Jamen dog, er alle mesterens film ikke ude på BD efterhånden? Jeg har desværre ikke fået købt de seneste MoC-udgivelser, men Kong Ødipus har førsteprioritet.
#140 - Jeg kan kun anbefale at lave dybdegående research på Playboys August-nummer fra 1959 ;)
#141 - Det hjælper på det omend et par af MoC's seneste Pasolini'er, jo "kun" er endt som dvd'er. Mht. til "Ro.Go.Pa.G"., som dette rigtigt nok er, bliver Pasolinis segment dog trumfet af både Rossellinis ditto, som billedet her er fra, og især Godards.
Nu må du ikke skulke, så få et nyt billede op. :)
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Nå ja, jeg glemte helt at skrive titlen. La ricotta er næppe det bedste segment, nej. Jeg mener dog, at alene Welles' recitation af Pasolinis profeti fra Mamma Roma-journalen, gør segmentet ikke blot seværdig, men måske den mest dybtfølte selvkritik fra hans side:
"I am a force from the past. My love lies only in tradition. I come from the ruins, the churches, from altar-pieces, the forgotten Apennine villages, the foothills of the Alps, where my brothers lived. [...] Monstrous is he who is born from the womb of a dead woman. And I, an adult fetus, go my way, more modern than any modern, in search of brothers that are no more."
Kunstneren Pasolini er, ligesom Manns umandige Tonio Kröger eller Hesses steppeulv Harry Haller, endnu en danser, der udsættes på hjertes bjerge.
Nemlig. En på mange måder forfærdelig filmatisering, men balscenen er fantastisk.
Det er egentlig sært, at der ikke findes nogle gode Flaubert-filmatiseringer (måske med undtagelse af Chabrols), da han om nogen skriver på et filmisk, ja kinematografisk, sprog.
#147 Har ikke set den, men husker en Bazin-artikel om den (egentlig filmatiseringer generelt, såvidt jeg husker), hvor han nærmest skriver, at det eneste, der for alvor er i vejen med Minnellis film er titlen. :)
Og ja, Chabrols film er fin, men ikke ligefrem noget, der fremkalder de store følelser. Ærgeligt, at Renoirs version (som jeg heller ikke har set) ikke eksisterer, som han først færdiggjorde den.
Og ja, Chabrols film er fin, men ikke ligefrem noget, der fremkalder de store følelser.
Det er næsten ironisk, at det netop var Chabrol, der gav sig i kast med Flaubert (specielt efter Une affaire de femmes), men hans utilfredshed med de tidligere filmatiseringer var ganske fremtrædende:
"Ni l'une ni l'auntre ne sont fidèles à Flaubert. Celle de Renoir est assez formidable. Mais celle de Minnelli est absolument nulle. C'est un très joli film de la Metro, mais c'est une suite d'extravagances. [...] Minnelli n'a rien compris au roman."
Man kan også tydeligt se, at Chabrol var velbevandret i Flauberts litteratur (samt litteratur generelt) og kritik, når man ser hans Madame Bovary. Måske var det derfor, at Julian Barnes roste den, imens "falske" Flaubert-eksperter foragtede den? Denne anmeldelse af Dave Kehr er et godt eksempel på dette:
Kehr kritiserer troskaben til originalen, uden selv at vide det: at Emma er en hysterisk, selv-absorberet heltinde og sympati er en fraværende instans. Dét er styrken og svagheden i Chabrols filmatisering! Alt lige fra mise-en-scène til de perceptuelle bevægelser til scene/scene-rytmen, ja selv soundtracket, mimer Flauberts prosa.
På grund af sin rigorisme er Chabrol den eneste instruktør, der har nærmet sig en upersonlig og objektiv adaptation. En film, der sætter sit publikum fri: en film om intet.
#141 Pécuchet 12 år siden
Jamen dog, er alle mesterens film ikke ude på BD efterhånden? Jeg har desværre ikke fået købt de seneste MoC-udgivelser, men Kong Ødipus har førsteprioritet.
#142 rockysds 12 år siden
#141 - Det hjælper på det omend et par af MoC's seneste Pasolini'er, jo "kun" er endt som dvd'er. Mht. til "Ro.Go.Pa.G"., som dette rigtigt nok er, bliver Pasolinis segment dog trumfet af både Rossellinis ditto, som billedet her er fra, og især Godards.
Nu må du ikke skulke, så få et nyt billede op. :)
#143 Pécuchet 12 år siden
"I am a force from the past. My love lies only in tradition. I come from the ruins, the churches, from altar-pieces, the forgotten Apennine villages, the foothills of the Alps, where my brothers lived. [...] Monstrous is he who is born from the womb of a dead woman. And I, an adult fetus, go my way, more modern than any modern, in search of brothers that are no more."
Kunstneren Pasolini er, ligesom Manns umandige Tonio Kröger eller Hesses steppeulv Harry Haller, endnu en danser, der udsættes på hjertes bjerge.
---
Billede 1
#144 Pécuchet 12 år siden
#145 Pécuchet 12 år siden
#146 rockysds 12 år siden
#147 Pécuchet 12 år siden
Det er egentlig sært, at der ikke findes nogle gode Flaubert-filmatiseringer (måske med undtagelse af Chabrols), da han om nogen skriver på et filmisk, ja kinematografisk, sprog.
#148 rockysds 12 år siden
Og ja, Chabrols film er fin, men ikke ligefrem noget, der fremkalder de store følelser. Ærgeligt, at Renoirs version (som jeg heller ikke har set) ikke eksisterer, som han først færdiggjorde den.
Billede 1
#149 Pécuchet 12 år siden
Det er næsten ironisk, at det netop var Chabrol, der gav sig i kast med Flaubert (specielt efter Une affaire de femmes), men hans utilfredshed med de tidligere filmatiseringer var ganske fremtrædende:
"Ni l'une ni l'auntre ne sont fidèles à Flaubert. Celle de Renoir est assez formidable. Mais celle de Minnelli est absolument nulle. C'est un très joli film de la Metro, mais c'est une suite d'extravagances. [...] Minnelli n'a rien compris au roman."
Man kan også tydeligt se, at Chabrol var velbevandret i Flauberts litteratur (samt litteratur generelt) og kritik, når man ser hans Madame Bovary. Måske var det derfor, at Julian Barnes roste den, imens "falske" Flaubert-eksperter foragtede den? Denne anmeldelse af Dave Kehr er et godt eksempel på dette:
http://articles.chicagotribune.com/1991-12-25/feat...
Kehr kritiserer troskaben til originalen, uden selv at vide det: at Emma er en hysterisk, selv-absorberet heltinde og sympati er en fraværende instans. Dét er styrken og svagheden i Chabrols filmatisering! Alt lige fra mise-en-scène til de perceptuelle bevægelser til scene/scene-rytmen, ja selv soundtracket, mimer Flauberts prosa.
På grund af sin rigorisme er Chabrol den eneste instruktør, der har nærmet sig en upersonlig og objektiv adaptation. En film, der sætter sit publikum fri: en film om intet.
#150 Pécuchet 12 år siden
Empire of Passion.