Ok, det var hverken en arrogant, filmsnobbet eller nedsættende kommentar. Jeg håber bare at folk i det mindste giver det en chance
#16 Det er netop denne holdning jeg bliver overrasket over!? Karikeret og overspillet? Jeg troede de ting blev brudt op omkring 1968... Når vi snakker kvalitetsfilm kan jeg slet ikke se forskel fra dengang og i dag. Det MÅ være en fordom., Åkepool. Har du set "Cykeltyven"? Og er du sikker på at du ikke primært referer til amerikanske mainstream i 30'erne?
For mit vedkommende gælder det bare, at jeg synes skuespillet er så overspillet og karikeret i film fra 60'erne og bagud, at jeg får udslæt af at se det.
Sådan har jeg det også (lige bortset fra udslættet) med ganske mange film fra samme periode, altså som sagt film fra 60'erne og bagud. Og her tæller jeg Fellini med. ... Men der er dog mange positive undtagelser, synes jeg.
F.eks. synes jeg, at skuespillet i mange af Alfred Hitchcock's film, samt i en del film af Stanley Kubrick, Orson Welles, Billy Wilder, Howard Hawks og Sam Peckinpah lever fuldt ud op til moderne skuespil-stil og -standard.
Men det er sandt, at i mange film fra 60'erne og bagud lyder replikkerne oplæste og unaturlige - ja, netop som film-replikker, og ikke som replikker, som virkelige personer ville have sagt. Skrækeksemplet herpå er efter min mening ældre danske film.
Men der er jo også eksempler - selv i nyere film - på, at et mere "højtideligt", litterært sprog fungerer rigtig godt, ja faktisk BEDST! Her tænker jeg især på film som Lord of the Rings-trilogien og Star Wars-sagaen. Men der kan helt sikkert fremhæves flere eksempler.
EDIT:
Man kan så tilføje, at dialogen i sidstnævnte to film - selv med et sådan "højtideligt", litterært sprog - stadig må siges at "flyde" bedre end den gjorde i mange film fra 1960'erne og bagud.
#21 - Nej jeg referer over en bred kam, helt op til 60'erne med og især Danske film, det er tåkrummende at se så elendigt skuespil. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har set skide mange artfilm, hverken fra dengang eller idag, ej heller "Cykeltyven", men jeg kan da ikke tro, at de spiller specielt meget bedre, end i de store Amerikanske produktioner.
Nej, jeg synes helt klart, at det skuespilsmæssige fik et gevaldigt løft i 70'erne, men det er i sidste ende, et spørgsmål om smag og behag og helt iorden for mig, hvis du og mange andre, synes det var så fabelagtigt dengang :)
So, at last we meet for the first time for the last time.
Du har helt ret, der er altid undtagelser, ingen tvivl om det, men set over en bred kam, så er det bare præcis som du skriver, som om replikkerne bliver oplæst og ikke sagt naturligt.
So, at last we meet for the first time for the last time.
#23 og #24 Jeg synes bare ikke skuespillet på den kommercielle scene er blevet bedre siden da, men i artfilm film fra dengang matcher det nutidens, efter min mening. Jeg forstår dog ikke at Hollywood-film ikke anses som karikerede idag.
I taler alle om en højere standard i nutidens film. Den køber jeg absolut ikke! Det varierer ligeså meget som det altid har gjort.
Hitchcock er virkelig et spøjst eksempel, da han som en meget teknisk visionær er kendt for at forsømme skuespillet, som oftest blev meget karikeret og overspillet. Så vi må åbenbart have meget forskellige opfattelser af hvad karikeret og overspillet betyder.
Jeg har en anelse om at den standard i nævner, er en Hollywood-standard, men jeg kan tage fejl.
# 24 Netop De Sicas "Cykeltyven" og Fellinis tidligere film er jo en del af den italienske neorealisme, der netop er funderet på realisme, også i skuespillet, der for det meste er neddæmpet og uden de store armbevægelser.
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
I taler alle om en højere standard i nutidens film. Den køber jeg absolut ikke! Det varierer ligeså meget som det altid har gjort.
Jeg er enig i, at det også fra 1970 og frem har varieret. Men jeg synes bare, der er langt flere film med mere virkelighedsnær dialog idag end der var før 1970.
