry Glen Ross” (1992)[/li]

Tirsdag 21/10[/li]
”Bowfinger”
Med Steve Martin og Eddie Murphy.

Bobby Bowfinger vil være instruktør i Hollywood og er villig til at gøre hvad som helst for at nå sit mål. Han samler en flok mere eller mindre mislykkede filmmedarbejdere omkring sig og iscenesætter et bluff, som end ikke Hollywood har set magen til nogensinde.

Robert K. Bowfinger: ”Would you be willing to cut your hair?”
Jiff Ramsey: ”Well, yeah, but it would probably be better if someone else did it. I’ve had a few… accidents.”
[li]TVD1 21.00 ”Bowfinger” (1999)[/li]

Onsdag 22/10

[li]TVD1 21.00 ”Klienten” – “The Client” (1994)[/li]

Torsdag 23/10

[li]DR.2 20.40 ”Sidste Vidne” – “The Parallax View” (1974)[/li]

[li]TVD1 21.00 ”JFK” (1991)[/li]

[li]TV3+ 21.00 ”Sammensværgelsen” – “Just Cause” (1995)[/li]

Fredag 24/10
”Platoon”
Med Charlie Sheen og Willem Dafoe.

Da 18-årige Chris kommer til Vietnam, havner han i et blodigt, meningsløst helvede. Krigens vanvid viser sig i form af en tvekamp mellem delingens to sergenter, den besindige Elias og den ubarmhjertige dræbermaskine Barnes.

Sgt. Barnes: ”Ya smoke this shit so to escape from reality? Me, I don’t need this shit. I am reality. There’s the way it ought to be, and there’s the way it is.”
[li]TVD1 21.00 ”Platoon” (1986)[/li]

[li]DR.1 21.45 ”U-571″ (2000)[/li]

[li]DR.1 23.35 ”Fort Apache” (1948)[/li]

[li]Zulu 00.00 ”Det Store Spring” – “The Hudsucker Proxy” (1994)[/li]

Tryk på tallet “84763” i hovedmenuen på disc 3.

Tryk på tallet “742” i “Speciel Features”-menuen på disk 4. Dette kan gøres op til 13 gange hvor indholdet er forskelligt.

Læs tidligere Ugens filmz.