Den største fejl på dvd'en er selve filmen ;)

#10: Sikke noget skrammel.

#11:
Ja, "Bleeder" er røvkedelig - hvis man ikke fatter en brik af hvad den handler om!

Ej - just kidding :-)
Men længe syntes jeg "Bleeder" var Refns dårligste film - til trods for dens coole visuelle og audioelle stil og de mange seje kultfilm-referencer. Men da jeg så for 3-4 måneder siden læste Bo Green Jensens "De 25 Bedste Danske Film" (fundet for en 20'er i Arnold Busck) hvori der var en kort gennemgang af filmen, blev jeg ligeså stille ledt ind på filmens tematik etc.

Med bogens hints i mente, smækkede jeg så "Bleeder" i DVD-afspilleren igen, og efter 2-3 gensyn (dog ikke i træk), gik filmens genialitet gradvist op for mig. Pludselig forstod jeg at splatter- og kultfilms-referencerne ikke bare var der for filmnørdernes/drengerøvenes skyld - og at den visuelle stil rent faktisk bakkede filmens pointer op. Jeg opdagede ligesom meningen med filmen. Og i dag synes jeg, ligesom Bo Green Jensen, absolut, at den er blandt de 25 bedste danske film ever...

Blev lige en lidt lang omgang, men jeg vil gerne slå et slag for "Bleeder", som jeg synes er en af de danske film der generelt ofte bliver misforstået.

Det vil jeg rent faktisk.

Edit: Is this a trick-question?

Jeg synes da der er masser af indhold. Udover en fandens masse symboler og metaforer i filmen, så er der selvfølgelig visse hovedtræk, som jeg vil prøve at gennemgå. Jeg har langt fra selv fattet alt i filmen, men altså here goes:

Den rummer fx tematikken omkring: hvordan påvirkes vi af video-vold? Bliver man voldspsykopat af at se video-vold, eller bliver man det pga. negativ social-arv, genetik etc.?

Jeg begynder lige med en gennemgang af filmens tre (for filmens plot og tematik) vigtige karakterer. Læg mærke til alle tre karakterers navne begynder med L - de er (lidt klodset formuleret) tre vidt forskellige resultater af samme genetik.

Lenny
Total ufarlig, stille, genert, fanatisk videonørd. Han udlever sine aggressioner gennem William Lustig-kultfilm på storskærm, "Dawn of the Dead"-t-shirts og Fred Williamson-plakater. Af vores tre L-karakterer er han i den bløde ende på skalaen.

Louis
Hård, aggressiv rockertype der udlever sine aggressioner ude i virkelighedens hårde natteliv, jf. eksempelvis scenen hvor han kynisk gennemtæsker en indvandrer, eller scenen hvor han lader en aids-inficeret junkie skyde sit smitteblod ind i Leos blodårer. Louis er afgjort i den hårde ende på skalaen af vores L-karakterer.

Leo
Leo er af en lidt udefinérbar størrelse. Refn bruger Bodnia til Leo-karakteren for at udnytte vores forventninger fra "Pusher", om at han er en hård gut. Men i virkeligheden ligger han jo et sted lige imellem Lenny og Louis. Man kan se ham gå i begge retninger.

Men en ting er sikkert. Leo ér, som du siger #16, utilpasset i sin tilværelse. Tilsyneladende er alt som det skal være. Han har en cool lejlighed, smuk yndefuld kæreste - og de har tilmed et barn i vente. Vi ser Leo gå ned i videobiksen og fortælle Lenny om graviditeten (på samme måde som de gør i film), han beder Louis om at skaffe en gun (på samme måde som hans utilpassede coole film-helte har en), han smækker sin kæreste Louise (også med L) ned - på samme måde som de gør i film etc.

Leo er altså et utilpasset menneske, som jo i virkeligheden har brug for psykologisk hjælp. Men han gør som de coole kultfilms-hovedpersoner gør, i de film, som han ofte forgaber sig i med vennen Lenny. Han er et utilpasset menneske, som finder løsningen på sine problemer gennem inspiration fra den vold han oplever på storskærmen. Gradvidst som Leos verden vælter mere og mere, tager han flere "video-vold"-løsninger - og filmen ender i en "western showdown"-inspireret scene, hvor Leo pløkker Louis ned - og derefter sig selv.

Så kunne man fristes til at drage den konklusion at Refns budskab er: "vold på film skaber mordere/psykopater/voldsmænd whatever". Men hvad filmen jo i virkeligheden siger er, at Leo blot henter sin INSPIRATION fra filmene. Det er jo ikke filmene som gjorde ham til det psykisk upassede menneske han er. Læg iøvrigt mærke til "indvandrer får tæsk"-diskoteksscenen som jo i høj grad er virkelighedens verden (okay, "Bleeder" i sig selv er film - men på en u-metafilmisk måde), hvor Leo jo bliver DYBT rystet. Her konfronteres Leo med virkelighedens hårde, kyniske, onde vold. I scenen efter ser man hvordan Leo er kommet endnu længere ud i sin psykiske krise.

Refn slår altså et slag for at "Grand Theft Auto", "Natural Born Killers", "The Texas Chainsaw Massacre" o.a. gennem tidens løb udskældt medie-fænomener ikke skaber psykopaterne - de voldelige tendenser ligger i folk i forvejen (genetisk arv, negativ social arv, psykisk hårde oplevelser osv.). Og her kommer så min pointe = Jo: putandtake, filmen HAR en pointe :-)

Der er meget mere at tage fat på tema- og budskabsmæssigt i filmen, fx er der hele forløbet med Lenny og hans vage forsøg ud i kærlighed med bogormen Lea (også med L). Men synes vidst jeg har skrevet nok nu. Jeg sidder på arbejde og har nok brugt ca. 45 minutter på dette... Men håber der var lidt inspiration til at se filmen med andre øjne. Måske tager jeg fejl med nogen ting - andre er måske mere rigtige. I hvert fald fik jeg da vist at filmen er meget mere end blot et portræt af en utilpasset menneske.

DAMN, det blev et langt indlæg!! :-)

Nicols Winding Refn skulle have lavet Pusher 1. Og så stoppet.