Lad os blot som eksempel tage replikkerne fra Michael Mann's film 'Heat' - altså ikke selve ordene, men måden de fremføres på:
Det naturlige, hverdagsagtige præg - det at nogle replikker mumles, uden nogen teaterstykke-agtig frygt for, at publikum ikke hører hvert ord lige tydeligt - det at folk taler indover hinandens sætninger ... for nu bare at nævne nogle hovedpunkter, vil du få sværere og sværere ved at finde tilsvarende eksempler på, jo længere du går tilbage i filmhistorien.
Hitchcock er virkelig et spøjst eksempel, da han som en meget teknisk visionær er kendt for at forsømme skuespillet, som oftest blev meget karikeret og overspillet. Så vi må åbenbart have meget forskellige opfattelser af hvad karikeret og overspillet betyder.
Ja, det har vi. For det første så underspillede Cary Grant altid i Hitchcock's film (han var som bekendt en af instruktørens mest anvendte skuespillere), og det samme gjorde James Mason og Eve Marie Saint (i 'North By Northwest').
Og James Stewart havde en smittende naturlighed over sig med sin kejtede, sommetider generte og lettere nervøse skuespilstil.
Og nu springer jeg så ind i tiden efter 1970, men det skyldes, at jeg opfatter din udtalelse om karikeret og overspillet skuespil som værende symptomatisk for hele Hitchcock's produktion:
Se på 'the good guy' fra Hitchcock-filmen 'Frenzy': Han spilles af Jon Finch, der spiller rollen intenst og med en sammenbidthed og kynisme, der får ham til at virke mere som et virkeligt menneske end som en typisk film-helt. Og faktisk er han mere en anti-helt med en del usympatiske træk, såsom hans hidsige temperament og tendens til at råbe højt og skændes med alle og enhver. Der er faktisk ikke én eneste af de andre personer i historien der ikke får et grimt ord slynget i hovedet af ham.
Dertil kommer Rod Taylor, Claude Rains, Leo G. Carroll, Ingrid Bergman m. fl., der alle havde en naturlighed over deres skuespil i Hitchcock-film, som gør at mange nyder at se disse selv så mange år efter.
Jeg kan virkelig ikke få øje på noget karikeret eller overspillet ved nogen af alle disse hernævnte.
Men det afhænger måske nok, som du selv er inde på, af øjnene der ser. :-)
#21 filmz-BrotherJack 16 år siden
#16
Det er netop denne holdning jeg bliver overrasket over!? Karikeret og overspillet? Jeg troede de ting blev brudt op omkring 1968... Når vi snakker kvalitetsfilm kan jeg slet ikke se forskel fra dengang og i dag. Det MÅ være en fordom., Åkepool. Har du set "Cykeltyven"? Og er du sikker på at du ikke primært referer til amerikanske mainstream i 30'erne?
#17
Jeg er plat.
#22 filmz-BrotherJack 16 år siden
Hov, jeg mener selvfølgelig 1959, ikke 1968 - det var en helt anden sag :)
#23 BN 16 år siden
Sådan har jeg det også (lige bortset fra udslættet) med ganske mange film fra samme periode, altså som sagt film fra 60'erne og bagud. Og her tæller jeg Fellini med. ... Men der er dog mange positive undtagelser, synes jeg.
F.eks. synes jeg, at skuespillet i mange af Alfred Hitchcock's film, samt i en del film af Stanley Kubrick, Orson Welles, Billy Wilder, Howard Hawks og Sam Peckinpah lever fuldt ud op til moderne skuespil-stil og -standard.
Men det er sandt, at i mange film fra 60'erne og bagud lyder replikkerne oplæste og unaturlige - ja, netop som film-replikker, og ikke som replikker, som virkelige personer ville have sagt. Skrækeksemplet herpå er efter min mening ældre danske film.
Men der er jo også eksempler - selv i nyere film - på, at et mere "højtideligt", litterært sprog fungerer rigtig godt, ja faktisk BEDST! Her tænker jeg især på film som Lord of the Rings-trilogien og Star Wars-sagaen. Men der kan helt sikkert fremhæves flere eksempler.
EDIT:
Man kan så tilføje, at dialogen i sidstnævnte to film - selv med et sådan "højtideligt", litterært sprog - stadig må siges at "flyde" bedre end den gjorde i mange film fra 1960'erne og bagud.
#24 Åkepool 16 år siden
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har set skide mange artfilm, hverken fra dengang eller idag, ej heller "Cykeltyven", men jeg kan da ikke tro, at de spiller specielt meget bedre, end i de store Amerikanske produktioner.
Nej, jeg synes helt klart, at det skuespilsmæssige fik et gevaldigt løft i 70'erne, men det er i sidste ende, et spørgsmål om smag og behag og helt iorden for mig, hvis du og mange andre, synes det var så fabelagtigt dengang :)
#25 Åkepool 16 år siden
Du har helt ret, der er altid undtagelser, ingen tvivl om det, men set over en bred kam, så er det bare præcis som du skriver, som om replikkerne bliver oplæst og ikke sagt naturligt.
#26 filmz-BrotherJack 16 år siden
Jeg synes bare ikke skuespillet på den kommercielle scene er blevet bedre siden da, men i artfilm film fra dengang matcher det nutidens, efter min mening. Jeg forstår dog ikke at Hollywood-film ikke anses som karikerede idag.
I taler alle om en højere standard i nutidens film. Den køber jeg absolut ikke! Det varierer ligeså meget som det altid har gjort.
Hitchcock er virkelig et spøjst eksempel, da han som en meget teknisk visionær er kendt for at forsømme skuespillet, som oftest blev meget karikeret og overspillet. Så vi må åbenbart have meget forskellige opfattelser af hvad karikeret og overspillet betyder.
Jeg har en anelse om at den standard i nævner, er en Hollywood-standard, men jeg kan tage fejl.
#27 chandler75 16 år siden
#28 BN 16 år siden
Jeg er enig i, at det også fra 1970 og frem har varieret. Men jeg synes bare, der er langt flere film med mere virkelighedsnær dialog idag end der var før 1970.
Lad os blot som eksempel tage replikkerne fra Michael Mann's film 'Heat' - altså ikke selve ordene, men måden de fremføres på:
Det naturlige, hverdagsagtige præg - det at nogle replikker mumles, uden nogen teaterstykke-agtig frygt for, at publikum ikke hører hvert ord lige tydeligt - det at folk taler indover hinandens sætninger ... for nu bare at nævne nogle hovedpunkter, vil du få sværere og sværere ved at finde tilsvarende eksempler på, jo længere du går tilbage i filmhistorien.
Ja, det har vi. For det første så underspillede Cary Grant altid i Hitchcock's film (han var som bekendt en af instruktørens mest anvendte skuespillere), og det samme gjorde James Mason og Eve Marie Saint (i 'North By Northwest').
Og James Stewart havde en smittende naturlighed over sig med sin kejtede, sommetider generte og lettere nervøse skuespilstil.
Og nu springer jeg så ind i tiden efter 1970, men det skyldes, at jeg opfatter din udtalelse om karikeret og overspillet skuespil som værende symptomatisk for hele Hitchcock's produktion:
Se på 'the good guy' fra Hitchcock-filmen 'Frenzy': Han spilles af Jon Finch, der spiller rollen intenst og med en sammenbidthed og kynisme, der får ham til at virke mere som et virkeligt menneske end som en typisk film-helt. Og faktisk er han mere en anti-helt med en del usympatiske træk, såsom hans hidsige temperament og tendens til at råbe højt og skændes med alle og enhver. Der er faktisk ikke én eneste af de andre personer i historien der ikke får et grimt ord slynget i hovedet af ham.
Dertil kommer Rod Taylor, Claude Rains, Leo G. Carroll, Ingrid Bergman m. fl., der alle havde en naturlighed over deres skuespil i Hitchcock-film, som gør at mange nyder at se disse selv så mange år efter.
Jeg kan virkelig ikke få øje på noget karikeret eller overspillet ved nogen af alle disse hernævnte.
Men det afhænger måske nok, som du selv er inde på, af øjnene der ser. :-)
#29 JannikAnd 16 år siden
#30 jesperhp 16 år siden